Til justitsministeren (12/12 2000) af:

Frank Dahlgaard (UP):

»Er ministerens reaktion latter eller vrede over den begivenhed, at en bilist fra Midtfyn - som syv gange tidligere er blevet taget i spirituskørsel og fem gange er blevet fradømt retten til at køre bil - nu kun er blevet idømt et år og tre månederes fængsel for spirituskørsel med uagtsomt manddrab til følge?«

Som det fremgår af et Ritzau-telegram den 12. december 2000, er en 50-årig fynsk bilist blevet idømt fængsel i et år og tre måneder for uagtsomt manddrab og for spirituskørsel. Ifølge Ritzau-telegrammet er det ottende gang, den 50-årige bilist er blevet dømt for spirituskørsel, og femte gang, han er blevet frataget retten til at køre bil. De gamle domme til trods har bilisten imidlertid ikke afholdt sig fra at køre b il i spirituspåvirket tilstand, og det har altså nu resulteret i, at han har dræbt en motorcyklist og påført motorcyklistens medpassager varige mén.

Med så mange domme for spirituskørsel virker det absurd, at der ikke tidligere er blevet grebet ind med fængselsstraf for at afværge en situation som den hændte. Tilsvarende virker den netop idømte fængselsstraf på et år og tre måneder latterlig lav i betragtning af bilistens tidligere baggrund som spiritusbilist.

Justitsministeren (Frank Jensen):

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Politimesteren i Svendborg om en udtalelse.

Når denne udtalelse foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.

Justitsministeren (Frank Jensen):

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet udtalelser fra Politimesteren i Svendborg, Statsadvokaten for Fyn og Rigsadvokaten.

Rigsadvokaten har på baggrund af de øvrige udtalelser sammenfattende oplyst følgende, hvortil der henvises:

»Den omtalte sag blev afgjort ved Svendborg rets dom af 11. december 2000 og vedrørte en 44-årig mand, der under kørsel i en brugsstjålet personbil og med en promille på 1,62 foretog overhaling før en uoverskuelig bakke og i en vejkurve, hvor oversigten var begrænset, hvilket bevirkede, at han påkørte en modkørende motorcykel, hvis fører ved uheldet pådrog sig sådanne kvæstelser, at han samme aften døde. En p assager på motorcyklen blev tilføjet betydelig legemsskade med varigt mén til følge.

Domfældte i sagen blev fundet skyldig i uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens § 241 og § 249, og i brugstyveri og spirituskørsel i frakendelsestiden. Den pågældende blev endvidere dømt for overtrædelse af færdselsloven i forbindelse med kørslen og for falsk anklage, idet han over for politiet oplyste, at en anden person havde ført bilen på ulykkestidspunktet.

Der er ifølge dommen aktuelt tale om en 2. gangs spirituskørsel og en 5. gangs kørsel i frakendelsestiden. Pågældende er 4 gange tidligere frakendt førerretten for bestandig.

Retten har ved straffens fastsættelse lagt til grund, at der forelå særdeles skærpende omstændigheder. Retten har herved henset til, at tiltalte ved meget grov, fuldstændig meningsløs og hensynsløs kørsel har forvoldt en persons død og kvæstet en anden alvorligt, samt til, at tiltalte mange gange tidligere er straffet for spirituskørsel og kørsel i frakendelsestiden. Straffen blev fastsat til fængsel i 1 år og 3 måneder.

Strafudmålingen i sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel sker med udgangspunkt i Højesterets dom af 8. maj 1996 gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 1996, side 1017.

Denne sag omhandlede en 20-årig tiltalt, der havde gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 241 og færdselslovens § 53, stk. 2, m.v., idet han efter indtagelse af alkohol og amfetamin i mørke førte en personbil ad Strandvejen i Hals Kommune med slukkede lygter og med stor hastighed og herunder i vejens venstre side påkørte og dræbte en ung mand, der trak med sin cykel. Straffen var af byretten fastsat til fængsel i 4 måneder og af landsretten til fængsel i 10 måneder.

Højesterets flertal (5 dommere) udtalte følgende:

»Udgangspunktet for sanktionsfastsættelsen i sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med førstegangstilfælde af spirituskørsel har i hidtidig retspraksis været ubetingede frihedsstraffe på 4-6 måneders fængsel og frakendelse af førerretten i 5 år, medmindre der har foreligget skærpende omstændigheder.

