Til

Folketingets Finansudvalg

Hermed fremsendes svar på spørgsmål nr. 1-8 af 24. november 2000 (FIU, § 9 - bilag 4). Jeg har samtidig sendt kopi af svaret til Folketingets Skatteudvalg (alm. del - bilag 145).

Frode Sørensen

/Leif Marstrand

Spørgsmål 1: I forlængelse af ministerens på § 9 - bilag 2, omdelte skrivelse af 23. november 2000, hvori orienteres om, at Skatteministeriet hæver tre retssager om kantinemoms og forventer at tilbagebetale ca. 2,5 mia. kr. bedes følgende spørgsmål besvaret:

Finder ministeren ikke, at der er behov for en markant ændring af skattemyndighe dernes adfærd, når ministeren nu inden for et par år har måttet opgive at føre sagerne om moms af pengeinstitutternes edb-ydelser og det samme har været tilfældet nu i sagen vedrørende moms på kantinemad?

Svar: Som det fremgår af svaret på spørgsmål 6, hvortil jeg henviser, bestræber alle myndigheder, der træffer afgørelser efter skatte-, afgifts- og momslovgivningen, sig på at nå frem til den rigtige afgørelse. I den forbindelse skal det nævnes, at Lands skatteretten er en del af de danske skattemyndigheder.

I den sag om moms af pengeinstitutters edb-ydelser, som der henvises til i spørgs målet, var fortolkningen af 6. momsdirektiv ikke entydig. Det følger allerede af, at Østre Landsret fandt det nødvendigt at forelægge en række spørgsmål for EF-Doms tolen. Såvel Kommissionen som generaladvokaten bakkede fuldt ud op om den danske fortolkning af 6. momsdirektiv, der havde baggrund i en kendelse fra Moms nævnet. Momsnæ vnet bestod af 6 medlemmer, der skulle repræsentere et alsidigt kendskab til administrations- og erhvervsforhold. Af de 6 medlemmer skulle 2 repræsentere Skatteministeriet, 1 udpeges inden for detail- og engroshandel, 1 inden for håndværk og industri, 1 inden for landbruget og 1 inden for det område, der dækkes af Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, jf. Momsnævnets forretningsorden, senest bekendtgørelse nr. 530 af 20. juni 1994 § 1, stk. 1. Men EF-D omstolen var ikke enig. Denne sag var således ikke afgjort, før EF-Domstolen afsagde sin dom. Og de danske myndigheder havde ikke grundlag for at opgive denne sag, før EF- Domstolen havde taget stilling til fortolkningen af 6. momsdirektiv.

For så vidt angår kantinemomssagen bemærkes, at sagen er blevet afklaret, efter at Landsskatteretten og Kommissionen har udtalt sig om sagen. Kommissionen har tilsluttet sig Landsskatterettens opfattelse. De danske myndigheder havde indtil da været overbeviste om, at hjemmelsgrundlaget for den hidtidige praksis var i orden.

Den nye fortolkning indebærer i øvrigt en utilfredsstillende retstilstand, og det er også derfor, at jeg har skrevet til kommissær Bolkestein, der er Kommissionens ansvarlige for moms, for at søge at få udvirket en ændring af 6. momsdirektiv.

Jeg kan oplyse, at der allerede for nogle måneder siden blev nedsat en arbejdsgruppe med repræsentanter for Skatteministeriets Departement, Told- og Skattestyrelsen, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen af Registrerede Revisorer og Advokatrådet, der skal sammenholde momsloven med 6. momsdirektiv for at se på gennemførelsen af 6. momsdirektiv i den danske momslov. Udvalget skal aflevere sin rapport til foråret med henblik på ; evt. lovgivning i folketingsåret 2001-2002. Jeg ser frem til at modtage arbejdsgruppens rapport. Men jeg vil ikke på nogen måde love Folketinget, at dette arbejde kan sikre, at vi undgår lignende sager i fremtiden. Det hænger overordnet sammen med, at momsen er en del af det EU-retlige system, hvor vi ikke inden for Danmarks grænser alene kan bestemme fortolkningen af bestemmelserne i 6. momsdirektiv.

Spørgsmål 2: Hvilke initiativer vil ministeren tage for at hindre fremtidige sager, hvor skattemyndighederne foretager fejlfortolkninger, indleder kostbare og tidskræ vende sager og mange år efter må erkende at sagerne byggede på fejlfortolkning af lovene?

