Spm. nr. US 9

Frank Aaen (EL):
Nu sagde statsministeren før, at regeringen holder sine løfter. Det er der sådan set en hel del der ikke er helt enige med statsministeren i. Der er faktisk mange, der siger
- herunder undertegnede - at de valgløfter, regeringen kom med i marts måned, løber man i øjeblikket væk fra med fuld hast. Regeringen blev bl.a. valgt på at forsvare lejerne, og nu er man selv i gang med at angribe lejerne ved at sænke boligsikringen og sænke pensionisternes boligydelse. Regeringen lovede bedre vilkår for børnefamilierne, men ventelisterne til daginstitutionerne vokser. Regeringen lovede bedre omsorg for de ældre, men kommunerne skærer i stribevis ned på hjemmehjælpen. Og man skal ikke skyde på kommunerne, som jeg ved at regeringen nogle gange gør, for baggrunden for, at kommunerne i øjeblikket indskrænker, er jo den aftale, regeringen har lavet om kommunernes økonomi for 1999 og årene fremover, som er en aftale om garanteret forlængelse af ventelisterne. Jeg vil derfor gerne spørge: Mener ministeren ikke, at det giver et alvorligt troværdighedsproblem, og at det faktisk fremmer politikerleden, når man i den grad løber fra sine løfter?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Nej, det mener jeg faktisk ikke. Jeg har ikke et sekund lagt skjul på, at når vi ser på de økonomiske indgreb, som regeringen har foretaget, det er pinsepakken, det er den stramme kommuneaftale - som er stram, som hr. Frank Aaen har sagt det; jeg skal ikke et øjeblik betvivle, at den er stram, for det har vi villet, for det har vi været forpligtet til - og det er finansloven for 1999, så er de tre ting i virkeligheden samlet et udtryk for, at denne regering ligesom
i den debat, vi havde for et øjeblik siden, ikke bare kan læne sig tilbage og passivt se på, at økonomien i givet fald løber af sporet. Denne regering kan ikke bare se på, at der begynder at komme ildebrand i huset og så komme farende i sidste øjeblik. Denne regering vil sætte branddøre i, så dette gode velfærdssamfund er langtidsholdbart også ind i det næste århundrede. Så må vi sige åbent og ærligt: Ja, vi kan måske ikke levere tingene så hurtigt, som vi godt alle sammen kunne ønske os det, og vi kan heller ikke levere det alt sammen samme dag på samme område alle sammen alle steder. Vi må vælge, og vi må have lidt mere tid, for vi må sørge for, at vores økonomi bliver på sporet og det danske samfund ikke løber løbsk, så vi skal til at foretage nogle indgreb af rædselsfuld karakter, som vi så det under kartoffelkuren i 1980'erne. Det vil vi ikke være med til. Så vil jeg hellere sige til den danske befolkning: Ved I hvad, det med at nå de mål, vi har sat os, det kommer til at gå lidt langsommere. Til gengæld undgår vi, at hele det her samfund går i stå, som vi så under kartoffelkuren i 1980'erne. Det er det, vi vil undgå, og det er det, der er det reelle billede, som jeg ikke har haft spor imod at fortælle befolkningen om. Man skal også huske, at når det gælder ældreomsorgen, så tror jeg ikke, at hr. Frank Aaen og jeg er uenige om, at det vil vi da meget gerne og helst i morgen, men ærlig politik er også, må jeg sige til hr. Frank Aaen, at vi siger til befolkningen: Vi kan altså ikke nå det alt sammen så hurtigt, som vi gerne vil. Vi må prioritere i de kommende år. Og der er noget andet, jeg er nødt til at sige: Nu har vi haft fem år, hvor vi har fået et Danmark i fremgang, sat Danmark ind på det rette spor. Vi har haft fem år, hvor vi har lagt afgørende vægt på at udbygge den offentlige service. Nu er vi inde i en periode de næste år, hvor det fortsat er fremgang, men i et lidt afdæmpet omfang, og det er det, vi skal hjælpe hinanden med at administrere på en fornuftig måde.

