Spm. nr. S 3233

Til trafikministeren (15/9 99) af:

Brian Mikkelsen (KF):

»Hvordan vil ministeren sikre, at intentionerne i undervisningsplanen overholdes med hensyn til tiden mellem den teoretiske prøve og den praktiske køreprøve (7-10 dage)?«

Svar (23/9 99)

Trafikministeren (Sonja Mikkelsen):

I henhold til kørekortbekendtgørelsens § 33 kan teoriprøven først aflægges, når køreeleven har modtaget fornøden undervisning i kørsel på lukket øvelsesplads, samt i teori og praktik i overensstemmelse med undervisningsplanen for den omhandlede kategori. Tilsvarende kan den praktiske prøve først aflægges, når teoriprøven er bestået og undervisning på køreteknisk anlæg er gen nemført, jf. herved bekendtgørelsens § 34.

I henhold til kørekortcirkulærets §§ 23 og 24 skal teoriprøven og den praktiske prøve berammes til afholdelse snarest muligt, idet der tages hensyn til rimelige ønsker fra ansøgeren. Det er imidlertid ikke fastsat i kørekortcirkulæret, at den praktiske prøve skal afholdes 7-10 dage efter teoriprøven.

Jeg finder, at det af pædagogiske og undervisningsmæssige hensyn vil være ønskeligt og hensigtsmæssigt, hvis den praktiske prøve kan afholdes senest 10-14 dage efter teoriprøven, og en ventetid på 2 måneder er således ikke acceptabel.