Svar: Der henvises til besvarelsen af spørgsmålene 1 og 6.

Spørgsmål 3: Der ønskes en redegørelse for baggrunden for, at skattemyndighederne i 22 år har fejlfortolket momsreglerne?

Svar: Kantinemomssagen drejer sig om arbejdsgiverdrevne kantiner og navnlig, om der skal beregnes moms af tilskud, som arbejdsgiveren yder for at nedbringe prisen på mad og drikke i kantinen.

Myndighederne skal i en række tilfælde tage stilling til, om tilskud, der ydes for at nedbringe prisen for leverance af varer og tjenester, skal lægges til den pris, der opkræves, inden momsen beregnes. Det skyldes, at både EU's og de danske regler foreskriver, at tilskud, der reelt udgør en del af prisen for en leverance, skal momses.

Spørgsmål 4: Hvorledes planlægger ministeren at undskylde over for de virksomheder som i 22 år har betalt for meget moms, men som p.g.a. 5 års reglen kun får moms tilbage for 5 år?

Svar: Som det fremgår af svaret på spørgsmål 6, foregår der løbende omfattende bestræbelser på at sikre, at myndighedernes praksis er i fuld overensstemmelse med lovgivningen. Men som det også fremgår af svaret, er det ikke muligt at gardere sig fuldstændigt mod, at der træffes afgørelser, der senere hen viser sig ikke at være i tilstrækkelig overensstemmelse med lovgivningen. Jura er nu enga ng ikke en eksakt videnskab.

For så vidt angår forældelsesreglerne, henvises til min besvarelse af spørgsmål 5. Som det fremgår af svaret, følger forældelsen af en lovgivning fra 1908, der både vedrører forældelse af visse fordringer mellem private og forældelse af visse for dringer, som borgere måtte have mod det offentlige, og fordringer, som det offentli ge måtte have mod borgere. Sidstnævnte indebærer, at også det offentlige må afstå fra eventuelle krav, som måtte være forældede i henhold til loven. Forældelsen kan med andre ord "vende begge veje".

Når lovgiver således ud fra velovervejede hensyn har fastsat en 5 årig forældelses frist for visse fordringer, synes jeg i og for sig ikke, at det kan være min opgave at skulle undskylde de konsekvenser, som en sådan lovgivning nu engang indebærer.

Spørgsmål 5: Finder ministeren, at det er rimeligt, at myndighederne kan lade en sag køre i 22 år og så på grund af 5 års reglen slippe for at betale tilbage for alle de 22 år, hvor borgerne/virksomhederne har betalt for meget?

Svar: For det første har sagen ikke kørt i 22 år. Den omhandlede praksis har derimod eksisteret i 22 år. For det andet er forældelsen en direkte følge af lovreglerne herom.

Det er korrekt, at der gælder en 5-årig forældelse i sager om tilbagebetaling af kantinemoms. Det følger imidlertid ikke af særlige regler på momsområdet, men derimod af lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer, den såkaldte "1908-lov".

1908-loven omhandler en række nærmere opregnede fordringer, hvor der gælder en forældelsesfrist på 5 år. Det gælder bl.a. efter lovens § 1, nr. 6, der omhandler for dring, som uden for tilfælde af svig haves på betaling af, hvad nogen har ydet i urigtig formening om forpligtelse til at betale. Denne bestemmelse gælder både en række krav mellem private, en række offentlige krav mod borgerne og krav på tilba gesøgningskrav mod det offentlige.

Der gælder som nævnt ikke særlige forældelsesregler på momsområdet af betydning for spørgsmålet om, fra hvilket tidspunkt der kan ske tilbagebetaling i denne sag. Det er derfor dansk rets almindelige forældelsesregler, jf. ovenfor, der skal anven des. Det finder jeg er rimeligt nok. Hvis nogen måtte finde, at der skal gælde særlige forældelsesregler på skatte- og afgiftsområdet, så reglerne p& aring; skatte- og afgiftsområ det skal afvige fra, hvad der gælder på andre retsområder, må 1908-loven ændres. Men jeg finder det umiddelbart uhensigtsmæssigt, hvis der ikke på skatte- og af giftsområdet skulle gælde de samme forældelsesregler som for andre lignende fordringer af offentligretlig natur.

