Fremsat den 1. februar 2001 af Miljø- og energiminister (Svend Auken)

Lov om ændring af lov om miljøbeskyttelse

Almindelige bemærkninger

1. Baggrunden og formålet med lovforslaget

Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg afgav den 16. juni 2000 en beretning, hvori et flertal i udvalget opfordrede regeringen til i Folketingssamlingen 2000/2001 at fremlægge lovforslag, der kan skabe rammerne for et effektivt og fremtidssikret pant- og retursystem for emballager til øl og sodavand (kulsyreholdige læskedrikke).

Af udvalgets beretning fremgår, at flertallet kan tilslutte sig miljø- og energiministerens planer om, at der skal gennemføres en effektivisering og udbygning af butikkernes modtagefaciliteter for emballager til øl og sodavand, der også skal kunne indrettes til at kunne tage imod engangsemballage.

Flertallet er enig i, at systemet bør indrettes til at være så forbrugervenligt som muligt, og at der bør være krav til returprocenten for engangsemballage, hvis de tillades generelt, der på sigt skal være mindst 95. Returprocenten for genpåfyldelige emballager skal mindst være 98.

Flertallet i udvalget støtter samtidig en model, der sikrer, at dagligvarebutikkerne får en økonomisk kompensation for håndteringen af øl og sodavandsemballager.

Desuden opfordres regeringen til at sikre, at alle, der producerer eller importerer øl og sodavand til salg i dagligvarehandlen i Danmark, bidrager til finansieringen af effektiviseringen af emballagemodtagelsen i butikkerne på fair, lige og gennemsigtige betingelser, og at hele dagligvaremarkedet så vidt muligt samles i ét pant- og retursystem.

Lovforslagets fremkomst skal navnlig ses i lyset af følgende:

Det danske returflaskesystem har i mange år været kendetegnet ved en meget høj indsamlingsprocent (omkring 100) og systemet bidrager betydeligt til den danske indsats for affaldsminimering.

Introduktionen af flere nye emballagevarianter primært til læskedrikke i løbet af 1990’erne har imidlertid skabt stigende problemer med håndtering i dagligvarehandelen. Der er en risiko for, at det hidtil velfungerende system ikke fuldt ud vil kunne opretholdes, hvis håndteringen ikke lettes i dagligvarehandlen. Sker det ikke, vanskeliggøres returtagningen, og det kan i sidste ende få miljømæssige konsekvenser i form af lavere returprocenter.

Det er et centralt element i den danske returflaskeordning, at det med undtagelse af import generelt ikke er tilladt at markedsføre øl og sodavand i engangsemballage. Der er endvidere et absolut forbud mod brug af emballager af metal (dåseforbudet). Kommissionen har anlagt sag ved EF-Domstolen mod den danske stat. Kommissionen har nedlagt påstand om, at den danske regering ved at opretholde et krav om, 1) at dansk fremstillet øl og læskedrikke kun må markedsføres i en godkendt genpåfyldelig emballage, og 2) at øl og læskedrikke ikke må markedsføres i metalemballage, ikke har opfyldt sine forpligtelser efter emballagedirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 94/62/EF af 20. December 1994) og EF-traktaten. Regeringen har nedlagt påstand om frifindelse.

Regeringen har ingen aktuelle planer om at ændre ved de gældende emballagebestemmelser. Det er imidlertid hensigtsmæssigt i alle tilfælde at have de fornødne lovgivningsmæssige rammer på plads for iværksættelse af et effektivt system til indsamling og genanvendelse også af engangsemballager. Denne lovgivning vil i alle tilfælde være en forudsætning for, at den høje danske miljøstandard med hensyn til håndteringen af øl- og sodavandsemballager kan opretholdes, hvis det skulle komme til den situation, at retursystemet fremover også vil skulle rumme engangsemballager i større mængder.

Lovforslaget har som hovedformål at skabe de lovgivningsmæssige rammer for et såvel mere effektivt som fremtidssikret pant- og retursystem til gavn for miljøet. Lovforslaget har indenfor denne ramme følgende delformål:

Forslaget skal for det første sikre grundlaget for gennemførelse af en række forbedringer af det eksisterende pant- og retursystem for øl og sodavand (kulsyreholdige læskedrikke) på genpåfyldelig emballage. Det skal ske ved en effektivisering af emballagehåndteringen i dagligvarehandelen gennem investeringer i nye modtagefaciliteter for genpåfyldelige plastflasker, der samtidig skal gøre det muligt at nedbringe omkostningerne til håndtering. Det kendte system, hvor udbyderen afregner panten for genpåfyldelig emballage direkte med butikken, videreføres uændret.

Forslaget skal for det andet sikre, at der om nødvendigt kan etableres et system til håndtering af alle former for engangsemballager til øl og læskedrikke, herunder forberedes et fuldt udbygget pantsystem for engangsemballager. Beredskabet for engangsemballager skal kunne tilvejebringes som led i effektiviseringen af dagligvarehandelens modtagefaciliteter i forhold til de eksisterende genpåfyldelige emballager.

For det tredje skal lovforslaget give mulighed for at forhandlere mv., men først og fremmest med sigte på dagligvarebutikker, kan få en økonomisk godtgørelse for håndteringen af øl og sodavandsemballage, som tages retur fra forbrugeren, så handelens faktiske lønomkostninger til - en effektiv - emballagesortering (delvis) kompenseres.

Det er hensigten med dette lovforslag som det fjerde at præcisere henholdsvis udbygge lovens bestemmelser med henblik på at administrationen, herunder fastsættelse og opkrævning af gebyrer, af et pant- og retursystem kan overlades producenter, importører og forhandlere eller disses selskaber mv.

Det er for det femte hensigten, at forslaget skal give mulighed for, at der for at sikre gennemførelse af effektiviseringen og et koordineret og fintmasket indsamlingsnet, tildeles et selskab en eneret til at opbygge og drive pant- og retursystemet for en tidsbegrænset periode. Dermed vil samtlige producenter og importører, grossister og andre, der sælger øl og sodavand til dagligvarehandelen, være forpligtet til at være tilsluttet, og herunder bidrage til de med systemet forbundne omkostninger efter et brugerbetalingsprincip.

Eneretten vil være tidsbegrænset for en periode på indtil 6 år. Det svarer til den tid, det må forventes at tage at etablere og finansiere en effektiv og fremtidssikret infrastruktur for returtagning af emballager til øl og læskedrikke. Miljø- og energiministeren vil efter en 4 årig periode sende en redegørelse til Folketinget om erfaringerne med systemet med en vurdering af, hvordan systemet mest hensigtsmæssigt kan fungere efter enerettens udløb. Det vil i den forbindelse blive vurderet, om ordningen bør liberaliseres, hvis etableringen af eventuelle flere nye alternative pant- og retursystemer samlet set ikke kan forventes at medføre en forringelse af ordningen miljømæssigt eller for forbrugerne.

Miljøbeskyttelseslovens gældende bestemmelser om pant- og retursystemer for varer, produkter og emballager fremgår af lovens § 9 og § 9a.

§ 9 indeholder hjemmel for ministeren til at fastsætte nærmere regler om pant- og rabatordninger, herunder størrelsen på pant, mærkning af emballage og pligt for forhandlere til at returtage emballage og være tilsluttet en pantordning. Ministeren kan overlade administrationen af en pantordning til producenter og forhandlere og kan, når ordningen dækker en væsentlig del af markedet, påbyde øvrige forhandlere og producenter at være tilsluttet ordningen.

Bestemmelsen svarer til pantbestemmelserne i den tidligere genanvendelseslov, som blev overført til miljøbeskyttelsesloven af 1991. Bestemmelsen indeholder ikke nærmere om de aktiviteter, som pantselskabet kan udøve, vilkårene herfor eller det offentliges kontrol med selskabet.

Tilslutningspligten til en privat ordning efter den gældende § 9 omfatter heller ikke importører af øl og læskedrikke. Det nærmere indhold af tilslutningspligten, navnlig det indbyrdes forhold mellem det selskab mv., der har fået overladt administrationen og udbyderne, er ikke nærmere beskrevet i loven.

