Forrige

Indenrigsministeren (Karen Jespersen):
Så vidt jeg kan høre, er det, hr. Peter Skaarup spørger om her, netop om mulighederne for at bruge administrativ udvisning, hvor der er den mulighed, at hvis udlændinge begår kriminalitet, også kriminalitet, der klart er mindre end det, der skal til for at rejse en sag efter straffeloven, så kan man blive administrativt udvist.
     Og det er rigtigt, at der er det sådan, at hvis man har søgt om asyl, kan man først blive udvist, når ens asylsag er færdigbehandlet. Og det var lige præcis det, det lovforslag, vi havde til førstebehandling i går, drejede sig om. Det er netop at sige, man må så ikke i virkeligheden være bedre stillet eller kunne udnytte den mulighed at søge asyl til at blive i landet og fortsætte med at begå kriminalitet.
     Det er derfor, det er vigtigt, at man bliver frihedsberøvet i den tid, ens sagsbehandling varer. Og det kan jo så også være, hvis det er en åbenbart grundløs hasteprocedure, at det så drejer sig om få dage. Men helt grundliggende er man ikke anderledes stillet i forhold til overtrædelse af straffeloven.
     Og jeg håber så på, at vi kan få nogle bestemmelser, der gør, at man kan blive frihedsberøvet i den tid, ens sag bliver behandlet.

Næste