L 49 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om afgift af visse chlorfluorcarboner og haloner (CFC-afgift). (Afgift på de industrielle drivhusgasser, HFC'er, PFC'er og SF6).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 15. december 2000

Forslag

til

Lov om ændring af lov om afgift af visse chlorfluorcarboner og haloner (CFC-afgift)1)

(Afgift på de industrielle drivhusgasser, HFC’er, PFC’er og SF6)

 

§ 1

I lov om afgift af visse chlorfluorcarboner og haloner (CFC-afgift), jf. lovbekendtgørelse nr. 569 af 3. august 1998, som ændret ved § 28 i lov nr. 380 af 2. juni 1999, § 22 i lov nr. 165 af 15. marts 2000 og § 9 i lov nr. 1029 af 22. november 2000, foretages følgende ændringer:

1. Lovens titel affattes således:

»Lov om afgift af visse ozonlagsnedbrydende stoffer og visse drivhusgasser (afgift på chlorfluorcarboner, haloner, hydrofluorcarboner, perfluorcarboner og svovlhexafluorid)«.

2. Før § 1 indsættes:

»Kapitel 1

Afgift af chlorfluorcarboner og haloner«.

3. § 1, stk. 4, ophæves.

4. § 2 affattes således:

»§ 2. Afgiften udgør 30 kr. pr. kg af de i § 1, stk. 1, nævnte stoffers nettovægt.«

5. § 3, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Dækningsafgiften udgør 30 kr. pr. kg af varens indhold af stoffer, der er afgiftspligtige efter § 1, stk. 1. Skatteministeren fastsætter regler om beregning af vægten.«

6. I § 3, stk. 4, ændres »§ 3 a« til: »§ 3 d«

7. § 3 a, ophæves, og i stedet indsættes:

»Kapitel 2

Afgift af hydrofluorcarboner, perfluorcarboner og svovlhexafluorid

§ 3 a. Den, der erhvervsmæssigt fremstiller eller fra udlandet modtager følgende kemiske stoffer, skal betale en afgift til statskassen:

1) Hydrofluorcarboner (HFC’er)

2) Perfluorcarboner (PFC’er)

3) Svovlhexafluorid (SF6)

Stk. 2. Afgiften skal også betales af de i stk. 1 nævnte stoffer, når de findes i blandinger med andre stoffer.

Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder skal meddele virksomheder godtgørelse efter ansøgning for betalt afgift for stoffer omfattet af stk. 1, som er anvendt ved produktion af varer, der ikke er omfattet af bilag 1, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 4. Det er en betingelse for at opnå godtgørelse, at virksomheden kan dokumentere, at der er sket en anvendelse, der er berettiget til godtgørelse, samt at den årlige godtgørelse udgør mindst 500 kr. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter de nærmere regnskabs- og kontrolforskrifter i forbindelse med afgiftsgodtgørelsen.

Stk. 5. De statslige told- og skattemyndigheder meddeler efter anmodning virksomheder, der ikke er registreringspligtige efter § 4, bevilling til afgiftsfritagelse for afgiftspligtige stoffer omfattet af stk. 1, der leveres til virksomheden fra registrerede virksomheder. Det er en betingelse for afgiftsfritagelsen, at virksomheden udelukkende producerer varer, der ikke er omfattet af bilag 1, samt at virksomheden ikke har videresalg af afgiftspligtige stoffer efter stk. 1. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter nærmere regler om administration af afgiftsfritagelsen, herunder regnskabs- og kontrolforskrifter.