Lovens § 9 a, der blev indsat ved lov nr. 477 af 30. juni 1993, indeholder hjemmel for ministeren til at forpligte producenter og importører til selv at tilbagetage varer og emballage mv., som de pågældende har markedsført og indsamle og bortskaffe disse. Der er tale om et såkaldt producentansvar, hvorefter ansvaret for indsamling og håndtering af den brugte emballage pålægges den enkelte producent. Ministeren kan som led i en producentansvarsordning fastsætte regler om, at tilbagetagning skal sikres ved indførelse af en pant- eller rabatordning. § 9a indeholder ikke bestemmelser om, at administrationen af en pant- og returordning kan henlægges til ét selskab eller en privat organisation og ej heller bestemmelser om tilslutningspligt for producenter og importører.

Hverken den gældende § 9 eller § 9a, eller lovens §§ 53 og 53a, der hjemler opkrævning af gebyrer på varer, produkter og emballager, indeholder hjemmel til at ministeren kan fastsætte regler om, at producenter og importører har pligt til at indbetale gebyr eller pant til et pant- og returselskab eller som led i administrationen pligt til at meddele selskabet oplysninger om salg og returtagning af emballage. Det synes endvidere tvivlsomt, om de gældende bestemmelser om tilskud og gebyr indeholder hjemmel til at afholde mere betydelige udgifter til beredskab i form af anlægsinvesteringer til gavn for engangsemballage, når der ikke er aktuelle planer om at ændre retstilstanden med henblik på generelt at tillade engangsemballage til øl og læskedrikke.

Forslaget tilvejebringer de lovgivningsmæssige rammer for og nødvendige bemyndigelser til ministeren til at udstede regler med henblik på etablering af nye pant- og retursystemer på et miljømæssigt højt niveau. Bemyndigelsen omfatter i overensstemmelse med den gældende § 9 både varer, produkter og emballage

Hovedelementerne i forslaget er følgende:

Lovens bestemmelse om administrationen af pant- og retursystemer foreslås justeret. Det præciseres, at forhandlere, producenter og importører eller disses selskaber, organisationer eller foreninger, der får overdraget administrationen, vil kunne tildeles eneret til at drive systemet. Eneretten skal administrativt kunne gives tidsbegrænset for en periode på indtil 6 år. Bestemmelserne om hvilke nærmere regler, ministeren kan fastsætte for ordningen, foreslås udbygget. Et selskab mv. skal efter forslaget kunne fratages retten til at administrere en pant- og returordning, hvis selskabet groft eller gentagne gange overtræder denne lov eller anden lovgivning eller undlader at efterleve myndighedernes afgørelser.

Det foreslås, at pligten for forhandlere til at være tilsluttet en pant- og returordning udvides til også at omfatte producenter og importører. Det nærmere indhold af tilslutningspligten mv. forudsættes fastlagt i en bekendtgørelse med hjemmel i den foreslåede § 9a. Det foreslås videre, at den mulighed, der i dag er for at overlade administrationen af en pant- og returordning til producenter og forhandlere, også skal kunne omfatte importører af de pågældende produkter mm.

Gebyrer skal efter forslaget kunne fastsættes og opkræves af et selskab mv., som har fået overladt administrationen af en pant- og returordning i henhold til § 9, stk. 3. Formålet er at skabe mulighed for at overlade til de private parter selv at drive ordningen.

Det foreslås, at kompetencen til at fastsætte gebyret også skal kunne henlægges til selskabet mv., men således at gebyret skal godkendes af ministeren. Fastlæggelsen af gebyrer forudsættes som udgangspunkt at ske efter de principper, som generelt gælder for offentlige myndigheders fastlæggelse af gebyrer, herunder Finansministeriets vejledende retningslinier. Med hensyn til gebyrer, der pålægges varer, produkter og emballager, vil opkrævning heraf kunne ske efter lovens § 53.

Opkrævning af gebyrerne sker til dækning af de udgifter af forskellig art, der er forbundet med administrationen af pant- og returordningen. Det vil sige udgifter, som selskabet afholder i forbindelse med håndtering m.v. af emballagen og udgifter til en rimelig forrentning af den kapital, der er investeret i pant- og returselskabet.

Det indebærer samtidig, at de beløb, de gebyrpligtige aktører bliver afkrævet, skal modsvares af en konkret modydelse, som kommer de pågældende aktører økonomisk til gavn. I forbindelse med den ordning, der påtænkes indført for udbyderne af øl og læskedrikke, vil udbyderne som modydelse for gebyret få en rensortering af deres emballager ude i butikkerne. Dermed spares udbyderne for omkostninger til efterfølgende udveksling af emballage (’clearing’). De fastsatte regler vil således indebære, at de gebyrer, som f.eks. udbyderne skal betale, har karakter af vederlag for den håndtering af emballage mv. som udbyderne ellers – for at få deres emballage tilbage og for at opfylde deres lovmæssige pligt til genpåfyldning/ genanvendelse af emballagerne mv. – selv skulle stå for.

Det foreslås, at gebyret udover de løbende udgifter til ordningens drift også vil skulle dække investering i "fremtidssikrede" automater og sorteringsanlæg. Det vil bl.a. sige anlæg til håndtering af såvel genpåfyldelig som alle former for engangsemballage. Formålet er af forbruger- og miljømæssige hensyn at sikre mulighed for, at det samlede retursystem for øl og sodavandsemballager i større skala og indenfor en relativ kort tidshorisont, vil kunne håndtere engangsemballager for det tilfælde, at engangsemballager til øl og læskedrikke generelt måtte blive tilladt.

Forslaget åbner derudover mulighed for, at der hos producenter og importører kan opkræves andre økonomiske bidrag til dækning af bestemte udgifter i forbindelse med pant- og returordningen:

Hvis engangsemballager ikke generelt bliver tilladt, vil der eventuelt ikke ske en fuld udnyttelse af de gennemførte investeringer i dagligvarehandelens emballagehåndteringssystemer. De udgifter, der måtte være afholdt til investeringer, der overvejende måtte tage sigte på beredskabet mv. for engangsemballager, foreslås i givet fald dækket ved, at der opkræves et særskilt beløb hos de på markedet værende producenter og importører af øl og læskedrikke, se nærmere nedenfor.

Det foreslås, at ministeren i forbindelse med en pantordning, der er iværksat efter § 9, stk. 3, kan fastsætte regler om, at forhandlere mv., der returtager og/eller sorterer emballage, skal have udbetalt en håndteringsgodtgørelse.

Det foreslås endvidere, at der til forhandlere mv. også skal kunne udbetales tilskud til anskaffelse af mere effektive og fremtidssikrede modtage- og sorteringsanlæg. Udgifterne hertil forudsættes som nævnt ovenfor - helt eller delvist - afholdt over de gebyrer, som producenter og importører skal indbetale til pant- og returselskabet.

Bestemmelsen forudsættes aktuelt udmøntet ved en bekendtgørelse, der skal sikre, at dagligvarebutikker kan få udbetalt en godtgørelse for rensortering af emballager til øl og læskedrikke og tilskud til anlæg. En nærmere afgrænsning af begrebet "dagligvarebutik" vil i givet fald også ske administrativt.

For at sikre størst mulig konkurrence om opgavevaretagelsen i forbindelse med indførelse af pant- og retursystemer og for at sikre effektiviteten i ordningerne, foreslås det, at ministeren skal kunne fastsætte regler om, at der skal ske offentligt udbud af pant- og returselskabets indkøb af varer og tjenesteydelser. Udnyttelse af denne bemyndigelse vil navnlig kunne være relevant i tilfælde, hvor ét selskab har fået eneret til at administrere en ordning efter reglen i forslagets § 9, stk. 3.

Ministeren skal efter forslaget kunne fastsætte regler om, at producenter, importører og forhandlere mv., skal meddele myndighederne eller selskabet mv. oplysninger til brug ved administrationen og kontrollen med en pant- og returordning.

For at undgå enhver risiko for, at de oplysninger som forhandlere mv., producenter og importører har pligt til at give til selskabet mv., kan misbruges, foreslås det, at ministeren skal kunne bestemme, at oplysningerne i stedet skal gives til en statsautoriseret eller registeret revisor. Der kan navnlig være tale om forretningsmæssige oplysninger om markedsforhold (salgstal mv.).

