Spm. nr. S 1946

Til justitsministeren af:
Søren Søndergaard (EL):
»Kan ministeren bekræfte, at PET i sin påståede »undersøgelse« af, om de har aflyttet Rigspolitiets Rejsehold, aldrig har henvendt sig til Frede Farmand med anmodning om at få det bånd udleveret, som hævdes at kunne bevise påstanden?«

Søren Søndergaard (EL):
Onsdag den 21. april mødtes justitsministeren og jeg jo hernede i anledning af, at der næsten var gået et halvt år, efter at afsløringerne eller i hvert fald påstandene var kommet frem om, at Politiets Efterretningstjeneste havde opfordret til at aflytte Rigspolitiets Rejsehold. Og dengang, da det kom frem, da lovede justitsministeren, at den sag ville blive undersøgt, og det bad han så PET om.
     Så ville jeg så høre, hvordan det gik med den undersøgelse, og det svar, jeg fik fra justitsministeren, var, at undersøgelsen var afsluttet efter et meget, meget grundigt arbejde, forklarede justitsministeren, hvor man havde henvendt sig til den ene og til den anden, og hvor det ikke var lykkedes at nå frem til noget resultat.
     Nu viser det sig så efterfølgende, hævdes det, at sagens hovedperson, den omtalte Frede Farmand, overhovedet ikke har været spurgt, om han ville udlevere båndene. Og derfor vil jeg da godt høre justitsministeren, om det virkelig kan være rigtigt, at man i denne her meget, meget grundige undersøgelse har glemt at henvende sig til sagens hovedperson.

Justitsministeren (Frank Jensen):
Jeg kan bekræfte, at Politiets Efterretningstjeneste ikke har henvendt sig til Frede Farmand Rasmussen med en anmodning om at få udleveret det bånd, som omtales i spørgsmålet.
     Politiets Efterretningstjeneste har efter aftale med mig gennemført en undersøgelse i anledning af TV 2's program »Dags dato« den 1. november 1998. Sigtet med undersøgelsen har navnlig været at klarlægge, om nogen i sagen har pådraget sig et disciplinært ansvar efter tjenestemandslovens regler. Det er helt sædvanligt, at undersøgelser af den karakter i den indledende fase foretages af tjenestestedets ledelse. Det er baggrunden for, at PET selv i første omgang har forestået den omtalte undersøgelse.
     Jeg kan oplyse, at chefen for PET har rettet henvendelse til TV 2 og til Nordisk Film med anmodning om at få udleveret de bånd, der blev bragt uddrag af i det nævnte tv-program. Disse henvendelser har som bekendt ikke ført til noget resultat.
     Frede Farmand Rasmussen blev i forrige weekend i pressen refereret for at have udtalt, at han er i besiddelse af de pågældende bånd, og at han er indstillet på at stille båndene til rådighed. På den baggrund har Justitsministeriet nu rettet henvendelse til Frede Farmand Rasmussen og opfordret ham til at fremsende eller aflevere båndene til Rigspolitichefen eller til Justitsministeriet. Båndene vil i givet fald naturligvis blive inddraget i undersøgelsen og redegørelsen fra PET.
     Om proceduren i øvrigt kan jeg oplyse, at det er hensigten, at chefen for PET skal aflevere en redegørelse om sagen til Rigspolitichefen, der som disciplinær myndighed vil skulle tage stilling til, hvad der videre skal ske i sagen.
     Som jeg meddelte hr. Søren Søndergaard i min foreløbige besvarelse af hans spørgsmål nr. S 332 og S 444, vil jeg holde hr. Søren Søndergaard orienteret om sagens videre forløb.

Søren Søndergaard (EL):
Jeg fik ikke helt klarhed over, om justitsministeren i sit neutrale ordvalg var tilfreds med, at Politiets Efterretningstjeneste ikke havde spurgt Frede Farmand om båndet. Det er jo ikke sådan, at det er en ny oplysning, der er kommet frem. Det er jo en oplysning, der har været kendt i et halvt år, at Frede Farmand lå inde med båndet. Så det er ikke en ny oplysning.
     Derfor kunne jeg godt tænke mig at vide, om justitsministeren er tilfreds med, at undersøgelsen er blevet gennemført på en sådan måde, at man har glemt at stille spørgsmål til hovedpersonen i sagen, hvorimod man har rendt rundt til alle mulige produktionsselskaber, som hovedpersonen har afleveret en kopi af båndene til.
     Og jeg vil i forlængelse af det også godt spørge justitsministeren, om det forhold, at det nu er justitsministeren, som henvender sig til Frede Farmand med ønsket om at få båndet udleveret, betyder, at Justitsministeriet har overtaget undersøgelsen fra PET i erkendelse af, at PET ikke rigtigt magter opgaven.

Justitsministeren (Frank Jensen):
Jeg kan bekræfte, at PET's chef har henvendt sig først til TV 2 og derefter til Nordisk Film. Og henvendelsen til Nordisk Film var begrundet i, at indslaget i »Dags dato« i TV 2's program ikke var produceret af TV 2 selv, men af Nordisk Film, og det lykkedes altså ikke ad den vej at få udleveret båndene. Det er henholdsvis TV 2 og Nordisk Film, der var ansvarlige for viderebringelsen af de pågældende bånd.
     Jeg kan også bekræfte, at det blot at lave en optagelse på video af den pågældende tv-udsendelse ikke gav PET noget grundlag for at konkludere, om der var tale om en reel telefonsamtale, der har fundet sted over samme tid, eller der var tale om et falsum. Det kunne ikke verificeres på baggrund af blot det at analysere på baggrund af en videooptagelse.
      Der var ønske om at få udleveret råbåndene, og da PET henvendte sig til de to pågældende institutioner, henholdsvis TV 2 og Nordisk Film, gav det altså ikke noget grundlag. Først senere kom det så frem, at Frede Farmand Rasmussen indvilligede i at aflevere båndene, og det har jeg så fået bekræftet, også på baggrund af henvendelsen til Frede Farmand Rasmussen, i et brev, jeg har modtaget i dag her til formiddag fra Frede Farmand Rasmussen om, at han fortsat vil på en række vilkår. De vilkår vil vi nu studere, og så vil vi tage stilling til, om båndene så vil søges udleveret på det grundlag.
     Når det er en henvendelse fra Justitsministeriet til Frede Farmand Rasmussen, der nu danner grundlag for et forsøg på at få båndene, skyldes det, at Frede Farmand Rasmussen har udtalt, at det skulle være på nogle betingelser, der implicerede, at det skulle være en overdragelse til Justitsministeriet.

Søren Søndergaard (EL):
Jeg forstår, at når Justitsministeriet går ind i det, så er det, fordi Frede Farmand Rasmussen har sagt, at det kun var til Justitsministeriet, han ville udlevere båndene. I den forbindelse vil jeg da godt spørge justitsministeren om, hvornår Frede Farmand Rasmussen har sagt det.
     Så kan jeg stadig væk ikke forstå - men o.k., jeg har måske forståelse for, hvis justitsministeren ikke vil gå nærmere ind på det - hvis det er sådan, at PET ønsker råbånd udleveret, hvorfor man så henvender sig til et produktionsselskab i stedet for at henvende sig til dem, der har givet produktionsselskaberne båndene. Det må dog være dem, der oprindelig har båndene, der har de mest ægte råbånd, og ikke dem, der har fået dem udleveret på et senere tidspunkt. Så jeg har stadig væk ikke fået svaret, men o.k., jeg har nok i den genre forståelse for, hvorfor justitsministeren ikke svarer på det.

Hermed sluttede spørgsmålet.