§ 3 b. Afgiften udgør for

1) HFC-23 (R-23)

400 kr. pr. kg

2) HFC-32 (R-32)

65 kr. pr. kg

3) HFC-41 (R-41)

15 kr. pr. kg

4) HFC-43-10mee (R-43-10mee)

130 kr. pr. kg

5) HFC-125 (R-125)

280 kr. pr. kg

6) HFC-134 (R-134)

100 kr. pr. kg

7) HFC-134a (R-134a)

130 kr. pr. kg

8) HFC-143 (R-143)

30 kr. pr. kg

9) HFC-143a (R-143a)

380 kr. pr. kg

10) HFC-152a (R-152a)

14 kr. pr. kg

11) HFC-227ca (R-227)

290 kr. pr. kg

12) HFC-236fa (R-236-fa)

400 kr. pr. kg

13) HFC-245ca (R-245ca)

56 kr. pr. kg

14) R-404A (HFC-143a/HFC-125/134a)

326 kr. pr. kg

15) R-407C (HFC-32/HFC-125/134a)

153 kr. pr. kg

16) R-410A (HFC-32/HFC-125)

173 kr. pr. kg

17) R-413A (134a/PFC-218/HC-600a)

177 kr. pr. kg

18) R-507 (HFC-125/HFC-143a)

330 kr. pr. kg

19) R-508A (HFC-23/PFC-116)

400 kr. pr. kg

20) R-508B (HFC-23/PFC-116)

400 kr. pr. kg

21) Svovlhexafluorid (SF6)

400 kr. pr. kg

22) Perfluormethan (R-14)

400 kr. pr. kg

23) Perfluorethan (R-116)

400 kr. pr. kg

24) Perfluorpropan (R-218)

400 kr. pr. kg

25) Perfluorcyclobutan

400 kr. pr. kg

26) Perfluorhexan

400 kr. pr. kg

27) Perfluorbutan

400 kr. pr. kg

28) Perfluorpentan

400 kr. pr. kg

Stk. 2. Hvis et stof er omfattet af § 3 a, stk. 1, men ikke er omfattet af stk. 1, svares en afgift på 400 kr. pr. kg.

Stk. 3. Hvis en blanding er sammensat af flere forskellige af de i stk. 1 og 2 nævnte stoffer, beregnes afgiften som summen af afgifterne af hvert enkelt stof. Udgør et stof mere end 90 vægtpct. af blandingen, kan afgiften beregnes efter satsen for dette stof og blandingens samlede vægt. Afgiftsniveauet kan altid beregnes til 400 kr. pr. kg af de anvendte sammensætninger af de i stk. 1 og 2 nævnte stoffer.

§ 3 c. Af de i bilag 1 nævnte varer, der indeholder et eller flere af de i § 3 a, stk. 1, nævnte stoffer, betales ved erhvervsmæssig indførsel fra steder uden for EU eller fra visse områder, der ikke er omfattet af de pågældende EU-landes afgiftsområde, en dækningsafgift til statskassen, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Der skal ikke svares dækningsafgift efter stk. 1 for stoffer, som er afgiftspligtige efter § 3 a, og som er anvendt som kølemiddel i air-conditionanlæg i biler, jf. bilag 1, nr. 12.

Stk. 3. Dækningsafgiften beregnes efter mængden af de afgiftspligtige stoffer, jf. stk. 1, og afgiftssatser fastsat i § 3 b. Skatteministeren fastsætter regler om beregning af vægten.

Stk. 4. Afgiften afregnes efter reglerne i toldlovens kapitel 4, jf. dog stk. 5.

Stk. 5. For dækningsafgiftspligtige varer, der indføres af en virksomhed registreret efter § 29 i toldloven, finder reglerne i § 3 d tilsvarende anvendelse.

Kapitel 3

Fælles bestemmelser

§ 3 d. Ved erhvervsmæssig modtagelse af dækningsafgiftspligtige varer, jf. § 1, stk. 2, og bilag 1, fra andre EU-lande svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, jf. dog stk. 2. Varemodtagere skal inden varens afsendelse fra udlandet anmelde sig hos de statslige told- og skattemyndigheder. Anmeldelsen er gældende for 5 år.

Stk. 2. Der skal ikke svares afgift efter stk. 1 for stoffer, som er afgiftspligtige efter § 3 a og er anvendt som kølemiddel i airconditionanlæg i biler, jf. bilag 1, nr. 12.