Myndighederne skal efter forslaget have mulighed for at gennemføre en løbende kontrol med selskaber, der har fået overladt administrationen af en pant- og returordning, herunder føre kontrol med selskabets gebyrregnskaber og opfyldelse af miljømæssige målsætninger, godkendelse af budgetter og lånoptagning, mv. Det er efter lovens § 65 kommunerne, der fører tilsyn med, at loven og de regler, der er fastsat i medfør af loven, overholdes. Det forudsættes dog, at miljø- og energiministeren bestemmer, at tilsynet med selskaber mv., der har ret til at drive pant- og returordninger, varetages af ministeren, jf., § 67, og at ministeren delegerer beføjelsen til Miljøstyrelsen.

Ministeren vil efter forslaget kunne fastsætte regler om, at kontrolopgaver skal kunne henlægges til selskabet mv. Disse opgaver vil blive af begrænset omfang og selskabet mv. vil allerede af den grund ikke skulle have adgang til fremmed ejendom, forretningslokaler og regnskaber mm efter bestemmelsen i lovens § 87, om at adgang kan ske uden retskendelse.

Miljøstyrelsen vil som tilsynsmyndighed for et pant- og returselskab kunne meddele selskabet påbud om at efterleve fastsatte regler og vilkår og bringe eventuelle ulovlige forhold til ophør. Hvis et pant- og returselskab undlader at efterleve meddelte påbud vil selskabet kunne straffes efter lovens § 110.

Herudover foreslås det, at ministeren (Miljøstyrelsen) som led i håndhævelsen af loven administrativt skal kunne iværksætte tvangsbøder overfor et selskab mv., der driver en pant- og returordning. Denne sanktionsmulighed vil kunne iværksættes i en række nærmere bestemte situationer, som angivet i forslaget, hvor det normalt er forholdsvis let for myndighederne at konstatere, at selskabet har tilsidesat sine forpligtelser efter lovgivningen. Forslaget om tvangsbøder er først og fremmest begrundet i myndighedernes behov for løbende at kunne føre kontrol med pant- og returselskabet og sikre at loven, og de afgørelser ministeren træffer, efterleves. Tvangsbøder skal efter forslaget først kunne iværksættes efter at myndighederne har indskærpet overfor selskabet mv., at lovgivningen skal overholdes - eksempelvis at selskabet skal indsende gebyrregnskaber til myndighederne - og selskabet til trods herfor og efter udløbet af en fastsat frist fortsat ikke har opfyldt sine forpligtelser.

Ministeren kan efter forslaget fastsætte nærmere regler om udbetaling af pant- og returselskabets beholdning af indestående pant og indtægter heraf, gebyrer samt dokumenter i tilfælde af at selskabets administration af ordningen ophører.

Det bemærkes, at Konkurrencerådet fører tilsyn med, at virksomheder ikke misbruger deres dominerende stilling på det danske markedet eller en del heraf. Rådet kan således efter konkurrencelovens § 11, stk. 3, meddele påbud til den dominerende virksomhed om at bringe overtrædelsen til ophør. Det gælder dog ikke, hvis misbruget af den dominerende stilling er "en direkte, eller nødvendig følge af offentlig regulering", jf. herved konkurrencelovens § 2, stk. 2.

Konkurrencerådets muligheder for at kunne meddele påbud til et selskab mv., der driver en pant- og returordning, om at bringe selskabets misbrug af en dominerende stilling til ophør afhænger derfor af, om misbruget er "en direkte eller nødvendig følge" af loven og de regler, som miljø- og energiministeren administrativt måtte have fastsat om bl.a. selskabets beføjelser og udbydernes pligt til at være tilsluttet ordningen. Det er miljø- og energiministeren, der efter anmodning fra konkurrencemyndighederne i de konkrete tilfælde foretager en vurdering af dette spørgsmål.

Det foreslås, at en eneret til at administrere en pant- og returordning højst skal kunne gives et selskab mv. for 6 år. Ministeren skal efter forslaget dog kunne bringe eneretten til ophør før udløbet af eneretsperioden, hvis selskabet gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af lovgivningen mv.

Det foreslås, at ministeren får en ret til enten at erhverve aktierne i pant- og returselskabet ved ophør af eneretten, eller erhverve selskabets aktiver, hvis det er nødvendigt for opretholdelsen af et pant- og retursystem. Formålet er først og fremmest at sikre, at staten om nødvendigt midlertidigt kan overtage selskabet og driften af pant- og returordningen med henblik på, at ansvaret for ordningen overdrages en ny operatør eller ordningen eventuelt omlægges.

I lighed med hvad der gælder for betaling af gebyrer til det offentlige efter lovens § 88, foreslås det, at ministeren skal kunne fastsætte regler om, at der kan opkræves renter ved for sen betaling af gebyr og pant til et pant- og retursselskab.

Afgørelser, der træffes af et pant- og retursselskab, skal efter forslaget kunne påklages til en myndighed. De afgørelser selskabet forudsættes at kunne træffe er sådanne som umiddelbart træffes som led i administrationen af ordningen, eksempelvis afgørelse af om betingelserne for tilslutning til ordningen eller udbetaling af tilskud er opfyldt. Kompetencen for selskabet til at træffe afgørelse forudsættes dog nærmere fastlagt i de regler om ordningen, som ministeren udsteder. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

Det foreslås, at straffelovens bestemmelser om, at den der virker i offentlig tjeneste ikke uberettiget må videregive eller udnytte fortrolige oplysninger (straffelovens § 152, jf. §§ 152d-152f), finder tilsvarende anvendelse overfor bestyrelsesmedlemmer og ansatte i et pant- og returselskab, som efter lovens § 9, stk. 3, har fået overdraget administrationen af en pant- og returordning.

Miljø- og energiministeren agter først og fremmest at udnytte lovens bemyndigelser i forbindelse med en revision af bestemmelserne om pant- og retursystemer for emballager til øl og læskedrikke.

Der vil således i forlængelse af fremsættelsen af lovforslaget blive udsendt et bekendtgørelsesudkast om pant- og retursystemer for emballager til øl og sodavand i høring. Bekendtgørelsen påtænkes sat i kraft umiddelbart efter at loven træder i kraft. Med bekendtgørelsen udnyttes lovforslagets bemyndigelser om bl.a. tildeling af eneret, tilslutningspligt, opkrævning af gebyrer hos udbydere og dagligvareforhandlere, udbetaling af håndteringsgodtgørelse og investeringstilskud og kontrol mv. med administrationen af pant- og retursystemet.

Udkastet til bekendtgørelse vil indtil andet måtte blive bestemt basere sig på de gældende emballagebestemmelser (Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 124 af 27. februar 1989 med senere ændringer) og således regulere forholdene for det eksisterende pant- og retursystem. Det skal dog efter denne bekendtgørelse være muligt for dagligvarebutikker efter nærmere fastlagte retningslinier at kunne søge tilskud til modtagefaciliteter mv., der kan indrettes til at kunne modtage såvel genpåfyldelig som engangsemballage, jf. forslaget til § 55c.

Det er hensigten i første omgang at henlægge administrationen af pant- og retursystemet til Dansk Retursystem A/S med eneret for selskabet for en periode på 6 år. Selskabet blev etableret i juli 2000 på initiativ af hovedparten af de danske bryggerier og læskedrikfabrikanter og dagligvaresektoren repræsenteret ved FDB, Dansk Supermarked og De Samvirkende Købmænd. Selskabet ejes af producenterne. Selskabets bestyrelse er sammensat af repræsentanter for producenterne (industrien) og dagligvarehandelen. Formålet med selskabet er at skabe en organisation, der kan stå for opbygningen og driften af et effektiviseret pant- og retursystem, herunder opbygningen af et beredskab for engangsemballager.

Dansk Retursystem A/S har siden 1. juli 2000 været drevet på fuld privat basis på baggrund af frivillige tilmeldinger fra producenter af øl og læskedrikke og dagligvarebutikker.

