L 171 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af konkurrenceloven. (Offentligretlige konkurrencebegrænsninger, bøder m.v.).

til

(Offentligretlige konkurrencebegrænsninger, bøder m.v.)

I konkurrenceloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 687 af 12. juli 2000, foretages følgende ændringer:

1. § 2, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Afgørelse af, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er omfattet af stk. 2, træffes af den minister, under hvis ressortområde den pågældende regulering henhører. Anmoder Konkurrencerådet vedkommende minister om at afgøre, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er omfattet af stk. 2, skal ministeren træffe afgørelse senest fire uger fra modtagelsen af rådets anmodning. Konkurrencerådet kan forlænge fristen.«

2. § 2, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Hvis Konkurrencerådet finder, at en offentlig regulering eller en støtteordning kan have skadelige virkninger for konkurrencen eller i øvrigt kan hindre en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse, kan rådet til vedkommende minister samt økonomi- og erhvervsministeren afgive en begrundet udtalelse, som påpeger mulige skadelige virkninger for konkurrencen, samt fremkomme med forslag til fremme af konkurrencen på området. Vedkommende minister skal efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren svare på Konkurrencerådets udtalelse senest fire måneder fra modtagelsen af rådets udtalelse. Konkurrencerådet kan forlænge fristen.«

3. I § 6, stk. 2, nr. 4, udgår efter »konkurrencen,«: »eller«

4. I § 6, stk. 2, nr. 5, ændres »genstand.« til: »genstand, eller«

5. I § 6, stk. 2, indsættes som nr. 6:

6. § 7, stk. 2, nr. 1, affattes således:

7. I § 11 a, stk. 3, indsættes som 2. og 3. pkt.:

»Afgørelse af, hvorvidt en ydet støtte er lovlig i henhold til offentlig regulering, skal træffes senest fire uger fra modtagelsen af rådets anmodning. Konkurrencerådet kan forlænge fristen.«

8. I § 13, stk. 1, ændres »§ 18, stk. 2, 2. pkt.« til: »§ 18, stk. 5, 2. pkt.«

9. § 13, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Pågældende myndigheds afgørelse efter § 2, stk. 4, 1. pkt., og § 11 a, stk. 3, 1. pkt., Konkurrencerådets begrundede udtalelse og ressortministerens svar efter § 2, stk. 5, samt Konkurrencerådets afgørelser truffet i medfør af loven skal offentliggøres. Endvidere skal afgørelser truffet af Konkurrencestyrelsen på Konkurrencerådets vegne offentliggøres, medmindre en afgørelse hverken skønnes at have betydning for forståelsen af anvendelsen af konkurrenceloven eller være af interesse for offentligheden i øvrigt.«

10. I § 14, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 2, stk. 4, 1. pkt.«: », og § 11 a, stk. 3, 1. pkt.«

11. Efter § 15 a indsættes:

»§ 15 b. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om benyttelse af elektronisk kommunikation til og fra Konkurrencerådet, Konkurrencestyrelsen samt Konkurrenceankenævnet, herunder om brugen af elektronisk signatur.«

12. § 18 affattes således:

»§ 18. Konkurrencestyrelsen kan til brug for Konkurrencerådets virksomhed foretage kontrolundersøgelser, der indebærer, at styrelsen får adgang til en virksomheds eller sammenslutnings lokaler og transportmidler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af enhver oplysning, herunder regnskaber, regnskabsmaterialer, bøger og andre forretningspapirer, uanset informationsmedium. I forbindelse med kontrolundersøgelsen kan Konkurrencestyrelsen kræve mundtlige forklaringer.

Stk. 2. Hvor en virksomheds eller sammenslutnings oplysninger opbevares hos eller behandles af en ekstern databehandler, kan Konkurrencestyrelsen få adgang til den eksterne databehandlers lokaler med henblik på dér at gøre sig bekendt med og tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1. Adgangen forudsætter, at det ikke er muligt for Konkurrencestyrelsen at få adgang til de pågældende oplysninger direkte fra den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen.

Stk. 3. Konkurrencestyrelsens kontrolundersøgelser kan kun finde sted efter indhentet retskendelse og mod behørig legitimation.

Stk. 4. Hvis virksomhedens eller sammenslutningens forhold gør, at det ikke er muligt for Konkurrencestyrelsen samme dag, som kontrolundersøgelsen foretages, at få adgang til eller tage kopi af oplysningerne, jf. stk. 1-2, kan styrelsen medtage oplysningerne eller det medium, hvorpå oplysningerne befinder sig, med henblik på kopiering. Det af Konkurrencestyrelsen medtagne materiale skal sammen med et sæt kopier af de oplysninger, som styrelsen har taget til brug for en nærmere gennemgang, tilbageleveres til virksomheden eller sammenslutningen senest tre hverdage efter kontrolundersøgelsen. Fristen kan forlænges, hvis det ikke har været teknisk muligt at få adgang til oplysningerne på det medtagne medium.

Stk. 5. Politiet yder bistand ved udøvelsen af beføjelser efter stk. 1-2. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.«

13. § 23, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Ved udmåling af straf efter stk. 1-2 skal der ved fastsættelse af bødens størrelse udover de almindelige regler i straffelovens kapitel 10 tages hensyn til den juridiske persons omsætning det seneste år forud for domsafsigelsen eller udstedelsen af et bødeforlæg.«

§ 2

Loven træder i kraft den 1. august 2002.

Med vedtagelsen i maj 1997 af konkurrenceloven (L 172, FT 1996-97, tillæg C, s. 584 ff.), jf. lov nr. 384 af 10. juni 1997, blev det hidtidige kontrolprincip i dansk konkurrencelovgivning erstattet med det samme forbudsprincip, som gælder i EU-konkurrenceretten og i de fleste andre EU-medlemsstaters konkurrencelovgivning. Der var tale om en tilpasning af den danske konkurrencelov til EU’s konkurrenceregler – ikke en fuldstændig indførelse af de samme regler.

I maj 2000 vedtog Folketinget (L 242, FT 1999-2000, tillæg C, s. 997 ff.) en række ændringer til konkurrenceloven, jf. lov nr. 416 af 31. maj 2000. De væsentligste ændringer gik ud på indførelse af fusionskontrol, bøder ved førstegangsmisbrug af en dominerende stilling (dog først fra den 1. juli 2002), mulighed for Konkurrencerådet til at udstede påbud vedrørende konkurrenceforvridende støtte ydet ved hjælp af offentlige midler samt hjemmel for Konkurrencerådet til at anvende EF-traktatens artikel 81 og 82.

Siden den seneste ændring i 2000 har der i praksis vist sig behov for visse ændringer af konkurrenceloven.

Ændringerne kan inddeles i tre grupper. For det første ændres loven således, at Konkurrencerådet får bedre muligheder for at udtale sig om offentlige konkurrencebegrænsninger. For det andet foreslås bøderne for overtrædelse af loven forhøjet. For det tredje foreslås visse tekniske ændringer i reglerne vedrørende kontrolundersøgelser samt en klargøring af, hvilke regler der gælder for joint ventures, lokale prisaftaler samt offentliggørelse af afgørelser m.v., ligesom der foreslås indført hjemmel til, at kommunikation til og fra Konkurrencerådet, Konkurrencestyrelsen og Konkurrenceankenævnet kan ske elektronisk.

Konkurrenceloven omfatter enhver form for erhvervsvirksomhed, uanset om den er privat eller offentlig. Loven omfatter endvidere konkurrenceforvridende støtte ydet ved hjælp af offentlige midler.

Efter den gældende lov kan Konkurrencerådet ikke gribe ind over for konkurrencebegrænsninger, som er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Baggrunden herfor er, at sådan regulering kan være vedtaget ud fra andre samfundshensyn end hensynet til en virksom konkurrence. Tilsvarende gælder for konkurrenceforvridende støtteordninger, der er lovlige i henhold til offentlig regulering. Denne regel opretholdes, men lovforslaget betyder i sin helhed en præcisering af, at Konkurrencerådet altid har mulighed for at påpege uhensigtsmæssigheder i reguleringen og komme med gode råd om, hvordan man sikrer den bedst mulige konkurrence i Danmark. Konkurrencerådet kan på denne måde sætte fokus på, om hensynene bag en given offentlig regulering er tillagt den rigtige vægt i forhold til konkurrencehensynet.

Om en offentligretlig konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, vurderes ifølge den gældende lov af den myndighed, der selv har fastsat reguleringen eller truffet beslutningen. Det vil i praksis sige den pågældende minister, kommunalbestyrelse eller bestyrelsen i et kommunalt fællesskab. For så vidt angår støtteordninger, foretages vurderingen af den pågældende minister eller det pågældende tilsynsråd.

Da de vurderinger, som Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet modtager fra andre offentlige myndigheder, bliver lagt uprøvet til grund, er det vigtigt, at vurderingerne udtrykker en ensartet og korrekt lovfortolkning og vurdering af praksis, uanset hvilken myndighed og uanset hvor i landet vurderingen stammer fra. Det er således ikke hensigtsmæssigt, hvis en kommunalbestyrelses vurdering af, om en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, afviger fra den vurdering, som nabokommunen eller en kommune i den anden ende af landet måtte foretage i en tilsvarende sag. En sådan forskellig vurdering vil kunne betyde, at Konkurrencerådet kan foretage indgreb i nogle sager, mens rådet forhindres i at gribe ind i andre tilsvarende sager. Denne problemstilling skal ses i lyset af, at spørgsmålet om, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, kan involvere ganske komplicerede retlige vurderinger.

Det er på denne baggrund fundet hensigtsmæssigt og naturligt at centralisere vurderingen. Det foreslås derfor at lade vurderingen af, om en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, påhvile den ressortansvarlige minister. Konkurrencerådet skal kunne anmode om ressortministerens vurdering i form af en konkret afgørelse, der som udgangspunkt skal foreligge senest fire uger fra modtagelsen af rådets anmodning. Tilsvarende gælder for så vidt angår støtteordninger, hvor Konkurrencerådets anmodning dog rettes til den pågældende minister, henholdsvis til det pågældende tilsynsråd.

Hvis Konkurrencerådet finder, at en offentlig regulering eller en støtteordning kan have skadelige virkninger for konkurrencen eller i øvrigt kan hindre en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse, foreslås det, at rådet over for den ressortansvarlige minister samt over for økonomi- og erhvervsministeren kan afgive en begrundet udtalelse. Den begrundede udtalelse kan påpege de mulige skadelige virkninger og indeholde forslag til fremme af konkurrencen på det givne område.

Den ressortansvarlige minister skal efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren svare på den begrundede udtalelse fra Konkurrencerådet senest fire måneder fra modtagelsen.

