Spm. nr. US 8

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Den 28. maj i år havde vi en folkeafstemning om Amsterdamtraktaten. Længere er det faktisk ikke siden. Dengang og umiddelbart efter, at danskerne havde stemt, sagde statsministeren til det faktum, at der var et meget stort mindretal, der stemte nej til Amsterdamtraktaten, at nu skulle man komme mindretallet i møde. Nu skulle man føre en dansk EU-politik, der kom det store skeptiske mindretal i møde i forhold til Amsterdamtraktaten.
     Mit spørgsmål til statsministeren her i dag er derfor selvfølgelig: Hvordan har regeringen siden den 28. maj imødekommet det meget store mindretal? Mener statsministeren, at det er sket ved, at han de senere dage har rejst tvivl om både vores forbehold over for den fælles EU-mønt, euroen, samtidig med at statsministeren nu har skabt tvivl om det danske forsvarsforbehold?
     Eller hvordan mener statsministeren i øvrigt, han har imødekommet det store mindretal? Er det i forhold til nærhedsprincipdebatten, hvor Udenrigsministeriet jo har meddelt Folketingets Europaudvalg, at det er praktisk umuligt at finde et eneste konkret eksempel på en EU-regel, der skal tages af bordet, altså et bud fra dansk side på, hvordan nærhedsprincippet kan udmøntes? Eller hvordan er det, statsministeren forestiller sig at komme mindretallet i møde?
     Faktum er efter min opfattelse, at statsministeren indtil nu overhovedet ikke er kommet mindretallet i møde. Og vi venter med spænding på, hvordan statsministeren vil udmønte det løfte, han umiddelbart efter den 28. maj gav det meget store mindretal, der stemte nej til Amsterdamtraktaten.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg tillader at se mig selv som statsminister for hele landet, og derfor er jeg naturligvis nødt til, når vi nu ser den finansielle krise baske med vingerne på vore vinduer, at tænke meget nøje på Danmarks situation i en verden, der nu økonomisk er meget mere barsk, meget mere brutal, end vi har set det før.
     Vi er meget nødt til at tænke på Danmarks fremtidige økonomiske placering. Hvordan sikrer vi vores beskæftigelse? Hvordan sikrer vi os mod udenlandske spekulationer, der i løbet af et øjeblik kan vælte virksomheder, der i løbet af et øjeblik kan tømme virksomheder? Det er det, der optager mig, og det er derfor, jeg synes, at det rigtige, man kan gøre i den her situation - med fuld respekt for det, der er sagt, og det, jeg har sagt - er at diskutere Danmarks fremtid i en verden, der er mere urolig økonomisk end før, og i en verden, hvor vi ved, at vi har gode naboer, som vi står os ved at have et godt og stærkt økonomisk samarbejde med.
     Så mit svar er: Det er på tide, at vi tør diskutere. Jeg har aldrig sagt ja til, at vi ikke skulle diskutere. Vi skal kunne diskutere, vi skylder befolkningen at gøre det, og vi skylder vores velfærdssamfund og fremtidens stabilitet at gøre det.
      Hvis vi ikke gør det, kan vi risikere at komme i en situation en dag om nogle år, hvem ved, hvor det finansielle spekulationspres på os er så hårdt, at man med rette kan sige til mig, til regeringen: Hvorfor tænkte du ikke på det noget før? Hvorfor gik du ikke i gang med en debat, der foregreb, at vi kom i den situation?
     Jeg ønsker at varetage dette lands interesser - også i en global verden - stærkest muligt. Deraf det nye initiativ til en åben, fordomsfri debat med fuld respekt for vores forbehold. Dem bestemmer danskerne over, som de altid har gjort det. Men det er jo ikke det samme som at sige, at vi ikke skal tænke på vores fremtid og diskutere frit og åbent.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Statsministeren sagde også i forbindelse med Amsterdamtraktaten »før, under og efter«, det hørte vi til bevidstløshed: Forbeholdene stod uantastet før, under og efter forhandlingerne, debatten og afstemningen om Amsterdamtraktaten.
     Det her »efter«, at de også stod uantastet da, det varede såmænd ikke så mange måneder, for statsministeren er allerede nu på vild flugt fra bl.a. euro-forbeholdet, som statsministeren jo nu bekræfter her i Folketingets spørgetid.
      Nu skal man ikke undervurdere statsministeren, og mange af de argumenter, som statsministeren bringer til torvs i diskussionen om det fornuftige i at have forbeholdet, er jo ikke nogle nye og ukendte størrelser. Man har da vist hele tiden, at der var både fordele og ulemper ved at være med og ikke være med i euro-projektet, så det kan jo ikke komme bag på statsministeren.
     Er det ikke rigtigt, vil jeg spørge statsministeren, at det i virkeligheden bare er et spørgsmål om, at nu er der lang tid til, at danskerne igen skal spørges, nu er der igen lang tid til, at vi skal have et folketingsvalg. Derfor kan statsministeren spille ud med det, han hele tiden har ønsket, nemlig at Danmark skal være fuldgyldigt medlem af den fælles mønt.
     Og så vil jeg blot lige spørge statsministeren: Hvornår kommer svaret på det løfte, statsministeren gav efter den 28. maj om, at man ville komme det store skeptiske EU-mindretal i møde? Det har statsministeren stadig væk ikke svaret på.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Kan hr. Kristian Thulesen Dahl eller andre få øje på, om der skulle være et af forbeholdene, der ikke er der? Jeg kan ikke. De er der. Men ingen i det her land - ingen, heller ikke hr. Kristian Thulesen Dahl - får mig til at sige ja til, at der er ting, der ikke må diskuteres, at der er ting, der skal gemmes ovre i hjørnet neden under gulvtæppet, ting, vi ikke bør diskutere. Det er ikke et demokrati værdigt, og slet ikke dette Ting værdigt.
     Det bedste, jeg føler jeg kan gøre i denne her situation, må jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, er ikke at føre en debat heroppe om, hvorvidt forbeholdene nu er der eller ej, for de er der, men det er at føre en debat om de problemer, det her land kan risikere at løbe ind i om nogle år, hvis vi ikke tager en ordentlig, åben og fri debat med befolkningen om vores økonomi og vores fremtid.
      Det, jeg er dybt, dybt optaget af, er, at vi er helt sikre på, at dette lands velfærd, dette lands beskæftigelse, virksomhedernes konkurrenceevne fremover har vi tænkt på i alle henseender, har vi diskuteret med hinanden åbent og direkte og ærligt. Og hvad ville være et mere naturligt tidspunkt at starte den debat på end netop nu, hvor vi har den finansielle krise, hvor vi har optakt til en ny debat også i det europæiske samarbejde?

