Spm. nr. S 314

Til arbejdsministeren (30/10 98) af:
Pia Kjærsgaard (DF):
»Vil ministeren, efter afsløringen af Metals a-kasses brud på loven, foranledige at det over for samtlige a-kasser i Danmark endnu engang indskærpes, at man ikke skal være medlem af en fagforening for at blive medlem af en a-kasse, og finder ministeren det ikke relevant, om der indføres mulighed for en omgående straf til en a-kasse, der ikke administrerer
i henhold til loven?«

Begrundelse

Afsløringen i Søndagsavisen af at Metals a-kasse ikke overholder loven vedrørende a-kasser ved også at kræve medlemskab af Metals fagforening, giver formodning om, at Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen ikke fører et tilstrækkelig godt tilsyn med arbejdsløshedskasserne. I breve Dansk Folkeparti har modtaget gives eksempler på, hvordan flere store fagforbund presser disse personer til medlemskab af en fagforening, for at de kan opnå at blive optaget i en a-kasse. Da disse forhold ser ud til at fortsætte, vil en overvejelse af sanktioner overfor en a-kasse/fagforening være særdeles relevant, hvis der ikke administreres i overensstemmelse med loven. Ministerens reaktion på Metals a-kasses ulovlige administration mangler konsekvens og mangler oplysning om ministerens egne tiltag, der skal sikre mod ny ulovlig administration af a-kasser. Der henvises til ministerens svar på spørgsmål nr. S 150.

Svar (10/11 98)

Arbejdsministeren (Ove Hygum):
Jeg finder det ikke nødvendigt med yderligere muligheder for sanktioner over for arbejdsløshedskasser end de, der allerede følger af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
     Jeg kan i øvrigt henvise til mit svar på spørgsmål nr S
313 af 30. oktober 1998.