I øvrigt ville det vel kun være ganske få virksomheder, der ville have mulighed for at opgøre deres krav så langt tilbage som til 1978 eller bare 10 år tilbage, hvis foræl delsesfristen var længere end i dag, f.eks. 10, 20 eller 30 år. Det hænger bl.a. sam men med, hvor længe virksomhederne efter lovgivningen skal opbevare deres bilag.

Spørgsmål 6: Vil ministeren oplyse, hvor mange andre skatte-/afgifts-/ momssager der er under behandling i det administrative system eller ved domstolene, hvor virksomheder og/eller borgere er blevet gjort til genstand for en tvivlsom fortolk ning fra myndighederne, og hvor samme myndigheder fastholder deres fortolkning på et spinkelt grundlag?

Svar: Selv om lovgivningen på skatte-, moms- og afgiftsområdet søges gjort så præcis og målrettet som muligt, kan lovgivningen naturligvis ikke være udtømmen de ned i mindste detalje. Det er ikke muligt at lave regler, der slet ikke indeholder fortolkningselementer. Der er således behov for, at told- og skattemyndighederne og domstolene løbende i praksis afgrænser indholdet af gældende lovgivning. Det sker for så vidt angår told- og skattemyndighedernes vedkommende ved, at de centrale myndigheder, dvs. Landsskatteretten og det nu ophævede Momsnævn, samt Ligningsrådet og Told- og Skattestyrelsen afstikker en praksis, der hermed bliver bindende for de lokale myndigheder. En sådan praksisafgrænsning sker selvsagt ud fra en grundig juridisk vurdering af den foreliggende lovgivning, og retningslinjerne afstikkes derfor af de centrale myndigheder i klar overbevisning om, at re tningslin jerne er i overensstemmelse med lovgivningen.

Som andre led i bestræbelserne på at forebygge, at told- og skattemyndighedernes praksis senere bliver underkendt af Landsskatteretten eller af domstolene, kan det nævnes, at en række vejledninger som Momsvejledningen og Ligningsvejledningen hvert år ajourføres med omtale af principielle afgørelser, at alle afgørelser af vi dererækkende karakter skal vurderes af flere personer, at særligt tvivlsomme for tolkningsspørgsm ål forelægges for Kammeradvokaten, at told- og skatteregionerne fører løbende tilsyn med kommunernes ligningsvirksomhed, og at Told-og Skat testyrelsen tilstræber at gøre opmærksom på tvivlsomme fortolkninger i det omfang, Landsskatteretten inddrager Told- og Skattestyrelsen i klagesager.

Men som sagerne om kantinemoms viser, kan det uanset bestræbelserne hos alle led i skatte- og afgiftsorganisationen på at afgøre alle sager korrekt efter gældende regler og praksis blive tale om, at en endog mangeårig praksis senere bliver underkendt, i sidste instans eventuelt af Højesteret. Det er imidlertid urealistisk at regne med, at det i et moderne samfund med dets kompleksitet og deraf følgende komplekse lovgivning - nationalt såv el som overnationalt - vil være muligt at lovgi ve på en sådan måde, at en underkendelse af en lagt praksis aldrig vil kunne finde sted. Men det er klart, at man bør gøre, hvad man kan for at undgå en sådan situa tion.

Det er således ikke muligt at definere nogle sager som mere tvivlsomme end andre sager, og der er derfor heller ikke grundlag for en mere konkret besvarelse af det stillede spørgsmål.

Spørgsmål 7: Hvor mange penge skønner ministeren (med en nøjagtighed på 1/2 mia. kr.), at virksomhederne har betalt for meget i moms i de 17 år, som ikke er omfattet af tilbagebetalingen?

Svar: I forbindelse med spørgsmålet om afregning af moms på salg i virksomhedskantiner blev forældelsesfristen på 5 år suspenderet d. 14. januar 2000, hvilket betyder, at virksomheder kan kræve for meget betalt moms siden 14. januar 1995 tilbagebetalt. Dermed er den første periode, der kan søges tilbagebetaling for, hvis virksomheden har været på kvartalsafregning, 4. kvartal 1994, hvor betalingsfristen var 10. febru ar 1995.

Den hidtidige praksis om afregning af moms på salg i virksomhedskantiner blev indført med virkning fra oktober 1978. De afgiftspligtige perioder, der falder for forældelsesfristen, strækker sig således for virksomheder på kvartalsafregning over tidsrummet oktober 1978 til september 1994.

