FTT SPM S 715 Spm. nr. S 715

Til fødevareministeren af:
Brian Mikkelsen (KF):
»Er ministeren enig i, at konsekvensen af Veterinær- og Fødevaredirektoratets afgørelse om krav om hygiejneuddannelse for medarbejdere i kioskerne er ensbetydende med, at idrætsforeningerne ikke mere kan benytte ikkehygiejneuddannet frivillig arbejdskraft i kioskerne?«

Brian Mikkelsen (KF):
Veterinær- og Fødevaredirektoratet har i en skrivelse af 3. december 1998 stadfæstet, at kravet om hygiejneuddannelse af nyansatte medarbejdere i kiosker fastholdes.
     Det er jo en beslutning, som både de involverede parter, altså idrætsforeninger, sociale foreninger, boligforeninger og spejdere, siger fuldstændig vil ødelægge foreningslivets mulighed for at drive klubhuse med udsalgssteder ved hjælp af frivillig arbejdskraft.
     Derfor går mit første spørgsmål til ministeren ud på, om det er en umulighed med den her kendelse for ikkehygiejneuddannet personale f.eks. at stå i et klubhus i en idrætsforening, at Lises mor, Susannes far, Pers far står der en gang om ugen, om den her kendelse betyder, at de ikke må stå og sælge grillpølser?
     Det skal være mit første spørgsmål.

Fødevareministeren (Henrik Dam Kristensen):
Begrundelsen for kravet om uddannelse i fødevarehygiejne er faktisk ganske fornuftig. Det handler jo om, at alle fødevarevirksomheder, uanset om de drives af frivilligt eller af lønnet personale, sælger fødevarer, som forbrugerne ikke blive syge af.
     Uddannelsen i fødevarehygiejne blev indført tilbage i januar 1997, fordi der var et erkendt behov for en bedre hygiejne hos det personale, der arbejder med fødevarer. Dette behov er der stadig, og uddannelse i fødevarehygiejne skulle jo dermed gerne reducere antallet af syge mennesker.
     Vi ved alle, at cafeterier og kiosker i idrætsklubber ofte sælger mere end blot pølser med brød. Vareudvalget er ganske bredt og omfatter forskellige råvarer som kød, grønsager og brød.
     Tilberedningen af kød og grønsager indebærer en række risici, som man bliver nødt til at tage alvorligt, og det kræver, at personalet har den nødvendige viden om bakteriers vækst, om opvarmning, nedkøling af fødevarer og en gennemførelse også af egenkontrol.
     Så når hr. Brian Mikkelsen spørger, om jeg er enig i, at kravet om hygiejneuddannelsen for medarbejdere i kiosker betyder, at idrætsforeninger ikke mere kan benytte ikkehygiejneuddannet frivillig arbejdskraft i kioskerne, ja, så kan jeg sige, at idrætsklubberne fortsat vil kunne anvende frivilligt personale uden hygiejneuddannelse, når blot de pågældende personer udelukkende er beskæftiget med eksempelvis servering, rengøring, brygning af kaffe og te, opvarmning og emballering af fødevarer og andet, som ikke indebærer en direkte sundhedsrisiko.
     Personer, der beskæftiger sig med tilberedning af fødevarer som f.eks. burgere og pitabrød, skal derimod uddannes i fødevarehygiejne. Det følger af den sundhedsmæssige risiko, der er forbundet med tilvirkningen af netop disse fødevarer.

Brian Mikkelsen (KF):
Det virker helt urimeligt og helt ude af proportioner, at fødevareministeren her i dag siger, at alle, der står og serverer pølser, pitabrød og burgerboller, skal gennemgå en hygiejneuddannelse på 3 dage på et AMU-kursus.
     Derfor vil jeg spørge ministeren, hvis Lises far, Susannes far, Pernilles mor, hvis de står - ikke fast, men en gang imellem - og sælger fra den lokale idrætsklubs bod, om det ikke er muligt, at de ikke skal igennem et 3 dages AMU-kursus, fordi de gør den lokale forening en tjeneste.

