Spm. nr. S 2110
Til miljø- og energiministeren (17/5 99) af:
Søren Kolstrup (EL):
»Vil ministeren udarbejde et infralydkort, der viser, hvordan infralydforureningen er fordelt landet over?«
Begrundelse
Det kan være rart for mennesker, der plages af infralyd, at vide, hvor de kan flytte hen, hvis de vil undgå lydplagen. Et sådan kort kan også være nyttigt i forhold til en langsigtet planlægning, der skal fjerne problemet.
Svar (25/5 99)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg har forelagt spørgsmålet for Miljøstyrelsen, som har oplyst:
"Miljøstyrelsen skønner på grundlag af de målinger af infralydniveauet i boliger, som styrelsen har kendskab til, at niveauet af infralyd i Danmark ikke udviser tydelige, regionale variationer. Ved målingerne er der generelt konstateret infralydniveauer på 45 - 60 dB. Variationerne kan blandt andet skyldes forskelle i boligernes indretning og vejrforholdene under målingerne. I en bolig nær et kraftvarmeværk er der ved en tidligere måling regis treret et infralydniveau på over 85 dB.
Miljøstyrelsen vil derfor forvente, at der generelt i Danmark er et baggrundsniveau af infralyd, som er omkring eller lavere end 60 dB, og at der i nærheden af nogle virksomheder eller anlæg kan være et højere infralydniveau. Dette er dog efter styrelsens oplysninger kun konstateret i et enkelt tilfælde.
Miljøstyrelsen kan desuden oplyse på grundlag af de henvendelser, styrelsen har modtaget, at der er et mindre antal personer, som har oplyst styrelsen om, at de var generet af infralyd, og som derefter er flyttet og også i den nye bolig har oplevet tilsvarende gener. Dette forhold peger således ikke på, at de oplevede gener skulle skyldes et lokalt højt niveau af infralyd.
Miljøstyrelsen vurderer på dette grundlag, at det ikke tjener noget miljømæssigt formål at udarbejde et geografisk "infralydkort""