Det nye i forslaget er, at Konkurrencerådet ikke alene gør ressortministeren, men også økonomi- og erhvervsministeren, opmærksom på reguleringer eller støtteordninger, som er uhensigtsmæssige set fra en konkurrencesynsvinkel. Forhandlingen mellem ministrene skal sikre, at ikke kun ressorthensyn, men også hensynet til konkurrencen samt bredere erhvervspolitiske hensyn bliver inddraget i overvejelserne, inden ressortministeren afgiver sit svar på Konkurrencerådets begrundede udtalelse.

Den gældende lov åbner mulighed for at pålægge bødestraf for en række overtrædelser af loven. I Erhvervsudvalgets betænkning af 18. maj 2000 blev det i forbindelse med erhvervsministerens ændringsforslag til § 23 anført: "Generelt bør bødeniveauet ved overtrædelse af konkurrenceloven følge danske retstraditioner for overtrædelser af erhvervslovgivning i øvrigt." (FT 1999-2000, tillæg B, s. 1297, v. sp.). I praksis – f.eks. i forbindelse med el-kartelsagerne – har det imidlertid vist sig, at bødeniveauet for overtrædelse af konkurrenceloven er lavere end det niveau, der anvendes i andre europæiske lande, og meget lavere end det bødeniveau, der anvendes af Europa-Kommissionen.

Med forslaget vil bødeniveauet i Danmark for overtrædelser af konkurrencereglerne blive tilnærmet bødeniveauet i de øvrige europæiske lande. Bøderne vil derimod ikke komme på højde med de bøder, der gives af Europa-Kommissionen for overtrædelser af EU-konkurrencereglerne.

Et højere bødeniveau skal virke præventivt og sikre, at sanktionerne står mål med den mulige fortjeneste ved overtrædelse af loven. Som hidtil vil det være en betingelse for at ifalde bødestraf, at lovovertrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

Straffeloven åbner allerede i dag visse muligheder for at give strafnedsættelse til sigtede eller tiltalte, der f.eks. i kartelsager har bidraget til opklaringen. Da visse overtrædelser af konkurrenceloven er specielt vanskelige at opklare uden medvirken fra dem, der har deltaget i ulovlighederne, forudsættes det, at anklagemyndigheden og domstolene fuldt ud udnytter de eksisterende muligheder i straffeloven for strafnedsættelse i de tilfælde, hvor den sigtede eller tiltalte har bidraget væsentligt til opklaringen.

Den gældende lov giver hjemmel til, at Konkurrencestyrelsen efter retskendelse og mod behørig legitimation kan foretage kontrolundersøgelser i virksomheder m.v.

Konkurrencestyrelsen har under sine kontrolundersøgelser mulighed for at gennemgå og kopiere materiale, herunder materiale fra virksomhedens it-system. Det gælder også materiale, som gøres tilgængeligt gennem opkobling fra virksomheden til dens it-systemer eller datalagre (servere m.v.), der fysisk befinder sig uden for virksomheden, f.eks. fordi edb-driften er out-sourcet, eller fordi datalagrene (servere m.v.) ligger hos en anden virksomhed i samme koncern. Af tekniske eller praktiske årsager er det imidlertid ikke altid muligt at foretage en sådan opkobling. Der er derfor behov for en hjemmel, der giver Konkurrencestyrelsen direkte adgang til virksomhedens eksternt placerede edb-oplysninger.

Med forslaget vil Konkurrencestyrelsen kunne få adgang til oplysninger placeret hos en ekstern databehandler, såfremt det ikke er muligt at få adgang til oplysningerne hos den, som er genstand for kontrolundersøgelsen. En sådan adgang forudsætter, at styrelsen har indhentet en retskendelse, som giver adgang til den eksterne databehandler.

For ikke at genere de involverede virksomheder unødigt afsluttes Konkurrencestyrelsens kontrolundersøgelser normalt samme dag, som de er påbegyndt. I nogle situationer er det imidlertid ikke muligt på grund af forhold hos virksomheden at kopiere de ønskede oplysninger inden for denne frist. Det kan f.eks. skyldes, at der er tekniske problemer med virksomhedens kopimaskine, eller at det ikke har været muligt at få adgang til en bærbar computer, som anvendes af en af virksomhedens ansatte – der er central i forhold til kontrolundersøgelsen – fordi vedkommende er bortrejst, og ingen anden i virksomheden kender computerens password.

Der har således i praksis vist sig et behov for – i sådanne særlige tilfælde, hvor det på grund af forhold, der kan tilskrives virksomheden, ikke er muligt at få adgang til eller kopiere oplysningerne på stedet – at kunne medtage visse oplysninger eller et informationsmedium med henblik på adgang og kopiering i Konkurrencestyrelsen.

På denne baggrund foreslås det, at Konkurrencestyrelsen i forbindelse med en kontrolundersøgelse i særlige situationer kan medtage oplysninger eller det medium, hvorpå disse oplysninger befinder sig, med henblik på adgang og kopiering. Det forudsættes, at en virksomhed skal tilbydes at være til stede, når Konkurrencestyrelsen undersøger og evt. kopierer medtaget materiale. Det medtagne materiale skal tilbageleveres senest tre hverdage efter, at kontrolundersøgelsen har fundet sted. I særlige tilfælde vil fristen kunne forlænges.

Den danske konkurrenceretlige vurdering af joint ventures har, siden forbudsprincippet blev indført i dansk konkurrenceret med konkurrenceloven fra 1997, i det væsentlige svaret til Europa-Kommissionens. Da der med 1997-loven ikke blev indført fusionskontrol, blev det i bemærkningerne til forbudet i § 6, stk. 1, mod konkurrencebegrænsende aftaler anført, at joint venture-aftaler skulle underkastes en vurdering efter § 6 – også når der var tale om joint ventures, der efter de EU-konkurrenceretlige regler skulle vurderes efter bestemmelserne i fusionskontrolforordningen (Rådets forordning (EØF) nr. 4069/89 af 21. september 1989 om kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, som ændret ved Rådets forordning (EF) nr. 1310 af 30. juni 1997).

Fusionskontrol blev indført i konkurrenceloven med ændringen i 2000. I forbindelse hermed blev retsstillingen for virksomheders aftaler om joint ventures endnu engang præciseret (FT 1999-2000, tillæg A, s. 6820, h. sp.).

I en afgørelse fra april 2001 udtalte Konkurrenceankenævnet imidlertid, at en aftale om etablering af et joint venture i form af etableringen af et fælles og selvstændigt selskab ikke er omfattet af forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler, selv om dette er tilfældet efter EU-konkurrencereglerne. Konkurrencerådet havde derfor ikke hjemmel til at forbyde et sådant selskabs etablering eller til at give påbud om dets opløsning. Den gældende retstilstand med udgangspunkt i Konkurrenceankenævnets kendelse fremstår derfor ikke som fuldt afklaret. Lovforslaget tilsigter at afklare retstilstanden.

Det foreslås, at det i lovens § 6 præciseres, at en aftale om oprettelse af et joint venture vil være forbudt, hvis det gennem aftalen gøres muligt for virksomheder at samordne deres konkurrencemæssige adfærd. Med denne præcisering vil det herefter stå klart, at konkurrenceloven på linje med EU-konkurrencereglerne kan finde anvendelse på et joint venture, der i virkeligheden benyttes som ramme for et konkurrencebegrænsende samarbejde. Det vil dog fortsat være muligt efter lovens § 8 at søge om og opnå fritagelse for aftaler om etablering af joint ventures, såfremt det skønnes, at aftalerne opfylder de i loven angivne betingelser.

Priskonkurrence har væsentlig betydning for en effektiv ressourceanvendelse i samfundet. Derfor forbyder konkurrenceloven også udtrykkeligt virksomheder at indgå aftaler om købs- og salgspriser. Det gælder både horisontale og vertikale prisaftaler. Fra det generelle forbud gælder dog visse undtagelser for virksomheder med en mindre omsætning og markedsandel, jf. den gældende lovs § 7, stk. 1. Disse undtagelser gælder imidlertid ikke, hvis virksomhederne f.eks. aftaler bindende videresalgspriser.

Formuleringen "bindende videresalgspriser" i den gældende lov har i praksis ført til, at virksomheder i visse brancher har dannet lokale priskarteller ud fra en formening om, at aftalerne vedrørte salgspriser og således ikke vedrørte mindstepriser for videresalget, og at aftalerne derfor – på grund af virksomhedernes relativt lave omsætning – var lovlige som følge af bagatelreglen. Sådanne lokale prisaftaler mellem f.eks. kørelærere, revisorer eller ejendomsmæglere kan være lige så skadelige for konkurrencen – og dermed betyde højere priser for forbrugere og erhvervsliv – som en prisaftale mellem f.eks. to landsdækkende virksomheder.

Af Europa-Kommissionens nyligt udsendte bagatelmeddelelse (EF-Tidende 2001, nr. C 368, s. 13) fremgår det udtrykkeligt, at prisaftaler mellem konkurrenter generelt anses for at være så skadelige for konkurrencen, at de – uanset de involverede parters markedsandele – ikke vil kunne nyde godt af bagatelmeddelelsen.

På den baggrund foreslås det, at konkurrencelovens bagatelregel i § 7, stk. 1, heller ikke finder anvendelse på prisaftaler. Det betyder, at den generelle regel i § 6 om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler finder anvendelse. Forbudet er dog ikke absolut. Virksomheder, der indgår aftaler, der også indeholder bestemmelser om priser, vil således kunne søge om og opnå fritagelse efter lovens § 8, hvis aftalerne opfylder de i loven angivne betingelser.

I dag skal Konkurrencerådets afgørelser samt rådets henvendelser og myndighedernes svar vedrørende en konkurrencebegrænsnings lovlighed offentliggøres. Arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og Konkurrencestyrelsen betyder, at rådet skal træffe afgørelse i principielle sager samt i sager, der er af særlig stor betydning. Konkurrencestyrelsen træffer – ligesom en række andre offentlige myndigheder – afgørelser i et antal sager, som ikke har nogen reel betydning for forståelsen af konkurrencereglerne eller for kendskabet til konkurrenceforholdene. Det kan være tilfældet i visse klagesager, hvor den relevante problemstilling ikke kan løses ved hjælp af konkurrencelovens regler, fordi der f.eks. klages over en anden myndigheds myndighedsudøvelse. Ligeledes forekommer det, at Konkurrencestyrelsen på rådets vegne træffer afgørelser i et større antal sager, hvor afgørelserne stort set er enslydende. Det er f.eks. tilfældet, hvor styrelsen modtager et større antal klager over samme forhold. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt, at enhver afgørelse, som Konkurrencestyrelsen måtte træffe, skal offentliggøres, idet en sådan offentliggørelse får karakter af "informationsforurening" og således vanskeliggør en hurtig og effektiv søgning efter relevant materiale.