De vigtigste elementer i den administration, som påtænkes overladt Dansk Retursystem A/S, forventes at være følgende:

Samtlige opgaver med etablering og drift af pant- og retursystemet, herunder udbetaling af håndteringsgodtgørelse og tilskud til investeringer i automater i dagligvarehandelen, styres og koordineres af Dansk Retursystem A/S. Pant- og retursystemet omfatter i første omgang kun emballager til øl og læskedrikke solgt i dagligvarebutikker. Hvis lovgivningen ændres således, at engangsemballager generelt bliver tilladt, kan det være nødvendigt at udstrække pantordningen til også at omfatte andre sektorer end dagligvarehandelen, hvor der forhandles engangsemballager, herunder hotel- og restaurationssektoren. Tilrettelæggelsen af pant- og retursystemet vil i den forbindelse skulle overvejes og fastlægges nærmere. Det vil bl.a. ske i form af en bekendtgørelse, som vil blive forhandlet med de berørte brancher. Alle producenter og importører af øl og læskedrikke vil få pligt til at tilslutte sig systemet. De øvrige salgsleds forpligtelser, det vil sige de forpligtelser, som det af hensyn til ordningen måtte være nødvendigt at pålægge andre der videresælger øl og læskedrikke, såsom mellemhandlere/grossister m.fl., vil blive overvejet og fastlagt i en bekendtgørelse. Det er frivilligt for dagligvarebutikker at være tilsluttet Dansk Retursystem A/S.

Der skelnes som udgangspunkt mellem engangsemballager og genpåfyldelig emballage, dog således, at disse begreber skal ses i sammenhæng med de gældende regler for anvendelse af emballage. I dag forholder det sig således, at alle danske producenter har pligt til at sikre, at der sker en returtagning af deres egen emballage med henblik på genpåfyldning. Importører har pligt til at sikre, at emballagen indgår i et pantsystem med henblik på genpåfyldning eller genanvendelse. Uanset om emballagen teknisk set er en engangsemballage eller en genpåfyldelig emballage, skal udbyderen have den retur med henblik på at kunne opgive returprocenter til myndighederne. De faktiske operationer i butikkerne er altså identiske, og der skelnes derfor ikke mellem gebyrer for genpåfyldelige emballager og engangsemballager, idet modydelserne er de samme i form af rensortering af emballage.

Hvis de gældende emballageregler skulle blive ændret således, at det generelt bliver tilladt at anvende engangsemballager til øl og læskedrikke, er det hensigten, at Dansk Retursystem A/S skal tildeles en eneret til etablere og drive et pant- og retursystem for engangsemballager. Det indebærer, at selskabet får ansvaret for at administrere pant ind- og udbetalingerne for engangsemballagerne og for at indsamle emballagerne til genanvendelse. Dermed fjernes forpligtelsen for den enkelte producent eller importør af engangsemballage til at etablere sit eget system og dokumentere en individuel returprocent overfor myndighederne. Skulle en sådan situation indtræffe, vil gebyrerne for engangsemballage skulle revideres, idet der ikke vil være omkostninger til rensortering, men derimod til indsamling og genanvendelse af emballagen.

Dansk Retursystem A/S’s indtægter skal fastsættes, så de dækker omkostningerne inklusiv en rimelig forrentning af den investerede kapital.

Udgifterne til investeringer, drift og håndteringsgodtgørelse til handelen finansieres af Dansk Retursystem A/S af 2 indtægtskilder: 1) gebyrer mv. som indbetales af producenter og importører og 2) et (mindre) administrationsgebyr, der betales af de dagligvarebutikker, der vælger at tilslutte sig systemet. Gebyrerne mv. skal kunne fastsættes og opkræves af Dansk Retursystem A/S. Gebyrer, der måtte være fastsat af Dansk Retursystem A/S, skal godkendes af miljø- og energiministeren (Miljøstyrelsen efter bemyndigelse).

Beregningen af gebyrer tager udgangspunkt i, at den enkelte emballagetype skal bære de omkostninger, som er forbundet med håndteringen mv. af den pågældende emballage efter et brugerbetalingsprincip. Det samlede beløb, som en udbyder skal betale, vil derfor altovervejende være afhængig af typen og antallet af emballager, som udbyderen bringer på markedet.

En eventuel udbygning med et centralt pant- og retursystem for engangsemballager vil indebære to nye indtægtskilder for Dansk Retursystem A/S. Den ene indtægt er pant, som ikke indløses hos Dansk Retursystem A/S, fordi emballagen ikke returneres af forbrugeren. Den indbetalte pant henstår således i selskabet som ikke indløst, og selskabet vil på visse betingelser, efter den foreslåede § 9 c, kunne indtægtsføre den ikke indløste pant. Selskabets anvendelse af disse midler skal ske efter regler, som fastsættes af ministeren.

Det er hensigten, at indtægterne ved ikke indløst pant primært skal anvendes til formål, der falder indenfor den etablerede ordning, herunder følgende: tilbetaling af lån, der er optaget som led i effektiviseringsprogrammet for dagligvarebutikker, i det omfang de optagne lån kan henføres til de investeringsomkostninger, som kan lægges på engangsemballagerne, yderligere effektivisering af modtagefaciliteter i de mindre dagligvarebutikker, information af udbydere, forhandlere og forbrugere om pant- og retursystemet, konsolidering af Dansk Retursystem A/S, udgifter til erhvervelse af know-how samt administration af pantsystemet. Ministeren skal efter forslaget herudover kunne fastsætte regler om, at ikke indløst pant, som ikke med rimelighed kan anvendes til de nævnte formål, vil kunne anvendes til almennyttige formål, jf. nedenfor i bemærkningerne til de enkelte bestemmelser.

Den anden indtægt er selskabets salg af skrot fra indsamlet engangsemballager, som måtte have en positiv markedsværdi. Det forudsættes at eventuelle indtægter - ligesom udgifter - ved bortskaffelsen af skrot indgår i beregningen af størrelsen af gebyrerne på de relevante typer af emballager.

En væsentlig opgave for Dansk Retursystem A/S vil være at sikre gennemførelse af en effektivisering af butikkernes modtagefaciliteter for emballager til øl og læskedrikke. Bekendtgørelsen, der vil blive udstedt, vil indeholde nærmere regler om, hvilke typer af butikker, der kan opnå tilskud til hvilke formål og betingelserne herfor, herunder de tekniske krav til indkøbte automater mv. Det vurderes på baggrund heraf, at ca. 2000 butikker vil kunne få tilskud. Tilskuddet vil for en typisk butik normalt kunne forventes at ligge på et beløb i størrelsesordenen 110.000-140.000 kr.

Det samlede investeringsbehov ved en udbygning af modtagefaciliteterne i butikkerne er af bryggerierne og dagligvarehandelen vurderet til at være ca. 250 mio. kr. Udbygningen vil særligt skabe grundlaget for forbedrede modtagefaciliteter for genpåfyldelige emballager af plast, men herudover også for et samlet effektivt pantsystem for engangsemballager.

Dansk Retursystem A/S har skønnet, at 40% af disse investeringer kan henføres til engangsemballager, svarende til udgifterne til udbygning med en række mindre automater, der kan foretage en elektronisk stregkodelæsning af emballager. De udgifter til investeringer i automater, der kan henføres til engangsemballager, vil skulle dækkes over engangsemballagernes gebyr.

I det omfang en fuld nyttiggørelse af de foretagne investeringer ikke kan ske, fx fordi engangsemballager ikke bliver tilladt generelt, og noget af investeringen helt overvejende har karakter af beredskab for engangsemballager, foreslås det, at miljø- og energiministeren skal kunne opkræve et beløb hos samtlige producenter og importører af øl og læskedrikke med henblik på tilbagebetalingen af lån, der måtte være medgået til investeringer, der ikke kan nyttiggøres. Det foreslås, at der fastsættes en øvre grænse for sådanne lån på årligt 22 mio. kr. i højst 2 år.

Samtlige investeringer forudsættes gennemført indenfor 3 år. Dansk Retursystem A/S forudsættes at have tilbagebetalt optagne lån indenfor 6 år, som svarer til længden af den eneret, selskabet vil få tildelt.

Udgiften til udbetaling af håndteringsgodtgørelse er betydelig i forhold til den samlede økonomi i Dansk Retursystem A/S.

Det bemærkes i den forbindelse, at der i en årrække har eksisteret en pantoverenskomst mellem producenterne af øl og læskedrikke, som har medført, at panten mellem forbruger og dagligvarebutik har været lavere end panten mellem butik og producent. Denne pantoverenskomst har tidligere sikret dagligvarebutikker en godtgørelse for håndteringen af emballager til øl og læskedrikke ud over det antal, butikken selv har solgt, i det omfang butikkerne har fulgt pantoverenskomsten. Aftalen om overskudspant til dagligvarebutikker er bortfaldet pr. 1. juli 2000 ifølge aftale mellem bryggerierne og læskedrikfabrikanterne samt dagligvarehandelen.

