---

Bilag

Lovforslaget sammenholdt med gældende lov

Gældende formulering		Lovforslaget
		§ 1
		I lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge, jf. lov nr. 348 af 9. juni 1993, som ændret ved § 12 i lov nr. 1056 af 23. december 1998 og § 3 i lov nr. 295 af 2. maj 2000, foretages følgende ændringer:
		1. Lovens titel ændres til: »lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme«.
		2. I § 1 indsættes som stk. 2-4:
§ 1. Denne lov finder anvendelse på følgende virksomheder: 1) fysiske personer eller kredit- og finansieringsinstitutter, der udøver en eller flere af de i bilag 1 nævnte aktiviteter som deres hovedaktivitet, 2) livsforsikringsselskaber og pensionskasser omfattet af lov om forsikringsvirksomhed, 3) udenlandske kredit- og finansieringsinstitutter, der gennem en filial her i landet driver virksomhed efter nr. 1 og 2.		»Stk. 2. Endvidere finder loven anvendelse på: 1) advokater når de a) deltager med bistand eller udførelse af transaktioner for deres klienter i forbindelse med: køb og salg af fast ejendom eller virksomheder, forvaltning af klienters penge, værdipapirer eller andre aktiver, åbning eller forvaltning af bank-, opsparings- eller værdipapirkonti, tilvejebringelse af nødvendig kapital til oprettelse, drift eller ledelse af selskaber, oprettelse, drift eller ledelse af investeringsforeninger, selskaber eller lignende strukturer, anden forretningsmæssig rådgivning eller, b) på deres klients vegne og for dennes regning foretager en finansiel transaktion eller en transaktion vedrørende fast ejendom. 2) revisorer. 3) ejendomsmæglere. 4) forsikringsmæglere.
		5) forhandlere af genstande samt auktionsholdere, hvis beløbet, der omsættes er på 15.000 EUR eller derover, og der betales med kontanter.
		6) personer eller virksomheder, der mod betaling yder tilsvarende ydelser, som nævnt i pkt.1-4.
		Stk. 3. §§ 4-6, 9 og 10-10 b gælder endvidere for virksomheder, der:
		1) er omfattet af lov om postvirksomhed,
		2) erhvervsmæssigt driver virksomhed med overførsel af penge og andre værdier,
		3) erhvervsmæssigt driver pengetransportvirksomhed,
		4) er vekselkontorer.
		Stk. 4. Virksomheder omfattet af § 1, stk. 1 og 3, skal i det omfang, der udøves virksomhed med overførsel af penge og andre værdier, sørge for at lade sig registrere ved Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet for at kunne drive denne form for virksomhed. Dette gælder ikke virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet.«.
		3. Efter § 2 indsættes:
§ 2. Ved hvidvaskning af penge forstås i denne lov konvertering, overførsel, erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder eller fortielse eller tilsløring af deres art, oprindelse, lokalisering, bevægelser og ejerforhold samt forsøg herpå eller medvirken hertil med viden eller formodning om, at formuegoderne stammer fra overtrædelse af straffeloven.		»§ 2 a. Ved terrorisme skal i denne lov forstås terrorisme som defineret i straffelovens § 114.«.
§ 3. De af § 1 omfattede virksomheder skal udarbejde skriftlige interne regler om betryggende kontrol- og kommunikationsprocedurer samt uddannelses- og instruktionsprogrammer for medarbejderne, jf. §§ 4, 5, 6, 9 og 10.		4. I § 3 ændres »og 10« til: »og 10-10 b.«.
		5. I § 3 indsættes som stk. 2:
		»Stk. 2. Stk. 1 gælder ikke virksomheder omfattet af § 1, stk. 2, nr. 5 og § 1, stk. 3. Virksomheder omfattet af 1. pkt. skal drage omsorg for, at deres ansatte er bekendte med de pligter, som fremgår af denne lov.
		Stk. 3. Økonomi- og Erhvervsministeriet kan fastsætte nærmere regler om interne kontrolprocedurer og interne retningslinjer samt uddannelse af ansatte m.v. for de indberetningspligtige i henhold til § 1, stk. 2, nr. 1-4 og 6. «.
§ 4. De af § 1 omfattede virksomheder skal kræve, at deres kunder legitimerer sig, når der optages forretningsmæssig forbindelse med dem, herunder når der åbnes en konto eller et depot. Legitimationen skal omfatte navn, adresse, CPR- eller SE-nummer eller anden lignende dokumentation, hvis den pågældende ikke har CPR- eller SE-nummer.		6. I § 4 indsættes som nyt stykke: »Stk. 2. Betalingsformidling, der foretages uden personlig kontakt mellem afsender og betalingsformidler, eller af en betalingsformidler, der ikke samtidigt er kontoførende institut for afsender skal i samtlige formidlingsled være ledsaget af oplysninger om afsender, jf. stk. 1. Betalingsformidleren er ansvarlig for, at oplysningerne om afsender er tilstrækkelige og meningsfulde.«
Stk. 2. For fysiske eller juridiske personer, der ikke omfattes af stk. 1, gælder kravet om legitimation enhver transaktion på beløb svarende til modværdien af 15.000 ecu eller derover. Legitimationskravet gælder, uanset om transaktionen udføres i en eller i flere operationer, hvis der synes at være en indbyrdes forbindelse.		Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.
Stk. 3. Såfremt transaktionens størrelse ikke kendes på det tidspunkt, hvor den påbegyndes, skal der kræves legitimation, så snart virksomheden får formodning om, at der er tale om en transaktion af den i stk. 2 nævnte art.
Stk. 4. Uanset transaktionsbeløbets størrelse skal der kræves legitimation, når der er mistanke om, at transaktionen har tilknytning til hvidvaskning af penge.
		7. I § 4, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.
		8. I § 4, stk. 4, der bliver stk. 5, indsættes efter 1. pkt.: »eller finansiering af terrorisme.«.
§ 7. Legitimationskravene i §§ 4, 5 og 6 gælder ikke, når transaktionen gennemføres til en konto, hvis indehaver allerede er legitimeret, medmindre der er mistanke om, at transaktionen har tilknytning til hvidvaskning af penge.		9. I § 7 indsættes efter »hvidvaskning af penge«: »eller finansiering af terrorisme.«.
§ 8. Er kunden en virksomhed omfattet af § 1 eller af direktiv 91/308/EØF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge, gælder legitimationskravene i §§ 4, 5 og 6 ikke.		10. I § 8 ændres »§ 1« til: »§ 1, stk. 1.«.
§ 10. Såfremt der er mistanke om, at en transaktion har tilknytning til hvidvaskning af penge, skal virksomheden undersøge den nærmere.		11. I § 10, stk. 2, 2. pkt., indsættes efter »gennemførelsen«: »jf. dog § 10 a.«.
Stk. 2. Såfremt mistanken ikke kan afkræftes, skal transaktionen sættes i bero, indtil politiet er underrettet. I tilfælde, hvor det ikke forekommer muligt at undlade at gennemføre transaktionen eller en sådan undladelse synes at kunne hindre retsforfølgning af de personer, der drager fordel af en formodet hvidvaskningstransaktion, underrettes politiet umiddelbart efter gennemførelsen.		12. I § 10, stk. 2, og § 11, ændres »politiet« til: »Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet«.
Stk. 3. Politiet kan forlange de oplysninger, der er nødvendige i sagen, i henhold til retsplejelovens regler.
		13. Efter § 10 indsættes:
		»§ 10 a. Såfremt der er mistanke om, at en transaktion har eller har haft tilknytning til finansiering af terrorisme, skal virksomheden undersøge transaktionen nærmere. Såfremt mistanken ikke kan afkræftes, skal Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet underrettes. Der må kun gennemføres transaktioner fra den aktuelle konto eller person efter aftale med statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet.
		Stk. 2. Politiet kan forlange de oplysninger, der er nødvendige i sagen, i henhold til retsplejelovens regler.
		§ 10 b. Finanstilsynet kan, når det følger af Financial Action Task Force´s anbefalinger, fastsætte nærmere regler om de i § 1 nævnte fysiske og juridiske personers systematiske underretningspligt til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet om finansielle transaktioner med usamarbejdsvillige lande i forbindelse med bekæmpelse af hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme. Det kan i den forbindelse fastsættes, at indberetningspligten skal ske systematisk, og uden at der foreligger mistanke.
		»§ 10 c. Medlemmer af Advokatsamfundet kan foretage indberetning om mistanke, som nævnt i §§ 10-10b, til sekretariatet for Advokatsamfundet, der videregiver indberetning til Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet efter en konkret vurdering.
		§ 10 d. Kreditinstitutter samt andre institutter, der som led i deres virksomhed deltager i håndtering og udlevering af pengesedler og mønter til offentligheden, herunder institutter, hvis aktivitet består i veksling af pengesedler og mønter i forskellig valuta, har pligt til at tage alle sedler og mønter, som de ved eller har tilstrækkelig grund til at tro er falske, ud af omløb. De overgiver den straks til politiet.«.
§ 11. Såfremt Finanstilsynet får kendskab til forhold, der formodes at have tilknytning til hvidvaskning af penge, underretter tilsynet politiet herom.		14. I § 11 indsættes efter »hvidvaskning af penge«: »eller finansiering af terrorisme«.
§ 12. Virksomhedens ansatte og ledelsen samt revisorer eller andre, der udfører særlige hverv for virksomheden, er forpligtet til at hemmeligholde, at der er givet politiet oplysninger eller er iværksat en undersøgelse om hvidvaskning af penge. Stk. 2. Oplysninger, der i god tro gives til politiet i medfør af §§ 10 og 11, anses ikke som et brud på den tavshedspligt, der er fastsat i lovgivning eller i medfør af lov eller i henhold til kontrakt. Videregivelse af sådanne oplysninger påfører ikke virksomheden, dens ansatte eller medlemmer af dens ledelse nogen form for ansvar. Stk. 3. Tilsynslovgivningens særlige bestemmelser om tavshedspligt gælder for de i Finanstilsynet ansatte og eksperter, der handler eller har handlet på tilsynets vegne.		15. I § 12, stk. 2, ændres »§§ 10 og 11« til: »§§ 10-11.«. 16. I § 12 indsættes efter stk. 2 som nye stykker: »Stk. 3. Advokater er, når de repræsenterer en klient før, under og efter en retssag, undtaget for pligten til indberetning af oplysninger i henhold til denne lov. Stk. 4. Revisorer og andre indberetningspligtige i henhold til § 1, stk. 2, nr. 1-4 og 6 er, når de bistår en advokat før, under og efter en retssag undtaget for pligten til indberetning af oplysninger i samme omfang som den advokat, der bistås jf. stk. 3. «. Stk. 5. Stk. 3 og 4 gælder endvidere sager, der føres i Landsskatteretten.«. Stk. 3 bliver herefter stk. 6.
		17. § 13 affattes således:
§ 13. Overtrædelse af §§ 3, 4, § 5, stk. 2, § 6, § 9, § 10, stk. 2, § 12, stk. 1, og undladelse af at opfylde politiets krav efter § 10, stk. 3, straffes med bøde.		»§ 13. Overtrædelse af § 1, stk. 4, §§ 3-4, § 5, stk. 2, § 6, § 9, § 10, stk. 2, § 10 a, § 10 d, 2. pkt. og § 12 stk. 1, samt undladelse af at opfylde politiets krav efter § 10, stk. 3, straffes med bøde.
Stk. 2. Er overtrædelsen begået af et aktieselskab, anpartsselskab eller lignende, kan der pålægges selskabet som sådant bødeansvar.		Stk. 2. I forskrifter, der udstedes af Finanstilsynet i medfør af denne lov, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af bestemmelserne i forskrifterne.
		Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.«.
Bilag 1		18. I bilag 1 indsættes som nyt nummer:
1) Modtagelse af indlån og andre tilbagebetalingspligtige midler.		»14. Investeringsinstitutter (investeringsforening eller specialforening)«
2) Udlånsvirksomhed, herunder bl.a. – forbrugerkreditter - realkreditlån – factoring - handelskreditter (inkl. forfaitering).
3) Finansiel leasing.
4) Betalingsformidling.
5) Udstedelse og administration af betalingsmidler (kreditkort, rejsechecks, bankveksler).
6) Sikkerhedsstillelse og garantier.
7) Transaktioner for egen eller kunders regning vedrørende:
a) Pengemarkedsinstrumenter (checks, veksler, indskudsbeviser m.v.)
b) Valutamarkedet
c) Finansielle futures og optioner
d) Valuta- og renteinstrumenter
e) Værdipapirer
8) Medvirken ved emission af værdipapirer og tjenesteydelser i forbindelse hermed.
9) Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstruktur, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål og rådgivning samt tjenesteydelser vedrørende sammenslutning og opkøb af virksomheder.
10) Money broking.
11) Porteføljeadministration og –rådgivning.
12) Opbevaring og forvaltning af værdipapirer.
13) Boksudlejning.