Vi finder, at der er behov for en ikke uvæsentlig forhøjelse af strafniveauet, men at der samtidig må lægges vægt på de betragtninger, som er anført af Straffelovsrådet det citerede sted i betænkning nr. 1099/1987.

Efter en samlet afvejning finder vi, at udgangspunktet for strafudmålingen i disse sager bør være fængsel i 6-8 måneder. Dette normalstrafniveau skal som hidtil omfatte tilfælde, hvor tiltalte ikke tidligere har gjort sig skyldig i spirituskørsel, og hvor der ikke foreligger skærpende omstændigheder, således som det eksempelvis vil være tilfældet, såfremt kørslen i sig selv er foregået på særlig hensy nsløs måde. Der er ikke grundlag for en tilsvarende generel forlængelse af frakendelsestiden.«

4 af de 5 dommere udtaler herefter:

»Efter de omstændigheder vedrørende kørslen i denne sag, som er lagt til grund af landsretten, finder vi, at der foreligger skærpende omstændigheder, der gør det påkrævet at fastsætte en væsentlig højere straf end efter det nævnte udgangspunkt, og at straffen bør forhøjes til fængsel i 1 år. Vi finder, at frakendelsestiden er passende bestemt under hensyn til de skærpende omstændigheder.«

1 dommer udtalte:

»Jeg er enig i, at der i denne sag foreligger skærpende omstændigheder, som gør det påkrævet at fastsætte en straf, der overstiger det anførte udgangspunkt. Det må dog samtidig tages i betragtning, at tiltaltes handling snarere har karakter af grov tankeløshed end af bevidst hensynsløshed. Jeg finder derfor, at den udmålte straf af fængsel i 10 måneder er passende bestemt. Idet jeg endvidere kan tiltræde, at der under hensyn til de skærpende omstændigheder er fastsat en frakendelsestid på 8 år, stemmer jeg for at stadfæste dommen.«

Følgende fra Straffelovsrådets betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse er citeret i dommen:

»Efter Straffelovsrådets vurdering er der ikke grundlag for at tilråde en skærpelse af strafudmålingen i forhold til nugældende praksis ved domstolene, herunder det nævnte normalniveau af 4-6 måneders fængsel i sager om uagtsomt manddrab forvoldt under motorkørsel i spirituspåvirket tilstand. De følgende bemærkninger tager især sigte på spiritussagerne.

Principielle strafferetlige synspunkter kan i og for sig tale for, at straffe på 4-6 måneder er udtryk for en streng bedømmelse. Hvor ingen skade sker, straffes promille- og spirituskørsel med bøde eller en kort frihedsstraf på normalt 14 dage i førstegangstilfælde. Motorførerne straffes, fordi de i deres spirituspåvirkede tilstand rummer en fare for færdselssikkerheden og for andre trafikanters liv og legeme. Men når denne fare realiseres og de alvorligste følger indtræder, skærpes straffen meget væsentligt, selv om den udviste adfærd ikke generelt kan siges at være en anden, end hvis uheld var undgået. I de enkelte sager kan der dog undertiden foreligge oplysninger om en særlig hasarderet og farlig kørsel, der adskiller forholdet fra den mere typiske spirituskørsel. Straffe på 4-6 måneder er meget strengere end de straffe, der ville fremkomme, hvis man t& aelig;nkte sig en udmåling med udgangspunkt i straffen for spirituskørsel, suppleret med en skærpelse for uagtsomt manddrab, bedømt uden spirituspåvirkning.«

Som det fremgår af det anførte, er der ved Højesterets dom fra 1996 sket en skærpelse af »normalstraffen« i sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med spirituskørsel, idet udgangspunktet for strafudmålingen i disse sager blev forhøjet fra fængsel i 4-6 måneder til fængsel i 6-8 måneder, når tiltalte ikke tidligere har gjort sig skyldig i spirituskørsel, og hvor der ikke foreligger skærpende omstændigheder som f.eks. særlig hensynsløs kørsel.

Med udgangspunkt i denne »normalstraf« på 6-8 måneder er det min opfattelse, at den straf på fængsel i 1 år og 3 måneder, der blev idømt ved Svendborg rets dom af 11. december 2000, må anses for at være i overensstemmelse med Højesterets tilkendegivelser i dommen fra 1996.«