Den aftale som bryggerierne, læskedrikfabrikanterne og dagligvarehandelen indgik i maj 2000 om dannelsen af Dansk Retursystem A/S, indeholder en række forudsætninger vedrørende selskabets administration af pant- og retursystemet. Disse forudsætninger forventes at ville afvige på en række punkter fra den bekendtgørelse, som skal danne grundlaget for tildeling af en eneret til Dansk Retursystem A/S og fastlægge rammerne for selskabets drift.

I den forbindelse skal der navnlig peges på følgende forhold:

Bekendtgørelsen vil uden forskelsbehandling fastsætte en pligt for alle producenter og importører til at være tilsluttet pant- og retursystemet, og den vil fastsætte pligter og rettigheder, der er ens for alle disse, uanset om producenten eller importøren er omfattet af aftalen om Dansk Retursystem A/S.

Bekendtgørelsen forventes i modsætning til aftalen ikke på forhånd at fastsætte størrelsen af de gebyrer, som udbyderne skal betale. Gebyrernes størrelse vil blive fastsat efter nogle generelle objektive kriterier, og gebyrerne skal godkendes af miljø- og energiministeren (Miljøstyrelsen efter bemyndigelse).

Aftaleparterne forudsætter, at der skal ske indberetning direkte til Dansk Retursystem A/S på butiksniveau af producenternes/importørernes salg af og returmængder af emballager til øl og læskedrikke. Udkastet til bekendtgørelse vil indeholde krav om, at indberetning af salgstal skal ske til en revisor, således som forslaget åbner mulighed for. Der vil blive fastsat nærmere regler om revisors videregivelse af sådanne oplysninger til Dansk Retursystem A/S, som måtte være nødvendigt for selskabets administration, herunder at oplysningerne kun må videregives i aggregeret form. I de regler om indsendelse af eller videregivelse af oplysninger fra revisor til Dansk Retursystem A/S, som vil blive fastsat, vil det således blive sikret, at der ikke tilgår selskabet forretningsfølsomme oplysninger om salg mv., der kunne misbruges.

Aftalen forudsætter, at der skal anvendes ens pantstørrelser i alle led (producent/importør, butik og forbruger), og at pantsatsen skal følge de til enhver tid gældende aftaler herom mellem bryggerierne. I modsætning hertil agter ministeren med hjemmel i den gældende § 9, stk. 2, nr. 1, at fastsætte bindende pantsatser. De pantsatser, som hidtil har været aftalt i brancheforeningerne for øl og læskedrikproducenterne og som er blevet fulgt, har sikret en indsamlingsprocent for emballager til øl og læskedrikke tæt ved 100. På den baggrund har ministeren over for brancheforeningerne givet tilsagn om, at pantsatserne vil blive fastsat efter indstilling fra foreningerne. På baggrund af de hidtidige gode erfaringer med pantadministrationen kan det forventes, at myndighederne vil følge indstillingen fra foreningerne, med mindre særlige forhold taler imod.

Det bemærkes, at aftalen om Dansk Retursystem af aftaleparterne den 19. juni 2000 er anmeldt til Konkurrencestyrelsen med anmodning om, at aftalen fritages fra forbudet mod indgåelse af konkurrencebegrænsende aftaler i konkurrencelovens § 6, stk. 1, jf. § 8, stk.1.

Loven er overvejende udformet som en bemyndigelseslov. Lovforslaget har dermed i sig selv ikke miljømæssige konsekvenser.

Med hensyn til den påtænkte regulering af pant- og retursystemet for emballager til øl og læskedrikke kan anføres følgende:

Indsamlingsprocenten for genpåfyldelige emballager til øl og sodavand er allerede i dag tæt ved 100. Det forventes ikke, at de regler, ministeren fastsætter med hjemmel i loven for så vidt angår det eksisterende pant og retursystem, umiddelbart får nogen miljømæssige konsekvenser. Loven giver dog hjemmel til at honorere detailhandelen for deres arbejdsindsats i forbindelse med rensortering af flaskerne. Den kritik af - og i enkelte tilfælde manglende opbakning bag - systemet, som handelen i de senere år har udvist med henvisning til det stigende besvær med håndtering af de forholdsvis mange varianter af PET-flasker, må således forventes at ophøre. Dermed sikrer loven mulighed for en stabil opretholdelse af systemets miljømæssige resultater i årene fremover.

Med loven er der samtidig hjemmel til at iværksætte en effektiv indsamlingsordning for engangsemballager med henblik på at kunne tage højde for eventuelle ændringer af lovgivningen, der måtte medføre, at engangsemballage til øl og læskedrikke generelt bliver tilladt.

Et pant- og retursystem for genpåfyldelige emballager kan i høj grad fungere på markedsvilkår uden omfattende regulering på tilfredsstillende miljømæssige vilkår. Det skyldes, at systemet hviler på det princip, at de genpåfyldelige flasker i realiteten udlejes af bryggerierne for pantbeløbet. Pantbeløbet er på niveau med emballagens pris i nyindkøb. De tomme flasker har altså en reel værdi for bryggerierne. Der er derfor et klart incitament for udbyderne til at tage emballagerne retur og til at bidrage til, at pant- og retursystemet i hele kæden fungerer så effektivt som muligt.

Det samme er ikke nødvendigvis tilfældet for et retursystem for engangsemballager. En brugt engangsemballage er et affaldsprodukt, som tilhører forbrugeren og som denne skiller sig af med, og den repræsenterer ikke en værdi for producenterne i produktionen. Der er ingen aktører i salgskæden, som umiddelbart har et incitament til at udbetale pant for den brugte engangsemballage. Hvis der skal sikres en mere effektiv indsamling og genanvendelse af engangsemballager, er det derfor nødvendigt at konstruere et system, som sikrer, at der altid er midler til at dække pantudbetalingen til forbrugerne. Dette vil effektivt kunne ske ved at delegere ansvaret for pantadministrationen til et centralt selskab, som sikrer, at butikkerne kan få refunderet den pant, de udbetaler til forbrugerne, uanset om emballagerne er købt i den pågældende butik eller ej. En sådan central pantadministration er etableret i de andre lande, som har pant- og retursystemer for engangsemballage, bl.a. Sverige og Norge.

På baggrund heraf kan det forventes, at der med hjemmel i loven vil kunne etableres et retursystem for engangsemballage, som kan sikre en langt højere indsamlingsprocent og dermed en mere positiv miljøeffekt, end det ellers ville være tilfældet.

Lovforslaget har som rammelov ikke i sig selv konsekvenser. En vurdering af konsekvenserne vil således først kunne foretages i forbindelse med udmøntningen af loven ved bekendtgørelse for den enkelte ordning, der måtte blive iværksat.

Med hensyn til den påtænkte regulering i bekendtgørelsesform af et nyt pant- og retursystem for emballager til øl og læskedrikke, bemærkes følgende:

Med hensyn til de økonomiske konsekvenser vil forhandlere, producenter og importører, der får pligt til at være tilsluttet pant- og retursystemet, have umiddelbare udgifter i forbindelse med indbetalingen af gebyr til Dansk Retursystem A/S. Det gebyr, der skal pålignes emballagen, forventes på nuværende tidspunkt at blive i størrelsesordenen 3 -15 øre, afhængig af emballagens materiale og volumen. Der vil derudover kunne blive tale om, at producenter og importører skal betale nogle engangsgebyrer, jf. nærmere nedenfor.

Gebyret for dagligvarebutikkerne forventes at blive relativ beskedent. Herudover vil butikkerne i forbindelse med en eventuel central pantadministration for engangsemballager have udlæg til pant til forbrugerne, der afleverer engangsemballager, indtil pant er afregnet med Dansk Retursystem A/S. Det tilstræbes, at denne afregning sker så hurtigt, som det er praktisk muligt.

De samlede udgifter til indbetaling af gebyrer anslås i aftalen om Dansk Retursystem A/S at kunne opgøres til 138 mio. kr. i de første år.

Provenuet af gebyrerne og renter af indestående pant vil med fradrag af Dansk Retursystem A/S’ administrationsomkostninger blive tilført dagligvarehandelen i form af en håndteringsgodtgørelse og tilskud til investeringer til automater mv., som udbetales af Dansk Retursystem A/S. Effektiviseringen af dagligvarebutikkernes flaskeafdelinger forventes herudover at indebære besparelser for butikkerne, idet udgifterne til håndtering af tomme emballager herved forventes nedbragt.

