Spm. nr. S 1975
Til sundhedsministeren (8/3 01) af:
Gyda Kongsted (V):
»Vil ministeren oplyse, hvad en gennemsnitlig genoptræningsplads inkl. transport, faglig bistand m.v. koster pr. døgn i Danmark og herunder oplyse, hvad en tilsvarende genoptræningsplads inkl. transport, faglig bistand m.v. koster på genoptræningsklinikken Monte Bello i Spanien?«
Svar (20/3 01)
Sundhedsministeren (Arne Rolighed):
Institutionen Montebello i Spanien er en hospitalsinstitution med i alt 100 pladser og ejes i et ligeligt fællesskab mellem H:S og Københavns Amt.
H:S oplyser, at de samlede driftsudgifter vedr. Montebello i 1999 udgjorde omkring 26 mio. kr. ekskl. forrentning og afskrivning. Den gennemsnitlige udgift pr. sengedag udgjorde 765 kr. Idet et genoptræningsophold på institutionen er fastsat til 3 ugers varighed (21 dage) har de gennemsnitlige udgifter til behandling, pleje, logi, kost samt transport beløbet sig til omkring 16.000 kr. pr. ophold i 1999.
Institutionen modtager primært ortopædkirurgiske genoptræningspatienter, patienter med gigtsygdomme og patienter med lammelser. Herudover modtages i et vist omfang patienter med bl.a. hudlidelser og patienter til rekreation efter udskrivning fra sygehus. Det har ikke umiddelbart været muligt at fremskaffe oplysninger til belysning af, hvorvidt der i det offentlige hospitalsvæsen eller på private sygehuse i Danmark er etableret tilsvarende, sammenlignelige tilbud om gen optræning, som det, der eksisterer på Montebello. Det har derfor ikke været muligt at oplyse om opholdspriser for evt. tilsvarende institutioner.
H:S oplyser, at et eventuelt alternativt tilbud til et genoptræningsophold på Montebello i H:S kunne være et tilbud om ambulant fysioterapeutisk behandling på en hospitalsafdeling.