(Kort bemærkning).
Ole Sohn (SF):
Jeg tror, Venstre vil erindre, at de gange, hvor Venstre
sammen med regeringen - det tjener ikke regeringen til ære -
har foretaget indgreb over for den danske model på
arbejdsmarkedet, har SF altid stået vagt om modellen og været
imod Venstres og regeringens indgreb, så derfor er der ikke
tale om en nyorientering fra SF's side. Vi har bare givet til
kende her fra talerstolen, at vi finder, der er nogle meget
uklare formuleringer i lovforslaget, også om implementeringen
af rammedirektivet, og derfor ønsker vi at få dem uddybet og
præciseret under udvalgsbehandlingen. Det er i al beskedenhed
sagen.
Som udgangspunkt finder vi, at lovforslaget er godt, for
det er en væsentlig imødekommelse af en lang række af SF's
synspunkter. Men vi mener bare, at det kan formuleres
klarere, så tingene ikke kan misforstås og give anledning til
efterfølgende debat, og det er derfor, vi tilkendegiver her,
at vi har en række spørgsmål, som vi ønsker afklaret under
udvalgsbehandlingen. Det skal ikke forstås som en kritik af
lovforslaget, men blot at vi går konstruktivt ind i det
udvalgsarbejde, som forestår.