---

---

Bilag 1

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2001/.../EF
af ..
om ændring af Rådets direktiv 91/308/EØF
om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til
hvidvaskning af penge

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, første og tredje punktum, samt artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen²⁾

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg³⁾

efter proceduren i traktatens artikel 251⁴⁾ , på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 18. september 2001, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Direktiv 91/308/EØF⁵⁾ , i det følgende benævnt »direktivet«, bør som et af de vigtigste internationale instrumenter i bekæmpelsen af hvidvaskning af penge ajourføres i tråd med Kommissionens konklusioner og de ønsker, som Europa-Parlamentet og medlemsstaterne har givet udtryk for. Direktivet bør i denne henseende ikke blot afspejle bedste internationale praksis på området, men også fortsat sætte en høj standard for beskyttelsen af den finansielle sektor og andre sårbare erhverv over for de skadelige virkninger af udbytte hidrørende fra kriminalitet.

(2) Den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) tillader medlemmerne at træffe foranstaltninger, som er nødvendige for at beskytte den offentlige moral, og at træffe foranstaltninger af forsigtighedshensyn, herunder for at sikre det finansielle systems stabilitet og integritet. Sådanne foranstaltninger bør ikke indebære restriktioner, der er mere vidtgående, end det er nødvendigt for at virkeliggøre disse målsætninger.

