Spm. nr. S 2904
Til justitsministeren (18/8 99) af:
Birthe Rønn Hornbech (V):
»Vil ministeren oplyse, i hvor mange politikredse kontorfolk optager simple anmeldelser om begået kriminalitet?«
Svar (25/8 99)
Justitsministeren (Frank Jensen):
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Rigspolitichefen om en udtalelse.
Når denne udtalelse foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.
Supplerende svar (15/10 99)
Justitsministeren (Frank Jensen):
Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitichefen, der har oplyst følgende:
"Optagelse af anmeldelse i større og alvorligere sager skal varetages af politipersonale. Kræver en anmeldelse i simplere sager ikke egentlige øjeblikkelige efterforskningsskridt, kan det indledende arbejde udføres af kontorpersonale. Efter oplysninger fra politikredsene i 1997 blev simple anmeldelser bl.a. modtaget af kontorpersonale i 30 politikredse. Dette tal er ikke ændret væsentligt siden 1997."