Spm. nr. S 3175
Til fødevareministeren (10/9 99) af:
Kristen Touborg (SF):
»Kan ministeren garantere, at der vil komme en ny rapport om hormonbehandlet kød, og hvornår kan den forventes?«
Begrundelse
Der henvises til artikel i Børsen af 8. september 1999, hvor ministeren er citeret for, at der vil komme en ny rapport om det hormonbehandlede kød næste år.
Det fremgår endvidere af artiklen, at der er en divergerende opfattelse af, om den første rapport, der kom i maj, var den endelige rapport.
Derfor vil spørgeren gerne have ministerens garanti for, at der kommer en ny rapport om hormonbehandlet kød og hvornår.
Svar (20/9 99)
Fødevareministeren (Henrik Dam Kristensen):
Jeg skal i spørgsmålets anledning henvise til mine besvarelser af 10. september 1999 af spørgsmål S 3119 stillet af Keld Albrechtsen (EL), spørgsmål S 3123 stillet af Lene Espersen (KF) og spørgsmål S 3140 stillet af Christian Mejdahl (V) om samme emne.
Jeg skal derfor blot gentage, at Kommissionen den 8. september 1999 har meddelt, at der ikke er ændringer i formålet med de 17 undersøgelser, der er igangsat vedrørende hormoner. Undersøgelserne forventes afsluttet medio år 2000, og det vil herefter være op til Kommissionen at beslutte, hvordan resultaterne skal indgå i den samlede vurdering af hormoner som vækstfremmere.
Én mulighed vil være at bede Den Videnskabelige Komite vurdere det materiale, der foreligger til den tid - i tilknytning til den rapport komiteen fremkom med 30. april 1999. En fremgangsmåde jeg i givet fald vil kunne tilslutte mig.