Kristian Jensen (V):
Der er ingen tvivl om, at mange af de regler, som er her, kan være fornuftige, når det gælder om at sikre fødevarekvaliteten. Spørgsmålet er ikke blot, om de er fornuftige; spørgsmålet er, om de i det hele taget er rimelige.
     Nu har vi diskuteret meget, hvorvidt kravet gælder frivillige i idrætsorganisationerne, og jeg vil gerne have ministeren til at bekræfte, om disse bestemmelser også gælder andre organisationer med frivillig, ulønnet arbejdskraft, herunder især om de gælder for f.eks. KFUM's sociale arbejde, de varmestuer og cafeer, der hjælper de socialt svageste i samfundet, og som er drevet ved hjælp af frivillig, ulønnet arbejdskraft. Jeg vil gerne have en bekræftelse på, om bestemmelserne også omfatter de her tilfælde.

Svend Heiselberg (V):
Jeg vil godt spørge fødevareministeren, om det er rigtigt, at man skal på flere dages kursus for at få lov til at sælge en rød pølse.
     Jeg vil også spørge fødevareministeren, om fødevareministeren ikke synes - ligesom, tror jeg, mange andre politikere - at man faktisk bliver lidt til grin ved at løbe rundt med alt det, som embedsmændene pådutter både ministre og politikere. At skulle sende folk på kursus for at sælge en rød pølse, kan det virkelig være rigtigt?

Fødevareministeren (Henrik Dam Kristensen):
Nu er det jo sådan, at man kan have omsorg for Pernilles far og Susannes mor på mange forskellige måder. Det, jeg nærmest hører her, er, at hr. Brian Mikkelsen ikke har omsorg for, at Pernilles mor og Susannes far ikke skal risikere at få ondt i maven af at gå hen og betale for et måltid mad.
     Jeg synes i øvrigt, det er lidt mærkeligt at høre repræsentanter fra de to partier, som jeg heldigvis gennem nu et par år har konstateret har været mere og mere optaget af, at sikkerheden skal være i orden, at vore fødevarer skal være af en sådan kvalitet, at vi ikke bliver syge af at spise dem.
     Men her er der så en situation, som i øvrigt også forbavser mig i forhold til den politik, der normalt er kendetegnende for de to partier. Her er der nu altså en situation, hvor der tilsyneladende er nogle, som går efter at sige: Når det er frivillige, så skal der være mere lempelige vilkår. Der skal altså være en unfair konkurrence. Blot fordi det er en frivillig organisation, så skal de have lov til at have en unfair konkurrence i forhold til den grillbar, der ligger henne om hjørnet. Hvis det er det, der er meningen, så er det selvfølgelig fair nok, men så synes jeg også, man skal sige dét i sin argumentation.
     Eller også må det andet jo være, at man ønsker, at vi skal gå væk fra så høj en sikkerhedsstatus som overhovedet muligt. Så sig dog også dét ærligt, hvis man ikke ønsker den unfair konkurrence.
     Jeg vil gerne sige i forhold til frivillig arbejdskraft
- det er et svar både til hr. Kristian Jensen og også til hr. Svend Heiselberg - at jeg sagde indledningsvis, at der er jo forskel på de forskellige typer fødevarer, vi har. Hvis man har en kiosk, hvor der ikke er så stort et udbud, hvor risikoen ikke er så stor - røde pølser, hvad ved jeg - ja, så kan vi håndtere det på én måde. Men hvis man går ud og skal tilvirke fødevarer, hvor vi ved, at der notorisk er en ret stor risiko, og hvor vi har erfaring for, at vi ofte kan få problemer for dem, som kommer og køber, ja, så skal der også være så høj en sikkerhed og standard som overhovedet muligt.

Brian Mikkelsen (KF):
Man skal forholde sig til sagens kendsgerninger. Selvfølgelig skal vi stille skrappe krav, meget skrappe krav til fødevarebehandlingen og til de folk, som er ansat til at behandle fødevarerne for os andre og sælge dem videre. Men her taler vi altså, hvis vi skal have de rigtige proportioner, om folk, som står der en gang om ugen, en gang hver 14. dag, måske en gang om måneden, og der virker det helt ude af proportioner, helt ude af trit med virkeligheden, at man så skal sende vedkommende på et 3-dages AMU-kursus.
     Det må kunne gøres på en lettere og mere smidig måde, så man føler, at det offentlige ikke bare stiller sig hindrende
i vejen for det frivillige arbejde ude i idrætsforeningerne. Og det kan sagtens - uden nogen som helst problemer - køre sammen med, at man selvfølgelig stiller nogle skrappe krav til selve behandlingen og til hygiejneuddannelsen af det personale, der ellers er på det pågældende sted.

