Skriftlig fremsættelse (1. februar 2001)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Pant- og retursystemer)
Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg afgav den 16. juni 2000 en beretning, hvori et flertal i udvalget opfordrede regeringen til i Folketingssamlingen 2000/2001 at fremlægge lovforslag, der kan skabe rammerne for et effektivt og fremtidssikret pant- og retursystem for emballager til øl og sodavand. Lovforslaget opfylder de forudsætninger, der blev skitseret i beretningen.
Det danske returflaskesystem har i mange år været kendetegnet ved en meget høj indsamlingsprocent (omkring 100), og systemet bidrager betydeligt til den danske indsats for affaldsminimering.
Introduktionen af flere nye emballagevarianter primært til læskedrikke i løbet af 1990’erne har imidlertid skabt stigende problemer med håndtering i dagligvarehandelen. Der er en risiko for, at det hidtil velfungerende system ikke fuldt ud vil kunne opretholdes, hvis håndteringen i dagligvarehandlen ikke lettes, og det kan få negative miljømæssige konsekvenser i form af lavere returprocenter.
Forslaget muliggør en udstedelse af regler om etablering af nye pant- og retursystemer for varer, produkter og emballager på et miljømæssigt højt niveau. Hovedsigtet med forslaget er dog at skabe grundlaget for en effektivisering af det eksisterende retursystem for emballager til øl og sodavand i dagligvarehandelen. Det indebærer, at de butikker, som modtager de største mængder tomme flasker, kan få erstattet eller udbygget deres eksisterende automater med modtageanlæg, der automatisk kan sortere de mange forskellige typer af plastflasker til sodavand ud i forskellige containere. Det er samtidig hensigten at fremtidssikre systemet, så modtageanlæggene vil kunne indrettes til også at modtage forskellige typer af engangsemballager (f.eks. dåser), hvis sådanne emballager generelt måtte blive tilladt på det danske marked. Forslaget danner ligeledes grundlag for, at der om nødvendigt kan gennemføres et fuldt udbygget pantsystem for alle former for engangsemballager til øl og sodavand i dagligvarebutikker.
Forslaget giver endvidere mulighed for, at dagligvarebutikker kan få udbetalt en økonomisk godtgørelse for rensortering af producenternes og importørernes øl og sodavandsemballager. Godtgørelsen vil skulle finansieres over gebyrer, som importører og producenter betaler til retursystemet efter nærmere regler herom.
For at sikre grundlaget for opbygning og driften af et effektivt og koordineret pant- og retursystem skal det være muligt, som hidtil, at kunne henlægge administrationen og fremover også i begrænset omfang kontrollen af pant- og retursystemer til et selskab. En eneret for et selskab til at forestå administrationen foreslås dog tidsbegrænset til 6 år. Det svarer til den tid, det skønnes at tage at etablere og finansiere en effektiv og fremtidssikret infrastruktur for returtagning af emballager til øl og sodavand.
Der vil kunne fastsættes nærmere regler om bl.a. importørers og producenters pligt til at være tilsluttet et pant- og returselskab, give selskabet, myndighederne og en revisor oplysninger til brug for administrationen og kontrollen med ordningen og indbetale pant til selskabet. Gebyrer skal kunne fastsættes og opkræves af et pant- og returselskab, men gebyrerne skal godkendes af ministeren. Det skal være muligt for ministeren i særlige tilfælde at meddele dispensation fra tilslutningspligten.
Forslaget indeholder derudover en række bestemmelser om administrationen og kontrollen med pant- og returordninger.
Idet der i øvrigt henvises til lovforslaget med bemærkninger, anbefaler jeg det til Folketingets velvillige behandling.