Spm. nr. S 1994

Til skatteministeren (9/3 01) af:

Ebbe Kalnæs (CD):

»Har ministeren yderligere oplysninger vedrørende den tidligere omtalte miljørisiko, i relation til risikoen ved opbevaring af fyringsolie i gamle, usikre olietanke, der er blevet overflødige efter de mange omlægninger fra individuel olieopvarmning til opvarmning via naturgas og kollektiv varmeforsyning?«

Svar (22/3 01)

Skatteministeren (Frode Sørensen):

Jeg har fra Miljøstyrelsen fået oplyst følgende:

»I bekendtgørelse nr. 829 af 24. oktober 1999 om indretning, etablering og drift af olietanke, rørsystemer og pipelines er der regler om, at olietanke der tages varigt ud af drift skal sløjfes ved tømning af tank og rør for eventuelt restindhold af olieprodukter, afmontering af påfyldningsstuds og afblænding af tanken, således at påfyldning ikke kan finde sted. Såfremt tanken er nedgravet kan sløjfningen alternativt ske ved opgravnin g af tank og rør efter tømning af disse for restindhold af olieprodukter. Almindelig praksis har gennem mange år været, at olietanke sløjfes i henhold til de nævnte regler, når den pågældende bebyggelse overgår til anden varmeforsyning end opvarmning ved oliefyr. Tanke der har været sløjfet vil ikke igen kunne tages i brug til opbevaring af olieprodukter uden inspektion og eventuel renovering foretaget af en tankfabrikant, som har e n gyldig typegodkendelse til fremstilling af den pågældende tank.«

Det er derfor min opfattelse, at bekendtgørelse nr. 987 af 1. november 2000 om tankstationers salg af visse olieprodukter ikke medvirker til en forøget miljømæssig risiko.