Skriftlig fremsættelse (29. januar 2002)

 

 

Socialministeren (Henriette Kjær) :

 

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om social service (Forhøjelse af tilskud til høreapparater)

(Lovforslag nr. L 62).

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med Regeringens ønske om at styrke indsatsen for varigt at nedbringe ventelisterne til behandling i det offentlige sygehusvæsen. Indenrigs- og sundhedsministeren fremsætter samtidig med dette forslag, et lovforslag om ændring af sygehusloven.

Formålet med ændringen af sygehusloven er at gennemføre to væsentlige initiativer i regeringsgrundlaget på sundhedsområdet, nemlig forslaget om at tilføre sygehusvæsenet yderligere midler på 1,5 mia. kr. i 2002 med henblik på at nedbringe ventetiderne, samt forslaget om at sikre patienterne frit valg til private og udenlandske sygehuse, hvis det offentlige sygehusvæsen ikke kan tilbyde behandling inden for 2 måneder.

Regeringen ønsker i denne forbindelse også at tage initiativ til at nedbringe ventetiden på høreapparatbehandling.

Forslaget indebærer, at det eksisterende tilskud til høreapparatbehandling hos godkendte, private høreapparatleverandører forhøjes fra 3.000 kr. til 5.000 kr. pr. høreapparat.

Med en forhøjelse af beløbet fra 3.000 kr. til 5.000 kr. vil der være et større incitament for at flere vil vælge at få udleveret høreapparat af en godkendt, privat høreapparatleverandør uden om det offentlige system. Dette vil lette presset på det offentlige system, ligesom ventetiden vil blive nedbragt.

Forslaget styrker borgernes mulighed for et friere valg af høreapparatleverandør og bidrager dermed til en øget konkurrence, som på længere sigt må forventes at medvirke til en nedbringelse af de lange ventelister på høreapparatbehandling.

Den hørehæmmede kan således selv vælge at lade høreapparatbehandlingen foregå i det offentlige uden egenbetaling, eller vælge at gå til en godkendt, privat høreapparatleverandør og dermed opnå et tilskud.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og bemærkningerne hertil, skal jeg på regeringens vegne anbefale lovforslaget til Tingets hurtige og velvillige behandling.