Spm. nr. US 11

Bodil Thrane (V):
Når nu statsministeren er så venlig at stille op til spørgetid, så synes jeg, det er lidt aktuelt at spørge, om statsministeren nu vil gøre rede for, hvordan regeringen i praksis har opfyldt det løfte, som statsministeren gav i forbindelse med det lukningstruede Danyard Værft i Frederikshavn, nemlig at tage nogle initiativer, der styrker de decentrale områder i landet, f.eks. Nordjylland.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg takker for fru Thranes anerkendelse af den flittige statsminister. Jeg får næsten mod til at komme igen inden så længe, men nu til Frederikshavn.
     Jeg ved, at erhvervsministeren, fru Pia Gjellerup, følger Danyard Værftets udvikling meget, meget nøje. Og jeg kan lige nu kun sige, at erhvervsminister Pia Gjellerup har tæt kontakt både til Danyard Værftet, til Ørskov Værftet og til regionen som sådan.
     Vi har jo forskellige programmer i gang i Nordjylland. Vi har jo også en strukturfond, som bidrager til Nordjyllands erhvervsudvikling, og jeg ved, at der også på netværkssiden, på underleverandørsiden er en lang række overvejelser om, hvad vi kan gøre for at hjælpe Nordjylland og Frederikshavn igennem den vanskelige tid, som man er i lige nu. Så vi har bestemt ikke glemt det. Erhvervsministeren arbejder ekstremt meget med sagen. Lad os senere komme tilbage til detaljerne.

Bodil Thrane (V):
Tak for svaret. Nu nævner jeg en række områder, som jeg gerne vil have et par bemærkninger til, for jeg synes, at der er ting, der måske taler i den modsatte retning, nemlig at vi er blevet lidt straffet i de decentrale områder og især i Nordjylland.
     Vi har f.eks. fået en afgift på flytrafikken, der har lukket Sindal Lufthavn, vi har f.eks. fået en levnedsmiddelkontrolcentralisering, der har fjernet nogle arbejdspladser i Hjørring eller Frederikshavn, og jeg står med et brev, som jeg har modtaget fra en kreds af borgere, der må se, at deres trinbræt - hvis statsministeren ved, hvad et trinbræt er; det er sådan et stoppested for tog - nu lukker i Kvissel og Tolne. Og vi oplever nu, at vores motorvej igen får et skud for boven og skal udsættes.
     Så disse ting - for nu ikke at tage flere med lige nu - er noget, der taler i den modsatte retning, og jeg synes egentlig, at vi i det nordjyske fortjener en eller anden melding om, hvordan statsministeren vil takle det.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Kære fru Bodil Thrane, med hensyn til trinbrættet så bliver jeg svar skyldig. Jeg holder meget af trinbræt og håber, at de myndigheder, der har indflydelse på beslutningen om det pågældende trinbræt, former deres beslutninger så fornuftigt som overhovedet muligt. Men jeg tror ikke, at det er noget, jeg som statsminister direkte kan gå ind i.
     Med hensyn til det andet spørgsmål om flytrafikken, mener fru Thrane så virkelig, at en afgift på, hvad var det, det var vel lidt under 100 kr., var det 75 kr. eller sådan noget der omkring, er den direkte årsag til, at flytrafikken er blevet indstillet? Mener fru Thrane virkelig det? Er fru Thrane helt sikker på, at den kalkulation holder? Jeg tvivler, men det kan være, at der er informationer, som jeg ikke kender til.
     Til det med levnedsmiddelkontrollen må jeg sige, at jeg har forstået det sådan på fødevareministeren, at det jo er et arbejde, som kommer til at forme sig i tæt kontakt med kommunerne. Levnedsmiddelkontrollen og dens opstramning og effektivisering bliver jo et arbejde, hvor fødevareministeren vil drage omsorg for, at den bliver effektivt, ikke alene i Nordjylland, men i hele landet.
     Motorvejene, ja, det er jo et område, der berører os alle, og - må jeg sige til fru Thrane - også min egen valgkreds.

