Spm. nr. S 533

Til skatteministeren (23/11 98) af:
Svend Aage Jensby (V):
»Vil ministeren oplyse, hvorledes ægtefællerne A og B beskattes, hvis de pågældende tager bopæl i Frankrig eller Spanien, opnår permanent opholdstilladelse og underkastes beskatning der, men til brug udelukkende for eventuelle ferieophold i Danmark bevarer eller efterfølgende erhverver en lejlighed, som imidlertid ved spredte ophold ikke bebos i sammenlagt mere end 180 dage inden for en periode på 12 måneder, og således at intet enkelt ophold overstiger 3 måneder i sammenhæng?«

Svar (1/12 98)

Skatteministeren (Ole Stavad):
Når ægtefællerne tager bopæl i Frankrig eller Spanien, vil de blive fuldt skattepligtige til det nye bopælsland.
     Beskatningen i Danmark afhænger herefter af, om ægtefællerne efter fraflytningen fra Danmark bevarer fuld skattepligt til Danmark, eller om den fulde danske skattepligt ophører, således at de fremover kun er begrænset skattepligtige her til landet. Bestemmelserne om fuld skattepligt for personer er indeholdt i Kildeskattelovens (KSL) § 1, mens bestemmelserne om begrænset skattepligt er indeholdt i KSL § 2. Endvidere vil bestemmelserne i dobbeltbeskatningsoverenskomsterne mellem Danmark og henholdsvis Frankrig og Spanien spille ind, når de pågældendes skattepligtsforhold til Danmark er afklaret.
     Hovedbestemmelsen om fuld skattepligt findes i KSL § 1, stk. 1, nr. 1. Efter denne bestemmelse påhviler den fulde skattepligt personer, der har bopæl her i landet.
     I den situation, hvor ægtefællerne bevarer den danske bopæl, som fortsat står til deres rådighed, vil den fulde danske skattepligt bestå. Hvor længe de opholder sig i boligen hvert år, er i disse tilfælde irrelevant. Når der består fuld skattepligt til såvel Danmark som til Frankrig respektivt Spanien, skal det fastlægges efter bestemmelserne i den danske dobbeltbeskatningsoverenskomst med disse lande, i hvilket land de pågældende ægtefæller kan anses for at være hjemmehørende, med det resultat, at dette land anses for at være bopælsland ved anvendelsen af overenskomsten.
     I den dansk-franske dobbeltbeskatningsoverenskomst findes bestemmelsen om: »hjemmehørende« i Artikel 2, stk. 4. Efter denne bestemmelse er en person hjemmehørende der, hvor den pågældende har sin faste bopæl, dette forstået som centrum for den pågældendes livsinteresser, det vil sige det sted, med hvilket han har de stærkeste personlige forbindelser. Spørgsmålet vil blive afgjort efter en konkret vurdering af samtlige relevante forhold. Når den danske bopæl opretholdes uændret, vil subjektive elementer muligvis komme til at indgå i vurderingen sammen med de faktiske forhold. Hvis Frankrig anses for bopælsland, mens Danmark får status som kildeland i dobbeltbeskatningsoverenskomstens forstand, vil Danmark herefter kunne beskatte de indkomster fra Danmark, som kildelandet har beskatningsretten til i henhold til overenskomsten. En evt. indkomst fra den danske bopæl, hvis der er tale om en ejerbolig, vil i medfør af overenskomstens Artikel 3 kun kunne beskattes i Danmark. Hvis Danmark får status som bopælsland, vil Danmark omvendt kunne beskatte alle de indkomster, som tilkommer bopælslandet efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og Frankrig.
     I de tilfælde, hvor ægteparret er fuldt skattepligtige til såvel Danmark som Spanien på grund af bopæl, skal de pågældende anses for hjemmehørende i det land med hvilket de pågældende har de stærkeste personlige og økonomiske forbindelser. Hvis de stærkeste personlige forbindelser antages at være i Spanien, afhænger det derefter af de pågældendes indkomster, og disses kilde, om de stærkeste økonomiske interesser er i Spanien. Hvis dette ikke er tilfældet, f. eks. fordi den væsentligste indkomst er dansk pension, vil man afgøre spørgsmålet ud fra, hvor de pågældende sædvanligvis opholder sig. Spørgsmålet vil blive afgjort meget konkret. De skattemæssige konsekvenser af at anse Spanien som bopælsland respektivt som kildeland er de samme som anført ovenfor anført Frankrig. Når et ægtepar, der er bosiddende i Frankrig eller Spanien erhverver en lejlighed her i landet vil fuld skattepligt efter KSL §1 stk. 1, nr. 1, først indtræde, når de pågældende tager ophold her i landet, jfr. bestemmelsen i KSL § 7, stk. 1, der lyder som følger: »For en person, der erhverver bopæl her i landet uden samtidig at tage ophold her, indtræder skattepligt i henhold til bestemmelsen i § 1, nr. 1, først, når han tager ophold her i landet. Som sådant ophold anses ikke kortvarige ophold her i landet på grund af ferie eller lignende.« Ifølge praksis anses et uafbrudt ophold her i landet på mere end 3 måneder, eller samlede ophold på i alt mere end
180 dage inden for et tidsrum af 12 måneder ikke for:
»kortvarigt ophold på grund af ferie eller lignende.« De nævnte 3 måneder, respektive 180 dage, må anses for et maksimum for ophold uden at der indtræder fuld skattepligt på grund af dansk bopæl. Når lejligheden ved spredte ophold bebos under 18o dage inden for en 12-måneders periode og intet enkelt ophold varer mere end 3 måneder, vil der ikke indtræde fuld skattepligt, under forudsætning af, at der er tale om ferieophold, og de pågældende i øvrigt har fast bolig og anden fast tilknytning til udlandet. Ved opgørelsen af opholdenes længde medregnes ethvert påbegyndt døgn som et fuldt døgn. Såfremt ægteparret varetager arbejdsmæssige opgaver under opholdet i Danmark, kan resultatet blive, at den danske fulde skattepligt indtræder. Hvis det lægges til grund, at der udelukkende er tale om ferieophold i Danmark, og opholdenes længde ikke overstiger det maksimalt tilladte, vil ægteparret kun blive beskattet i Danmark af danske indkomster, der er undergivet begrænset skattepligt, og som Danmark har beskatningsretten til i henhold til dobbeltbeskatningsoverenskomsten med ægteparrets bopælsland.