Det bemærkes som nævnt ovenfor, at de på markedet værende producenter og importører af øl og læskedrikke til dagligvarebutikker forudsættes at skulle afholde samtlige udgifter til investeringer i automater mv., som dels måtte være afholdt, og som dels fremover vil skulle afholdes, hvis emballagelovgivningen ikke ændres således, at engangsemballager generelt bliver tilladt. De udgifter, der med en ændret emballagelovgivning i givet fald skulle have været afholdt af engangsemballager, vil i en sådan situation derfor skulle bæres af de på markedet værerende emballager til øl og læskedrikke. Denne udgift forventes maksimalt at udgøre 44 mio. kr., svarende engangsemballagernes samlede andel af investeringsudgifterne i årene 2001 og 2002 (årligt 22 mio. kr.). Investeringsprogrammet forudsætter dog i øvrigt, at Dansk Retursystem A/S kan optage lån i investeringsperioden.

Det forudsættes, at miljø- og energiministeren udnytter bemyndigelsen i lovens § 88, stk. 1 til at opkræve gebyr hos Dansk Retursystem A/S til dækning af statens udgifter i forbindelse med tilsyn og administration mv. Den samlede udgift for Dansk Retursystem A/S skønnes at blive på maksimalt 2-3 mio. kr. Skønnet er behæftet med usikkerhed. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til de økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige.

Der vil endelig i konkrete tilfælde kunne være udgifter for den enkelte forhandler, producent eller importør i forbindelse med, at denne overfor myndighederne eller et pant- og returselskab skal fremskaffe en revisorerklæring, der kan bekræfte rigtigheden af de opgivne oplysninger.

Med hensyn til lovforslagets administrative konsekvenser bemærkes, at producenter og importører af øl og læskedrikke i forbindelse med tilmelding til Dansk Retursystem A/S og herefter løbende vil skulle indberette en række oplysninger til en registreret eller statsautoriseret revisor og selskabet om henholdsvis salg af fyldte emballager og returtagning af tomme emballager.

Lovforslaget har som rammelov i sig selv ingen konsekvenser. Konsekvenserne vil først kunne vurderes i forbindelse med den konkrete udmøntning af loven og de enkelte pant- og returordninger.

Der forventes i forbindelse med bekendtgørelsen om et nyt pant- og retursystem for emballager til øl og læskedrikke et - omend mindre - øget ressourceforbrug hos de statslige myndigheder. Der vil skulle afsættes ressourcer til kontrollen med pant- og returselskabet, producenter og importører, godkendelse af gebyrsatser mm. og behandlingen af klager. Det skønnes, at dette vil medføre et forøget ressourcetræk hos staten på ca. 2 årsværk. Herudover skønnes staten årligt at have øgede udgifter til rekvireret ekstern bistand (revision mm.) på maksimalt ½ - 1 mio. kr. Det bemærkes, at skønnet er behæftet med betydelig usikkerhed.

Det forudsættes, at miljø- og energiministeren udnytter bemyndigelsen i lovens § 88 til at opkræve gebyrer fra selskabet til dækning af statens udgifter til administration og kontrol med ordningen.

De gebyrer, der opkræves hos producenter, importører og dagligvarebutikker, vil blive opkrævet af Dansk Retursystem A/S. Beløbene vil således ikke blive opført på de årlige finanslove og som følge heraf heller ikke påvirke statsbudgettet.

I forbindelse med pant- og returordninger, hvor administrationen heraf er henlagt til et privat selskab mv. med eneret for selskabet til at drive ordningen, jf. lovens § 9, stk. 3, vil der eventuelt kunne opstå situationer, hvor staten skal tage stilling til, om den ønsker at erhverve aktierne eller aktiver i det selskab, som skal ophøre med at administrere ordningen, jf. herved forslaget til § 9c. Det bemærkes dog, at staten efter forslaget ikke vil have nogen pligt til at erhverve aktier eller aktiver i selskabet mv.

Ligesom i Danmark findes der i en lang række andre europæiske lande pant- og retursystemer for genpåfyldelig emballage til øl og sodavand. Systemerne drives typisk på mere eller mindre frivillig basis af de enkelte producenter eller sammenslutninger af flere producenter. Danmark skiller sig ud ved at have et lovbestemt krav om, at alt danskproduceret øl og sodavand skal tappes på godkendt, genpåfyldelig emballage, der indgår i et pant- og retursystem.

I bl.a. Sverige og Norge er der gennemført regulering om etablering af pant- og retursystemer for visse engangsemballager til øl og sodavand.

I Sverige findes ingen offentlig regulering af retursystemerne for genpåfyldelige flasker. Den svenske bryggeriforening administrerer et system for genpåfyldelige glasflasker og et system for genpåfyldelige PET-flasker. Systemerne er organiseret på baggrund af en privat aftale mellem de deltagende bryggerier. Der findes ingen formaliserede aftaler om, at butikkerne er forpligtede til at tage genpåfyldelige flasker retur.

Sverige har siden 1982 haft et pant- og retursystem for aluminiumsdåser. Systemet reguleres ved lov (1982:349) om återvinning af dryckesforpackninger af aluminium. I loven fastslås det, at man kun kan drive et pant- og retursystem, hvis man har fået tilladelse af regeringen. I dag er der kun ét system, der har fået en tilladelse (Returpack) til at drive pant- og retursystem for aluminiumsdåser. Der er formelt ingen tilslutningspligt til systemet, og der er principielt ikke noget i de eksisterende regler, som er til hinder for, at den svenske regering kunne godkende flere systemer. Men det følger af de generelle svenske regler om producentansvar for emballage, at producenten skal sikre genanvendelse af 90% af drikkevareemballage af aluminium. I dag er der således reelt tilslutningspligt til Returpack.

Returpack er et privat selskab, som ejes af emballageproducenter, bryggerier og handel i fællesskab. Selskabets økonomi skal hvile i sig selv. I forbindelse med opstart af systemet fik Returpack et lån på 50 mio. kr. af den svenske stat (lånet er nu betalt tilbage). Tilladelsen til Returpack er givet på en række vilkår, heriblandt at genanvendelsen skal nå et vist niveau (90%), at systemet også skal omfatte importører, at Returpack skal afsætte midler til at forbedre genanvendelsen mv.

Reguleringen fastlægger ikke regler for butikkernes pligt til at tage dåser retur. Der er således intet krav om, at forbrugerne skal kunne aflevere deres dåser, hvor de er købt.

Returpack systemet fungerer ved, at emballageproducenten eller importøren indbetaler panten og et mindre administrationsgebyr (ca. 2-4 øre – varierer i forhold til Returpacks øvrige indtægter) til Returpack. Der er pant i alle led fra bryggeri over butik til forbruger (50 øre). Butikkerne udbetaler pant (mod aflæsning af stregkode) til forbrugeren, som afleverer sin brugte dåse. Bryggerierne henter dåserne og foretager en tællekontrol. På baggrund heraf udbetaler Returpack panten til butikken. Returpack yder endvidere en håndteringsgodtgørelse på ca. 5 øre til bryggerierne og på ca. 13 øre til butikkerne. Returpack indkasserer indtægterne fra salg af aluminiumsskrot og fra ikke-indløst pant.

Returpack havde tidligere store økonomiske problemer som følge af, at der blev udbetalt pant for dåser, som ikke tilhørte systemet (privatimporterede). Derfor stiller Returpack nu krav om, at alle tilsluttede dåser mærkes med en stregkode. Ikke-stregkodede alu-dåser (privatimporterede) tages retur i automaterne uden udbetaling af pant. Returpack opgav i 1998 en returprocent på 87%. Returpack oplyser dog, at returprocenten er på 84%, hvis man undlader at tælle de dåser med, som der ikke er betalt pant for i systemet.

Ståldåser modtages ikke. Der findes ikke noget krav om, at ståldåser skal indgå i et pant- og retursystem. Ståldåser er derimod omfattet af de generelle svenske regler om producentansvar for emballager.

