Spm. nr. S 2652
Til socialministeren (4/5 01) af:
Tom Behnke (KF):
»Når det koster ca. 7 millioner kroner om året at have institutionen Grenen i Grenå kørende med 14 pædagoger, ville det så ikke være hensigtsmæssigt at bruge institutionen til noget andet, indtil der igen er kriminelle unge, der har brug for at blive placeret på en sikret døgninstitution?«
Begrundelse
Der henvises til begrundelsen for spørgsmål nr. S 2650.
Svar (14/5 01)
Socialministeren (Henrik Dam Kristensen):
Økonomiske hensyn vejer tungt i retning af en stor kapacitetsudnyttelse, når der er tale om en årlig udgift på i størrelsesorden 1,5 mill. kr. pr. plads. Dette hensyn må imidlertid vejes op mod et hensyn til en stor grad af forsyningssikkerhed med hensyn til pladser til særlige formål. Der er indgået en aftale med de amtskommuner, der har sikrede afdelinger, og Københavns Kommune om benyttelsen af de sikrede pladser. Efter aftalen har anvende lse til brug for varetægtssurrogat en særlig prioritering.
Behovet for pladser til varetægtssurrogat har betydelige udsving inden for selv et meget kort tidsrum. Hvis der ønskes en stor grad af forsyningssikkerhed, må det forudsætte, at der i perioder er tale om en større overskudskapacitet, så der er et beredskab til at kunne imødekomme et mere akut behov, herunder i tilfælde hvor der af en gruppe unge er begået kriminalitet. Med hensyn til en mere generel orientering om belægningsprocenten har Soci alministeriet fra Amtsrådsforeningen den 26. april 2001 modtaget en orientering om en belægningsprocent på de amtslige sikrede pladser på godt 70 pct.
Med hensyn til alternativ anvendelse forudsættes de sikrede pladser efter bekendtgørelsen om magtanvendelse bl.a. at kunne blive benyttet til langvarig socialpædagogisk behandling. Det er imidlertid ikke ansvarligt at begynde et sådant behandlingsforløb, hvis det kan påregnes, at der inden afslutningen kan være behov for pladsen til varetægtssurrogat og dette som konsekvens fører til afbrydelse af den indledte behandling.
Der er mellem amtskommunerne, der har sikrede afdelinger, og Københavns Kommune indgået en aftale med en fælles landsdækkende kontaktordning, der bl.a. sigter til en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse. Herefter skal en kommune eller en politikreds kun rette henvendelse til en sikret afdeling med henblik på at tilvejebringe et tilbud om plads i en sikret afdeling. Den sikrede afdeling vil herefter, hvis den ikke selv kan imødekomme behovet, undersøge om e n af de andre sikrede afdelinger kan imødekomme dette.
Socialministeriet drøfter for øjeblikket med de kommunale parter muligheden for at indgå en ny aftale om prioritering af anvendelse af sikrede pladser, herunder i lyset af lovforslaget om ungdomskriminalitet. I dette lovforslag er indeholdt en ungdomssanktion, der indeholder en vis periode i en sikret plads. De økonomiske hensyn til udnyttelse af pladser vil naturligvis indgå i disse drøftelser.