Skriftlig fremsættelse (4. oktober 2000)
Erhvervsministeren (Pia Gjellerup) :
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om forbud til beskyttelse af forbrugernes interesser.
Lovforslaget giver en mere effektiv håndhævelse af forbrugerbeskyttelsen i det indre marked og styrker således det europæiske tilsynssamarbejde. Det giver en bedre mulighed for at standse ulovlig grænseoverskridende markedsføring i strid med den lovgivning, der gennemfører 11 forbrugerbeskyttende direktiver, herunder fx markedsføringsloven, aftaleloven, lægemiddelloven og radio- og fjernsynsloven.
Virksomheder skal således ikke kunne unddrage sig den direktivbestemte forbrugerbeskyttelse og udøve konkurrenceforvridende adfærd ved at markedsføre sig fra en medlemsstat til en anden.
I dag er det ikke muligt effektivt at forhindre udenlandske virksomheder i at overtræde de forbrugerbeskyttende regler i Danmark, ligesom det ikke altid er muligt effektivt at forhindre danske virksomheder i at foretage ulovlige handlinger i strid med lovgivningen i andre medlemsstater. Dette svækker de forbrugerbeskyttende direktivers effekt og medfører en forringelse af forbrugernes retsstilling og forbrugernes tillid til det indre marked. Ulovlig grænseoverskridende markedsføring skaber tillige konkurrenceforvridning i forhold til de virksomheder, der overholder reglerne. Det er derfor nødvendigt at kunne bringe sådanne overtrædelser til ophør, uanset hvilken medlemsstat overtrædelsen har virkning i.
Lovforslaget gennemfører EF-direktiv om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (forbudsdirektivet). Direktivet, der skal sikre en koordinering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser, indeholder bl.a. et krav om gensidig anerkendelse af søgsmålskompetence for myndigheder og organisationer, der er optaget på en af Kommissionen offentliggjort liste.
Efter lovforslaget kan udenlandske myndigheder og organisationer, der er optaget på listen, derfor anlægge forbudssager ved danske domstole efter retsplejelovens almindelige regler mod danske virksomheder, der har markedsført sig ulovligt i myndighedens hjemland. Er der fare for, at formålet med forbudet forspildes, hvis sagen skal afvente en almindelig dom, er der mulighed for at få nedlagt et foreløbigt forbud ved fogedretten. Overtræder virksomheden forbudet, vil virksomheden kunne straffes med bøde eller hæfte efter retsplejelovens almindelige regler.
Efter forbudsdirektivet kan medlemsstaterne frit vælge, om de ønsker at udpege uafhængige myndigheder og/eller private forbrugerorganisationer til at anlægge forbudssager i andre medlemsstater. Lovforslaget lægger derfor op til et fleksibelt system, hvor både myndigheder og private organisationer kan udpeges. Forslaget bemyndiger erhvervsministeren til efter forhandling med relevante ministre at udpege de pågældende organer. Det gør administrationen af loven mere smidig, idet der løbende kan udpeges nye organer, når nye direktiver bliver omfattet af forbudsdirektivets håndhævelsessystem. Erhvervsministeren meddeler Kommissionen navn og formål for de udpegede organer.
Nedlæggelse af forbud giver imidlertid de udpegede organer en række praktiske problemer, da forbudssager skal anlægges i en anden medlemsstat end den, hvor efterforskningen foretages, føres på et fremmed sprog og muligvis afgøres efter lovgivningen i virksomhedens hjemland, som det udpegede organ ikke er fortrolig med.
For at lette disse problemer samt effektivisere samarbejdet mellem europæiske tilsynsmyndigheder, giver lovforslaget mulighed for, at erhvervsministeren kan bemyndige danske myndigheder til at føre forbudssager på vegne af udenlandske organer, der er optaget på Kommissionens liste. Danske myndigheder kan således føre sager mod danske virksomheder i Danmark på vegne af udenlandske myndigheder, og udenlandske myndigheder kan på vegne af danske myndigheder føre sager i udlandet. Det vil styrke tilsynssamarbejdet og samtidig have en procesbesparende og præventiv virkning.
Forslaget forventes at medføre omkostninger til nedlæggelse af forbud i andre medlemsstater og her i landet samt omkostninger til øget koordinering mellem de nationale og europæiske organer, der håndhæver de forbrugerbeskyttende regler.
Idet jeg i øvrigt henviser til de udførlige bemærkninger i lovforslaget, skal jeg anbefale forslaget til Folketingets velvillige behandling.