Spm. nr. S 1325
Til trafikministeren (25/1 01) af:
Kaj Stillinger (SF):
»Vil ministeren bekræfte, at forudsætningen for Aktstykke 375 fra 1995 forudsatte, at DSB havde planer om en besejling af Knudshoved Havn med færger til Baltikum?«
Svar (5/2 01)
Trafikministeren (Jacob Buksti):
Jeg har forelagt DSB spørgsmålet, der oplyser følgende:
Aktstykke nr. 375 af 8. juni 1995 vurderes ikke at indeholde bindinger for DSB med hensyn til den fremtidige anvendelse af Knudshoved Færgehavn til skibsfart.
I rapporten »Frigjorte arealer og anlæg« Nyborg (1994), som er en del af grundlaget for aktstykke nr. 375 af 8. juni 1995, er dog anført:
»DSB rederi opfatter Knudshoved Færgehavn som et velegnet udgangspunkt for den kommercielle færgesejlads, der især på Østersøområdet måtte vise sig mulighed for {{NEL}}.«
DSB rederi er pr. 1. januar 1995 udskilt som DSB Rederi A/S (senere Scandlines A/S) fra DSB.
Scandlines A/S har ikke over for DSB fremsat ønske om at besejle Knudshoved Færgehavn, som ved bodelingen blev placeret i DSB. DSB har ingen specifikke planer for arealet, og der er endnu ikke indgået aftale om salg af arealet. DSB arbejder imidlertid fortsat for at tilvejebringe mulighed for en kommerciel udnyttelse og eventuelt salg af arealet.«
Jeg kan henholde mig hertil.