Indenrigsministeren (Karen Jespersen):
Det er klart, at der er en mulighed for hele tiden at vurdere
praksis, men det er lige så klart, at den praksis og den
eventuelle justering af praksis, man laver, skal ligge inden
for det grundlag for loven, der blev formuleret, dengang
Folketinget vedtog loven, for ellers var der jo sådan set
ingen grund til at have et Folketing. Så kunne man jo bare
have en minister, der skønnede, hvordan loven skulle
fortolkes, og så kunne man sige: Nå, men det skal så sendes
over til Retsudvalget og godkendes.
Men det er min klare opfattelse, at der er et meget
snævert grundlag for anvendelse af denne bestemmelse, der
ikke kan bruges på den måde, hr. Knud Erik Dahl beskriver
det. Og det er også den vurdering, som juristerne har i
Indenrigsministeriet. Jeg oplever, at det egentlig også er
sådan, at eksperterne vurderer, at det er helt i
overensstemmelse med det, og at der er en meget, meget snæver
anvendelse.
Så selv hvis man gik ind i et tilfælde og justerede
anvendelsen af praksis, så er det stadig væk inden for meget
snævre rammer, vi taler om det.