Spm. nr. S 793

Til erhvervsministeren (18/12 98) af:

Tove Videbæk (KRF):

»Er ministeren vidende om, at der faktisk i øjeblikket sker en »glidning« af hjemmehjælpens praktiske opgaver over mod hjemmeservice?«

Begrundelse

Kommunernes Landsforening har gennemgået kommunernes budget for næste år, og tallene dokumenterer, at 146 kommuner skærer ned på ældreområdet. Det generelle billede er, at kommunerne vil overflytte penge fra de mere selvhjulpne til de svage ældre. Det går ud over hjælp til rengøring og indkøb. På den måde flytter man de ældre over til hjemmeserviceområdet, hvor staten skal betale 50 pct. af udgifterne. V ed vedtagelsen af loven om hjemmeservice var det en forudsætning, at kommunerne ikke misbrugte ordningen således, som det nu sker. Der er endvidere blevet nedsat en arbejdsgruppe, der blandt andet skal sørge for, at et sådant misbrug af loven ikke finder sted. Hvis der ikke bliver grebet ind i kommunernes budgetter for næste år nu, frygter spørgeren, at misbruget vil blive en realitet i praksis.

Svar (8/1 99)

Erhvervsministeren (Pia Gjellerup):

Jeg er opmærksom på, at der i nogle kommuner for tiden foretages en række ned- og omprioriteringer på hjemmehjælpsområdet. Hvorvidt denne udvikling medfører en glidning af hjemmehjælpens praktiske opgaver over mod hjemmeservice er endnu ikke klarlagt, men det har jeg i slutningen af november måned bedt den af regeringen nedsatte arbejdsgruppe om at undersøge.

Arbejdsgruppen er nu i fuld gang med at foretage en række særskilte undersøgelser i nogle af de kommuner, hvor det af dagspressen fremgår, at der er sket en nedsættelse af serviceniveauet af den praktiske hjemmehjælp. Arbejdsgruppen forventer at kunne aflevere undersøgelsen til regeringen i februar måned.

Først når undersøgelsen foreligger, vil det være muligt at fastslå, om der er sket en glidning, som bør give anledning til reaktioner fra regeringens side.

Jeg skal dog samtidig understrege, at hjemmeserviceloven ikke kan anvendes til at regulere de kommunale beslutninger om ændringer i serviceniveauet på hjemmehjælpsområdet.