Holger K. Nielsen (SF):
Det er jo charmerende at høre statsministeren stå som en grundtvigiansk højskoleforstander og sige, at vi skal have debatten, det er meget vigtigt, når vi jo samtidig ved, at der er en årsag til, at det bliver taget op nu. Statsministeren nævner selv den finansielle krise, og at Danmark kan komme i uvejr, kronen kan komme i uvejr.
     Så vil jeg spørge statsministeren: Mener han ikke, at den aftale, der blev lavet om en snævre udsvingsmargin mellem kronen og euroen på 2 1/4 pct., sådan set sikrer kronen, hvis der kommer den dér valutariske ustabilitet, som statsministeren nævner? Med andre ord: Har regeringen ikke tillid til den aftale, den selv har lavet i forhold til de andre EU-lande?
     Så vil jeg godt spørge statsministeren: Mener han virkelig, at en nødvendighed for at sikre økonomisk stabilitet er, at vi går ind i møntunionen med alle de politiske bindinger, der ligger omkring fælles økonomisk politik, fælles finanspolitik, fælles socialpolitik, som vil blive en konsekvens, hvis vi går med i den fælles mønt?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg synes, jeg godt vil starte med at sige tak til hr. Holger
K. Nielsen. Tak for et tilsagn, jeg nu hører, om at deltage aktivt i debatten. For hr. Holger K. Nielsen stillede jo for et øjeblik siden en række yderst relevante spørgsmål, meget relevante spørgsmål, som ingen af os i virkeligheden på et sekund kan kende det eksakte svar på. Vi kan i virkeligheden heller ikke rigtigt kende svarene, før vi har set, hvordan det nye samarbejde kommer til at fungere i praksis. Det er jo også derfor, at vi nu siger: Lad os debattere, og lad os følge det nye samarbejde nøje; for de andres vedkommende går det jo i gang den 1. januar 1999, og jeg ønsker dem da good luck på vejen. Så kan vi følge debatten og følge, hvordan det her fungerer i praksis. Og så ser jeg for mig, at vi halvår for halvår tager nogle nyttige, åbne og frie debatter her i Folketinget, frie debatter med et eneste formål: Hvordan sikrer vi velfærdssamfundet Danmark og vores beskæftigelse og vores tryghed bedst muligt i en ny, foranderlig verden? Det synes jeg vi skal gøre med jævne mellemrum. Hr. Holger K. Nielsen stiller sine skarpe og præcise spørgsmål, det er meget flot, jeg kunne lægge et par til, stor respekt for det. Men vi skal da diskutere, ellers ville vi svigte dem, vi er valgt til at varetage interesserne for. Det er egentlig det, der er mit inderste ærinde, og det tror jeg alle dybest set, når de har tænkt sig om, vil være enige i.