På denne baggrund foreslås det, at reglerne om offentliggørelse præciseres, således at Konkurrencerådets afgørelser samt rådets udtalelser til offentlige myndigheder og disse myndigheders svar altid skal offentliggøres. Ligeledes præciseres det, at Konkurrencestyrelsens afgørelser skal offentliggøres, og at offentliggørelse af styrelsens afgørelser kun kan undlades i de særlige tilfælde, hvor en afgørelse hverken skønnes at være af betydning for forståelsen af anvendelsen af konkurrenceloven eller af interesse for offentligheden i øvrigt.

For at forberede konkurrenceloven på overgangen til digital offentlig forvaltning foreslås der indsat en hjemmel, der åbner mulighed for, at korrespondance til og fra Konkurrencerådet, Konkurrencestyrelsen samt Konkurrenceankenævnet kan foregå elektronisk.

Lovforslagets bestemmelser om styrkelse af mulighederne for at gribe ind over for offentlige konkurrencebegrænsninger betyder en opprioritering af Konkurrencestyrelsens opgavevaretagelse på det offentlige område. Opprioriteringen vil kræve fem AC-årsværk svarende til en udgift på 2 mio. kr. om året.

Udgifterne afholdes inden for Økonomi- og Erhvervsministeriets eksisterende rammer.

Forslaget sigter på at øge konkurrencen og styrke lovens generalpræventive effekt. Forslaget kan medføre øget effektivitet og lavere priser på en række offentlige udgiftsområder. Således har eksempelvis opklaringen af et større kartel i el-installatørbranchen vist, at kartellets koordination af tilbud har betydet væsentlige merudgifter for offentlige indkøbere eller bygherrer.

Forslaget vedrørende konkurrencebegrænsninger i den offentlige sektor vil betyde en opprioritering af konkurrencemyndighedens opgavevaretagelse på dette område. Forslaget vil sætte yderligere politisk fokus på konkurrencebegrænsninger i den offentlige sektor og vil kunne fremme muligheden for, at virksomheder får lettere og lige adgang til visse markeder og dermed øge konkurrencen.

Offentlig regulering kan hæmme virksomheders adgang til markeder. Det gælder f.eks. markeder, hvor en offentlig regulering har den konsekvens, at kun én virksomhed eller kun autoriserede virksomheder har adgang. Reguleringens konsekvenser kan skyldes, at lovgiver har ønsket at fremme andre vigtige samfundshensyn f.eks. miljø-, sikkerheds- eller sundhedsmæssige hensyn, og at hensynet til konkurrencen derfor har måttet vige i overvejelserne. Imidlertid er der i mange tilfælde ikke en skarp modsætning mellem hensynet til konkurrence og andre vigtige samfundsmæssige hensyn. I sådanne tilfælde kan man ofte med enkelte ændringer af reguleringen fremme konkurrencehensynet, uden det sker på bekostning af det eller de hensyn, som reelt ligger bag reguleringen.

Endvidere kan offentlig regulering føre til, at virksomheder behandles forskelligt, når de ønsker at få adgang til et marked. En uensartet behandling kan f.eks. skyldes, at forskellige offentlige myndigheder vurderer den samme type konkurrencebegrænsning forskelligt. Nogle myndigheder vil eksempelvis vurdere, at en konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, mens andre myndigheder vurderer en tilsvarende konkurrencebegrænsning modsat.

Bestemmelsen om dialog mellem ressortministeren og økonomi- og erhvervsministeren vil fremme muligheden for, at regler gøres mere konkurrencevenlige, uden det går ud over det oprindelige hensyn bag reglerne.

Bestemmelsen om en centraliseret vurdering af offentlige konkurrencebegrænsninger vil sikre, at virksomhederne uanset geografisk beliggenhed behandles ens.

Forslaget om en forhøjelse af bødeniveauet for virksomheders overtrædelse af konkurrenceloven vil ikke medføre negative administrative konsekvenser for virksomhederne. Forhøjelsen af bødeniveauet kan betyde, at virksomheder involveret i konkurrencelovsovertrædelser, herunder f.eks. kartelaktiviteter, kan få højere bødestraf end tidligere, men dette er en tilsigtet økonomisk virkning af lovforslaget.

Forslagene vedrørende kontrolundersøgelser vil ikke i sig selv føre til, at myndighederne gennemfører flere kontrolundersøgelser, og vil ikke medføre negative administrative eller økonomiske konsekvenser for virksomhederne. Dog kan forslaget om adgang til eksterne databehandlere være med til at øge omfanget af den enkelte kontrolundersøgelse. Det er imidlertid vurderingen, at bestemmelsen kun vil blive anvendt meget sjældent og derfor kun vil berøre ganske få virksomheder.

Forslaget om joint ventures og forslaget om det generelle forbud mod prisaftaler kan betyde, at virksomheder anmelder aftaler om joint ventures, henholdsvis prisaftaler, til Konkurrencestyrelsen med henblik på at opnå en fritagelse. I det omfang det sker, har bestemmelserne administrative konsekvenser for de anmeldende virksomheder. De administrative konsekvenser vil variere afhængigt af den konkrete sag, idet virksomhederne skal redegøre for sagens fakta og begrunde ønsket om en fritagelse. Det vurderes, at for hovedparten af de anmeldende virksomheder vil de negative administrative konsekvenser være begrænsede i tid og omfang. Samtidig forventes kun få virksomheder at anmelde aftaler om joint ventures, henholdsvis prisaftaler, og for erhvervsvirksomhederne samlet set vil konsekvenserne derfor være yderst begrænsede.

Forslaget om at gøre det muligt for Konkurrencerådet, Konkurrencestyrelsen og Konkurrenceankenævnet at kommunikere med virksomhederne via elektronisk kommunikation vil, når hjemlen udnyttes, kunne bidrage positivt til at lette de administrative konsekvenser for virksomhederne – f.eks. i forbindelse med indsendelse af oplysninger til Konkurrencestyrelsen.

Det er ikke muligt at fastlægge, hvor stor effekt lovforslaget samlet set vil have på konkurrencesituationen i Danmark. Men begrænsningen af antallet af konkurrencelovsovertrædelser, herunder f.eks. karteller, samt de øgede muligheder for at gribe ind over for konkurrencebegrænsninger i den offentlige sektor vil for samfundet som helhed betyde en velfærdsgevinst. Øget konkurrence bidrager til en højere produktivitet, øget innovation og lavere priser og vil dermed også på sigt kunne bidrage til øget vækst.

I samråd med Erhvervs- og Selskabsstyrelsens Center for administrative lettelser er det vurderet, at lovforslagets administrative konsekvenser vil være meget små i forhold til virksomhedernes byrde ved at deltage i en panelundersøgelse af disse konsekvenser. Det skyldes bl.a., at meget få virksomheder vurderes at ville blive berørt af lovforslagets administrative konsekvenser. Lovforslaget vil dog samtidig med fremsættelsen blive sendt til testpanelet.

Lovforslaget skønnes ikke at have miljømæssige konsekvenser.

Lovforslaget skønnes ikke at indebære konsekvenser i forhold til det frivillige foreningsliv.

Lovforslaget vil indebære,

Lovforslaget er sendt i høring hos Advokatsamfundet, Affaldsteknisk Samarbejde, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Asfaltindustrien, Beskæftigelsesministeriet, Bryggeriforeningen, Byggefagenes Kooperative Landssammenslutning, Byggeriets Arbejdsgivere, Børsmæglerforeningen, CO-Industri, COOP Danmark A/S, Danmarks Apotekerforening, Danmarks Eksportråd, Danmarks Fiskeriforening, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Dataforening, Dansk Energi, Dansk Handel & Service, Dansk Industri, Dansk Skovforening, Dansk Taxi Forbund, Dansk Transport & Logistik, Dansk VVS, Danske Andelsselskaber, Danske Busvognmænd, Danske Dagblades Forening, Danske Entreprenører, Danske Fjernvarmeværkers Forening, Danske Malermestre, De Danske Landboforeninger, Den Danske Forlæggerforening, De Samvirkende Købmænd, Det Danske Handelskammer, Det Kommunale Kartel, Dommerforeningen, DONG A/S, ELFO, Finansministeriet, Finansrådet, Forbrugerrådet, Foreningen af Registrerede Revisorer, Foreningen af Rådgivende Ingeniører, Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Foreningen for affaldshåndtering i Danmark, Forsikring & Pension, Forsvarsministeriet, Frederiksberg Kommune, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd, Hovedstadsregionens Naturgasselskab I/S, Håndværksrådet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Ingeniørforeningen i Danmark, Justitsministeriet, Kommunernes Landsforening, Kulturministeriet, Københavns Kommune, Landbrugsraadet, Landsorganisationen i Danmark, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling, Naturgas Fyn I/S, Naturgas Midt/Nord I/S, Naturgas Sjælland, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Praktiserende Arkitekters Råd, Realkreditrådet, Renosam, Skatteministeriet, Socialministeriet, Statsministeriet, Trafikministeriet, Turistvognmændenes Landsforening, Udenrigsministeriet og Undervisningsministeriet.

Til nr. 1

Efter den gældende lov er det den myndighed, som har fastsat konkurrencebegrænsningen, der selv skal vurdere, om konkurrencebegrænsningen er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Det er således i praksis den pågældende minister, kommunalbestyrelse eller bestyrelse i et kommunalt fællesskab, der foretager vurderingen.

Da de vurderinger, som Konkurrencerådet og Konkurrenceankenævnet modtager fra andre offentlige myndigheder, lægges uprøvet til grund, er det af stor betydning, at vurderingerne udtrykker en ensartet og korrekt praksis, uanset hvilken myndighed der i den enkelte sag har foretaget vurderingen, og uanset hvorfra i landet vurderingen stammer.

Med forslaget centraliseres vurderingen af konkurrencebegrænsningernes nødvendighed, således at vurderingen foretages direkte af den minister, under hvis ressortområde den pågældende regulering hører. Hermed vil vurderingerne komme til at hvile på en ensartet fortolkning af reglerne og dermed kunne danne basis for en konsistent praksis.