Stk. 3. De i stk. 1 nævnte varemodtagere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til de statslige told- og skattemyndigheder. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2, 3 og 5-7 og § 8, nr. 2 og 3, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan pålægge en virksomhed, der gentagne gange ikke betaler afgiften rettidigt, at afgive angivelse ved varens modtagelse. De statslige told- og skattemyndigheder kan endvidere pålægge virksomheden at betale afgiften ved varens modtagelse.

Stk. 5. Bestemmelserne i lovens §§ 8, 12 og 14 finder tilsvarende anvendelse.«

8. I § 4, stk. 1, indsættes efter »§ 1«: »eller § 3 a«.

9. I § 4, stk. 3, indsættes efter »§ 1«: »eller § 3 a«.

10. I § 5, stk. 3, indsættes efter »varer,«: »som er omfattet af § 1, stk. 2 eller bilag 1«.

11. I § 6, stk. 1, nr. 1, udgår »og«.

12. I § 6, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nye numre:

»2) vægten af stoffer, der er afgiftsfritaget efter § 3 a, stk. 5, og

3) vægten af stoffer, hvoraf der tidligere er svaret afgift, eller hvor stofferne er taget i anvendelse inden lovens ikrafttrædelse, og«.

Nr. 2 bliver herefter nr. 4.

13. I § 7, stk. 1, indsættes efter »§ 1, stk. 2,«: »eller bilag 1«, efter »§ 1, stk. 1,« indsættes: »eller § 3 a, stk. 1,«, og efter »§ 3« indsættes: », § 3 c eller § 3 d«.

14. I § 14, stk. 4, indsættes efter »§ 1«: »eller § 3 a«.

15. Efter § 14 a indsættes:

»§ 14 b. I forbindelse med kontrol efter § 14 er de statslige told- og skattemyndigheder berettiget til at foretage enhver undersøgelse af stoffer og varer, der er nødvendig for udøvelse af kontrol, og til uden erstatning at udtage prøver af stoffer og varer, i det omfang det er nødvendigt for at undersøge deres beskaffenhed. Varemodtageren eller -fremstilleren er berettiget til efter undersøgelsens afslutning på begæring at få de udtagne prøver tilbageleveret, i det omfang de ikke er medgået ved undersøgelsen.

Stk. 2. Såfremt de statslige told- og skattemyndigheder har besluttet kun at undersøge en del af de angivne stoffer og varer, anvendes resultaterne af den delvise undersøgelse på alle stoffer og varer, der er anført under den pågældende varepost i den afgiftspligtiges regnskab. Varemodtageren eller -fremstilleren kan dog anmode om en supplerende undersøgelse af stofferne og varerne, såfremt det kan sandsynliggøres, at resultatet af den delvise undersøgelse ikke kan anvendes på resten af de angivne stoffer og varer.

Stk. 3. Det påhviler varemodtageren eller -fremstilleren eller den, som handler på varemodtagerens eller -fremstillerens vegne, at udføre det for undersøgelsen af stofferne og varerne nødvendige arbejde (ud- og indpakning, opvejning, opmåling m.v.). Omkostningerne i forbindelse hermed afholdes af varemodtageren eller -fremstilleren.«

16. I § 15 ændres »§ 3 a« til: »§ 3 d«.

17. Som bilag 1 indsættes:

»Bilag 1

Varer, hvor der ikke kan opnås godtgørelse ved anvendelsen af afgiftspligtige stoffer efter § 3 a:

1) Husholdningskøleskabe og -frysere

2) Jævnstrømskøleskabe og -frysere

3) Vaccinekølere

4) Kommercielle køle- og fryseskabe, herunder plug-in-møbler som iscremefrysere og flaskekølere

5) Kommercielle køle- og fryseanlæg

6) Mælkekøleanlæg

7) Kølerum uden offentlig adgang

8) Industrielle køle- og fryserum

9) Lavtemperaturanlæg

10) Varmepumper, dog ikke varmepumper, hvor de industrielle drivhusgasser anvendes i et hermetisk lukket system

11) Airconditionanlæg i bygninger

12) Airconditionanlæg i personbiler, vare- og lastbiler og busser.

13) Affugtere, dog ikke varmepumpebaserede affugtere, hvor de industrielle drivhusgasser anvendes i et hermetisk lukket system

14) Fjernvarmerør

15) Isolerede porte og døre

16) Fugeskum

17) Paneler til køle- og fryserum

18) Ekstruderet polystyren til isolering (XPS-skum)

19) Spraydåser, herunder beholdere beregnet på at frembringe støj, beholdere til fejlfinding eller rensning på f.eks. elektronisk udstyr (undtaget herfra er spraydåser til medicinsk brug)

20) Ruder

21) Isolatorgas i elektriske installationer, dog undtaget SF6-isoleret koblingsudstyr [ 36 kV

22) Sporgas

Punkterne omfatter ikke mobile kølecontainere og køleanlæg beregnet til anvendelse i fly, skibe, fiskerfartøjer og køretøjer. Airconditionanlæg til brug i personbiler, busser, vare- og lastbiler er dog omfattet.«

§ 2

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. marts 2001. Bestemmelsen i stk. 3 træder dog i kraft den 15. februar 2001.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på stoffer og varer, der fra og med den 1. marts 2001 udleveres fra eller forbruges i registrerede virksomheder, angives til fortoldning eller modtages fra udlandet.

Stk. 3. Virksomheder, der skal registreres ved lovens ikrafttræden, skal anmelde sig til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder senest den 15. februar 2001.

Stk. 4. Virksomheder, der skal registreres ved lovens ikrafttræden eller allerede er registreret efter den gældende lov, skal opgøre lagerbeholdningen af afgiftspligtige stoffer efter § 3 a, stk. 1, som affattet ved denne lov, den 1. marts 2001. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter de nærmere regler for opgørelsen.

Stk. 5. Andre virksomheder, der den 1. marts 2001 har en lagerbeholdning af afgiftspligtige stoffer efter § 3 a, stk. 1, som affattet ved denne lov, og som er indkøbt efter den 1. december 2000 og overstiger 10 kg, skal senest den 15. marts 2001 til de statslige told- og skattemyndigheder fremsende en opgørelse over denne lagerbeholdning ved lovens ikrafttræden. De statslige told- og skattemyndigheder fastsætter de nærmere regler for opgørelsen.

Stk. 6. Virksomheder, der er omfattet af stk. 5, skal senest den 31. marts 2001 indbetale afgift af den i stk. 5, nævnte lagerbeholdning af afgiftspligtige stoffer, der er indkøbt efter lovens fremsættelse, til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 7. Betales afgiften efter stk. 6 ikke rettidigt, finder §§ 6-8 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. anvendelse.

Stk. 8. Med henblik på kontrol af virksomhedernes lageropgørelse efter stk. 5 har de statslige told- og skattemyndigheder følgende kontrolbeføjelser:

1) De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til

a) at foretage eftersyn i virksomheder omfattet af stk. 5 og

b) at efterse virksomhedens forretningsbøger og øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

2) Den, der er ansvarlig for en virksomhed omfattet af stk. 5 samt de personer, der er beskæftiget i virksomheden, skal yde de statslige told- og skattemyndigheder fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i nr. 1 nævnte eftersyn. Ved udtagelse af vareprøver finder § 14 b tilsvarende anvendelse.

3) Det i nr. 1, litra b, nævnte materiale skal på de statslige told- og skattemyndigheders anmodning udleveres eller indsendes til de statslige told- og skattemyndigheder.

4) Leverandører af råvarer m.v. til fremstilling af stoffer, der er afgiftpligtige efter stk. 5, skal på begæring meddele de statslige told- og skattemyndigheder oplysning om de leverede stoffer.

5) I det omfang oplysninger som nævnt i nr. 1 er registreret elektronisk, omfatter myndighedernes adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.


1) Loven har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet) som ændret ved direktiv 98/48/EF.