Skriftlig fremsættelse (29. november 2000)
Indenrigsministeren (Karen Jespersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om kommunale valg. (Ændringer vedrørende valgret og valglister, kandidatlister, brevstemmeafgivning m.v.).
På baggrund af den nye lov om Det Centrale Personregister, hvorefter statsansatte m.v., der er beordret til tjeneste uden for riget, ikke skal registreres som udrejst, foreslås bopælsbetingelsen for kommunal valgret ændret, således at den, der opfylder betingelserne for at være bopælsregistreret i kommunen/amtskommunen efter reglerne i CPR-loven, tillige opfylder bopælsbetingelsen for kommunal valgret. Fristen for tilflytteres optagelse på valglistens hovedliste foreslås afkortet fra 18 dage til 15 dage før valgdagen som konsekvens af et tilsvarende forslag om afkortelse af fristen for optagelse på valglisten ved folketingsvalg med henblik på at sikre ensartede regler herom i de to valglove.
Fristen for at brevstemme på folkeregistrene foreslås forlænget fra 3 uger til 3 måneder før valgdagen, således at der på folkeregistrene kan afgives brevstemme inden for samme tidsfrist, som gælder for brevstemmeafgivning i udlandet m.v. Vælgere, der agter at opholde sig i udlandet på valgdagen, og som ønsker at afrejse tidligere end 3 uger før valgdagen, vil således få mulighed for at brevstemme på et folkeregister fremfor at skulle opsøge en dansk repræsentation i udlandet for at brevstemme. Lovforslaget indeholder endvidere nogle forslag til ændring af reglerne om brevstemmematerialet og procedurerne ved fordeling og gennemgang af brevstemmer med henblik på at styrke stemmehemmeligheden ved brevstemmeafgivning.
For at sikre, at der ikke opstår problemer med at gennemføre brevstemmeafgivning på plejehjem m.v. og i ældreboliger samt i vælgerens hjem som følge af vanskeligheder med at få udpeget et tilstrækkeligt antal tilforordnede vælgere til at virke som stemmemodtagere, foreslås endvidere, at der i stedet for den ene af de to tilforordnede vælgere kan medvirke en ansat i kommunens forvaltning som stemmemodtager de nævnte steder, hvis kommunalbestyrelsen træffer bestemmelse herom.
Det foreslås, at reglerne for anvendelse af listebetegnelser på en række punkter ændres bl.a. med henblik på i videre omfang end efter gældende regler at sikre, at der som listebetegnelse ikke kan anvendes en betegnelse, som en anden materielt har erhvervet eneret til.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, tillader jeg mig at anbefale lovforslaget til Folketingets velvillige behandling.