Frank Aaen (EL):
Den kommuneaftale, der er baggrunden for indskrænkning i kommunerne, blev jo lavet i foråret, da regeringen pralede med, at økonomien var i god gænge, og mindre end to måneder efter folketingsvalget. Det hænger jo ikke sammen. Verden har jo ikke ændret sig.
     Og hvis vi ser i dag på finansloven, jamen jeg kunne forstå, hvis det var sådan, at man kunne se, at der var en konsekvent linje, men det er der heller ikke. Samtidig med, at der ikke er råd til hjemmehjælp, der ikke er råd til børnepasning, så tager man jo og giver erhvervslivet og aktieejerne skattelettelser for et milliardbeløb. Det var jo dér, man skulle starte i stedet for at skære på hjemmehjælpen, i stedet for at skære på børneområdet.
     Striben af brudte løfter har jo ingen ende. Man anklagede i valgkampen Uffe Ellemann-Jensen for at ville gå fra forbeholdene til EU, og hvor løber statsministeren i øjeblikket hen?: af sted for at få ophævet forbeholdene.
     Man sagde forleden dag, at forudsætningen for arbejdsmarkedsreformen var fortsat faldende arbejdsløshed, og derfor var det ikke noget problem at skære ned på dagpengeperioden. Derfor var det ikke noget problem at fjerne sikkerhedsnettet for de 50-54-årige, og nu, hvor vi kan se, at arbejdsløsheden måske alligevel ikke falder, ja, så får vi et nyt svar fra statsministeren: Jamen det gør ikke noget, hvis den stiger lidt.
     Løfterne brydes på rad og række, og det giver politikerlede, og det giver et troværdighedsproblem.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg var lidt i tvivl om, hvorvidt det var et politisk indlæg
i debatten, eller om det var et spørgsmål til mig. Må jeg ikke have lov at sige, at jeg er dybt skuffet over hr. Frank Aaens indlæg lige for et øjeblik siden. Jeg kan nu se, at man har fundet på her i Folketinget både til højre og til venstre, at der er ét eneste mantra, som vi skal høre på formentlig de næste par måneder: Regeringen holder ikke sine løfter. Til lykke. I er kommet i rigtig godt selskab, både venstre og højre. Der er bare én ting, jeg gerne vil bede om, nemlig dokumentation for, hvilke løfter regeringen har brudt i de fem år, der er gået. Noget andet er det arbejde, vi har foran os. Her vil hr. Frank Aaen gerne have, at vi skal indfri alle løfterne i morgen, men så skulle det såmænd ikke undre mig, at hvis vi gjorde det, så kom vi ud for anklager om, at der var reformpause, ikke sandt! Næ, lad os nu være seriøse. Jeg vil gerne bede hr. Frank Aaen om at dokumentere, hvilke konkrete løfter i regeringens fem år i arbejde der ikke er blevet overholdt. Og dernæst:
Hvad er det, hr. Frank Aaen helt konkret forestiller sig, som uden hensyn til økonomien - eller med måske - skal realiseres
i morgen? Jeg har sagt fra regeringens start i januar 1993: Vi vil skabe en bedre beskæftigelsessituation i det her land. Det har vi holdt. Bedre end i noget andet land i Europa. Vi har sagt fra starten i 1993, at vi gerne så en børnepasningsgarantiaftale med kommunerne. Det kunne vi ikke få, men vi har skaffet kommunerne økonomi til at skaffe den. Og jeg må sige til hr. Frank Aaen, at der ikke er mange lande
i Europa - jeg vil gerne bede hr. Frank Aaen om at pege på ét
- hvor der forholdsmæssigt er bygget så mange daginstitutionspladser og skaffet så mange børnepasningsmuligheder som i Danmark. Så det dér med løfterne ville jeg gå lidt mere forsigtigt med, hvis jeg var hr. Frank Aaen.