Svend Erik Hovmand (V):
Når jeg beder om ordet, er det i tilknytning til den besvarelse, som statsministeren giver i forbindelse med problematikken om det decentrale.
     Statsministeren er jo et varmt menneske, der gerne vil være venlig, når han kommer rundt i landet. Nu har vi hørt lidt fra Nordjylland. Jeg husker for nogle måneder siden, hvor statsministeren var på Lolland, og dér kunne aviserne efterfølgende skrive: Lolland vil aldrig blive glemt. Statsministeren gav klart udtryk for, at nu skulle der virkelig gøres noget.
     Her taler vi om en landsdel, som virkelig har problemer, sociale problemer, problemer på en lang række områder, der er også nogle motorveje, der er blevet udskudt, der er også centralisering af Told og Skat, der er også spørgsmål om konsekvenser på det sociale område, hvor man i forvejen har en meget stor arbejdsløshed, og alligevel ser vi, at regeringen foretager det ene negative indgreb efter det andet til skade for sådan en landsdel.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Mener hr. Svend Erik Hovmand virkelig det?
     Jeg må sige med det samme, at regeringen ikke har som et særskilt punkt på lovprogrammet at genere Lolland; det har vi altså ikke. Det er klart, at vi er i en situation - og det vil jeg gerne vedstå, som jeg også gjorde det over for fru Bodil Thrane før - hvor vi er nødt til at sørge for, at det her land ikke bliver presset af de internationale finansielle spekulanter, og hvor vi skal holde styr på økonomien.
     Derfor vedstår jeg gerne, at der er nogle beslutninger, der ikke er lette at træffe, men som er nødvendige, at der er visse trafikinvesteringer, som må vente lidt. Det går ud over hr. Svend Erik Hovmands område, det går ud over fru Bodil Thranes område, og det går såmænd også ud over andre områder
- jeg nævnte et eksempel for et øjeblik siden. Så vi har ikke på programmet at genere Lolland. Vi har noget andet i forhold til Lolland. Vi har nemlig en række samarbejdsfelter, som vi har været igennem over årene. Hvis vi endelig skal gøre det op, mener jeg faktisk, at vi konkret, når det gælder hele uddannelsesfeltet, når det gælder en række erhvervsinitiativer via Erhvervsministeriet, når det gælder Lollands geopolitiske placering i forhold til Østersøområdet, har et perspektiv foran os, som er fornuftigt, og som jeg gerne samarbejder om.

Svend Aage Jensby (V):
Ligesom fru Bodil Thrane kommer fra Nordjylland, så gør jeg det jo også, og derfor må statsministeren bære over med os, hvis det føles, som om vi kæmper lidt for Nordjylland; men det gør vi jo altså, og det er også det, vi er valgt til.
     Det, vi føler, er, at der sker en skævvridning, forstået på den måde at Nordjylland går glip af en række ting, som vi kunne ønske os oppe i den betrængte landsdel. Jeg så senest en oversigt over, hvorledes man skævvrider de økonomiske midler, som man tildeler universiteterne, nemlig på den måde, at Københavnsområdet får betydelig mere på bekostning af AUC.
     Dette er bare et andet eksempel, fru Bodil Thrane har nævnt nogle andre, og derfor er det, at jeg spørger, om statsministeren som øverste regeringschef vil love os, at man virkelig vil have opmærksomheden rettet mod, at der ikke sker en sådan skævvridning til skade for Nordjylland. Det er det, der er vores budskab.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
En lille indskudt bemærkning: Jeg fik ikke understreget før i mit svar til hr. Svend Erik Hovmand, at socialministeren, arbejdsministeren og indenrigsministeren faktisk er i sving med at overveje, hvad man kan gøre i forhold til Lollands situation som opfølgning på det, jeg nævnte lige før. Så der holdes en række arbejder i sving lige nu, og vi kommer forhåbentlig tilbage til spørgsmålet.
     I forhold til hr. Jensby forstår jeg meget, meget vel hr. Jensbys optagethed af Nordjylland, som jeg deler. Jeg har desværre i dag ikke mulighed for at svare hr. Jensby konkret. Jeg kan bekræfte, at AUC gør et overordentlig kvalificeret stykke arbejde - både på forskningssiden og på undervisningssiden. Jeg er ligesom hr. Jensby dybt optaget af, at den del af vores land også kan fastholde en positiv udvikling, og jeg er meget opmærksom på, at arbejdsløshedssituationen i Nordjylland er over landsgennemsnittet, og at vi derfor i vores måde at håndtere tingene på skal gøre, hvad vi kan for at også tilgodese den egn inden for de økonomiske begrænsninger, vi nu engang har.

Hermed sluttede spørgsmålet.