L 141 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af ophavsretsloven. (Digital eksemplarfremstilling til personlig brug, aftalelicens m.v.).
Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 29. maj 2001
Forslag
til
Lov om ændring af ophavsretsloven
(Digital eksemplarfremstilling til personlig brug, aftalelicens m.v.)
§ 1
I lov om ophavsret, jf. lovbekendtgørelse nr. 706 af 29. september 1998, foretages følgende ændringer:
1. I § 11 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3. Når et værk anvendes i henhold til dette kapitel, er det ikke tilladt at fremstille eksemplarer af værket, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af værket, som er i strid med § 2.«
2. I § 12, stk. 2, nr. 3, ændres »form eller« til: »form,«.
3. § 12, stk. 2, nr. 4, ophæves, og i stedet indsættes:
»4) fremstille eksemplarer i digital form af databaser, når eksemplarfremstillingen sker på grundlag af en gengivelse af databasen i digital form, eller
5) fremstille enkelte eksemplarer i digital form af andre værker, medmindre det udelukkende sker til personlig brug for fremstilleren eller dennes husstand.«
4. § 39, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Administrationen og kontrollen, herunder opkrævningen, udøves af en fællesorganisation, som repræsenterer en væsentlig del af ophavsmænd, udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, herunder fremstillere af grammofonplader m.v. og fotografer, hvis værker, præstationer m.v. anvendes i Danmark. Organisationen skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan forlange at få meddelt alle oplysninger om opkrævningen, forvaltningen og fordelingen af vederlaget.«
5. § 50 affattes således:
»§ 50. Aftalelicens efter §§ 13 og 14, § 17, stk. 5, § 23, stk. 2, og §§ 30 og 35 kan påberåbes af brugere, der har indgået en aftale om den pågældende værksudnyttelse med en organisation, som omfatter en væsentlig del af ophavsmænd til en bestemt art af værker, der anvendes i Danmark. Aftalelicensen giver brugeren ret til at udnytte andre værker af samme art, selv om ophavsmændene til disse værker ikke repræsenteres af organisationen.
Stk. 2. Aftalelicensen giver kun brugeren ret til at benytte de ikkerepræsenterede ophavsmænds værker på den måde og på de vilkår, som følger af den indgåede aftale med organisationen og af de i stk. 1 nævnte bestemmelser.
Stk. 3. Rettighedshaverorganisationer, som indgår aftaler af den i stk. 1 nævnte karakter, skal godkendes af kulturministeren. Der kan kun godkendes én organisation inden for hver værksart. Ministeren kan bestemme, at en godkendt organisation på nærmere angivne områder skal være en fællesorganisation, som omfatter flere organisationer, der opfylder kravene efter stk. 1.«
6. I § 65, stk. 4, § 66, stk. 2, § 67, stk. 2, § 69, stk. 3, og § 70, stk. 3, ændres »§ 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 4,« til: »§ 12, stk. 1 og stk. 2, nr. 5,«.
7. I § 66, stk. 2, § 67, stk. 2, § 69, stk. 3, og § 71, stk. 5, ændres »§ 11, stk. 2,« til: »§ 11, stk. 2 og 3,«.
8. Efter § 75 indsættes:
»§ 75 a. Erhvervsmæssig virksomhed, hvorved en repræsentant for indehaveren af ophavsretten eller en kontraktmæssig indehaver af denne ret indgår aftaler om offentlig fremførelse af et musikværk, der er beskyttet efter denne lov, skal godkendes af kulturministeren. Ministeren kan fastsætte nærmere vilkår for godkendelsen. Aftaler indgået i strid med 1. og 2. pkt. er ugyldige.
Stk. 2. Stiller en organisation m.v., der er godkendt i henhold til stk. 1, urimelige vilkår for at meddele tilladelse til offentlig fremførelse af musikværker, kan Ophavsretslicensnævnet på begæring fastsætte vilkårene for fremførelsen. § 47, stk. 1, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.«
9. § 82, stk. 2, ophæves.
10. I § 84, stk. 4, indsættes efter »til privat brug«: », eller som i god tro har fremstillet eksemplarer i strid med § 11, stk. 3«.
§ 2
Stk. 1. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. For aftaler indgået før lovens ikrafttræden finder de hidtil gældende bestemmelser i ophavsretslovens § 50, jf. §§ 13 og 14, § 17, stk. 5, § 23, stk. 2, og §§ 30 og 35 fortsat anvendelse.
§ 3
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kgl. anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.