Holger K. Nielsen (SF):
Nu var spørgsmålet om, hvilke løfter der er brudt, stillet til hr. Frank Aaen, men jeg skal da gerne svare. Statsministeren har to gange fra Folketingets talerstol sagt, at der skulle gennemføres en børnepasningsgaranti. Den er ikke gennemført endnu, hr. statsminister. Så det er bare et løfte, der er brudt, og det skal yderlige ses i forhold til, at det er udtalt to gange.
     Det med, om man går sammen med højre eller venstre side af salen, synes jeg da er en mærkelig form for argumentation. Det vigtige er vel, om denne regering kan leve op til de løfter, som statsministeren vandt folketingsvalget på. Her ville jeg, hvis jeg var statsminister, sætte mig ned en søndag aften med en kop kaffe og en cognac og overveje, om jeg har gjort det her godt nok i forhold til, hvad jeg lovede vælgerne.
     Er det ikke sandt, at valget blev vundet på, at det danske velfærdssamfund skulle udvikles, ikke afvikles? Der blev givet konkrete løfter til vælgerne om, at nu skulle velfærden på dagsordenen. Er det ikke også korrekt, at de kommuneaftaler, der er lavet, er en sikkerhed for, at kommunerne ikke kan leve op til den børnepasningsgaranti, som statsministeren har lovet flere gange fra Folketingets talerstol. Er det ikke rigtigt, at kommunerne ikke har mulighed for at udvikle ældrepolitikken, børnepolitikken osv. på en ordentlig måde?
     Så jeg synes virkelig, der er et problem, må jeg sige til statsministeren, og når man ser på de tal, der er i meningsmålingerne for regeringspartierne, så vil jeg godt spørge: Kunne det ikke have noget med det at gøre?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg kan i hvert fald godt mærke, at hr. Holger K. Nielsen er på stemmefiskeri lige i øjeblikket. Det kan godt være, det giver lidt en fjorten dages tid, hr. Holger K. Nielsen, måske, men det holder ikke.
     Jeg vil gerne prøve meget præcist at sige om børnepasningsgarantien: Det har jeg ikke lagt skjul på, at det vil regeringen gerne have en aftale med kommunerne om. Og det kunne vi ikke få. Kommunerne ville ikke medvirke til en aftale om børnepasningsgaranti. Hvad kunne vi så gøre, hr. Holger K. Nielsen? Jeg siger det én gang til, så det forhåbentlig siver ind. Det, vi kunne gøre, var, at vi kunne levere økonomien til kommunerne, så de kunne levere den. Og det har vi gjort.
     Så kommer vi til spørgsmålet om søndag aften og et glas cognac. Det er ikke lige mig - der er så noget andet, der er mig. Men det skal jeg ikke komme nærmere ind på. Men hvis man læser avisen - jeg tror, der var en af de større aviser her i søndags, forrige søndag, der havde lavet en lille tabel, der hed regeringens løfter. Og så var det sådan bom, bom, bom dernedad. Ikke tja, men bom, bom, bom dernedad. Og det viste sig i virkeligheden, at samme avis havde ekstremt store vanskeligheder ved at finde noget, regeringen ikke havde holdt eller var i færd med at leve op til. Der var et enkelt sted, hvor man havde placeret en sort bombe ude i den ene side, og det viste sig at være forkert. Så regeringen holder det, regeringen har sat i gang, hr. Holger K. Nielsen. Beklager, alt andet er ikke holdbart.

Egil Møller (DF):
Det er ikke længe siden, jeg hørte statsministeren udtale: Vi skal prioritere. Det kan vi være helt enige i, det skal vi netop. Og så vil jeg godt bede statsministeren bekræfte, at boligydelsen til de svage grupper i vores samfund ikke nedsættes i forhold til det niveau, vi kender i dag.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Jeg står her helt tilfældigt med et lille notat, som belyser sammenhængen mellem pensionistgrupperne og lavindkomsterne og den nye boligstøtte og ydelsesreform, som by- og boligministeren nu lægger op til på regeringens vegne.
     Vi kan komme tilbage til detaljerne, men lad mig helt overordnet sige to ting om det lovforslag, som inden så længe kommer til behandling her. Det ene er, at jeg tror, spørgeren er opmærksom på, at vi de næste 5-10 år vil se mange, mange, mange tusinde flere pensionister, end vi har set i fortiden. Og hvis vi derfor herindefra ønsker at bidrage til, at udgifterne til boligstøtte ikke eksploderer - og så ved vi godt, hvis det sker, hvem det så går ud over, når man skal til for alvor at spare, så går det ud over de svageste - hvis vi vil undgå det, så er det, vi i vores boligydelsesberegninger har taget hensynet til formue ind.
     For meget store formuer over ½ mio. kr. og derover, jamen så tages der i højere grad hensyn til, hvad samfundet så giver i støtte til huslejen. Det er det ene, jeg vil sige.
     Det andet, jeg vil sige til spørgeren, er: Husk nu, at der er to ting, som er udslagsgivende for, hvor meget samfundet giver i boligstøtte til den enkelte. Det ene er, hvad man har i indkomst. Og det andet er, hvad man betaler i husleje. Og hvis vi ser de to ting i sammenhæng, så kan vi faktisk godt kigge vore ældre pensionister i øjnene og sige:
Samfundet er fortsat solidarisk i forhold til vores ældre pensionister, der har bygget det her land op.

