Spm. nr. S 3193

Til socialministeren (10/9 99) af:

Jette Gottlieb (EL):

»Hvor mange sager om tildeling af praktisk og personlig bistand har de sociale nævn modtaget i år, og hvor mange afgørelser herom har de sociale nævn truffet i år, herunder i hvor mange tilfælde har klager fået medhold?«

Svar (17/9 99)

Socialministeren (Karen Jespersen):

Til brug for besvarelse af spørgsmålet er der indhentet svar fra Den Sociale Ankestyrelse. Den Sociale Ankestyrelse oplyser, at de ikke har oplysninger om antallet af sager modtaget af de sociale nævn i 1999 - det ville forudsætte en rundspørge til samtlige nævn.

Derimod har Ankestyrelsen oplysninger om de sociale nævns afgørelser hidrørende fra en gennemgang af de sociale nævns afgørelser, modtaget i perioden 30. marts til 31. juli 1999. Ankestyrelsen modtog i alt 225 afgørelser. Afgørelserne er - med undtagelse af Bornholms Amt og Vejle Amt der i ovennævnte tidsrum ikke havde truffet afgørelser på området - indsendt til samtlige nævn.

Denne gennemgang viste, at nævnene havde hjemvist 93 af sagerne til ny kommunal behandling og afgørelse. I 55 af sagerne havde nævnene pålagt kommunerne at yde hjemmehjælp, og endelig tiltrådte nævnene i 72 sager kommunernes afgørelse. Sammenlægges de ovennævnte tal, er der en mindre unøjagtighed på 5, som skyldes dødsfald, tilbagekaldelse af klagen m.v. Der henvises til vedlagte notat af 21. maj 1999 med supplerende bilag af 3. august 1999. (Ikke optrykt her).