Skriftlig fremsættelse (11. oktober 2000)
Skatteministeren (Ole Stavad):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse chlorflourcarboner og haloner (CFC-afgift)1. (Afgift på de industrielle drivhusgasser, HFC’er, PFC’er og SF6).
Det foreslås at indføre en afgift på industrielle drivhusgasser. Forslaget indgår i forslaget til finansloven for 2001.
Formålet er at øge incitamentet til anvendelsen af mere miljøvenlige stoffer end disse gasser, som teknisk angives som HFC’er, PFC’er og SF6. Afgiften skal ligeledes øge incitamentet til at reducere spild fra eksisterende anlæg, opsamle og genanvende stofferne, samt tilskynde til udviklingen af alternativer.
Et udvalg under Skatteministeriet har analyseret mulighederne for øget afgiftsregulering på kemikalieområdet efter aftale mellem regeringen og Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Udvalget foreslår bl.a. at der indføres en afgift på industrielle drivhusgasser. Udvalgets rapport samt et udkast til lovforslaget har været udsendt til berørte brancher og organisationer, der har fået mulighed for at kommentere. Indkomne høringssvar har påvirket udformningen af lovforslaget.
Drivhusgasserne bidrager til den globale opvarmning. Drivhuseffekten af de industrielle drivhusgasser er mellem 140 og 23.900 gange større end for den tilsvarende mængde CO2. Udledningen ventes at stige væsentligt i løbet af de næste år, og regulering skønnes derfor nødvendig. Det foreslås, at afgiften afhænger af stoffernes drivhuseffekt kombineret med et loft over afgiften. Drivhusgasserne anvendes bl.a. som kølemiddel i køleanlæg og i lydisolerede termoruder.
Afgiften på industrielle drivhusgasser foreslås gennemført som en ændring af CFC-afgiftsloven. Afgiftsniveauet for de industrielle kølemidler vil ligge mellem 14 kr. pr. kg og 400 kr. pr. kg, hvor 400 kr. pr. kg er det valgte loft for afgiftens størrelse.
Det foreslås, at afgiften på de industrielle drivhusgasser træder i kraft 1. marts 2001. For finansåret 2001skønnes afgiften at medføre et provenu på ca. 110 mill. kr. Det skønnes, at der på sigt vil ske en væsentlig reduktion i mængden af industrielle drivhusgasser. Det er dog vanskeligt på nuværende tidspunkt at skønne hastigheden af udfasningen af de industrielle drivhusgasser.
Idet jeg i øvrigt henviser til bemærkninger i lovforslaget, skal jeg anbefale det til tingets velvillige behandling.