Når Konkurrencerådet retter henvendelse til en ressortminister, skal rådet som hidtil påpege, hvori en eventuel konkurrencebegrænsning i forbindelse med f.eks. en kommunal beslutning måtte bestå. Ligeledes anfører Konkurrencerådet i henvendelsen det umiddelbare lovgrundlag, efter hvilket det skal vurderes, om konkurrencebegrænsningen er en direkte eller nødvendige følge af. Hvad særligt angår vurderingen af nødvendigheden af en kommunalt fastsat konkurrencebegrænsning, indebærer dette et vist skøn i de tilfælde, hvor lovgivningen åbner mulighed for, at en given erhvervsvirksomhed kan udføres på flere måder.

Det vil i denne forbindelse være hensigtsmæssigt, at Konkurrencerådet i henvendelsen til ressortministeren anfører sådanne andre og mindre konkurrencebegrænsende måder, som en given erhvervsvirksomhed kunne være udført på, således at ressortministerens vurdering kan ske på dette grundlag. Det vil ligeledes være naturligt, hvis ressortministeren indhenter en udtalelse fra pågældende kommune, forinden det vurderes, om den kommunale beslutning er en direkte eller nødvendig følge af ressortlovgivningen. Med en sådan procedure er det muligt at opnå en grundig belysning af sagen og dermed give ressortministeren grundlag for at foretage den skønsmæssige vurdering, der kan ligge i, om den af kommunen valgte måde at udføre en erhvervsvirksomhed på både tager tilfredsstillende hensyn til konkurrencen og til andre hensyn, som den pågældende ressortlovgivning giver mulighed for at tage i betragtning.

Når en ressortminister frem til, at den kommunale beslutning ikke er en direkte eller nødvendig følge af en offentlig regulering, ligger der ikke i denne afgørelse en vurdering af, om den kommunale beslutning strider mod konkurrenceloven. En afgørelse om, at en kommunal beslutning ikke er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, indebærer alene, at Konkurrencerådet har kompetence til at foretage en vurdering af sagen efter konkurrencelovens kapitel 2 og 3. Måtte Konkurrencerådet nå frem til, at konkurrenceloven er overtrådt, vil denne konkurrenceretlige afgørelse kunne indbringes for Konkurrenceankenævnet.

Hvad særligt angår affaldsområdet, vil miljøministeren nedsætte en arbejdsgruppe, der skal undersøge affaldsområdets organisering. Det er hensigten, at miljøministeren på baggrund af denne arbejdsgruppes arbejde vil præcisere, i hvilke tilfælde konkurrencebegrænsninger på affaldsområdet er en direkte eller nødvendig følge af miljølovgivningen.

Ministeren skal have truffet en afgørelse senest fire uger efter rådets anmodning. Fristen er den samme som i den gældende lov. Konkurrencerådet kan forlænge fristen. Det forudsættes, at en sådan forlængelse bl.a. gives i tilfælde, hvor der f.eks. er behov for høring, herunder partshøring, førend der træffes afgørelse.

Såfremt den ressortansvarlige minister vurderer, at en given konkurrencebegrænsning er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering, vil Konkurrencerådet kunne afgive en begrundet udtalelse, jf. forslagets nr. 2.

Til nr. 2

Forslaget præciserer, at Konkurrencerådet også i relation til offentlige støtteordninger gennem en begrundet udtalelse vil kunne påpege mulige skadevirkninger for konkurrencen eller øvrige hindringer for en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse og komme med gode råd om, hvordan konkurrencen fremmes på området. Den begrundede udtalelse afgives til den ressortansvarlige minister samt til økonomi- og erhvervsministeren. Det forudsættes i den forbindelse, at Konkurrencerådet kan afgive begrundede udtalelser i såvel større generelle konkurrenceproblemstillinger som i mindre, konkrete sager.

Med den ændrede formulering i forhold til den gældende § 2, stk. 5, præciseres det endvidere, at Konkurrencerådet kan afgive en begrundet udtalelse om enhver offentlig regulering, uanset formål, der kan have en afsmittende virkning på konkurrenceforholdene i Danmark. Det forudsættes i den forbindelse, at Konkurrencerådet vil kunne afgive en begrundet udtalelse ikke blot om lovregler, men også om kommunale beslutninger og regulativer truffet med hjemmel i offentlig regulering.

Forslaget angiver endvidere en procedure for besvarelse af Konkurrencerådets begrundede udtalelser. Proceduren indebærer en dialog mellem den ressortansvarlige minister og økonomi- og erhvervsministeren. Herved sikres, at konkurrencehensyn og bredere erhvervspolitiske hensyn tages med i overvejelserne omkring en given offentlig regulering eller støtteordning, der kan have skadelige virkninger for konkurrencen eller i øvrigt kan hindre en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse.

Den ressortansvarlige minister skal efter forhandling med økonomi- og erhvervsministeren svare på Konkurrencerådets begrundede udtalelse. Ressortministeren og økonomi- og erhvervsministeren kan også afgive et fælles svar.

Svaret kan f.eks. gå ud på, at der vil blive fremsat et lovforslag til ændring af en bestående lov, at der vil blive nedsat en arbejdsgruppe eller et udvalg, som skal foretage en nærmere undersøgelse af forholdene eller, at der allerede i forbindelse med lovens vedtagelse er blevet foretaget en afvejning af konkurrencehensynet over for andre hensyn.

Svarfristen er fire måneder fra modtagelsen af Konkurrencerådets begrundede udtalelse. For at give tid til dialogen mellem ministrene er fristen forlænget med en måned i forhold til fristen i den gældende lov. Konkurrencerådet kan forlænge fristen.

Til nr. 3 og 4

Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at der indsættes en ny § 6, stk. 2, nr. 6, jf. lovforslagets nr. 5.

Til nr. 5

Forslaget tager sigte på at afklare den retsusikkerhed, som Konkurrenceankenævnets kendelse af 25. april 2001 i de såkaldte asfaltsager har kunnet give anledning til i relation til den konkurrenceretlige vurdering af joint ventures.

Visse aftaler om etablering af joint ventures skal vurderes efter de bestemmelser om fusionskontrol, der blev indsat i konkurrenceloven ved lov nr. 416 af 31. maj 2000. Dette gælder en aftale om etablering af et såkaldt selvstændigt fungerende joint venture, dvs. en aftale om oprettelsen af en virksomhed, som på et varigt grundlag skal varetage en selvstændig erhvervsvirksomheds samtlige funktioner, jf. den gældende § 12 a, stk. 2.

Som anført i bemærkningerne til den gældende § 12 a, stk. 2, (FT 1999-2000, tillæg A, s. 6820, h. sp.), er selve oprettelsen af et selvstændigt fungerende joint venture at betragte som en fusion. Hvis de deltagende virksomheders omsætning opfylder én af betingelserne i § 12, stk. 1, nr. 1-2, er etableringen af det pågældende joint venture anmeldelsespligtig, jf. § 12 b, stk. 1, og Konkurrencerådet vil skulle vurdere det efter § 12 c, stk. 1-2, hvor det afgørende er, om der med etableringen af et sådant selvstændigt fungerende joint venture skabes eller styrkes en dominerende stilling, som bevirker, at den effektive konkurrence hæmmes betydeligt, jf. § 12 c, stk. 2.

Etableringen af et selvstændigt fungerende joint venture kan desuden i visse tilfælde som en direkte konsekvens føre til en samordning af de stiftende virksomheders konkurrenceadfærd. I det omfang oprettelsen af et selvstændigt fungerende joint venture tillige har til formål eller til følge at samordne de stiftende virksomheders konkurrenceadfærd, følger det af § 12 c, stk. 3, at denne samordning skal vurderes efter kriterierne i § 6, stk. 1, og § 8, stk. 1, for at fastslå, om transaktionen kan godkendes efter § 12 c, stk. 1-2.

I bemærkningerne til § 12 a, stk. 2, (FT 1999-2000, tillæg A, s. 6820, h. sp.), er det endvidere anført: "Konsekvensen af, at der ikke foreligger et joint venture, der skal varetage en selvstændig virksomheds samtlige funktioner på et varigt grundlag, er, at der ikke foreligger en fusion efter lovforslagets nr. 12 (§ 12 a, stk. 2). En aftale om etableringen af et ikke-selvstændigt fungerende joint venture, der blot er at betragte som et hjælpeorgan for de stiftende virksomheder, vil i stedet skulle vurderes efter forbudet mod konkurrencebegrænsende aftaler i lovens § 6, stk. 1. Konkurrencerådets praksis efter den gældende lov videreføres i denne forbindelse. Dette indebærer – og i overensstemmelse med EU-praksis – at der skal finde en vurdering sted efter lovens § 6, hhv. efter § 8, af selve aftalen om etableringen af det pågældende joint venture i det omfang, det ikke falder ind under en gruppefritagelse udstedt i medfør af lovens § 10. Er der indeholdt bestemmelser i aftalen, som ikke er accessoriske begrænsninger, skal disse underkastes en særskilt vurdering efter § 6 med mulighed for fritagelse efter § 8.".

Imidlertid udtalte Konkurrenceankenævnet i sin kendelse af 25. april 2001 i de såkaldte asfaltsager om § 6 i konkurrenceloven af 1997 bl.a.: "Det er i lovforslaget i bemærkningerne til bestemmelsen anført, at "alle former for joint ventures [foreslås] omfattet af § 6". Efter erhvervsministerens besvarelse af Folketingets Erhvervsudvalgs spørgsmål 77, 107 og 108, jf. Folketingstidende 1996-97, tillæg B, s. 1154 og 1156, finder Ankenævnet imidlertid, at konkurrencelovens § 6, stk. 1, må forstås således, at en aftale om etablering af en fælles – separat – virksomhed i et selvstændigt selskab ikke i sig selv er omfattet af bestemmelsen, og at der derfor ikke i konkurrencelovens § 6, jf. § 16, er hjemmel til at forbyde et sådant selskabs etablering eller til at give påbud om dets opløsning. Det må således anses for forudsat, at ikke blot aftaler om fusion, men også aftaler om etablering af en fælles – separat – virksomhed i et selvstændigt selskab falder helt uden for forbudet i konkurrencelovens § 6 – uanset en sådan aftales eventuelle konkurrencebegrænsende formål eller følge.".

Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at fjerne enhver tvivl om, at en aftale om etableringen af et ikke-selvstændigt fungerende joint venture – i overensstemmelse med, hvad der var forudsat i bemærkningerne til den gældende § 12 a, stk. 2 – skal vurderes efter § 6, stk. 1, med mulighed for fritagelse efter § 8, stk. 1.