Frank Dahlgaard (KF):
Vi skal debattere, siger statsministeren, og det er da godt. Men spørgsmålet om, hvordan statsministeren har indfriet sit løfte til befolkningen, som blev givet, så vidt jeg husker den 28. maj, på selve afstemningsdagen, om at imødekomme det store mindretal, der kunne være, og som var der, og som jo har halveret statsministerens parti, og hvor mere end en femtedel af vælgerne blandt De Konservative og Venstre også stemte imod, hvordan man imødekommer disse, hvad er svaret på det? Hvad er der sket?
     Vil statsministeren erkende, at en lang række økonomer, både herhjemme og i udlandet - også dem, der i øvrigt er meget positive over for det europæiske samarbejde - har udtrykt betænkelighed ved Den Økonomiske og Monetære Union, og at der derfor er al mulig god grund til at afvente og se, hvordan samarbejdet udvikler sig fra den 1. januar, hvor vi jo meget vel kan risikere at se et slagsmål på kommandobroen
i det store skib, man kan betegne ØMU'en som, mellem franskmænd, italienere og tyskere, så det ikke bliver fredens projekt? Vil statsministeren erkende, at sådan kan situationen også udvikle sig?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg kan igen konstatere - og det er glædeligt, synes jeg - at der er stor debatlyst om fremtiden i Europa.
     Det vil jeg også opfordre hr. Kristian Thulesen Dahl til: Kom op af starthullerne, kom op af alle beskyttelsesgravene og væk fra alle de »ikke se, ikke høre og ikke tale«-standpunkter. Lad os få debatten til at blomstre og gnistre, for så kan befolkningen nemlig genkende os politikere som mennesker, der tør have et standpunkt, mennesker, der ikke bare lefler for, hvad der er populært, men mennesker, der tænker på det her lands fremtid.
     Så er der spørgsmålet om det, jeg sagde, nemlig at regeringen og vi naturligvis også tænker på den del af befolkningen, der stemte nej den 28. maj. Det gør vi fortsat. Det er også derfor, vi bl.a. arbejder med spørgsmålet om nærhed, hvor jeg minder om, at vi på det seneste uformelle møde i Østrig brugte et par timer, 2½-3 timer, til at diskutere nærhed - 2½ tror jeg, for at være helt præcis. Og det er ikke sket før på noget topmøde.
     Det er naturligvis en debat, der er kommet for at blive, og et arbejde, der er kommet for at blive.
     Vi skal have indbygget i hele vores måde at træffe beslutninger på, både herhjemme og i det europæiske, at vi spørger os selv: Er den regel nu nødvendig? Kan vi nå de mål, vi har sat os, på en anden måde?
     Det er det, der er i fuld sving nu. Der er ikke nogen, der ikke holder løfter, i hvert fald ikke, når det gælder regeringen.

Charlotte Antonsen (V):
Jeg vil gerne spørge statsministeren om to ting.
     For det første: Er statsministeren enig i, at man for alvor vil kunne få gang i debatten om ØMU ved at fastsætte en afstemningsdato? Er det ikke det, der normalt får debatten i gang i Danmark? Og er det ikke på tide, når vi har haft det frygtelige forbehold i 5 år, at vi så får en afstemningsdato, så vi faktisk spørger den danske befolkning, om de stadig siger, som de gør i meningsmålingerne, nemlig at vi skal med
i euroen? Det andet spørgsmål er: Er der nogle ulemper ved dansk medlemskab af euroen i dag? Har vi ikke besluttet at lægge vores politik op ad de andre landes? Dermed har vi jo ikke noget råderum, vi har ikke nogen frihed til at devaluere - det har vi i hvert fald besluttet ikke at gøre - og så er der jo kun fordele tilbage, nemlig i form af en rentenedsættelse, hvis vi gik ind i euroen, er det ikke rigtigt?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jamen er det ikke pragtfuldt? Nu begynder vi at komme ind til sagens kerne, det er ikke længere disse skyklapdiskussioner.
     Altså, jeg synes, at vi inden længe - må jeg ikke foreslå det - skal tage os tid til her i Folketinget, måske ved en forespørgselsdebat, eller hvad det nu kan blive til, at få en god, grundig diskussion om det økonomiske samarbejdes perspektiv, herunder også om ØMU'en. Jeg vil nok rent praktisk foreslå, at vi venter, til det er trådt i kraft den 1. januar 1999, men jeg synes, at vi skal starte på en debat.
     Det andet punkt, nemlig afstemningsdato: Ja altså, dér kan fru Charlotte Antonsen jo se, at alene det, at jeg har sagt, at jeg mener, vi skal have en afstemning, har sat denne debat i gang, så jeg tror ikke, der er behov for yderligere initiativer på området. Lad os nu komme i gang med indholdsdebatten for fuld udblæsning. Det vil jeg glæde mig umådelig meget til.

Hermed sluttede spørgsmålet.