Kristian Jensen (V):
I Venstre er vi interesseret i, at der kommer et globalt
velfærdsløft, og det får man bedst ved, at man giver ulandene
mulighed for at handle og producere varer og sælge de varer
til de rige lande i verden. Det er faktisk også det,
regeringen har givet udtryk for. Jeg citerer igen fra det
svar, som økonomiministeren har givet, at hvis der kommer en
Tobin-skat, så vil det økonomiske samkvem mindskes, og der
vil opstå forvridninger som ved told. Det vil medføre et
velfærdstab.
Det var regeringens argumenter for at afvise en
Tobin-skat. Dét var det den 30. september 1998. Det blev
gentaget den 14. marts 2001 af økonomiministeren, der også
udtalte, at hun udtalte sig på hele regeringens vegne.
Så hvis regeringen har skiftet standpunkt og nu mener,
at der er grund til at undersøge en Tobin-skat nærmere, og at
en Tobin-skat kan give velfærd og ikke koste velfærd, som
økonomiministeren ellers har sagt, så er det da en ændring i
regeringens holdning, som vi gerne vil have frem hernede i
Folketingssalen. Så jeg vil spørge statsministeren: Er der
sket en ændring?