Skriftlig fremsættelse (8. februar 2001)

 

 

Økonomiministeren (Marianne Jelved):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om udstedere af elektroniske penge.

(Lovforslag nr. L 166).

Lovforslaget gennemfører direktiv 2000/46/EF om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed. 

Direktivet er et minimumsdirektiv, dvs. det foreskriver hvilken harmonisering af medlemsstaternes lovgivning, der som minimum skal foretages ved gennemførelsen af direktivet i national ret. 

Lovforslaget bygger på de gældende regler om udstedere af forudbetalte betalingskort i lov om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort. Der er således ikke tale om, at et hidtil ureguleret område bliver tilsynsbelagt.  

Da de hidtil gældende bestemmelser i lov om sparevirksomheder og udstedere af forudbetalte betalingskort videreføres, går forslaget på enkelte områder videre end direktivets minimumskrav. F.eks. indebærer forslaget, at udstedere af elektroniske penge ikke kan udstede elektroniske penge med en højere værdi end 300 Euro (ca. kr. 2.250). Direktivet indeholder ikke et sådant krav. Når der indsættes en øvre grænse, skal dette ses i sammenhæng med at elektroniske penge ifølge direktivet skal betragtes som en erstatning for mønter og sedler, og normalt er beregnet til elektronisk betaling af mindre beløb. 

Med disse bemærkninger og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne til dette, skal jeg anbefale forslaget til det høje Tings velvillige behandling.