Tove Fergo (V):
Jeg vil godt holde lidt fast i økonomien og alle de mange ekstra penge, der er kommet ind i de offentlige kasser. 160 mia. kr. ekstra er der kommet ind i amternes og kommunernes og statens kasser siden 1993. Og så vil jeg da bede statsministeren om at forklare befolkningen, hvordan det kan være, at vi så den ene aften efter den anden bliver præsenteret for det ene spareforslag efter det andet fra kommunerne og fra amterne og måske også fra staten. Hvordan hænger det sammen hr. statsminister?
     Med den øgede beskæftigelse og de øgede skatteindtægter, offentlige indtægter de offentlige kasser har fået, hvordan hænger det sammen? Hvordan kan det være, der ikke længere kan være hjælp til de svageste ældre i kommunerne? Hvordan kan det være, der stadig væk er ventelister på behandlingen på hospitalerne osv.? Jeg behøver ikke at stå og gentage alle historierne, som vi dagligt bliver præsenteret for. Det kunne være nyttigt for befolkningen og for os her i Folketinget at få at vide, hvad pengene er gået til.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
De er gået til de områder, vi ville have pengene til at gå til. Hvis vi ser på de offentlige udgifter fra 1993 og frem til 1998, så tror jeg, fru Tove Fergo vil være enig med mig i, at de er gået lige præcis dér, hvor et bredt flertal var enige om de skulle gå, i hvert fald hvor regeringen ønskede pengene skulle gå til.
     De er gået til børneområdet, de er gået til sygehusområdet, de er gået til ældreomsorgsområdet, og de er gået til undervisningsområdet. I store træk er det dér, vi er. Hvis fru Tove Fergo havde haft et andet forslag til, hvad pengene skulle gå til i den forløbne periode, havde jeg gerne set det. Jeg tror ikke, man er uenig. Vi ville sikre, at kvaliteten blev bedre, vi ville i de 5 år, der er gået, sikre, at samfundets økonomiske fremgang også kom disse store serviceområder til gode, og det er den kommet.
     Det er ikke nok endnu, og det bliver det vel aldrig, men det er en retning, der markant er mange gange bedre end det, vi så igennem 1980'erne. Ser vi på sygehusvæsenet i 1980'erne, og til vi fik det overdraget i 1993, hvilken tilstand var det så ikke i? Sygehusvæsenet havde de sidste 3-4 år af 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne virkelig mærket, hvor galt det kunne stå til, fordi det ikke havde et samspil med en regering, der forstod, at sygehusvæsenet i Danmark koster.

Kristian Thulesen Dahl (DF):
Nu bliver det her sådan en anden type åbningsdebat, hvor vi bare får svarene med det samme, og det kan jo være meget rart, hvis vi altså får svarene.
     Jeg skal i hvert fald med det samme bekendtgøre for statsministeren, at Dansk Folkeparti anmelder en forespørgselsdebat om ØMU'en. Vi vil meget gerne have debatten, kan jeg bekræfte over for statsministeren, både om det og om alle mulige andre samfundsrelaterede emner, så statsministeren skal ikke beskylde Dansk Folkeparti for ikke at ville tage debatten, tværtimod.
     Det, som vi beskylder statsministeren for, er at løbe fra de løfter, som statsministeren har givet for ganske få måneder siden, både på velfærdsområdet generelt, som også hr. Frank Aaen var inde på, og også i forhold til EU-debatten.
     Må jeg bare minde statsministeren om, nu hvor jeg får muligheden for det efter taletidsreglerne, at han endnu ikke har givet blot ét eksempel på, hvorledes han har løftet det budskab til befolkningen om, at nu skulle der føres en politik, der kom den EU-skeptiske del af befolkningen i møde, ikke ét eksempel. Det samme gælder, når statsministeren taler om nærhedsprincippet i EU. Her har det heller ikke kunnet lykkes os at finde bare ét eksempel fra regeringen på, at der er en EU-regel, som regeringen, når nu man snakker så meget om nærhedsprincippet, mener kan tages af bordet, i det hav af EU-regler, der findes.
     Jo, der er mange løftebrud fra regeringens side, og statsministeren forsøger at løbe i vild flugt fra det faktum, at han bryder det ene løfte efter det andet, som han har afgivet til befolkningen.

