Spm. nr. S 2887
Til miljø- og energiministeren (29/5 01) af:
Annie Lunde Hansen (CD):
»Agter ministeren at sikre, at den situation, der er opstået på Orø vedrørende udlægning af vejbelægning af knust asfalt, der mistænkes for at være giftigt, undersøges til bunds på baggrund af Miljøstyrelsens oplysninger til pressen, mener ministeren, det er acceptabelt, at Rovesta Miljø Holbæk afviser at analysere det omtalte vejmateriale, og vil ministeren sikre, at materialet fjernes, hvis det viser sig at være su ndhedsskadeligt?«
Svar (7/6 01)
Miljø- og energiministeren (Svend Auken):
Jeg kan oplyse at Miljøstyrelsen allerede har henvendt sig til Holbæk kommune og gjort kommunen opmærksom på, at Holbæk Kommune som tilsynsmyndighed bør foretage en vurdering af, om der er tale om en forurening af luft, vand eller jord og herunder vurdere, om der er tale om et sundhedsmæssigt problem og givet fald hvor stort dette problem er, samt vurdere om der er forhold, der er i strid med gældende regler.
Såfremt kommunen kommer til den konklusion, at en eventuel forureningen eller det sundhedsmæssige problem kræver afhjælpende foranstaltninger har Miljøstyrelsen tilbudt at være behjælpelig med vejledning om eventuelle indgrebsmuligheder.
Miljøstyrelsen har desuden oplyst, at Rovesta Miljø Holbæk har udtaget flere prøver med henblik på at få disse analyseret.