En retstilstand, hvorefter en aftale om etableringen af et ikke-selvstændigt fungerende joint venture ikke skulle vurderes efter § 6, stk. 1, ville i sin yderste konsekvens kunne indebære, at forbudet i § 6, stk. 1, ikke kunne finde anvendelse på f.eks. en klassisk konkurrencebegrænsende aftale som to konkurrerende virksomheders aftale om fælles salg, hvis virksomhederne blot vælger at lægge samarbejdet om fælles salg i så faste rammer, at det sker igennem et joint venture. En så vidtgående indskrænkning af anvendelsesområdet for forbudet i § 6, stk. 1, vil føre til resultater, der vil stride mod lovens formål om at fremme en effektiv samfundsmæssig ressourceanvendelse gennem virksom konkurrence. Hertil kommer, at en sådan retstilstand ville indebære en afvigelse fra den EU-konkurrenceretlige regulering af joint ventures, som beskrevet i bemærkningerne til § 12 a, stk. 2 (jf. FT 1999-2000, tillæg A, s. 6820, h. sp.).

Som den foreslåede bestemmelse er formuleret, er det afgørende for forbudets anvendelse, at der gennem en aftale om oprettelse af et joint venture kan ske en samordning af de deltagende virksomheders konkurrencemæssige adfærd. Oprettelsen af et joint venture kan i sig selv have en sådan samordning til formål; dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor de stiftende virksomheder er aktuelle eller i det mindste potentielle konkurrenter, og hvor det pågældende joint venture overtager en enkelt af de stiftende virksomheders funktioner såsom enten produktion eller salg. EU-retlig praksis – særligt Kommissionens meddelelse om retningslinjer for anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 på horisontale samarbejdsaftaler (EF-Tidende 2001, nr. C 3, s. 2) – vil være vejledende for, om en aftale om oprettelsen af et ikke-selvstændigt fungerende joint venture må anses for at have til formål eller til følge, at der sker en samordning af de deltagende virksomheders konkurrencemæssige adfærd.

Foreligger der et selvstændigt fungerende joint venture, som ikke opfylder omsætningstærsklerne i § 12, stk. 1, er selve transaktionens fusionsaspekter, dvs. aftalen om at oprette selve joint venturet, ikke omfattet af reglerne om fusionskontrol og vil heller ikke være omfattet af forbudet i § 6, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse fjerner også enhver tvivl om, at en sådan transaktions samordningsaspekter, dvs. den samordning af de stiftende virksomheders konkurrenceadfærd, der følger af aftalen om at oprette det selvstændigt fungerende joint venture, skal vurderes efter § 6, stk. 1, med mulighed for fritagelse efter § 8, stk. 1, selv om omsætningstærsklerne i § 12, stk. 1, ikke er opfyldt.

Hvis Konkurrencerådet når frem til, at der ikke kan gives en fritagelse efter § 8, stk. 1, til en aftale om enten oprettelsen af et ikke-selvstændigt fungerende joint venture eller til konkurrencebegrænsninger, som følger af oprettelsen af et selvstændigt fungerende joint venture, kan Konkurrencerådet udstede påbud om at bringe overtrædelserne til ophør, jf. § 6, stk. 4, og § 16, stk. 1.

Til nr. 6

Forslaget tilsigter – bl.a. i lyset af udviklingen på EU-rettens område – at styrke konkurrencen ved at ligestille den konkurrenceretlige behandling af horisontale og vertikale prisaftaler.

Såvel horisontale som vertikale prisaftaler er allerede omfattet af det generelle forbud i den gældende lovs § 6. For aftaler mellem virksomheder med en omsætning og markedsandel, som falder under bagatelgrænserne i lovens § 7, stk. 1, gælder det generelle forbud dog ikke.

Bagatelreglerne omfatter imidlertid ikke aftaler m.v., der f.eks. vedrører bindende videresalgspriser i efterfølgende omsætningsled. Sådanne aftaler kan således ikke undtages fra forbudet i § 6.

Formuleringen "bindende videresalgspriser" i den gældende lov har i praksis ført til, at virksomheder i visse brancher har dannet lokale priskarteller ud fra en formening om, at aftalerne vedrørte salgspriser og således ikke vedrørte mindstepriser for videresalget, og at aftalerne derfor – på grund af virksomhedernes relativt lave omsætning – ikke var omfattet af forbudet. Sådanne lokale prisaftaler kan være lige så skadelige for konkurrencen – og dermed betyde højere priser for forbrugere og erhvervsliv – som en prisaftale mellem f.eks. to landsdækkende virksomheder.

Den forskellige behandling af vertikale og horisontale prisaftaler er uhensigtsmæssig og er udtryk for en opfattelse af de økonomiske virkninger af konkurrencebegrænsninger, som nu er forladt. I dag er det således alment accepteret, at horisontale konkurrencebegrænsninger kan være mindst lige så skadelige som vertikale. Dette er bl.a. kommet til udtryk i Kommissionens nye bagatelmeddelelse (EF-Tidende 2001, nr. C 368, s. 13), hvoraf det fremgår, at prisaftaler mellem konkurrenter generelt anses som så skadelige for konkurrencen, at de – uanset de involverede parters markedsandele – ikke vil kunne nyde godt af bagatelreglerne.

Konkret præciserer forslaget, at aftaler, samordnet praksis og vedtagelser om priser, hvad enten de vedrører salg eller videresalg, ikke er omfattet af bagatelreglerne i § 7, stk. 1, nr. 1-2. Dette indebærer, at forbudet i § 6, stk. 1, finder anvendelse på sådanne aftaler m.v. uanset virksomhedernes omsætning eller markedsandel.

Bagatelreglerne vil stadigvæk være gældende for aftaler indgået mellem mindre virksomheder om fælles markedsføring, fælles distribution og andre lignende aftaler, forudsat at aftalerne ikke indeholder koordinering af prisforhold.

Aftaler om afgivelse af fælles tilbud på udbudte opgaver (såkaldte "tilbudskonsortier"), indgået mellem mindre virksomheder, der ikke enkeltvis er i stand til at byde på opgaven, vil fortsat ikke i sig selv være omfattet af konkurrencelovens § 6. Det skyldes, at de pågældende virksomheder ikke – i relation til den pågældende udbudte opgave – kan betragtes som konkurrenter.

Forslaget ændrer endvidere ikke ved, at virksomheder, der indgår konkurrencebegrænsende aftaler – også vedrørende prisforhold – efter de gældende regler har mulighed for at søge om fritagelse fra det generelle forbud, jf. lovens § 8. Konkurrencerådet vil kunne give en fritagelse, hvis virksomhederne kan påvise, at en aftale opfylder de fire betingelser i § 8, stk. 1. Aftalen skal således for det første bidrage til at styrke effektiviteten i produktionen eller distributionen af varerene eller tjenesteydelserne eller fremme den tekniske eller økonomiske udvikling. For det andet skal forbrugerne sikres en rimelig andel af disse fordele. For at nå disse mål med aftalen må der for det tredje ikke pålægges aftaleparterne unødvendige konkurrencebegrænsninger. For det fjerde må aftalen ikke give aftaleparterne mulighed for at udelukke konkurrencen for en væsentlig del af de pågældende varer eller tjenesteydelser.

En aftale mellem mindre, konkurrerende virksomheder om f.eks. at samle deres distributionsfaciliteter og at markedsføre deres produkter under et fælles varemærke vil kunne indebære effektivitetsfordele i form af en forbedret distribution. Konkurrencerådet har efter den gældende lov givet en fritagelse til et sådant samarbejde, hvor det tillige var aftalt, hvad den enkelte virksomhed skulle tage i pris for udbringning af produkterne. Når Konkurrencerådet kunne give en fritagelse, skyldtes det bl.a., at det fælles fastsatte gebyr for udbringning alene var en accessorisk ydelse af en lille værdi. Endvidere var der ikke et alternativ til det faste gebyr, hvor man samtidig kunne opretholde de effektivitetsfordele, der var forbundet med distributionssystemet.

Et andet eksempel kunne være, at nogle mindre producenter med en beskeden markedsandel i et forsøg på at tage konkurrencen op på et marked, der domineres af tre store producenter, aftaler – udover en samling af deres distributionsfaciliteter og markedsføring under et fælles varemærke – at sælge deres produkter til samme pris. De mindre producenters kunder er store detailkæder. Hvis dette samarbejde indebærer, at aftaleparterne får nedsat deres omkostninger til et niveau, der repræsenter ca. 50 pct. af salgsprisen, og samarbejdet giver dem mulighed for at tilbyde et hurtigere og mere effektivt distributionssystem, er Kommissionen af den opfattelse, at der vil kunne gives en fritagelse til aftalen, jf. pkt. 156 i Kommissionens retningslinjer for anvendelsen af EF-traktatens artikel 81 på horisontale samarbejdsaftaler (EF-Tidende 2001, nr. C 3, s. 2). Begrundelsen herfor er bl.a., at prisfastsættelsen må anses for nødvendig, fordi kunderne (de store detailkæder) ikke ønsker at arbejde med en lang række forskellige priser, og at formålet – salg under et fælles varemærke – kun kan opnås på en troværdig måde, hvis alle marketingaspekter, herunder pris, standardiseres.

Hvis aftalen er indgået med henblik på markedsføring af mindre danske virksomheders produkter i udlandet, vil de eventuelle konkurrencebegrænsninger skulle vurderes efter konkurrencelovgivningen i det land, hvor aftalen har virkning – eventuelt efter EF-traktatens artikel 81.

Til nr. 7

Der foreslås indsat en frist for, hvornår afgørelsen skal foreligge. Konkurrencerådet kan som i den foreslåede ændring af § 2, stk. 4, 2. pkt., jf. forslagets nr. 1, anmode om en afgørelse inden for en frist på fire uger. Fristen kan forlænges.

Kompetencen til at afgøre, om ydet støtte er lovlig i henhold til offentlig regulering, ændres ikke med forslaget. For så vidt angår støtte ydet af statslige myndigheder, vil det således fortsat være den pågældende ressortminister, der træffer afgørelsen. For så vidt angår støtte ydet af kommunale myndigheder, vil det i henhold til den kommunale styrelseslov være enten et tilsynsråd eller indenrigs- og sundhedsministeren, der er kompetent til at træffe afgørelsen.

Tilsynsrådene fører tilsyn med kommunerne bortset fra Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, mens Indenrigs- og Sundhedsministeriet fører tilsyn med amtskommunerne, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune. Indenrigs- og Sundhedsministeriet fører endvidere tilsyn med tilsynsrådene og kan af egen drift tage en sag op, hvori et tilsynsråd har truffet afgørelse. En kommune eller Konkurrencerådet kan rette henvendelse til Indenrigs- og Sundhedsministeriet i anledning af en afgørelse truffet af et tilsynsråd. Indenrigs- og Sundhedsministeriet kan på den baggrund tage afgørelsen op til vurdering. Det vil f.eks. kunne være naturligt, såfremt en afgørelse afviger fra andre tilsynsrådsafgørelser i sammenlignelige sager, eller såfremt der foreligger begrundet tvivl om rigtigheden af et tilsynsråds afgørelse.