(3) Det er ikke udtrykkeligt fastlagt i direktivet, til hvilken medlemsstats myndigheder filialer af kredit- og finansieringsinstitutter med hovedsæde i en anden medlemsstat skal indberette mistænkelige transaktioner, ej heller hvilken medlemsstats myndigheder, der er ansvarlige for, at sådanne filialer overholder direktivet. Myndighederne i den medlemsstat, hvor filialen er beliggende, bør modtage sådanne indberetninger og udøve ovennævnte ansvar.

(4) Denne ansvarsfordeling bør tydeligt fremgå af direktivet gennem en ændring af definitionen på begreberne »kreditinstitut« og »finansieringsinstitut«.

(5) Europa-Parlamentet har udtrykt bekymring over, at virksomhed som vekselkontorer (»bureaux de change«) og pengeoverførselstjenester (money remittance offices) er sårbare over for hvidvaskning af penge. Sådan virksomhed burde allerede være omfattet af anvendelsesområdet for direktivet. For at fjerne enhver tvivl på området bør det tydeligt bekræftes i direktivet, at sådan virksomhed er omfattet.

(6) For at sikre en så fuldstændig dækning af den finansielle sektor som muligt bør det ligeledes gøres klart, at direktivet finder anvendelse på investeringsselskaber som defineret i Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer⁶⁾ .

(7) I henhold til direktivet er medlemsstaterne kun forpligtet til at bekæmpe hvidvaskning af udbytte, der stammer fra narkotikaforbrydelser. Der har i de seneste år været en tendens til at definere begrebet hvidvaskning af penge på grundlag af en bredere vifte af forudgående eller underliggende lovovertrædelser, hvilket blandt andet afspejles i ajourføringen i 1996 af de 40 rekommandationer fra Den Finansielle Aktionsgruppe vedrørende Hvidvaskning af Penge (FATF), som er det førende internationale organ til bekæmpelse af hvidvaskning af penge.

(8) En bredere vifte af prædikatforbrydelser fremmer indberetningen af mistænkelige transaktioner og det internationale samarbejde på området. Direktivet bør derfor ajourføres i denne henseende.

(9) Ved Rådets fælles aktion 98/699/RIA af 3. december 1998 om hvidvaskning af penge, identifikation, opsporing, indefrysning, beslaglæggelse og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbart forhold⁷⁾  enedes medlemsstaterne om at lade alle alvorlige lovovertrædelser, som defineret i den fælles aktion, være prædikatforbrydelser med det formål at gøre hvidvaskning af penge strafbart.

(10) Navnlig er bekæmpelsen af organiseret kriminalitet nært forbundet med bekæmpelsen af hvidvaskning af penge. Listen over prædikatforbrydelser bør derfor tilpasses for at tage højde herfor.

(11) Direktivet indeholder en række forpligtelser, navnlig om indberetning af mistænkelige transaktioner. Det vil være mere hensigtsmæssigt og i tråd med filosofien bag handlingsplanen til bekæmpelse af organiseret kriminalitet udarbejdet af Gruppen på Højt Plan⁸⁾ , at forbuddet mod hvidvaskning af penge i direktivet udvides.

(12) Rådet vedtog den 21. december 1998 fælles aktion 98/733/RIA om at gøre det strafbart at deltage i en kriminel organisation i Den Europæiske Unions medlemsstater⁹⁾ . Denne fælles aktion afspejler en konsensus blandt medlemsstaterne om behovet for fælles tiltag på området.

(13) I de enkelte medlemsstater bliver mistænkelige transaktioner i overensstemmelse med direktivet indberettet af den finansielle sektor, og navnlig af kreditinstitutterne. Det kan konstateres, at den skærpede kontrol i den finansielle sektor har foranlediget personer, der ønsker at hvidvaske penge, til at søge andre metoder til at tilsløre oprindelsen af økonomisk udbytte fra kriminelle handlinger.

(14) Der er en tendens til øget hvidvaskning af penge gennem den ikke-finansielle sektor. Dette bekræftes af FATF's undersøgelse af hvidvaskningsteknikker og -typologier.

(15) Forpligtelserne i henhold til direktivet med hensyn til kundeidentifikation, opbevaring af dokumentation og indberetning af mistænkelige transaktioner bør udvides til også at omfatte en begrænset række aktiviteter og erhverv, som har vist sig sårbare i forbindelse med hvidvaskning af penge.

(16) Notarer og selvstændige inden for de juridiske erhverv, som defineret af medlemsstaterne, bør underlægges direktivets bestemmelser, når de deltager i finansielle eller selskabsretlige transaktioner, herunder rådgiver om skatteforhold, hvor der er størst risiko for, at disse faggruppers ydelser misbruges til at hvidvaske udbytte fra kriminel virksomhed.

(17) Når selvstændige medlemmer af erhverv, der yder juridisk rådgivning, som er retligt anerkendte og underkastet retligt tilsyn, som f.eks. advokater, undersøger en klients retsstilling eller repræsenterer en klient i retssager, vil det imidlertid ikke være hensigtsmæssigt, at disse i henhold til direktivet for så vidt angår disse aktiviteter forpligtes til at indberette mistanke om hvidvaskning af penge. Der må ikke være nogen forpligtelse til at indberette oplysninger, der er modtaget før, under eller efter en retssag eller i forbindelse med vurderingen af en klients retsstilling. Juridisk rådgivning er således fortsat omfattet af tavshedspligt, medmindre den juridiske rådgiver deltager i hvidvaskningsaktiviteter, den juridiske rådgivning ydes med henblik på hvidvaskning af penge, eller advokaten ved, at klienten søger juridisk rådgivning med henblik på hvidvaskning af penge.

(18) Tjenesteydelser, der er direkte sammenlignelige, og som præsteres af de faggrupper, der er omfattet af direktivet, bør behandles på samme måde. For at beskytte de rettigheder, der er fastsat i den europæiske menneskerettighedskonvention (EMK) og i traktaten om Den Europæiske Union, bør de oplysninger, som revisorer, eksterne regnskabskyndige og skatterådgivere, som i nogle medlemsstater kan forsvare eller repræsentere en klient i retssager eller undersøge en klients retsstilling, får adgang til under udførelsen af disse opgaver, ikke være underlagt indberetningsforpligtelserne i henhold til direktivet.

(19) Der henvises i direktivet til »de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af hvidvaskning af penge«, hvortil indberetningerne om mistænkelige transaktioner skal foretages, og til myndigheder, som i henhold til en lov eller anden bestemmelse er bemyndiget til at føre tilsyn med de af direktivet omfattede institutters og personers aktiviteter (»kompetente myndigheder«). Der er enighed om, at direktivet ikke forpligter medlemsstaterne til at oprette sådanne »kompetente myndigheder«, hvis de ikke eksisterer, og at advokatsamfund og andre selvregulerende organer for selvstændige ikke hører ind under betegnelsen »kompetente myndigheder«.