Der findes ingen opgørelser over omfanget af den samlede kantimoms, over antallet af kantiner eller ansatte deri. Et skøn over omfanget af kantinemoms må derfor baseres på en række forudsætninger, der ud over disse størrelser også omfatter prisfastsættelsen i kantiner, aflønning, overvæltning og meget andet. Et skøn er derfor behæftet med særdeles stor usikkerhed.

Med disse forbehold skønnes, at virksomhederne årligt har betalt godt 530 mill. kr. for meget i kantinemoms før skat. De 530 mill. kr. er i 2000 prisniveau.

Med udgangspunkt heri skønnes, at virksomhederne har betalt 5,4 mia. kr. for meget før skat og 3,1 mia. kr. for meget efter skat i den nævnte periode. Disse tal er i pris- og lønniveauet for de aktuelle år.

Der er i beregningerne taget højde for, at selskabsskattesatsen og momssatsen vari erer i perioden. I årene 1988-1991 er endvidere medregnet AMBI.

Det skal endnu engang understreges, at de angivne talstørrelser er meget usikre. Usikkerheden forstærkes endvidere af, at der ikke er taget højde for ændringer i virksomhedernes adfærd i den forholdsvis lange periode, beregningerne vedrører. Adfærdsændringerne kan f.eks. bestå i, at der er flere eller færre kantiner, ændringer i tilskuddenes størrelse og i antallet af kantiner, der er udliciteret.

Spørgsmål 8: Hvilke muligheder har virksomhederne for at få dækket de advokat- og revisoromkostninger, de har haft for at bevise deres uskyld i sagen vedrørende kantinemoms?

Svar: Skatteministeriet har hævet retssagerne. Det følger af retsplejelovens § 312, stk. 4, at retten, når en sag hæves, efter omstændighederne kan pålægge den ene part helt eller delvist at erstatte modparten dennes sagsomkostninger eller bestemme, at hver af parterne skal bære sine omkostninger (ophæve omkostningerne). Jeg kan oplyse, at landsretten har pålagt Skatteministeriet at betale sagsomkostninger i de 3 retssager o m kantinemoms.

Virksomhederne kan udover de tilkendte sagsomkostninger, jf. ovf., have afholdt udgifter til sagernes førelse for landsretten. Det følger af skattestyrelseslovens § 33 A, stk. 2, som indsat ved lov nr. 464 af 31. maj 2000, at der i tilfælde af, at Skatte ministeriet indbringer en landsskatteretskendelse for domstolene, betales en omkost ningsgodtgørelse på 85 pct. af de godtgørelsesberettigede udgifter. De godtgørelses berettigede udgifte r er bl.a. udgifter til sagkyndig bistand (medmindre den sagkyndi ge er ansat hos den godtgørelsesberettigede). De godtgørelsesberettigede udgifter reduceres bl.a. med tilkendte sagsomkostninger. Disse regler finder anvendelse for udgifter, der betales den 5. april 2000 eller senere.

Sagerne blev afsluttet for Landsskatteretten den 22. december 1999. Hvis virksom hedernes regninger til advokat og revisor er betalt inden den 5. april 2000, kan virksomhederne få omkostningsdækning for sagernes førelse for Landsskatteretten efter de dagældende regler i skattestyrelseslovens § 33 A. Det følger af denne be stemmelse, at der gives tilskud ved klage til Landsskatteretten til en række udgifter, der er nævnt i skattestyrelseslovens § 33 B, herunder udgifter til sagkyndig bistand (medmindre den sagkyndige er ansat hos den, som skattesagen vedrører). De til skudsberetttigede udgifter reduceres bl.a. med tilkendte eller på anden måde godt gjorte udgifter. For andre skattepligtige end fysiske personer (f. eks. selskaber) er tilskuddet efter § 33 C på 32 eller 34 pct. af de tilskudsberettigede udgifter, afhæn gig af, hvornår udgifterne er betalt.

Hvis udgifterne i forbindelse med sagernes førelse i Landsskatteretten først er betalt den 5. april 2000 eller senere, kan virksomhederne få omkostningsgodtgørelse efter de nye regler; godtgørelsesprocenten er da 50 pct. (da sagerne er indbragt for Lands skatteretten af virksomhederne og ikke af myndighederne).