Til nr. 8

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets nr. 12.

Til nr. 9

Ud over en ændring af ordlyden i den gældende bestemmelse som følge af forslagets nr. 2 (§ 2, stk. 5) foreslås der indsat en udtrykkelig pligt til offentliggørelse af de afgørelser, som Konkurrencestyrelsen træffer på Konkurrencerådets vegne. Offentliggørelse vil dog kunne undlades, hvis styrelsens afgørelse hverken skønnes at have betydning for forståelsen af anvendelsen af konkurrenceloven eller være af interesse for offentligheden i øvrigt.

Baggrunden for forslaget er, at Konkurrencerådet træffer afgørelse i principielle sager samt i sager, der er af særlig stor betydning, og lovforslaget indebærer, at disse afgørelser altid skal offentliggøres. Arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og Konkurrencestyrelsen betyder imidlertid, at styrelsen træffer afgørelser i et antal sager, som ikke har nogen reel betydning for forståelsen af konkurrencereglerne eller for kendskabet til konkurrenceforholdene. Det kan være tilfældet i visse klagesager, hvor den relevante problemstilling ikke kan løses ved hjælp af konkurrencelovens regler, fordi der f.eks. klages over en anden myndigheds myndighedsudøvelse, eller fordi det er åbenbart, at den virksomhed, der er indklaget for misbrug af en dominerende stilling, ikke besidder en dominerende stilling. Ligeledes forekommer det, at styrelsen på rådets vegne træffer afgørelser i et større antal sager, hvor afgørelserne stort set er enslydende. Det er f.eks. tilfældet, hvor styrelsen modtager et større antal klager over samme forhold, eller hvor en virksomhed anmelder et større antal stort set enslydende aftaler med forskellige aftaleparter. Det er derfor ikke hensigtsmæssigt, at enhver afgørelse, som Konkurrencestyrelsen måtte træffe, skal offentliggøres.

To betingelser skal være opfyldt for, at Konkurrencestyrelsen kan undlade at offentliggøre en afgørelse, som styrelsen har truffet på Konkurrencerådets vegne. Afgørelsen skal skønnes at være uden betydning for forståelsen af anvendelsen af konkurrenceloven, ligesom den i øvrigt skal skønnes at være uden interesse for offentligheden.

Forslaget har således på ingen måde til formål at begrænse offentliggørelsen af relevante afgørelser truffet i medfør af konkurrenceloven, men har derimod til formål at undgå "informationsforurening", således at virksomheder, borgere og myndigheder ikke behøver at søge gennem en uoverskuelig mængde materiale på styrelsens hjemmeside på internettet for at finde relevant information om praksis på konkurrenceområdet. Det forudsættes, at adgangen til at undlade at offentliggøre afgørelser truffet af Konkurrencestyrelsen administreres i lyset af dette formål.

Til nr. 10

Med tilføjelsen præciseres det, at Konkurrencerådets kompetence ikke omfatter vurderingen af, om en støtte, jf. § 11 a, stk. 1, er lovlig i henhold til offentlig regulering. Denne vurdering, jf. § 11 a, stk. 3, 1. pkt., tilkommer vedkommende minister eller tilsynsråd, medmindre andet følger af anden lovgivning.

Til nr. 11

Forslaget skal ses som en opfølgning på regeringens beslutning om, at der skal skabes de nødvendige retlige rammer for, at borgerne og myndighederne lettere kan kommunikere digitalt. Dette initiativ er bl.a. afstedkommet af delbetænkning nr. 1400/2000, "E-signatur og formkrav i lovgivningen", afgivet af Justitsministeriets udvalg om retsvirkninger af digital signatur m.v. Med bestemmelsen bemyndiges økonomi- og erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler for benyttelse af elektronisk kommunikation til og fra Konkurrencerådet, Konkurrencestyrelsen samt Konkurrenceankenævnet, herunder i hvilket omfang, der skal gøres brug af elektronisk signatur eller anden tilsvarende form for verifikation.

Ved at udnytte den foreslåede hjemmel vil det blive muligt at benytte elektronisk kommunikation til korrespondance, der hidtil har været forbundet med skriftlig papirbaseret kommunikation. Således vil der f.eks. kunne gives mulighed for, at aftaler kan anmeldes, fritagelser meddeles og oplysninger indsendes ved brug af elektronisk kommunikation.

Til nr. 12

Lovtekstens opdeling er med forslaget ændret i forhold til den gældende lovs § 18. Indholdsmæssigt omfatter forslaget to konkrete ændringer vedrørende kontrolundersøgelser. Hertil kommer enkelte sproglige justeringer, der skal tage højde for den teknologiske udvikling.

Efter § 18, stk. 1, i den gældende lov kan Konkurrencestyrelsen få adgang til en virksomheds eller en sammenslutnings lokaler og transportmidler med henblik på dér at foretage en kontrolundersøgelse. En kontrolundersøgelse foretages, hvis Konkurrencestyrelsen vil undersøge, om en virksomhed overtræder konkurrenceloven eller medvirker til, at andre virksomheder overtræder konkurrenceloven.

I forbindelse med en kontrolundersøgelse kan styrelsen gennemgå og kopiere materiale, som findes i virksomheden. Dette omfatter f.eks. kontrakter, regnskabsmateriale, forretningsbøger m.v.

Styrelsen har også mulighed for at gennemgå og kopiere materiale fra virksomhedens it-system. Det gælder også, selvom it-systemet eller datalagre (servere m.v.) fysisk befinder sig uden for virksomheden, f.eks. fordi edb-driften er out-sourcet, eller fordi datalagrene (servere m.v.) ligger hos en anden virksomhed i samme koncern. I sådanne tilfælde foretages en opkobling til det eksternt placerede it-system via det edb-udstyr, som findes i den virksomhed, hvor styrelsen er på kontrolundersøgelse.

For ikke at forstyrre virksomhedens drift mere end højst nødvendigt, foregår en kontrolundersøgelse i praksis ved, at styrelsens ansatte leder efter og kopierer materiale i virksomheden. Efterfølgende foretages der en nærmere gennemgang af materialet i styrelsen. Viser det sig ved en nærmere gennemgang, at materialet ikke har relevans for undersøgelsen, returneres materialet til virksomheden eller destrueres efter aftale med virksomheden.

Forslaget svarer i sit indhold til § 18, stk. 1, nr. 1-3, i den gældende lov. "Elektronisk lagrede data" i den gældende § 18, stk. 1, nr. 1, er dog erstattet af en mere bredt dækkende formulering, jf. "uanset informationsmedium", der samtidig fremtidssikrer bestemmelsen. Begrebet informationsmedium kan bl.a. omfatte disketter, cd-rom’er, hukommelseskort, computere og andre datalagringsmedier. Bestemmelsen giver også adgang til sikkerhedskopier (back-up), som virksomheden har taget. I det omfang oplysninger opbevares i virksomhedens it-system (f.eks. en computer eller en server), skal virksomhedens personale gøre oplysningerne tilgængelige for Konkurrencestyrelsen.

Personkredsen, der kan afkræves forklaring under en kontrolundersøgelse, ændres ikke med forslaget. Personkredsen omfatter således repræsentanter for den virksomhed, der er undergivet kontrolundersøgelsen. Begrebet "repræsentanter for virksomheden" skal fortsat fortolkes bredt. Det følger heraf, at enhver ejer, medejer eller ansat, der kan repræsentere virksomheden, kan afkræves en mundtlig forklaring.

Indholdet af de mundtlige forklaringer, der kan afkræves under en kontrolundersøgelse, ændres heller ikke med forslaget. De mundtlige forklaringer angår alene oplysninger om faktuelle forhold og vedrørende genstanden for kontrolundersøgelsen. Som eksempler kan nævnes oplysninger om virksomhedens organisationsdiagram, medarbejdernes arbejdsområder, hvor en særlig enhed eller medarbejder fysisk er placeret eller, hvor virksomhedens forretningspapirer opbevares. Der kan fortsat ikke stilles spørgsmål, der forudsætter en overtrædelse af konkurrencereglerne. Konkurrencestyrelsen kan således ikke kræve mundtlige forklaringer efter § 18, stk. 1, 2. pkt., i tilfælde, hvor styrelsen har en sådan konkret mistanke om et strafbart forhold, at der er grundlag for at rejse sigtelse. I så fald skal Konkurrencestyrelsen gå frem efter retsplejelovens regler og gøre den pågældende bekendt med retten til ikke at udtale sig.

Et væsentligt led i en kontrolundersøgelse er at få adgang til oplysninger, som opbevares i virksomhedens it-system og datalagre (f.eks. en computer eller server). Som det fremgår af det foreslåede stk. 1, har styrelsen adgang til sådanne oplysninger. I praksis tager Konkurrencestyrelsen ofte kopi af oplysninger via virksomhedens datalagre (f.eks. en server).

Undertiden benytter virksomheder sig af eksterne databehandlere, som står for al behandling og opbevaring af virksomhedens elektroniske oplysninger. Normalt giver virksomheden styrelsens medarbejdere adgang til disse oplysninger ved, at der etableres en opkobling til den eksterne databehandler. I praksis kan det dog forekomme, at det af tekniske eller andre årsager ikke er muligt at foretage en sådan opkobling til de eksternt placerede edb-oplysninger.

Forslaget indeholder derfor en hjemmel til, at Konkurrencestyrelsens kontrolundersøgelse i en virksomhed kan udstrækkes til, at styrelsen – mod retskendelse og behørig legitimation, jf. stk. 3 – kan få adgang til virksomhedens eksterne databehandleres lokaler for dér at gøre sig bekendt med og kopiere oplysninger, herunder sikkerhedskopier. Denne adgang forudsætter, at det ikke er muligt for styrelsen at få adgang til oplysningerne hos virksomheden selv.

Besøg hos en ekstern databehandler vil først ske, når Konkurrencestyrelsen under en kontrolundersøgelse hos en virksomhed eller sammenslutning konstaterer, at det ikke er muligt at få adgang til eksternt placerede oplysninger direkte fra virksomheden eller sammenslutningen.

I sagens natur vil virksomheden eller sammenslutningen derfor i disse tilfælde altid være inddraget og varslet, inden den eksterne databehandler besøges.