(20) Når det drejer sig om notarer og selvstændige inden for de juridiske erhverv, bør medlemsstaterne af hensyn til disses tavshedspligt i forhold til deres klienter, have mulighed for at udnævne advokatsamfundet eller andre selvregulerende organer for selvstændige som det organ, hvortil de kan indberette eventuelle tilfælde af hvidvaskning af penge. Medlemsstaterne bør fastsætte reglerne for håndteringen af sådanne indberetninger og deres eventuelle videregivelse til »de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge«, og generelt passende former for samarbejde mellem advokatsamfund eller andre tilsvarende erhvervssammenslutninger og disse myndigheder -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1

Direktiv 91/308/EØF ændres således:

1) Artikel 1 affattes således:

»Artikel 1

I dette direktiv forstås ved:

A) »kreditinstitut«: et foretagende som defineret i artikel 1, nr. 1), første afsnit, i Rådets direktiv 2000/12/EF¹⁰⁾ , samt en filial, som defineret i artikel 1, stk. 3, i nævnte direktiv og beliggende i Fællesskabet, af et kreditinstitut, hvis hovedsæde er beliggende i eller uden for Fællesskabet

B) »finansieringsinstitut«:

1) et foretagende, som ikke er et kreditinstitut, og hvis hovedaktivitet er at foretage en eller flere af de forretninger, der er opført under punkt 2 til 12 og punkt 14 på listen i bilag I til direktiv 2000/12/EF; dette omfatter virksomhed som vekselkontorer (»bureaux de change«) og pengeoverførselstjenester (money transmission/remittance offices)

2) et forsikringsselskab, der er behørigt godkendt i henhold til Rådets direktiv 79/267/EØF¹¹⁾ , for så vidt det udfører aktiviteter, der omfattes af nævnte direktiv

3) et investeringsselskab som defineret i artikel 1, nr. 2), i direktiv 93/22/EØF¹²⁾

4) et institut for kollektiv investering, der markedsfører sine andele eller aktier.

Denne definition på et finansieringsinstitut omfatter også filialer, der er beliggende i Fællesskabet, af finansieringsinstitutter, hvis hovedsæde er beliggende i eller uden for Fællesskabet.

C) »hvidvaskning af penge«: følgende forsætlige handlinger:

– konvertering eller overførsel af formuegoder - vel vidende, at de hidrører fra en kriminel handling eller fra medvirken i en sådan handling - med det formål at fortie eller tilsløre formuegodernes ulovlige oprindelse eller at hjælpe personer, som er involveret i en sådan handling, til at unddrage sig de retlige konsekvenser heraf

– fortielse eller tilsløring af formuegodernes art, oprindelse, lokalisering, placering eller bevægelser eller af den egentlige ejendomsret til disse formuegoder eller dertil knyttede rettigheder, vel vidende, at de hidrører fra en kriminel handling eller fra medvirken i en sådan handling

– erhvervelse, besiddelse eller anvendelse af formuegoder, vel vidende ved modtagelsen af disse goder, at de hidrører fra en kriminel handling eller fra medvirken i en sådan handling

– medvirken i en af de handlinger, som er nævnt i de foregående led, medvirken med henblik på at begå den nævnte handling, forsøg på at begå den, det at hjælpe, tilskynde eller råde nogen til at begå den eller det at lette gennemførelsen heraf.

Den viden, hensigt eller tilskyndelse, som skal foreligge i forbindelse med handlingerne i dette led, kan fastslås på grundlag af objektive forhold.

Der foreligger hvidvaskning af penge, også selv om de handlinger, som har frembragt de formuegoder, der skal hvid vaskes, har fundet sted på en anden medlemsstats eller et tredjelands område.

D) »formuegoder«: aktiver af enhver art, hvad enten der er tale om fysiske eller ikke-fysiske genstande, løsøre eller fast ejendom, materielle eller immaterielle aktiver, samt retlige dokumenter eller instrumenter, der tjener som bevis for ejendomsret til sådanne aktiver eller dertil knyttede rettigheder.

E) »kriminel handling«: enhver form for kriminel deltagelse i en alvorlig lovovertrædelse.

Alvorlige lovovertrædelser er som minimum:

– enhver af de lovovertrædelser, der er defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), i Wiener-konventionen

– kriminelle organisationers handlinger som defineret i artikel 1 i fælles aktion 98/733/RIA¹³⁾

– svig som defineret i artikel 1, stk. 1, og artikel 2, i konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser¹⁴⁾ , i det mindste i grove tilfælde

– bestikkelse

– en lovovertrædelse, der kan give betydeligt udbytte, og som kan medføre en streng frihedsstraf efter medlemsstatens straffelovgivning.

Inden den¹⁵⁾  tilnærmer medlemsstaterne definitionen i dette led til definitionen af alvorlige strafbare handlinger i fælles aktion 98/699/RIA. Rådet opfordrer Kommissionen til inden den ...+ at fremsætte forslag til ændring af nærværende direktiv i den henseende.

Medlemsstaterne kan udpege en hvilken som helst anden lovovertrædelse som en kriminel handling med henblik på dette direktiv.

F) »kompetente myndigheder«: de nationale myndigheder, som i henhold til lov eller anden bestemmelse er bemyndiget til at føre tilsyn med de af direktivet omfattede institutters og personers aktivitet.«

2) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 2a

Medlemsstaterne sørger for, at de forpligtelser, der følger af dette direktiv, kræves opfyldt af følgende institutter:

1) kreditinstitutter som defineret i artikel 1, litra A)

2) finansieringsinstitutter som defineret i artikel 1, litra B)

samt af følgende juridiske og fysiske personer i udøvelsen af deres erhverv:

3) revisorer, eksterne regnskabskyndige og skatterådgivere

4) ejendomsmæglere

5) notarer og andre selvstændige inden for de juridiske erhverv, når de deltager, enten

a) ved bistand i planlægningen eller udførelsen af transaktioner for deres klienter i forbindelse med:

i) køb og salg af fast ejendom eller virksomheder

ii) forvaltning af klienters penge, værdipapirer eller andre aktiver

iii) åbning eller forvaltning af bank-, opsparings- eller værdipapirkonti

iv) tilvejebringelse af nødvendig kapital til oprettelse, drift eller ledelse af selskaber

v) oprettelse, drift eller ledelse af investeringsforeninger, selskaber eller lignende strukturer

b) eller ved på deres klients vegne og for dennes regning at foretage en hvilken som helst finansiel transaktion eller transaktion vedrørende fast ejendom

6) forhandlere af genstande af høj værdi, såsom ædelstene eller -metaller eller af kunst, og auktionsholdere, når der betales kontant og med et beløb på 15 000 EUR eller derover

7) kasinoer.«

3) Artikel 3 affattes således:

»Artikel 3

1. Medlemsstaterne sørger for, at de af direktivet omfattede institutter og personer kræver, at deres kunder legitimerer sig ved hjælp af et retskraftigt dokument, når der optages forretningsmæssig forbindelse med dem, for institutternes vedkommende, navnlig når der åbnes en bank- eller opsparingskonto eller et depot.

