Spm. nr. S 3313

Til justitsministeren. (17/7 01) af:
Kim Behnke (UP).

Spm i fuld tekst:
    »Vil ministeren tage initiativ til, at Greenpeaces fremtidige ulovlige aktioner på dansk område bliver monitoreret med henblik på at skaffe materiale til en egentlig straffesag mod organisationen?«

Skr begrundelse:
     Bare inden for den sidste uge har Greenpeace meddelt, at de vil gennemføre mindst to ulovlige aktioner på dansk område. Dels vil Greenpeace ulovligt søge at hindre skibe med radioaktivt affald i at passere gennem danske farvande mod russiske modtageanlæg langs Østersøen, og dels vil Greenpeace gennemføre en ulovlig aktion mod Thulebasen.
     Greenpeace praler med at planlægge disse aktioner på deres webside: www.greenpeace.dk, og i pressemeddelelser.
     En ulovlig aktion rettet mod den frie passage af skibe til og fra Østersøen gennem danske farvande er en alvorlig overtrædelse af internationale søaftaler. Dertil kommer så, at en ulovlig desperado-aktion fra Greenpeace, hvor man søger at hindre skibe med radioaktivt affald i at komme gennem f.eks. Storebælt, kan medføre grundstødning, havari og enorme miljøskader fra disse skibe. Alt sammen blot fordi Greenpeace vil have flotte videooptagelser for salg til tv-stationer og fremme deres ideologiske mål.
     Den anden aktion mod Thulebasen, som grønlænderne i øvrigt frabeder sig, da Greenpeace tidligere har kostet det grønlandske samfund milliontab som følge af usaglige Greenpeacekampagner mod sælfangst, vil kunne udvikle sig til grove, farlige og ulovlige handlinger, når Greenpeaces aktivister skal have flotte og dramatiske videooptagelser af ulovlig indtrængning på basen.
     Når sådanne ulovligheder er planlagt og foreligger over for offentligheden fra Greenpeace, så påhviler det vel ministeren at søge aktionerne hindret og i øvrigt en grundlig monitorering af de ulovlige aktiviteter med henblik på en efterfølgende straffesag.

Besv 23/7 01