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
Så, så, så, vil jeg sige til hr. Kristian Thulesen Dahl, det skal nok gå alt sammen.
     Jeg synes, man skal holde fast i det reelle: Fra 1993 er der sket et skift, et stort, iøjnefaldende skift. I de 5 år, der er gået, er de kurver, der skulle gå opad, og som vi sagde skulle gå opad, gået opad: større beskæftigelse, bedre service, større tryghed i dette land. Og de kurver, der skulle gå nedad, gik nedad: mindre arbejdsløshed først og fremmest. Det har vi holdt, og det er det fundamentale.
     Så er der noget, som vi ikke har nået endnu, det ved enhver, og der er ikke nogen regering siden Anden Verdenskrig, der ikke har været i den situation. Men vi er en regering, der er nået tættere på alle de løfter, vi har udstedt, end nogen anden. Det vil jeg påstå, og det kan jeg dokumentere.
     Der er noget andet, som jeg også kan dokumentere. Når jeg tænker på, hvad hr. Kristian Thulesen Dahls parti kunne få sig selv til at sige under folkeafstemningsdebatten om alle de forskrækkeligheder, vi kunne komme ud i, hvis vi sagde ja til Amsterdamtraktaten, så har hr. Kristian Thulesen Dahl og hans parti virkelig et troværdighedsproblem: Uhadada, vi havde slet ikke nogen grænse mere, og uhadada, vi blev totalt overrendt af Europahæren, og uhadada, der var slet ikke noget, der hed Danmark mere.
     Det, som jeg har lovet også de EU-skeptiske mennesker, er: Bliver der et stærkere miljøsamarbejde? Ja. Bliver der et stærkere nærhedsinput i vores måde at arbejde på? Ja, det er
i fuldt sving. Bliver der et bedre beskæftigelsessamarbejde? Ja, det er i fuldt sving. Har Dansk Folkeparti totalt uret i sin påstand om Schengensamarbejdet? Ja, det har det; det viser praksis. Så er der nogen, der har problemer, er det hr. Kristian Thulesen Dahl og hans parti.

Pernille Frahm (SF):
Jeg er enig med statsministeren i, at vi i denne debat skal holde os til det reelle, og det reelle er jo et spørgsmål, der tager sit udgangspunkt i velfærdsdebatten i forhold til valgløfterne.
     Jeg kan forstå, at statsministeren ikke mener, at kaffe og cognac er noget, der hører med ind under velfærden, så jeg vil da gerne invitere på nogle bajere og nogle chips en aften sammen med nogle af de pensionister, som må undre sig over, hvordan statsministerens valgløfter - som i høj grad var medvirkende til, at statsministeren vandt valget - til alle Danmarks lejere om, at der ingen huslejestigninger kommer, hænger sammen med planerne om at skære 500 mio. kr. på boligydelsen.
     Og lad nu være med at bilde de stakkels pensionister ind, at det kan man hente ind ved kun at skære ned over for de rige, for det hænger jo ikke sammen. Men det kan være, at vi ikke behøver at holde den her aften med øl og chips, hvis pensionisterne og jeg kan få svaret nu fra statsministeren. Hvordan hænger det sammen?

Statsministeren (Poul Nyrup Rasmussen):
SF er jo de gode gavers parti, hører jeg lige i øjeblikket. Jeg troede, der var nye toner sidste år, da vi snakkede om finanslov og den slags, men sagt lidt lige ud af posen: Jeg kender faktisk ikke noget parti herinde, der ikke også er de gode gavers parti, når det gælder pensionisterne og andre grupper.
     Må jeg ikke have lov at sige, hvis vi tager boligydelsen, at det, som by- og boligministeren har foreslået, faktisk er et meget menneskeligt og også et meget socialt afbalanceret forslag. Der er virkelig sørget for, at det er de bredeste skuldre, der skal bære byrden, hvis vi nu holder os til, hvad der rent faktisk er realiteten; noget andet er, hvad der står eller bliver sagt.
     Men hvis vi holder os til det, som lovforslaget går ud på, fremgår det heraf, hvis vi tager en enlig folkepensionist og ser på, hvordan sådan en enlig folkepensionist, der kun har folkepensionen og måske ATP, vil være stillet, at ingen i disse grupper med små indkomster og små ekstraindkomster får andet end en i det store og hele uændret boligydelse, når huslejen ligger i området 3.000-4.000 kr. om måneden.
     Det er trods alt den almindelige familien Danmark, vi her taler om, og derfor synes jeg, det er urimeligt, at SF nu hopper på den galej, at man vil give landets pensionister det indtryk, at nu kommer vi rigtig efter dem. Det er jo ikke sandt, må jeg sige til fru Pernille Frahm. Skal vi ikke én gang til sige til hinanden, at vi står os bedst ved at fortælle sandheden, også til landets pensionister? Jeg kan sige til landets pensionister, at vi ikke er en regering, der har tænkt sig at komme og ødelægge danske folkepensionisters huslejeforhold, naturligvis ikke, og derfor er forslaget også indrettet så fornuftigt, som det faktisk er.
     Jeg vil opfordre fru Pernille Frahm til at se på tallene, læse bemærkningerne og gå i udvalgsarbejde. Det er et spørgsmål til by- og boligministeren. Få det hele belyst! Så vil man se, at det er meget fornuftigt.

Hermed sluttede spørgsmålet.