2. Dette krav om legitimation gælder også for enhver transaktion med andre kunder end dem, der er omhandlet i stk. 1, vedrørende et beløb på 15 000 EUR eller derover, hvad enten den udføres i en enkelt eller i flere operationer, hvis der synes at være indbyrdes forbindelse mellem dem. Hvis beløbet ikke kendes på det tidspunkt, hvor transaktionen påbegyndes, skal det pågældende institut eller den pågældende person kræve legitimation, så snart instituttet eller personen får kendskab hertil og konstaterer, at tærsklen er nået.

3. Uanset stk. 1 og 2 kræves der ikke legitimation i forbindelse med forsikringsaftaler, der indgås af forsikringsvirksomheder, som er godkendt i henhold til Rådets direktiv 92/96/EØF af 10. november 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte livsforsikringsvirksomhed (tredje livsforsikringsdirektiv)¹⁶⁾ , og hvis virksomhed er omfattet af nævnte direktiv, når beløbet af den eller de periodiske præmier, der skal indbetales i løbet af et år, er på 1 000 EUR eller derunder, eller ved indbetaling af en engangspræmie på 2 500 EUR eller derunder. Hvis den eller de periodiske præmier, der skal indbetales i løbet af et år, forhøjes, således at tærsklen på 1 000 EUR overstiges, skal der kræves legitimation.

4. Medlemsstaterne kan foreskrive, at legitimation ikke er obligatorisk for pensionsforsikringsaftaler, der indgås i medfør af en arbejdskontrakt eller den forsikredes erhvervsmæssige virksomhed, forudsat at disse aftaler ikke indeholder en tilbagekøbsklausul og ikke kan anvendes som sikkerhed for et lån.

5. Uanset ovennævnte stykker kræves der legitimation for alle kasinokunder, der køber eller ombytter spillejetoner til en værdi af 1 000 EUR eller derover.

6. Kasinoer, som er underlagt statskontrol, opfylder under alle omstændigheder identifikationskravet i dette direktiv, hvis kunden registreres og skal legitimere sig allerede ved indgangen, uafhængigt af hvor store beløb der ombyttes.

7. Er der tvivl om, hvorvidt de i de foregående stykker nævnte kunder handler for egen regning, eller er der vished for, at de ikke handler for egen regning, skal de af direktivet omfattede institutter og personer træffe rimelige foranstaltninger til at indhente oplysninger om den faktiske identitet af de personer, for hvis regning disse kunder handler.

8. De af direktivet omfattede institutter og personer skal kræve denne legitimation, selv om transaktionsbeløbet er lavere end ovennævnte tærskler, så snart de har mistanke om hvidvaskning af penge.

9. De af direktivet omfattede institutter og personer er ikke underlagt legitimationskravene i denne artikel, hvis kunden er et kredit- eller et finansieringsinstitut, der er omfattet af dette direktiv eller et kredit- eller finansieringsinstitut beliggende i et tredjeland, der efter de relevante medlemsstaters opfattelse stiller krav svarende til, hvad der følger af dette direktiv.

10. Medlemsstaterne kan foreskrive, at legitimationskravene vedrørende de transaktioner, der er omhandlet i stk. 3 og 4, er opfyldt, når det konstateres, at transaktionsbeløbet skal debiteres en konto, der er åbnet i kundens navn i et kreditinstitut omfattet af dette direktiv i overensstemmelse med kravene i stk. 1.

11. Medlemsstaterne sørger under alle omstændigheder for, at de af direktivet omfattede institutter og personer træffer sådanne specifikke, relevante foranstaltninger, som er nødvendige for at råde bod på den øgede risiko for hvidvaskning af penge, der opstår, når der optages forretningsmæssig forbindelse eller påbegyndes en transaktion med en kunde, som ikke fysisk er til stede med henblik på at legitimere sig (»transaktioner uden direkte kontakt«). Sådanne foranstaltninger bør sikre, at kundens identitet fastslås, f.eks. ved at omfatte krav om supplerende dokumentation eller supplerende foranstaltninger med henblik på at kontrollere eller certificere de leverede dokumenter eller bekræftende attestering fra en institution, der er omfattet af dette direktiv, eller ved at kræve, at den første betaling i forbindelse med transaktionerne foretages via en konto åbnet i kundens navn i et kreditinstitut, der er omfattet af dette direktiv. De interne kontrolprocedurer, der er fastsat i artikel 11, stk. 1, bør tage særlig højde for disse foranstaltninger.

4) I artikel 4, 5, 8 og 10 ændres ordene »kredit- og finansieringsinstitutter« til »de af direktivet omfattede institutter og personer«.

5) Artikel 6 affattes således:

»Artikel 6

1. Medlemsstaterne sørger for, at de af direktivet omfattede personer og institutter samt medlemmer af disses ledelse og deres ansatte til fulde samarbejder med de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge:

a) ved på eget initiativ at underrette disse myndigheder om ethvert forhold, som kunne være tegn på hvidvaskning af penge

b) ved på opfordring at give disse myndigheder alle nødvendige oplysninger i henhold til procedurerne i den relevante lovgivning.

2. De i stk. 1 nævnte oplysninger fremsendes til de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelsen af hvidvaskning af penge i den medlemsstat, på hvis område det institut eller den person, der fremsender oplysningerne, befinder sig. Fremsendelsen varetages normalt af den eller de personer, som er udpeget af institutterne eller personerne i henhold til procedurerne i artikel 11, stk. 1, litra a).

3. For så vidt angår notarer og selvstændige inden for de juridiske erhverv som omhandlet i artikel 2a, nr. 5), kan medlemsstaterne som den myndighed, der skal underrettes om de i stk. 1, litra a), omhandlede forhold, udpege et relevant selvregulerende organ for det pågældende erhverv, og medlemsstaterne fastlægger i så fald reglerne for samarbejdet mellem det pågældende selvregulerende organ og de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af hvidvaskning af penge.

Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at anvende de krav, der følger af stk. 1, på notarer og selvstændige inden for de juridiske erhverv, revisorer, eksterne regnskabssagkyndige og skatterådgivere for så vidt angår de oplysninger, som de modtager fra en klient eller om en klient i forbindelse med, at de vurderer den pågældende klients retsstilling, eller i forbindelse med, at de forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder at de rådgiver om iværksættelse eller undgåelse af en sagsanlæg, uanset om oplysningerne er modtaget eller indhentet før, under eller efter retssagen.«

6) Artikel 7 affattes således:

»Artikel 7

Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af direktivet omfattede institutter og personer afholder sig fra at udføre en transaktion, som de ved har, eller som de mistænker for at have forbindelse med hvidvaskning af penge, så længe de ikke har underrettet de i artikel 6 nævnte myndigheder herom. Disse myndigheder kan under betingelser, der fastsættes i deres nationale forskrifter, give pålæg om, at transaktionen ikke må gennemføres. Såfremt der er mistanke om, at den pågældende transaktion vil kunne føre til hvidvaskning af penge, og det ikke er muligt at undlade at udføre transaktionen, eller en sådan undladelse vil kunne forhindre retsforfølgningen af de personer, der drager fordel af en formodet hvidvaskningstransaktion, foretager de pågældende institutter og personer den fornødne underretning af myndighederne umiddelbart derefter.«

