Til sundhedsministeren (25/11 98) af:

Tom Behnke (FP):

»Finder ministeren det rimeligt og logisk, at man den 17. oktober 1998 i Morgenavisen Jyllands-Posten kan læse om en gammel dame, der er tvunget til lægeskift, blot fordi hun flytter 300 meter til en ældrebolig og dermed flytter mere end 10 kilometer væk fra den læge, hun har haft gennem det meste af sit liv, samtidig med at man den 23. november 1998 i Aalborg Stiftstidende kan læse, at amtets sundhedsdirektør udtaler, at »Vi kan ikke blive ved med at tildele al le en læge mindre end 10 kilometer fra hjemmet«?«

Den gamle dame bor ganske vist på Fyn, og sundhedsdirektøren, der udtaler sig, taler kun om Nordjyllands, Vestjyllands og Bornholms amter, men det er stadig fuldstændigt vanvittigt, at man i den ene ende af landet piner og plager en gammel dame med stive bureaukratiske regler, samtidig med at man andre steder i landet er nødt til at svække på servicen efter den selv samme regel.

Sundhedsministeren (Carsten Koch):

Spørgsmålet giver ganske godt indtryk af, at det, der for nogen opleves som en rettighed, nemlig kravet på at kunne være tilmeldt en læge inden for en afstand af 10 km fra bopælen, af andre opleves som en begrænsning af deres frihed.

Men lad mig indledningsvist kort redegøre for den regel, der danner baggrund for spørgsmålet:

Gruppe 1-sikredes valg af læge sker efter de regler, der er fastsat i Landsoverenskomsten om almen lægegerning, indgået mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation.

Ifølge overenskomsten har gruppe 1-sikrede har ret til at vælge, hvilken læge (praksis) de vil tilmeldes inden for en afstand af 10 km ad nærmeste offentlige vej fra deres bopæl (i hovedstadsområdet dog 5 km).

Det fremgår imidlertid også, at de sikrede - uanset denne afstandsregel - ved flytning efter dispensation i samarbejdsudvalget kan beholde deres hidtidige læge, hvis lægen indvilger heri.

Dispensationsansøgninger behandles i samarbejdsudvalget i amtet, som er et udvalg sammensat af medlemmer udpeget af amtsrådet henholdsvis vedkommende praksisudvalg, dvs. læger. Behandlingen sker på grundlag af retningslinier fastsat af overenskomstparterne.

Ifølge disse retningslinier kan samarbejdsudvalgene dispensere, når der foreligger sådanne helt særlige forhold i forbindelse med patienten, at det vil være forbundet med betydelig risiko for forringelse af de videre behandlingsmuligheder for den pågældende patient, såfremt der foretages lægeskifte.

Afretningslinierne følger endvidere, at samarbejdsudvalget løbende skal vurdere, om udvalgets dispensationspraksis på længere sigt kan få konsekvenser for lægedækningen i tyndt befolkede områder.

Sundhedsministeriet modtager imidlertid en del henvendelser vedrørende 10 km-reglen, navnlig på grund af den tilsyneladende meget restriktive dispensationspraksis.

Sundhedsministeriet skrev derfor i marts 1997 til Sygesikringens Forhandlingsudvalg og opfordrede udvalget til sammen med Praktiserende Lægers Organisation at arbejde for en mere lempelig administration af adgangen til dispensation fra 10 km-reglen.

Spørgsmålet indgår på denne baggrund i de igangværende forhandlinger mellem Sygesikringens Forhandlingsudvalg og Praktiserende Lægers Organisation.

Ministeriet har herudover i dette efterår - for at få et indtryk af dispensationspraksis - i 3 konkrete sager bedt de respektive amter om en udtalelse.

Den ene af disse sager er den sag, der omtales i spørgsmålet, og som var omtalt i Jyllands-Posten den 17. oktober 1998.

Sundhedsministeriet bad den 20. oktober 1998 Fyns Amt om en udtalelse i sagen, herunder en beskrivelse af sagens faktiske omstændigheder og en begrundelse for den afgørelse, der måtte være truffet i sagen.

Fyns Amt har imidlertid oplyst, at sagen først forventes behandlet i samarbejdsudvalget den 8. december 1998 under forudsætning af, at de fornødne oplysninger for behandling af sagen foreligger rettidigt fra de involverede instanser.

Jeg finder som nævnt, at der kan være mange gode grunde til at operere med en afstandsgrænse i overenskomsten, idet de hensyn, den varetager, er tungtvejende. Samtidig er der jo stadig en mulighed for de, der ikke ønsker at underkaste sig denne begrænsning, for at blive gruppe 2-sikrede.

Jeg mener imidlertid samtidig, at det er vigtigt, at en afstandsregel administreres bl.a. under hensyntagen til den kontinuitet i læge-patientforholdet, som jo netop karakteriserer familielæge-systemet.