Anvendelsen af PET-flasker er reguleret i lov (1991:336) om vissa dryckesförpackninger. Af loven fremgår det, at man skal have en håndteringstilladelse fra myndighederne for at kunne sælge drikkevarer i PET-flasker. Det koster 10.000 kroner årligt at have en håndteringstilladelse. For at få en tilladelse kræves, at flaskerne indgår i et pant- og retursystem med henblik på genpåfyldning eller genanvendelse. Producenter/importører er forpligtede til at sikre, at 90% af drikkevareemballagerne genanvendes eller genpåfyldes.

Returpack-PET driver efter tilladelse et landsdækkende retursystem for engangsflasker af PET og er helt dominerende på markedet. Systemet startede i 1994. Der findes dog udover Returpack-PET et antal mindre, lokale systemer.

Konstruktionen er i væsentlige træk magen til konstruktionen af Returpack for aluminiumsdåser. Det økonomiske flow fungerer på samme måde som for alu-dåser, dog er administrationsgebyret noget højere (ca. 50 øre). Håndteringsgodtgørelsen til detailhandel og bryggerier er også højere. Panten er 1 krone for de mindste flasker og 2 kroner for de største.

Ligesom for dåser er der ingen krav til butikkernes returtagningspligt.

Norge har et regelsæt om retursystemer for emballage til øl og sodavand (Forskrift nr. 1182 af 10-12-1993 om retursystemer for emballasje til drikkevarer). Retursystemerne reguleres via en afgift på disse emballager. Alle emballagerne er pålagt en miljøafgift (NKR 4,00 for glas og metal - 2,40 for plast). Derudover betaler alle engangsemballager en grundafgift på NKR 0,81. Da systemet blev indført, blev der ikke differentieret mellem de forskellige materialetyper. Denne differentiering er indført i 2000, på baggrund af anbefalingerne i et studie af effekterne ved bortkastning af de forskellige materialetyper i naturen.

Den norske lovgivning forpligter ikke den enkelte drikkevareproducent eller importør til at etablere eller tilslutte sig et retursystem. Til gengæld skal en producent eller importør, der ikke er tilsluttet et system, betale den fulde miljøafgift. Hvis emballagen indgår i et godkendt pant- og retursystem reduceres miljøafgiften i forhold til den forventede returprocent i retursystemet. Den forventede returprocent fastsættes af myndighederne. Hvis et retursystem f.eks. forventes at have en returprocent på 60, skal der kun betales 40% af miljøafgiften. For at blive godkendt skal et retursystem forventes at kunne opnå en returprocent på mindst 25. Hvis den forventede returprocent er på 95 eller derover bortfalder miljøafgiften helt (engangsemballage betaler dog stadig grundafgift).

Panten fastsættes af Statens Forurensningstilsyn og udgør mellem butik og forbruger pt. NKR 1,00 for flasker med volumen til og med 50 cl og NKR 2,50 kr. for flasker med større volumen. Der opereres med en differentieret pant – dvs. at panten mellem drikkevareudbyder og butik er lidt højere end panten mellem butik og forbruger. Den differentierede pant er indført for at sikre handelen en godtgørelse for deres håndtering af emballager. Der er i lovgivningen fastsat et krav om, at alle, der markedsfører øl og sodavand i en bestemt emballage, er forpligtede til at tage denne emballagetype retur fra forbrugerne og udbetale pant.

Flere retursystemer har opnået godkendelse. Markedet domineres dog af det forholdsvis nyetablerede selskab Resirk. Resirk søgte i 1998 myndighederne om fastsættelse af en forventet returprocent for engangsemballager af metal og plast. Resirk påbegyndte markedsføringen af dåser i maj 1999. Metalemballage opnåede hurtigt en markedsandel på ca. 30% af det samlede ølsalg.

Resirk ligner på mange måder det svenske Returpack. Resirk er et non-profit selskab, der er stiftet af drikkevareproducenterne, emballageproducenterne og detailhandelen i fællesskab med det formål at sikre indsamling og håndtering af affald fra brugte engangsemballager. Ved tilslutningen indbetaler udbyderne et gebyr til Resirk. Resirk administrerer pantudbetalingen til butikkerne og udbetaler samtidig en håndteringsgodtgørelse til butikkerne og de depoter, hvor emballagerne sorteres.

Resirk oplyser, at de i de første måneder af 2000 har haft en returprocent på over 90 for dåserne.

Lovforslaget indeholder overvejende bemyndigelsesbestemmelser, som ikke i sig selv indeholder EU-retlige aspekter.

Det følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/62/EF af 20. december om emballage og emballageaffald, jf. artikel 16, at Kommissionen skal have meddelelse om udkast til bestemmelser, der omfattes af direktivet (emballagedirektivet). Det vurderes, at de nævnte forslag til bestemmelser er omfattet af direktivet. Lovforslaget er på den baggrund notificeret til Kommissionen den 19. december 2000.

Kommissionen følger i forbindelse hermed proceduren i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF som ændret ved direktiv 98/48/EF, om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundet (informationsproceduredirektivet). Lovforslaget vil som følge af stand-still forpligtelsen således tidligt kunne sættes i kraft 3 måneder efter det er notificeret.

Udmøntningen af loven ved bekendtgørelser vil kunne medføre behov for yderligere notifikationer til Kommissionen efter bestemmelserne i emballagedirektivet.

Det bemærkes, at det følger af EF-Domstolens praksis, at den blotte omstændighed, at en virksomhed – som f.eks. Dansk Retursystem A/S – opnår en dominerende stilling, som følge af en lovbestemt eneret, ikke i sig selv er uforenelig med traktaten, jf. artikel 86. En medlemsstat overtræder imidlertid traktatens artikel 82, hvis den pågældende virksomhed ved den blotte udøvelse af eneretten, som er indrømmet den, foranlediges til at udnytte sin dominerende stilling på en måde, der er udtryk for misbrug eller såfremt rettigheden må antages at skabe en retsstilling, som medfører, at virksomheden gør sig skyldig i et sådant misbrug, jf. artikel 86, jf. artikel 82.

Det er Miljø- og Energiministeriets vurdering, at lovforslaget ikke skaber problemer i forhold til traktatens artikel 86.

Lovforslaget har været til høring hos følgende myndigheder og organisationer:

3LER Company, Advokatrådet, Affaldsteknisk Samarbejde, Amby Import and Sale, Amtsrådsforeningen i Danmark, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsministeriet, ASIA COMPANY, Asia Marked, Automobil-Importørernes Sammenslutning, Bader Export-Import, BIH Nærkøb i/s, Boligministeriet, Boutique Fleurance, Bryggeriet Landkær, Bryggeriet S.C. Fuglsang, Bryggeriet Vestfyen, Bryggeriforeningen/ Danske Læskedrikfabrikanter, Brancheforeningen for flaskegenbrug, Byggeriets Arbejdsgivere BYG, Carl Lange A/S, Clear Water Co., Dafa Trading, Dagrofa, DAKOFA, Danisco Distillers, Danmarks Automobilforhandlerforening, Danmarks Juice- Saft- og Frugtdriksforening, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Dagligvareleverandørforening, Dansk Flaskegenbrug A/S, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Retursystem A/S, Dansk Supermarked, Dansk Varefakta Nævn, Dansk Transport og Logistik, Danske Ølentusiaster, De Samvirkende Købmænd (DSK), Det Økologiske Råd, DTI Center for Emballage og Transport, EAN Danmark, Emballageindustrien, Emballageindustriens Branchefællesskab (DI), Energistyrelsen, Entreprenørforeningen, Erhvervsministeriet, Family Company ApS, FDB, Finansministeriet, Forbrugerstyrelsen, Forbrugerrådet, Foreningen af dagligvare grossister, Frederiksberg Kommune, Fødevareministeriet, Genvindingsindustrien, Greenpeace Danmark, Hancock Bryggerierne A/S, Handelskammeret, Harboe, Holmegaards Glasværk, HORESTA, Håndværksrådet, Indenrigsministeriet, Justitsministeriet, Karton & Miljø, Karrum Export-Import, Kings Import & Export ApS, Kommunernes Landsforening, K-Master Food Co., Konkurrencestyrelsen, Krogs Flaskegenbrug, Københavns Kommune, Landsbrugsrådet, Mineralvandsfabrikken FREM A/S, Mohammed Kassim, NOAH, Plastindustrien i Danmark, Premium Beer Import ApS, Pripps Bryggerier i Danmark, Reno Sam, Rigsrevisionen, Scan-viet ApS, Sekretariatet for Aluminium og Miljø, Sharpe Intake, Sindbad Eksport-Import, Skandinavisk Flaskeindsamling, Skatteministeriet, Skov- og Naturstyrelsen, Sundhedsministeriet, Theodiridis A/S, Told & Skat, Tortilla Flats, Trafikministeriet, Udenrigsministeriet, VSOD, Økonomiministeriet.