7) Den eksisterende tekst bliver stk. 1 og følgende indsættes som stk. 2 i artikel 8:

»2 Medlemsstaterne er ikke i henhold til dette direktiv forpligtet til at anvende stk. 1, på de i artikel 6, stk. 3, andet afsnit, nævnte erhverv.«

8) Artikel 9 affattes således:

»Artikel 9

Det forhold, at en person eller et institut, der er omfattet af direktivet, eller en ansat eller et medlem af ledelsen i et sådant i god tro meddeler de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af hvidvaskning af penge, de i artikel 6 og 7 nævnte oplysninger, betragtes ikke som brud på den tavshedspligt, som gælder i henhold til kontrakt eller love eller administrative bestemmelser, og påfører ikke personen eller instituttet, medlemmerne af dets ledelse eller dets ansatte nogen form for ansvar.«

9) I artikel 10 tilføjes følgende afsnit:

»Medlemsstaterne drager omsorg for, at de tilsynsorganer, som i henhold til lov eller anden bestemmelse er bemyndiget til at overvåge aktie-, valuta- og finansderivatmarkeder, underretter de myndigheder, der er ansvarlige for bekæmpelse af hvidvaskning af penge, hvis de opdager forhold, som giver formodning om hvidvaskning af penge.«

10) Artikel 11 affattes således:

»Artikel 11

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af direktivet omfattede institutter og personer

a) indfører passende interne kontrolprocedurer og kommunikationsprocedurer med henblik på at forebygge og forhindre gennemførelse af transaktioner, der er knyttet til hvidvaskning af penge

b) træffer passende foranstaltninger for at gøre deres ansatte bekendt med bestemmelserne i dette direktiv. Disse foranstaltninger skal bl.a. bestå i særlige uddannelsesprogrammer for deres ansatte, således at disse får bedre forudsætninger for at genkende aktiviteter, som kan være forbundet med hvidvaskning af penge, og kan blive instrueret om, hvorledes de skal forholde sig i sådanne tilfælde.

Hvis en fysisk person, der er omfattet af bestemmelserne i artikel 2a, nr. 3-7, udøver sit erhverv som ansat hos en juridisk person, skal forpligtelserne i nærværende artikel gælde den juridiske person og ikke den fysiske person.

2. Medlemsstaterne drager omsorg for, at de af direktivet omfattede institutter og personer har adgang til aktuelle oplysninger om de metoder, som anvendes ved hvidvaskning af penge, og om forhold, der gør det muligt at opspore mistænkelige transaktioner.«

11) I artikel 12 erstattes »de kredit- og finansieringsinstitutter, der er nævnt i artikel 1« med »de institutter og personer, der er nævnt i artikel 2a.«

Artikel 2

Tre år efter vedtagelsen af dette direktiv foretager Kommissionen inden for rammerne af den rapport, der er omhandlet i artikel 17 i direktiv 91/308/EØF, en særlig undersøgelse af aspekter vedrørende gennemførelsen af artikel 1, litra E), femte led, særbehandlingen af advokater og andre selvstændige inden for de juridiske erhverv, kundeidentifikationen i transaktioner uden direkte kontakt og de mulige virkninger for elektronisk handel.

Artikel 3

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest¹⁷⁾ . De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 4

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 5

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den
På Europa-Parlamentets vegne	På Rådets vegne
Formand	Formand

---

²⁾ EFT C 117 E af 27.6.2000, s. 14.

³⁾ EFT C 75 af 15.3.2000, s. 22.

⁴⁾ Europa-Parlamentets udtalelse af 5.7.2000 (EFT C 121 af 24.4.2001, s. 33), Rådets fælles holdning af 30.11.2000 (EFT C 36 af 2.2.2001, s. 24) og Europa-Parlamentets afgørelse af 5.4.2001 (endnu ikke offentliggjort i EFT). Europa-Parlamentets afgørelse af .... og Rådets afgørelse af .......

⁵⁾ EFT L 166 af 28.6.1991, s. 77.

⁶⁾ EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF (EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22).

⁷⁾ EFT L 333 af 9.12.1998, s. 1.

⁸⁾ EFT C 251 af 15.8.1997, s. 1.

⁹⁾ EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.

¹⁰⁾ EFT L 126 af 26.5.2000, s. 1. Ændret ved direktiv 2000/28/EF (EFT L 275 af 27.10.2000, s. 37.

¹¹⁾ EFT L 63 af 13.3.1979, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/26/EF (EFT L 168 af 18.7.1995, s. 7).

¹²⁾ EFT L 141 af 11.6.1993, s. 27. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF (EFT L 84 af 26.3.1997, s. 22).

¹³⁾ EFT L 351 af 29.12.1998, s. 1.

¹⁴⁾ EFT C 316 af 27.11.1995, s. 48.«

¹⁵⁾ Note til Publikationskontoret: Tre år efter direktivets ikrafttræden.

¹⁶⁾ EFT L 360 af 9.12.1992, s. 1. Senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/64/EF (EFT L 290 af 17.11.2000, s. 27).«

¹⁷⁾ 18 måneder efter direktivets ikrafttræden.

---

Bilag 2

International konvention til bekæmpelse af finansieringen af terrorisme
(New York, 9. december 1999)

De i denne konvention deltagende stater, som

har opmærksomheden henledt på de i De Forenede Nationers pagt fastlagte mål og principper med hensyn til opretholdelsen af international fred og sikkerhed og fremme af godt naboskab og venskabelige forbindelser og samarbejde mellem staterne,

er dybt bekymrede over det stigende antal terrorhandlinger af enhver art og udførelse i hele verden,

erindrer om Erklæringen i anledning af De Forenede Nationers 50 års jubilæum, der var indeholdt i generalforsamlingsresolution nr. 50/6 af 24. oktober 1995,

ligeledes erindre om alle relevante generalforsamlingsresolutioner om dette emne, herunder resolution nr. 49/60 af 9. december 1994 samt dens bilag om Erklæringen om foranstaltninger til eliminering af international terrorisme, hvori bl.a. »De Forenede Nationers medlemsstater højtideligt på ny bekræfter deres utvetydige fordømmelse af alle terrorhandlinger, -fremgangsmåder og –metoder som strafbare og uberettigede, uanset hvor eller af hvem de begås, herunder sådanne, der bringer de venskabelige forbindelser mellem stater og befolkninger i fare og truer staternes territoriale integritet og sikkerhed«,

bemærker, at Erklæringen om foranstaltninger til eliminering af international terrorisme også opfordrede staterne til øjeblikkelig at revidere rækkevidden af de eksisterende internationale lovbestemmelser vedrørende forebyggelse, undertrykkelse og afskaffelse af terrorisme af enhver art og udførelse med henblík på at sikre, at der forefindes omfattende juridiske rammer, der dækker alle sagens aspekter,

