Spm. nr. S 2912
Til justitsministeren (18/8 99) af:
Karen Rønde (V):
»Vil ministeren i forlængelse af svaret på spørgsmål nr. S 2637 oplyse, hvad baggrunden er for, at embedslægen ikke er i stand til at forestå undersøgelsen efter en forbrydelse som f.eks. voldtægt, hvad baggrunden er for, at en lokal læge eller en læge ansat på Bornholms Centralsygehus er i stand til at forestå undersøgelsen, og hvad baggrunden er for, at man ikke kontakter den lokale læge, førend Retsmedicinsk Institut kontaktes?«
Svar (26/8 99)
Justitsministeren (Frank Jensen):
Justitsministeriet nåede sidste år til enighed med Sundhedsministeriet og Forskningsministeriet om, at en omlægning af visse af de retsmedicinske ydelser - herunder personundersøgelser i f.eks. voldtægtssager - til de retsmedicinske institutter er påkrævet og hensigtsmæssig. Efter den gældende lovgivning påhviler de nævnte opgaver embedslægerne. Justitsministeriet kan i den forbindelse henvise til besvarelsen af spørgsmå ;l nr. S 2092 fra samme spørger.
Omlægningen er beskrevet i et notat af 18. maj 1998, hvoraf fremgår, at der er principiel enighed mellem Justitsministeriet og Sundhedsministeriet om, at ikke alle embedslæger har den fornødne retsmedicinske ekspertise til at udføre personundersøgelser, samt at det årlige antal af personundersøgelser heller ikke kan give embedslægerne det fornødne grundlag for at opnå den påkrævede rutine i at foretage undersøgelser ne. Med henblik på at sikre, at personundersøgelser foretages med en tilstrækkelig faglig ekspertise og rutine, er der derfor enighed om at overføre denne opgave til de retsmedicinske institutter.
Foretagelse af retsmedicinske undersøgelser i umiddelbar tilknytning til forbrydelser som drab og voldtægt er af afgørende betydning for sikringen af eventuelle spor til brug for efterforskning og retsforfølgning. Det er derfor efter Justitsministeriets opfattelse væsentligt, at sådanne undersøgelser altid foretages af læger, som besidder en særlig retsmedicinsk indsigt og rutine, således at der sikres en ensartet og høj standard for undersøgelsesresultaterne.
Justitsministeriet har ikke i almindelighed forudsætninger for at udtale sig om enkeltlægers faglige kvalifikationer. For så vidt angår embedslægen på Bornholm kan Justitsministeriet imidlertid henvise til besvarelsen af spørgsmål nr. S 2637 fra samme spørger, hvoraf fremgår, at embedslægen angiveligt skulle have tilkendegivet generelt ikke at være i stand til at forestå undersøgelser af den omhandlede karakter.