Til fødevareministeren (25/11 98) af:
Af Søren Kolstrup (EL):
»Finder ministeren, at Danske Mejeriers Mælkeudvalgs sammensætning afspejler de eksisterende samfundsinteresser, producentinteresser og forbrugerinteresser, herunder den stigende interesse for økologisk omstilling og økologiske fødevarer?«
Svar (9/12 98)
Fødevareministeren (Henrik Dam Kristensen):
Danske Mejeriers Mælkeudvalg (Mælkeudvalget) blev i 1984 stiftet af Danske Mejeriers Fællesorganisation (nu Mejeriforeningen). Alle mejerier er p.t. medlemmer af Mælkeudvalget, hvis bestyrelse er bestyrelsen for Mejeriforeningen.
Mælkeudvalget har til formål at fungere som opkøber af mælk i Danmark. Denne funktion består i at opkøbe mælk hos de danske mælkeproducenter og sælge den videre til de danske mejerivirksomheder. Mælkeudvalget er som opkøber overfor EU-direktoratet forpligtet til at betale eventuel tillægsafgift ved produktion af mere mælk, end den samlede mælkekvote hos opkøbers leverandører giver adgang til, og i denne s ituation skal Mælkeudvalget hos de producenter, som har bidraget til overskridelsen af den samlede mælkekvote, opkræve eventuel tillægsafgift.
Desuden har Fødevareministeriet med hjemmel i lov om administration af Det Europæiske Fællesskabs forordninger om markedsordninger for landbrugsvarer m.v. (jf. lovbekendtgørelse nr. 65 af 9. januar 1996) bemyndiget Mælkeudvalget til at varetage den daglige administration i forbindelse med tildeling og omfordeling af mælkekvoter i Danmark. De nærmere regler for tildeling og omfordeling af mælkekvoter fremgår af bekendtgørelse nr. 779 af 14. ok tober 1997 om tillægsafgift for mælk og mejeriprodukter med senere ændringer. Reglerne for Mælkeudvalgets opgaver desangående er således fastsat ved bekendtgørelse, og der er klageadgang til EU-direktoratet over afgørelser truffet af Mælkeudvalget. Ministeriet fører, via Plantedirektoratet, kontrol med Mælkeudvalgets administration, og de årlige rapporter om kontrollen viser, at arbejdet udføres tilfredsstillende, hvilket bl.a . skyldes den erfaring og ekspertise, der siden 1984, hvor kvoteordningen blev indført, er oparbejdet i Mælkeudvalget.
Med den betydning mælkeproduktionen har i Danmark, er det samfundsmæssigt vigtigt, at tildeling og omfordeling af mælkekvoter finder sted optimalt.
Den administration, der er bygget op i Mælkeudvalget, har opfyldt dette mål, såvel som der inden for den kvotemængde, der er til rådighed for Danmark, er ubegrænset mulighed for at omstille til økologisk produktion.