erindrer om stk. 3, litra f, i generalforsamlingsresolution nr. 51/210 af 17. december 1996, hvori generalforsamlingen anmodede alle stater om at tage skridt til ved passende nationale foranstaltninger at forebygge og modvirke finansiering af terrorister og terroristorganisationer, hvad enten disse finansieres direkte eller indirekte gennem organisationer, der også har eller hævder at have velgørende, sociale eller kulturelle formål, eller som tillige er involveret i ulovlig virksomhed som våbensmugling, narkotikahandel og pengeafpresning, herunder udnyttelse af personer for at få finansieret terroristvirksomhed, og især, hvor det er relevant, at overveje vedtagelse af love, som skal forebygge og modvirke bevægelser af midler, der mistænkes for at være tiltænkt terroristformål, uden på nogen måde at forhindre den frie bevægelighed af lovlig kapital, og forstærke udvekslingen af oplysninger vedrørende de internationale bevægelser af sådanne midler,

ligeledes erindrer om generalforsamlingsresolution nr. 52/165 af 15. december 1997, hvori generalforsamlingen anmodede staterne i særdeleshed at overveje indførelse af de foranstaltninger, der er nævnt i stk. 3, litra a-f, i generalforsamlingsresolution nr. 51/210 af 17. december 1996,

ydermere erindrer om generalforsamlingsresolution nr. 53/108 af 8. december 1998, hvori generalforsamlingen besluttede, at det ved generalforsamlingsresolution nr. 51/210 af 17. december 1996 oprettede ad hoc-udvalg skulle udarbejde et udkast til en international konvention til bekæmpelse af finansiering af terrorvirksomhed som supplement til beslægtede eksisterende internationale instrumenter,

tager i betragtning, at finansiering af terrorisme vækker dyb bekymring hos det internationale samfund som helhed,

bemærker, at antallet og alvoren af internationale terrorhandlinger afhænger af den finansiering, som terrorister kan skaffe,

ligeledes bemærker, at eksisterende multilaterale retlige instrumenter ikke i tilstrækkelig grad sigter mod en sådan finansiering,

er overbevist om, at der er et påtrængende behov for at forstærke det internationale samarbejde mellem staterne med henblik på at finde frem til og vedtage effektive foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe finansiering af terrorisme ved at retsforfølge og straffe gerningsmændene dertil,

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

I denne konvention anvendes følgende udtryk med den angivne betydning:

»Midler« omfatter aktiver af enhver art, hvad enten de er materielle eller immaterielle, løsøre eller fast ejendom, uanset erhvervelsesmåde, samt juridiske dokumenter eller instrumenter i enhver form, herunder elektronisk og digital, der er bevis på ejendomsret til eller rettighed til sådanne aktiver, herunder bl.a. remburser hos banker, rejsechecks, bankchecks, pengeanvisninger, aktier, værdipapirer, obligationer, veksler og akkreditiver.

»Stats- eller regeringsfacilitet« omfatter ethvert permanent eller midlertidigt anlæg eller transportmiddel, der anvendes eller er optaget af statsrepræsentanter, medlemmer af regering, lovgivningsmagt eller retsvæsen eller af embedsmænd eller medarbejdere ansat af en stat eller en anden offentlig myndighed eller enhed eller af medarbejdere eller embedsmænd ansat ved en mellemstatslig organisation i forbindelse med deres tjenstlige hverv.

»Udbytte« betyder midler, der direkte eller indirekte stammer fra eller er skaffet ved begåelse af en i artikel 2 anført forbrydelse.

Artikel 2

En person begår en forbrydelse i denne konventions forstand, hvis den pågældende ulovligt og forsætligt direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler i den hensigt, at de skal anvendes, eller med viden om, at de vil blive anvendt helt eller delvist til at udføre

en handling, der er en forbrydelse inden for rammerne af og som defineret i en af de i bilaget angivne traktater; eller

enhver anden handling med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade på en civilperson eller en anden person, der ikke aktivt deltager i fjendtlighederne i en væbnet konfliktsituation, når formålet med en sådan handling, henset til handlingens karakter eller sammenhæng, er at skræmme en befolkning eller tvinge en regering eller en international organisation til at foretage eller at undlade at foretage en given handling.

2) a) Ved deponering af sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument kan en kontraherende stat, som ikke er deltager i en i bilaget angivet traktat, erklære, at den pågældende traktat ved anvendelse af denne konvention over for den kontraherende stat skal anses for ikke at være omfattet af det i stk. 1, litra a, angivne bilag. Erklæringen ophører med at være gældende, så snart traktaten træder i kraft for den kontraherende stat, som skal give depositaren meddelelse herom;

Når en kontraherende stat ophører med at være deltager i en i bilaget angivet traktat, kan den afgive erklæring som bestemt i denne artikel vedrørende traktaten.

For at en handling kan anses som en i stk. 1 anført forbrydelse, er det ikke nødvendigt, at midlerne faktisk blev anvendt til at udføre en i stk. 1, litra a eller b, anført forbrydelse.

En person begår ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende forsøger at begå en forbrydelse som anført i stk. 1.

En person begår ligeledes en forbrydelse, hvis den pågældende medvirker til en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 4: organiserer eller pålægger andre at begå en forbrydelse som anført i stk. 1 eller 4; medvirker til, at en gruppe personer, der handler med et fælles formål, begår en eller flere forbrydelser som anført i stk. 1 eller 4. Denne medvirken skal være forsætlig og skal enten foretages i den hensigt at fremme gruppens kriminelle virksomhed eller formål, når virksomheden eller formålet indebærer, at en i stk. 1 anført forbrydelse begås; eller foretages med viden om, at gruppen har til hensigt at begå en i stk. 1 anført forbrydelse.

Artikel 3

Denne konvention finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor forbrydelsen er begået inden for en enkelt stat, hvori den formodede gerningsmand er statsborger, på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, og ingen anden stat har grundlag i henhold til konventionens artikel 7, stk. 1 eller stk. 2 for at udøve jurisdiktion, idet dog bestemmelserne i artikel 12-18 skal gælde, hvor det er relevant.

Artikel 4

Enhver kontraherende stat skal vedtage sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at fastsætte, at det er en strafbar handling i henhold til national ret at handle som nævnt i artikel 2; for at fastsætte passende straffe for sådanne forbrydelser under hensyntagen til deres alvorlige karakter.

Artikel 5

Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sine juridiske principper træffe de nødvendige foranstaltninger for at gøre det muligt at drage en juridisk person, der er hjemmehørende på dens område eller er etableret efter dens lovgivning, til ansvar, når en person, der står for ledelse eller styring af den juridiske person, i denne egenskab har begået en i artikel 2 anført forbrydelse. Ansvaret kan være strafferetligt, civilretligt eller adminsitrativt.

Dette ansvar ifaldes uden præjudice for det strafferetlige ansvar, der ifaldes af de enkeltpersoner, som har begået forbrydelsen.

De kontraherende stater skal i særdeleshed sikre, at juridiske personer, der er ansvarlige i overensstemmelse med stk. 1, kan pålægge effektive, forholdsmæssige og afskrækkende strafferetlige, civilretlige eller administrative sanktioner. Sådanne sanktioner kan omfatte bøder.