Når Konkurrencestyrelsen får adgang til en virksomheds eksternt placerede edb-oplysninger, vil virksomheden få tilbud om at være til stede. Endvidere skal den foreslåede adgang til en ekstern databehandler udøves med mindst mulig indvirkning på den eksterne databehandleres daglige drift, ligesom kopieringen eller medtagelsen af materiale m.v., jf. stk. 3, ikke må få følger for andre virksomheder, der ikke er genstand for en kontrolundersøgelse, men som f.eks. har lagret materiale på det samme medium, som medtages.

Som det er tilfældet efter den gældende lovs § 18, fastslår bestemmelsen, at en kontrolundersøgelse skal ske på baggrund af en retskendelse. Dette gælder uanset, om kontrolundersøgelsen omfatter en virksomhed, eller der ønskes adgang til en virksomheds oplysninger, som måtte befinde sig hos en ekstern databehandler. Anmodning om retskendelse forelægges for en byret, som efter retsplejelovens § 694 er kompetent til at træffe afgørelse om politiets begæringer om ransagning, beslaglæggelse og edition under efterforskningen af en straffesag, jf. lovens kapitel 73-74. Efter denne bestemmelse kan retsmødet på begæring af politiet som udgangspunkt afholdes ved enhver kreds, hvor oplysning i sagen må antages at kunne tilvejebringes. Bestemmelsen giver politiet en betydelig frihed til under efterforskningen at skønne over, i hvilken retskreds retsmøder bør afholdes, jf. s. 16 i betænkning nr. 622/1971 om efterforskning i straffesager m.v. Konkurrencestyrelsen vil have en tilsvarende frihed til at skønne over, i hvilken retskreds retsmøder forud for en kontrolundersøgelse bør afholdes.

Normalt kopierer Konkurrencestyrelsen de ønskede oplysninger under kontrolundersøgelsen i virksomheden. Da en kontrolundersøgelse af hensyn til virksomhederne normalt afsluttes samme dag, som den er påbegyndt, kan det forekomme, at det ikke er muligt at afslutte kopieringen af de ønskede oplysninger inden for denne frist. Det kan f.eks. ske, at styrelsen ikke kan få adgang til en bærbar computer, der anvendes af en af virksomhedens ansatte – der er central i forhold til kontrolundersøgelsen – fordi vedkommende person er bortrejst, og ingen i virksomheden kan eller vil udlevere computerens password. Der kan også forekomme tilfælde, hvor en ansat sletter alle filer på sin computer lige før, Konkurrencestyrelsen skal undersøge den. I sådanne særlige tilfælde kan Konkurrencestyrelsen have behov for at medtage den pågældende computer med henblik på ved anvendelse af særligt udstyr at få adgang til computeren eller at retablere slettede informationer. Ligeledes vil der kunne opstå problemer med virksomhedens kopimaskiner, som i særlige tilfælde nødvendiggør, at noget materiale medtages med henblik på kopiering i Konkurrencestyrelsen.

På denne baggrund foreslås det, at Konkurrencestyrelsen får adgang til at medtage materiale, herunder et informationsmedium. Adgangen hertil er begrænset til de særlige tilfælde, hvor virksomhedens forhold gør, at det ikke er muligt at få adgang til eller kopiere materialet eller informationsmediet på stedet. Hjemlen til i disse særlige tilfælde at medtage materiale gælder, jf. bestemmelsens henvisning til stk. 2, også oplysninger og informationsmedier fra eventuelle eksterne databehandlere. Det er dog en forudsætning, at oplysningerne m.v. vedrører den virksomhed, som er genstand for kontrolundersøgelsen.

Såvel den virksomhed eller sammenslutning, som er genstand for kontrolundersøgelsen, som den eksterne databehandler vil få en kvittering som dokumentation for, hvilket materiale Konkurrencestyrelsen har medtaget, og hvorfra i virksomheden m.v. det stammer.

Materialet skal tilbageleveres senest tre hverdage efter, at en kontrolundersøgelse har fundet sted. Med udtrykket "hverdage" menes mandag til fredag bortset fra helligdage, grundlovsdag, juleaftensdag og nytårsaftensdag.

I forbindelse med en kontrolundersøgelse udleverede en virksomhed frivilligt en bærbar computer til Konkurrencestyrelsen med henblik på, at styrelsen kunne skaffe sig adgang til de lagrede oplysninger. Da der var tale om en pc’er af ældre dato, var det nødvendigt at rekvirere noget særligt udstyr fra producenten, og dette udstyr viste sig at befinde sig i Frankrig. På denne baggrund foreslås det, at fristen på de tre hverdage kan forlænges, hvor det er påkrævet af tekniske grunde.

Det forudsættes ved administrationen af bestemmelsen, at Konkurrencestyrelsen tilbyder såvel den virksomhed, der har været genstand for en kontrolundersøgelse, som en ekstern databehandler, jf. stk. 2, at være til stede, når Konkurrencestyrelsen undersøger og kopierer materialet. Ved tilbageleveringen af materialet udleverer Konkurrencestyrelsen endvidere til den virksomhed, der har været genstand for en kontrolundersøgelse, en liste over de kopier, der er taget, samt et sæt af kopierne.

Hvis der sker beskadigelser, herunder tab af data, på medtaget materiale eller medier, mens det er i Konkurrencestyrelsens varetægt, er styrelsen erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler.

Bestemmelsen svarer til den gældende lovs § 18, stk. 2, med den tilføjelse, der følger af den foreslåede affattelse af § 18, stk. 2, hvorefter Konkurrencestyrelsen også kan få adgang til eksterne databehandleres lokaler. Politiet yder således efter forslaget også bistand til Konkurrencestyrelsens udøvelse af beføjelser efter den forslåede affattelse af § 18, stk. 2.

Til nr. 13

Forslaget tilsigter at hæve bødeniveauet for overtrædelse af konkurrenceloven. Et højere bødeniveau skal virke præventivt og sikre, at sanktionerne står bedre mål med den mulige fortjeneste ved at overtræde loven.

Forslagets 1. pkt. svarer til den gældende lovs § 23, stk. 3.

Formålet med det foreslåede 2. pkt. er at sikre, at bøder, der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) for overtrædelser af konkurrenceloven, har et tilstrækkeligt højt niveau til at virke afskrækkende. Samtidig understreges, at man ved bødeudmålingen skal tage hensyn til straffelovens almindelige regler samt den juridiske persons omsætning.

Med forslaget er det således hensigten at forhøje bødeniveauet i forhold til, hvad der blev anført ved den seneste ændring af konkurrenceloven (jf. lov nr. 416 af 31. maj 2000). I Erhvervsudvalgets betænkning af 18. maj 2000 blev det i forbindelse med erhvervsministerens ændringsforslag til § 23 anført: "Generelt bør bødeniveauet ved overtrædelse af konkurrenceloven følge danske retstraditioner for overtrædelser af erhvervslovgivning i øvrigt." (FT 1999-2000, tillæg B, s. 1297, v. sp.).

I praksis har det vist sig, at bødeniveauet for overtrædelse af konkurrenceloven næppe vil overstige 3 mio. kr. Således har Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet i de såkaldte el-kartelsager til hensigt at indstille bøder til de involverede virksomheder på op til 3 mio. kr. Indtil 1. februar 2002 er der givet følgende bøder for overtrædelse af konkurrenceloven: 90.450 kr., 260.000 kr., 300.000 kr. og 1.182.800 kr. i fire kartelsager samt 500.000 kr. i en sag vedrørende bindende videresalgspriser. Et sådant strafniveau for overtrædelse af konkurrencelovgivningen er lavere end det niveau, der anvendes i de øvrige europæiske lande, og meget lavere end i EU-systemet. Hvis muligheden for at pålægge virksomheder bøder for overtrædelser af konkurrenceloven skal have en reel præventiv effekt, er det derfor nødvendigt at hæve bødeniveauet.

Ved den seneste ændring af konkurrenceloven, jf. lov nr. 416 af 31. maj 2000, blev principperne for bødeudmåling, men ikke bødeniveauet, tilnærmet Europa-Kommissionens principper for beregning af bøder. Ved udmålingen af en bøde efter den gældende lov skal der tages udgangspunkt i overtrædelsens grovhed og varighed. Dette udgangspunkt fastholdes med forslaget. Det svarer også til de principper, som Kommissionen anvender, jf. Kommissionens meddelelse om beregning af bøder (EF-Tidende 1998, nr. C 9, s. 3).

Efter forslagets 2. pkt. skal der ved fastsættelsen af bødens størrelse udover de almindelige regler i straffelovens kapitel 10 tages hensyn til den juridiske persons omsætning det seneste år forud for domsafsigelsen eller udstedelsen af et bødeforlæg. Ved fastlæggelsen af omsætningen tages der udgangspunkt i reglerne i bekendtgørelse nr. 895 af 21. september 2000 om beregning af omsætning i konkurrenceloven, idet det dog ikke er koncernomsætningen, men alene omsætningen i den virksomhed, der har begået overtrædelsen, der skal tages hensyn til.

Der er således tre faktorer, der primært skal tages udgangspunkt i ved fastsættelsen af en bøde for en overtrædelse af konkurrenceloven, nemlig overtrædelsens grovhed og varighed samt den juridiske persons omsætning. En overtrædelses grovhed og varighed skal vurderes efter de samme principper, som det er tilfældet efter den gældende lov, hvilket også svarer til Kommissionens praksis. Det betyder, at der ved vurderingen af en overtrædelses grovhed kan sondres mellem en mindre alvorlig overtrædelse, en alvorlig overtrædelse og en meget alvorlig overtrædelse.

På baggrund af overtrædelsens grovhed kan der fastsættes et grundbeløb, som skal være føleligt for de involverede virksomheder og samtidig forebygge overtrædelser af konkurrenceloven.

En overtrædelse af konkurrenceloven vil som udgangspunkt omfatte det danske marked eller en del heraf. Af hensyn hertil bør grundbeløbet for en overtrædelse af konkurrenceloven ligge på et lavere niveau end for en overtrædelse af EU-konkurrencereglerne. En vis tilnærmelse til EU-konkurrencereglerne forudsætter, at grundbeløbet for en mindre alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven bør ligge i størrelsesorden fra 10.000 kr. til 400.000 kr. Er der tale om en alvorlig overtrædelse, kan grundbeløbet udgøre fra 400.000 kr. til 15 mio. kr. og for en meget alvorlig overtrædelse fra 15 mio. kr. og derover.

Hvad angår varigheden af en overtrædelse, kan der, som også anført i Erhvervsudvalgets betænkning af 18. maj 2000 (FT 1999-2000, tillæg B, s. 1297, h. sp.), og i overensstemmelse med EU-konkurrenceretten, sondres mellem en overtrædelse af kortere varighed (mindre end 1 år), af mellemlang varighed (1-5 år) og af lang varighed (over 5 år).