Kristian Jensen (V):
Når det er sådan, at Venstre og også Det Konservative Folkeparti har taget den her sag op, er det, er jeg sikker på, netop fordi vi føler, at det foreningsarbejde, der bliver gjort i Danmark, den frivillige indsats, der bliver lagt, er værd at tage vare på og støtte frem for at lægge en dæmper på den og lægge omkostninger i vejen for den.
     Derfor er det da også, jeg vil høre, om det ikke er muligt for fødevareministeren at lave regler, der definerer det her område, på samme måde som der er regler, der definerer andre specielle områder. Her tænker jeg på enkeltstående begivenheder. Det er jo sådan, at det er muligt for enkeltstående arrangementer at få de her fritagelser, på trods af at man skulle mene, at opholder man sig 4 dage på Roskildefestivalen, er der større risiko for at blive syg af den mad, man spiser dér, end hvis man tager en rød pølse onsdag aften efter håndboldtræningen.
     Er det ikke muligt at lave regler, der også omfatter området frivillig, ulønnet arbejdskraft?

Svend Heiselberg (V):
Har ministeren har aldrig tænkt på, hvorfor og hvordan man ødelægger alt frivilligt arbejde? Har ministeren aldrig tænkt på, at vi bliver gjort lidt til grin ved at rende med alle mulige tåbelige ting, som man kan finde på i de forskellige ministerier, nogle ting, som ingen betydning har, f.eks. om man skal på kursus eller man ikke skal på kursus for at sælge en pølse, når idrætsforeningen holder fest.
     Der må dog være grænser for, hvad man kan byde befolkningen.

Fødevareministeren (Henrik Dam Kristensen):
Jeg må sige til hr. Svend Heiselberg, at det, der bliver beskrevet nu, er der jo netop taget højde for. Vi har jo netop sikret, at når vi har enkeltstående begivenheder i en idrætsforening, som afholder idrætsdage eller andre arrangementer, som er enkeltstående begivenheder, så gælder disse krav ikke. Vi ønsker netop ikke at fjerne muligheden for, at man kan have de arrangementer, som man har tradition for.
     Det, vi i realiteten taler om, vil jeg sige til hr. Svend Heiselberg - det er så også svar til de andre, der har spurgt - er, at der er nogle enkelte frivillige organisationer, idrætsorganisationer, som har besluttet sig for at deltage i et kommercielt marked, som har et cafeteria med borde, med faste prisskilte, med et stort udbud af varer, med faste åbningstider og alt muligt andet; de deltager på lige fod med grillbaren, der ligger nede omkring hjørnet.
     Og så er det, jeg siger: Skal de så ikke behandles ens, grillbaren dernede om hjørnet eller den idrætsorganisation, som har besluttet sig for her at have en kommerciel forretning? Det synes jeg de skal.
     Så synes jeg, hr. Svend Heiselberg skal lægge mærke til, hvad jeg sagde indledningsvis, at hvis det er sådan, at de fødevarer, man vælger at tilvirke, er af en art, så det er til at håndtere, så skal man fortsat have lov til det.
     Jeg vil gerne understrege, at det her jo ikke er noget, der er opfundet i nogle regeringskontorer. Det her er faktisk en udløber af en ganske fornuftig debat, der har været i det danske samfund, som har taget den indgangsvinkel, at vi ikke vil acceptere, at så mange mennesker hvert år bliver syge af mad, og derfor har vi lavet nogle regler.
     Derfor vil jeg også gerne sige: Er der noget, regeringen støtter, så er det det frivillige idrætsarbejde. Det synes vi er ganske udmærket og glimrende, og derfor har vi netop friholdt enkeltstående arrangementer. Vi har netop sagt, at hvis der er e? idrætsforening, som ikke vil ud og være, hvad skal vi sige, kommerciel konkurrent i forhold til andre, til flere forretninger, som ikke ligger ret langt derfra, så skal den heller ikke belemres med de her ting.
     Og så har vi et møde - så vidt jeg ved i dag - hvor vi netop prøver på at snakke med de her organisationer om, hvordan vi kan tilrettelægge dette også på en måde, så det er til at håndtere for alle parter.
     Regeringen er bestemt lige så meget optaget af det frivillige arbejde, at det har gode vilkår, men vi er også optaget af, at almindelige mennesker ikke bliver syge af at gå ind og spise et måltid mad.

Hermed sluttede spørgsmålet.