Spm. nr. S 2829
Til justitsministeren (9/8 99) af:
Karen Rønde (V):
»Hvor store omkostninger forventer ministeren at have på tinglysningsområdet i år 1999 og år 2000?«
Svar (16/8 99)
Justitsministeren (Frank Jensen):
Justitsministeriet har anmodet Domstolsstyrelsen om en udtalelse i anledning af det rejste spørgsmål. Når der foreligger en udtalelse fra Domstolsstyrelsen, vil Justitsministeriet vende tilbage til sagen.
Supplerende svar (3/9 99)
Justitsministeren (Frank Jensen):
Justitsministeriet har anmodet Domstolsstyrelsen om en udtalelse i anledning af det rejste spørgsmål. Domstolsstyrelsen har udtalt følgende:
»Som nævnt under besvarelsen af spørgsmål nr. S 2827 blev der i 1998 på tinglysningsområdet anvendt i alt ca. 448 årsværk, heraf ca. 435 heltidsansatte kontorfunktionærer og ca. 13 heltidsansatte jurister. Den samlede lønudgift på området var i 1998 på ca. 112,5 mio. kr.
Domstolsstyrelsen forventer på baggrund af det store antal af dokumenter, der anmeldes til tinglysning, at der i 1999 vil være behov for mindst det samme antal årsværk på tinglysningsområdet. Endvidere forventes det, at der vil være behov for vikarhjælp og udbetaling af overarbejde.
De samlede lønudgifter for år 2000 skønnes - under forudsætning af, at dokumenttilgangen er den samme - at ville ligge på det samme niveau som 1999.
Der indføres i disse år ny teknologi på tinglysningsområdet i form af tinglysning på edb. Omkostningerne hertil forventes at udgøre ca. 80 mio. kr. i 1999 og ca. 62 mio. kr. i år 2000.
Det bemærkes, at det offentlige ud over lønomkostningerne og omkostningerne ved indførelse af edb har andre udgifter til tinglysning, f.eks. udgifter til kontorhold, leje af lokaler og vedligeholdelse m.v. Disse omkostninger opgøres ikke særskilt for tinglysningsområdet, men indgår i domstolenes samlede driftsudgifter.«