Til nr. 13

Det foreslås i § 53c, stk. 1, at bidrag til tilbagebetaling af de lån, der er optaget og anvendt til tilskud til investeringer i anlæg til sortering mv. af emballager, som ikke kan finansieres efter gebyrreglerne i lovens § 53, skal kunne opkræves som et særskilt beløb hos producenter og importører.

De udgifter til investeringer i automater, der kan henføres til engangsemballager, og som derfor principielt skal dækkes over engangsemballagernes gebyr, vil af Dansk Retursystem A/S - indtil spørgsmålet om, hvorvidt engangsemballager bliver tilladt, er afklaret - i første omgang blive tilvejebragt ved at Dansk Retursystem A/S optager et lån "på vegne" af engangsemballagerne. Lånet vil højest kunne andrage 22 mio. kr. årligt i maksimalt 2 år. Hvis engangsemballager generelt bliver tilladt, vil selskabet etablere et fuldt udbygget pant- og retursystem for engangsemballager. Den resterende del af engangsemballagernes andel af investeringsprogrammet vil i så fald blive indregnet i de nye gebyrer for engangsemballager. De optagne lån forudsættes i det tilfælde dog tilbagebetalt med indtægter fra pant, der ikke er blevet indløst af forbrugerne, og som selskabet efter forslaget kan indtægtsføre.

Hvis engangsemballager ikke bliver tilladt generelt, vil udgifterne til ordningen skulle finansieres af de - overvejende genpåfyldelige – emballager som anvendes ved salg af øl og læskedrikke på det danske markedet.

I det omfang en fuld nyttiggørelse af de foretagne investeringer imidlertid ikke eller kun delvist kan godtgøres, fx fordi investeringen helt overvejende har karakter af et beredskab specielt for engangsemballager, foreslås det, § 53c, stk. 1, at miljø- og energiministeren skal kunne opkræve et beløb hos samtlige producenter og importører af øl og læskedrikke med henblik på tilbagebetalingen af den del af lånene, der er anvendt til investeringer der ikke kan nyttiggøres. Fordelingen af omkostningen vil i givet fald ske på den måde, at det opkrævede beløb vil blive fordelt ligeligt på samtlige emballager til øl og læskedrikke efter antal.

Det foreslås i lighed med ændringsforslagets til § 53 om gebyrer, at ministeren i de tilfælde, hvor opgørelsen ikke kan ske på baggrund af den betalingspligtige virksomheds oplysninger, skønsmæssigt skal kunne ansætte de beløb efter § 53, stk. 1 og 2, som virksomheden skal betale. Endvidere foreslås som i § 53, at opkrævningen af beløbene skal kunne henlægges til et privat selskab.

Til nr. 14-16

Det foreslås, at der tilvejebringes en udtrykkelig hjemmel i § 55c til at der kan gives en godtgørelse og tilskud til forhandlere, der returtager og sorterer emballager. Udgifterne vil som nævnt kunne afholdes over det gebyr, der kan opkræves efter § 53, jf. forslagets § 1, nr. 13, vedrørende ændringen af § 53a. Der skal således kunne gives tilskud til dels effektivisering af eksisterende anlæg i dagligvarehandelen, således at dagligvarehandelens omkostninger ved at håndtere de på markedet værende emballager, særligt plastemballager, nedbringes og dels "fremtidssikrede" modtage- og sorteringsanlæg. Herved sigtes til anlæg, der kan modtage ikke blot genpåfyldelige, men også modtage og registrere pantbelagte engangsemballager i større antal, for det tilfælde, at denne emballage generelt måtte blive tilladt.

Fremtidssikringen skal således skabe mulighed for et kollektivt beredskab for engangsemballager, som har til formål at nedbringe butikkers, producenters og importørers samlede omkostninger til modtagefaciliteter, og som ikke mindst af hensyn til miljøet skal gøre det muligt om nødvendigt at fremskynde etableringen af et sammenhængende og effektivt system til håndtering af engangsemballager. Den risiko, der primært knytter sig til fremtidssikringen, er, at den fulde nyttiggørelse af investeringen kun opnås, hvis markedsføring af øl og læskedrikke i engangsemballager generelt bliver tilladt.

De investeringsudgifter, der er begrundet i en fremtidssikring, vil eventuelt i første omgang som nævnt skulle afholdes med lån. Dette forventes at blive tilfældet med modtagefaciliteter for emballager til øl og sodavand, idet engangsemballagernes andel af investeringerne vil skulle lånefinansieres, indtil det er afklaret, om engangsemballager generelt måtte blive tilladt.

Det foreslås, § 55c, stk. 2, at der endvidere tilvejebringes en udtrykkelig hjemmel til at ministeren også skal kunne henlægge administrationen og kontrollen af tilskudsordningen mv. til et selskab mv., der forestår administrationen af en pant- og returordning i henhold til regler udstedt efter § 9, stk. 3. Der vil, som det forudsættes med hensyn til henlæggelse af kontrolopgaver i øvrigt til et selskab mv. efter § 9, stk. 3, i givet fald være tale om kontrolopgaver af begrænset omfang og intensitet. Allerede som følge heraf kommer det heller ikke i denne forbindelse på tale, at selskabet mv. vil skulle have adgang til virksomheder mv. uden retskendelse efter lovens § 87.

Efter lovens § 56, stk. 3, kan ministeren fastsætte nærmere regler om ydelse af tilskud, herunder om ansøgning og vilkår for ydelse af tilskud, udbetaling og bortfald af tilskud, tilbagebetaling, revision m.v. Det foreslås bl.a., at bemyndigelsen til ministeren til at fastsætte sådanne generelle regler også skal omfatte tilskud, der er ydet til forhandlere mv. efter den foreslåede § 55 c. Det foreslås videre med ændringen af § 56a, at forhandlere mv. der modtager tilskud, ligesom andre der modtager tilskud, får pligt til selv at gøre opmærksom på, om vilkårene for tilskud ikke er overholdt.

Til nr. 17

Det foreslås, at der efter samme regler, som gælder for betaling af gebyr til myndighederne efter lovens § 88, skal kunne fastsættes regler om betaling af rente ved for sen eller manglende betaling af pant og gebyr til et pant- og returselskab.

Til nr. 18-20

Der er tale om straffebestemmelser og en konsekvensændring af at den tidligere § 9a bliver til § 9h. Det foreslås endvidere, at der i regler der udstedes efter § 53c og § 55c skal kunne fastsættes straf for overtrædelsen af disse.

Til nr. 21

Et privat pant- og returselskab kan eventuelt i forbindelse med administrationen af en ordning, der er henlagt til selskabet i henhold til lovens § 9, stk. 3, få kendskab til oplysninger af forretningsmæssig karakter, som af hensyn til de berørte virksomheders konkurrencemæssige situation ikke bør videregives til andre. Det bemærkes, at forvaltningslovens og straffelovens bestemmelser om, at den der virker i offentlig tjeneste har tavshedspligt med hensyn til sådanne oplysninger, ikke gælder for bestyrelsesmedlemmer og ansatte i et privat pant- og returselskab, hvortil der er tilslutningspligt for udbydere af varer, produkter eller emballage.

Det foreslås på den baggrund, at straffelovens bestemmelser om den, der uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, jf. straffelovens § 152 og §§ 152 d-f, også skal gælde bestyrelsesmedlemmer og ansatte i et pant- og returselskab, som har fået overdraget administrationen m.v. af en pant- og returordning i henhold til lovens § 9, stk. 3.

Der henvises dog i øvrigt til bemærkningerne til §1, nr. 5 vedrørende § 9a, hvorefter der i forbindelse med Dansk Retursystem A/S påtænkes fastsat regler om, at forretningsoplysninger af følsom karakter ikke skal sendes til Dansk Retursystem A/S, men til en registreret eller statsautoriseret revisor.

Det foreslås, at ministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttrædelse.