Arne Melchior (CD):
Jeg skal på CD's vegne i denne omgang kun forholde mig til
det rent principielle.
Hr. John Vinther optog det udtryk, jeg havde brugt kort
forinden, nemlig at et dansk statsborgerskab skulle være et
blåt stempel, hvilket jeg meddelte, at det ifølge vor mening
ikke er. Det forekommer mig, at hr. John Vinther lever i en
fjern fortid, men det behøver man jo ikke at gøre, selv om
man betegner sig som værende konservativ.
I den fjerne fortid, nemlig da jeg var ung, var det
sådan her i landet, at statsborgerskabet på en måde var et
blåt stempel. Man kunne nemlig få det frataget, man kunne få
det frakendt ved dom. Hvis man havde forbrudt sig over en
bestemt grænse, kunne man miste statsborgerskabet og alt,
hvad dertil hører, f.eks. stemmeret. Men det har vi, som det
civiliserede samfund i stadig udvikling vi er, heldigvis for
længst afskaffet. I dag kan man ikke miste sit
statsborgerskab, hvis man én gang har fået det, og alene det
må være bevis på, at der ikke er tale om en blåstempling.
Jeg ved ikke, om hr. John Vinther føler sig blåstemplet.
Jeg føler det ikke, selv om jeg formentlig har fået mit
danske statsborgerskab på ganske samme måde som hr. John
Vinther, nemlig som en naturgiven ting ved fødslen. Men jeg
føler ikke, at jeg dermed er godkendt. Jeg kan gøre mig umage
hver dag for fortsat at være det, men jeg er ikke godkendt én
gang for alle.
Begrebet statsborgerskab har jo skiftet karakter i løbet
af de sidste 30-40-50 år. I dag er der godt nok som før nogle
rettigheder, der er forbundet med nogle pligter, men det er
først og fremmest en absolut nødvendighed for at kunne gerere
sig som et frit menneske i denne verden, f.eks. have mulighed
for at få et pas og kunne rejse frit rundt i verden, hvilket
i øvrigt som en selvfølge burde være en del af
menneskerettighederne. Det er dét, et statsborgerskab er
beregnet til.
Så synes jeg i øvrigt, at jeg vil bakke fuldstændig op
bag fru Dorte Bennedsen i hendes fremstilling af den syge
tankegang, det er, når hr. Nødgaard taler om normalt tænkende
danskere. Jeg ved ikke, hvad det er for et begreb, og jeg ved
ikke, om hr. Nødgaard regner sig selv som normal. For mig er
det ikke en daglig bestræbelse at få lov at være normal, og
for øvrigt, som et kendt ægtepar engang har meddelt, har det
normale vide rammer! Men er det nogen kvalitet i sig selv?
Det mener jeg absolut ikke.
Men der kan ikke være noget normalt i, som fru Dorte
Bennedsen så nøje redegjorde for, at fordi nogle mennesker
engang har fået en betinget dom på nogle ugers fængsel, må de
resten af deres liv leve som statsløse. Hvis det er normalt,
så fri mig for at være normal a la hr. Nødgaard, for det er
bestemt ikke noget at prale af eller glæde sig over! Har det
noget med civilisation, har det noget med kultur, har det
noget med næstekærlighed at gøre, at hr. Nødgaard & Co. vil
forhindre de mennesker, som har fået en betinget straf, eller
de få, som har fået en egentlig straf og udstået denne og
derefter haft en lang karenstid, i at få normale
menneskerettigheder på lige fod med hr. Nødgaard & Co.? Det
er ikke dansk, vil jeg tillade mig at sige, og så må hr.
Nødgaard selv afgøre, om det er normalt eller ej.