Varigheden af en virksomheds overtrædelse af konkurrenceloven bør have indflydelse på bødeniveauet. For en overtrædelse af lang varighed vil det f.eks. betyde, at der for hvert år en overtrædelse har fundet sted, kan ske en forhøjelse med op til 10 pct. af det beløb, der fastlægges for overtrædelsens grovhed.

Som nævnt skal der ved fastsættelse af bødens størrelse også tages hensyn til den juridiske persons omsætning. Det er omsætningen fra samtlige de varer og tjenesteydelser, som virksomheden producerer eller distribuerer, der skal tages hensyn til, og således ikke kun omsætningen fra de varer m.v., der indgår i det relevante marked, som overtrædelsen har relation til.

Den bøde, som er fremkommet ved en vurdering af overtrædelsens grovhed og varighed, vil derfor – hvor det skønnes nødvendigt – kunne reguleres i opadgående eller nedadgående retning afhængig af virksomhedens omsætning. Det betyder, at de ovennævnte grundbeløb er vejledende. I visse tilfælde kan en lille virksomhed således få reduceret grundbeløbet for en overtrædelse, mens det i andre situationer kan betyde en forhøjelse af grundbeløbet for en stor virksomhed. En graduering af grundbeløbet bør altid overordnet set afspejle den sigtedes eller tiltaltes faktiske rolle i f.eks. et kartel og dermed muligheden for at påføre andre virksomheder eller forbrugere økonomisk skade ved overtrædelsen.

De ovenfor angivne bemærkninger om bødeniveau har karakter af et udgangspunkt for strafudmålingen, som kan fraviges af domstolene i opad- eller nedadgående retning, hvis der i konkrete sager foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

Skærpende omstændigheder kan f.eks. foreligge, hvis en virksomhed gentager overtrædelser af samme art, lægger hindringer i vejen for myndighedernes undersøgelse eller har spillet en førende rolle eller har tilskyndet til overtrædelsen. Derudover vil det være en skærpende omstændighed, såfremt en virksomhed har udsat en anden virksomhed for gengældelsesforanstaltninger for at få den til at respektere den ulovlige aftale eller praksis.

Hvis det er muligt at opgøre den opnåede eller tilsigtede gevinst ved en overtrædelse af konkurrenceloven, vil denne gevinst enten kunne konfiskeres efter reglerne i straffeloven eller indgå ved fastsættelsen af bødens størrelse. Erfaringerne fra både Danmark og andre lande viser imidlertid, at det kun i helt særlige sager er muligt at opgøre den opnåede eller tilsigtede gevinst tilstrækkeligt præcist til, at denne fremgangsmåde kan anvendes. I en del sager vil det dog være muligt at foretage et begrundet skøn over størrelsen af den gevinst, som den eller de virksomheder, der har overtrådt konkurrenceloven, har haft, eller det tab, som kunderne har lidt. Ved fastsættelsen af bøden vil både den skønnede faktiske eller tilsigtede gevinst og det tab, lovovertrædelsen skønnes at have påført andre, kunne indgå.

Formildende omstændigheder kan foreligge i form af, at virksomheden udelukkende har spillet en passiv rolle i forbindelse med overtrædelsen, eller at virksomheden ikke reelt har fulgt de ulovlige aftaler m.v. Det vil efter en konkret vurdering også være formildende omstændighed ved fastsættelsen af en bøde, hvis en virksomhed gennem et såkaldt compliance programme har gjort – og til stadighed gør – en aktiv indsats for at få alle relevante medarbejdere til at følge lovgivningen, og at en overtrædelse derfor er sket på trods af ledelsens tilskyndelse til det modsatte.

Endvidere kan der – som anført i Erhvervsudvalgets betænkning af 18. maj 2000 (FT 1999-2000, tillæg B, s. 1297, h. sp.) – i overensstemmelse med princippet i straffelovens § 51, stk. 3, ved bødeudmålingen også tages hensyn til den sigtedes eller tiltaltes betalingsevne.

Endelig kan fremhæves de generelle regler om strafnedsættelse i straffelovens kapitel 10. Højesteret har i en narkosag fra 1998 (UfR 1998.1317H) fastslået, at man ved udmålingen af straffen kan tage hensyn til, at den sigtede har ydet politiet og anklagemyndigheden bistand under efterforskningen, herunder at den pågældende har afgivet forklaring om medgerningsmænd.

Højesteret udtaler bl.a. i dommen: "Det er efter vores opfattelse af væsentlig betydning for efterforskningen af større narkotikasager og visse andre alvorlige sager, hvor efterforskningen erfaringsmæssigt er særlig vanskelig og problemfyldt, at der er mulighed for at motivere en sigtet til at medvirke til sagens oplysning. En sådan motivation kan være udsigten for den sigtede til, at hans egen straf reduceres. Vi finder under hensyn hertil, at der ved strafudmålingen bør kunne tages hensyn til oplysninger fra anklagemyndigheden om, at sigtede har ydet politiet og anklagemyndigheden bistand under efterforskningen, uanset de principielle og retssikkerhedsmæssige betænkeligheder, der kan være forbundet med en sådan ordning. Vi bemærker i den forbindelse, at det under en eventuel straffesag mod personer, der af den sigtede er udpeget som medgerningsmænd, kan indgå i vurderingen af den sigtedes oplysninger, at disse har medført eller vil kunne medføre, at hans egen straf nedsættes.".

Kartelvirksomhed er en lovovertrædelse, hvor det ofte vil være af væsentlig betydning for opklaringen at kunne få oplysninger om kartellet fra deltagerne. Muligheden for strafnedsættelse kan motivere karteldeltagerne til at samarbejde med myndighederne om sagens opklaring.

I forlængelse af dommen har Rigsadvokaten udstedt en meddelelse (Rigsadvokatens meddelelse nr. 11/1998 af 21. oktober 1998), hvorefter anklagemyndigheden kan tilkendegive for en sigtet, at anklagemyndigheden i retten vil fremhæve den sigtedes bistand ved forklaringer om medgerningsmænd som en faktor, der kan medføre strafnedsættelse. Rigsadvokaten oplyser samtidig, at sådanne tilkendegivelser kun bør fremsættes i sager om grovere kriminalitet, f.eks. større narkotikasager, sager om alvorlig voldskriminalitet og drab eller sager vedrørende omfattende eller alvorlig økonomisk kriminalitet.

Fra praksis kan endvidere nævnes, at Retten i Nyborg i den første af de såkaldte el-kartelsager, som blev afgjort den 24. september 2001, tilkendegav, at det "…i overensstemmelse med tankerne i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9, er rimeligt at give et nedslag i bøden, såfremt virksomheden samarbejder med Konkurrencestyrelsen i forbindelse med opklaringen af sagskomplekser af den her omhandlede art.". I de tre følgende el-kartelsager har henholdsvis Københavns Byret den 19. november 2001 (vedrørende to virksomheder) og Retten på Frederiksberg den 13. december 2001 på lignende måde tilkendegivet, at de sigtedes samarbejde med myndighederne bør tillægges formildende betydning ved strafudmålingen.

Anklagemyndigheden forventes i forbindelse med de følgende straffesager, der er rejst mod deltagerne i el-kartellet, at ville indregne en bødenedsættelse på mellem 10-20 pct. til de virksomheder, som har medvirket til kartellets opklaring.

Da det er vigtigt at forbedre myndighedernes muligheder for at opklare overtrædelser af konkurrenceloven, forudsættes det, at anklagemyndigheden og domstolene fuldt ud udnytter de eksisterende muligheder i straffeloven for strafnedsættelse i de tilfælde, hvor den sigtede eller tiltalte har bidraget væsentligt til sagens opklaring. Det forudsættes samtidig, at der vil kunne gives bødenedsættelser på væsentligt mere end de nævnte 20 pct., når en sigtet eller tiltalt har bidraget væsentligt til opklaringen.

De momenter, der kan være relevante at inddrage i overvejelserne om bødenedsættelse til sigtede eller tiltalte, der samarbejder med myndighederne om opklaringen, kan f.eks. være, om den sigtede eller tiltalte har afgivet oplysninger, som sætter myndighederne i stand til at foretage en kontrolundersøgelse i medfør af konkurrenceloven.

Endvidere vil der kunne lægges vægt på, om den sigtede eller tiltalte har afgivet oplysninger, som er af afgørende betydning for påvisning af lovovertrædelsen, og som i væsentlig grad medvirker til at fastslå, hvem der deltager i lovovertrædelsen, og hvori lovovertrædelsen består.

Desuden vil det kunne være relevant at tage hensyn til, om den sigtede eller tiltalte har givet myndighederne alle de oplysninger, som vedkommende råder over, og desuden har opretholdt samarbejdet med myndighederne under hele undersøgelsen.

Endelig vil det f.eks. kunne tillægges betydning, hvor tidligt i forløbet den sigtede eller tiltalte har indledt samarbejde med myndighederne. Den tidsmæssige dimension er af stor betydning for myndighedernes muligheder for at opklare f.eks. kartelsager. Jo tidligere myndighederne gøres opmærksom på f.eks. et kartel, jo større er også sandsynligheden for under en kontrolundersøgelse at finde kompromitterende oplysninger hos deltagerne. Den, der først indleder samarbejde med myndighederne, bør derfor have en væsentligt større strafnedsættelse end de følgende.

I jo højere grad den pågældendes samarbejde har gjort det muligt at fastlægge f.eks. et kartels eksistens, dets deltagerkreds, dets tidsmæssige, produktmæssige og geografiske udstrækning, desto større bør bødenedsættelsen være.

Den sigtede eller tiltalte, der alene angiver sig selv og aflægger fuld tilståelse, men i øvrigt ikke bidrager til opklaringen, bør derimod alene kunne få en mindre bødenedsættelse.

Selv om der har været et samarbejde om opklaringen, kan der forekomme situationer, hvor bøden for den pågældende ikke bør nedsættes eller ikke bør nedsættes i samme omfang, som den ellers ville blive. Forhold, der kan tale imod bødenedsættelse, kan f.eks. være, at den pågældende har tvunget andre til at deltage i lovovertrædelsen, eller at den pågældende er initiativtager til lovovertrædelsen eller på anden måde har spillet en afgørende rolle i lovovertrædelsen. Andre eksempler er, hvis den pågældende ikke har trukket sig ud af f.eks. et kartel umiddelbart efter, at vedkommende er begyndt at samarbejde med myndighederne, eller hvis den pågældende har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger om andre lovovertrædere.

Det er op til domstolene – eller anklagemyndigheden ved bødeforlæg – at fastsætte, hvor stor en eventuel bødenedsættelse skal være.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. august 2002.

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

L 171