Skriftlig fremsættelse (30. januar 2002)
Justitsministeren
(Lene Espersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold mv.).
(Lovforslag nr. L 74).
Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner.
Direktivet regulerer navnlig spørgsmålet om morarente i tilfælde af forsinket betaling, men indeholder bl.a. også regler om kreditors ret til at kræve rimelig kompensation af skyldneren for alle relevante omkostninger ved inddrivelse, der er forårsaget af skyldnerens forsinkede betaling. Efter direktivet kan medlemsstaterne fastsætte eller opretholde regler, der giver kreditor en bedre beskyttelse, end hvad der følger af direktivets regler (minimumsdirektiv).
Direktivets bestemmelser finder alene anvendelse i visse handelsforhold, nemlig betalinger mellem erhvervsdrivende eller mellem en erhvervsdrivende og en ordregivende offentlig myndighed mv., når betalingen har karakter af vederlag for varer eller tjenesteydelser. Direktivet skal være gennemført i medlemsstaterne inden den 8. august 2002.
Med henblik på opfyldelsen af direktivet foreslås der en række ændringer i renteloven. Flere af de direktivbestemte ændringer foreslås gennemført generelt på rentelovens område, dvs. ikke kun i handelsforhold som omfattet af direktivet, men derimod i alle handelsforhold og bl.a. også i forbrugerforhold, jf. nærmere herom nedenfor.
De foreslåede bestemmelser i lovforslaget falder i to dele.
Lovforslaget indeholder for det første forslag til ændringer i rentelovens regler om morarente ved forsinket betaling af pengekrav. Ændringerne går navnlig ud på følgende:
– Det foreslås, at renten efter forfaldsdagen (morarenten) fastsættes til en årlig rente, der svarer til Nationalbankens officielle udlånsrente med et tillæg på 7 pct. I dag udgøres morarenten af en årlig rente svarende til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5 pct. Der er efter lovforslaget tale om en forhøjelse af morarentesatsen på ca. 2,5 pct. i forhold til det nuværende niveau. Ændringen skal gennemføres i handelsforhold omfattet af direktivet.
For at undgå differentierede morarentesatser foreslås ændringen dog gennemført generelt på rentelovens område, dvs. ikke kun i handelsforhold, men bl.a. også i forbrugerforhold.
– Det foreslås at afskaffe pligten til at afgive et særligt rentepåkrav. En betalingsanmodning i form af fremsendelse af f.eks. en faktura skal således fremover være tilstrækkelig til at udløse krav på morarente ved forsinket betaling.
Også denne ændring foreslås gennemført generelt på rentelovens område for at sikre ensartede regler.
– Det foreslås, at kreditor i de af direktivet omfattede handelsforhold altid skal kunne kræve rente efter rentelovens almindelige bestemmelser, selv om andet måtte følge af handelsbrug eller anden sædvane på området.
Det foreslås endvidere, at der ikke længere skal være mulighed for i forbrugerforhold ved handelsbrug eller anden sædvane at fravige rentelovens bestemmelser til skade for forbrugeren. Ændringen vil betyde, at rentelovens § 5 (om morarentesatsen) ikke vil kunne fraviges til skade for forbrugeren ved sædvane. Ændringen er ikke påkrævet efter direktivet.
For det andet indeholder lovforslaget nye regler om fordringshaverens inddrivelsesomkostninger. Disse regler går navnlig ud på følgende:
– Det foreslås, at der indsættes en ny generel regel i renteloven, hvorefter skyldneren har pligt til at betale fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen. I dag er spørgsmålet om en fordringshavers ret til at kræve udenretlige inddrivelsesomkostninger dækket af skyldner ikke lovreguleret, og spørgsmålet beror således på, om der i øvrigt er den fornødne hjemmel hertil, f.eks. i parternes aftale eller i almindelige erstatningsregler.
Efter lovforslaget skal den foreslåede regel gælde generelt for fordringer på formuerettens område, det vil navnlig sige i alle handels- og forbrugerforhold. Der vil herved blive skabt en ensartet retlig ramme, der ikke helt overlader spørgsmålet til parternes aftale i det enkelte tilfælde.
– For så vidt angår særligt rykker- og inkassogebyrer foreslås det at bevare de nugældende bestemmelser om loft for gebyrerne i forbrugerforhold. Bestemmelserne foreslås dog udvidet til at gælde på hele rentelovens område, men de skal uden for forbrugerforhold kunne fraviges ved aftale eller sædvane. Fravigelsen kan dog alene ske med den begrænsning, at fordringshaveren altid skal kunne kræve, at skyldneren betaler rimelige og relevante omkostninger til udsendelse af rykkerskrivelser mv.
Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.