Artikel 6

Enhver kontraherende stat skal vedtage sådanne foranstaltninger, som måtte være nødvendige, herunder efter national lovgivning, for at sikre, at strafbare handlinger inden for denne konventions rammer ikke under nogen omstændigheder er berettiget af politiske, filosofiske, ideologiske, racemæssige, etniske, religiøse eller andre lignende grunde.

Artikel 7

Enhver kontraherende stat skal gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at den har straffemyndighed med hensyn til de i artikel 2 anførte forbrydelser, når forbrydelsen begås på den pågældende stats område; forbrydelsen begås ombord på et fartøj, der sejler under den pågældende stats flag, eller i et fly, der er registreret efter den pågældende stats lovgivning på det tidspunkt, hvor forbrydelsen blev begået; forbrydelsen begås af en statsborger fra den pågældende stat.

En kontraherende stat kan ligeledes sikre, at den har straffemyndighed med hensyn til en sådan forbrydelse, når forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i artikel 2, stk. 1, litra a eller b, anført forbrydelse blev begået på den pågældende stats område eller mod en statsborger fra den pågældende stat; forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i artikel 2, stk. 1, litra a eller b, anført forbrydelse blev begået mod en af den pågældende stats stats- eller regeringsfaciliteter i udlandet, herunder en af den pågældende stats ambassader eller andre diplomatiske eller konsulære lokaler; forbrydelsen sigtede på eller medførte, at en i artikel 2, stk. 1, litra a eller b, anført forbrydelse blev begået i et forsøg på at tvinge staten til at foretage eller undlade at foretage en bestemt handling; forbrydelsen begås af en statsløs person, som har fast bopæl på den pågældende stats område; forbrydelsen begås ombord på et fly, der drives af den pågældende stats offentlige myndigheder.

Efter ratifikation, accept, godkendelse eller tiltrædelse af konventionen skal enhver kontraherende stat underrette De Forenede Nationers generalsekretær om den straffemyndighed, den har i overensstemmelse med stk. 2. I tilfælde af ændringer skal den pågældende kontraherende stat omgående underrette generalsekretæren derom.

Enhver kontraherende stat skal ligeledes gøre, hvad der er nødvendigt for at sikre, at den har straffemyndighed med hensyn til de i artikel 2 anførte forbrydelser i tilfælde, hvor den formodede gerningsmand befinder sig på statens område, og den ikke udleverer den pågældende til nogen af de kontraherende stater, der har straffemyndighed i overensstemmelse med stk. 1 eller 2.

Når mere end en kontraherende stat påberåber sig straffemyndighed med hensyn til de i artikel 2 anførte forbrydelser, skal de relevante kontraherende stater bestræbe sig på at koordinere deres handlinger på en passende måde, især for så vidt angår betingelserne for retsforfølgning og formaliteterne i forbindelse med retshjælp.

Uden præjudice for de regler, der følger af den almindelige folkeret, udelukker denne konvention ikke, at en kontraherende stat udøver straffemyndighed i overensstemmelse med sin nationale lovgivning.

Artikel 8

Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sine retsprincipper træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne identificere, opdage og indefryse eller beslaglægge midler, der anvendes eller er afsat med det formål at begå de i artikel 2 anførte forbrydelser, samt udbyttet fra sådanne forbrydelser med henblik på eventuel konfiskation.

Enhver kontraherende stat skal i overensstemmelse med sine retsprincipper træffe passende foranstaltninger med henblik på at kunne konfiskere midler, der anvendes eller er afsat med det formål at begå de i artikel 2 anførte forbrydelser, samt udbyttet fra sådanne forbrydelser.

Enhver kontraherende stat med interessere deri kan overveje at indgå aftaler om regelmæssigt eller fra sag til sag at dele de midler, der stammer fra konfiskation som anført i denne artikel, med andre kontraherende stater.

Enhver kontraherende stat skal overveje at oprette ordninger, hvorved de midler, der stammer fra konfiskation som anført i denne artikel, anvendes til at give erstatning til ofrene for de i artikel 2, stk. 1, litra a) eller b) anførte forbrydelser eller til deres familier.

Bestemmelserne i denne artikel skal implementeres uden præjudice for tredjemands rettigheder, når tredjemand handlede i god tro.

Artikel 9

Når en kontraherende stat har modtaget meddelelse om, at en person, der har begået eller formodes at have begået en forbrydelse som anført i artikel 2, måske befinder sig på dens område, skal den pågældende stat i overensstemmelse med sin lovgivning træffe de foranstaltninger, som måtte være nødvendige for at efterforske oplysningerne i meddelelsen.

Når betingelserne herfor er til stede, skal den kontraherende stat, på hvis område gerningsmanden eller den formodede gerningsmand befinder sig, i overensstemmelse med sin lovgivning træffe passende foranstaltninger for at sikre den pågældendes tilstedeværelse med henblik på retsforfølgning eller udlevering.

En person, over for hvem de i stk. 2 nævnte foranstaltninger træffes, har ret til uden ophold at komme i forbindelse med den nærmeste repræsentant for den stat, hvori den pågældende er statsborger, eller som af andre grunde er beføjet til at beskytte den pågældendes rettigheder, eller, hvis han er statsløs, den stat på hvis område han har fast bopæl; at modtage besøg af en repræsentant for den pågældende stat, at blive oplyst om sine rettigheder i henhold til litra a) og b).

De i stk. 3 nævnte rettigheder skal udøves i overensstemmelse med gældende love og bestemmelser i den stat, på hvis område gerningsmanden eller den formodede gerningsmand befinder sig, dog under forudsætning af at de pågældende love og bestemmelser i fuldt omfang gør det muligt at tilgodese formålet med de rettigheder, der tilstås i medfør af stk. 3.

Bestemmelserne i stk. 3 og 4 er uden præjudice for den ret, som enhver kontraherende stat, der har krav på at udøve jurisdiktion i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, litra b), eller stk. 2, litra b), har til at anmode Den Internationale Røde Kors-Komité om at sætte sig i forbindelse med og besøge den formodede gerningsmand.

Når en kontraherende stat i medfør af denne artikel har taget en person i forvaring, skal den omgående direkte eller gennem De forenede Nationers generalsekrtær underrette de kontraherende stater, der har straffemyndighed i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1 og 2, samt, hvis den anser det for tilrådeligt, eventuelle andre interesserede kontraherende stater om, at den pågældende person er taget i forvaring, og om de omstændigheder, der ligger til grund for den pågældende persons tilbageholdelse. Den stat, der iværksætter den i stk. 1 forudsete efterforskning, skal omgående give meddelelse om udfaldet deraf til de pågældende kontraherende stater samt tilkendegive, hvorvidt den agter at udøve straffemyndighed.

Artikel 10

1. Den kontraherende stat, på hvis område den formodede gerningsmand befinder sig, skal i de tilfælde, hvor artikel 7 gælder, hvis staten ikke udleverer ham, uden nogen som helst undtagelse og uanset om forbrydelsen er begået på statens område eller ej, uden ugrundet ophold overgive sagen til sine kompetente myndigheder med henblik på retsforfølgning i overensstemmelse med sin egen lovgivning. Disse myndigheder skal træffe deres afgørelse efter samme retningslinjer, som i henhold til statens lovgivning anvendes ved enhver anden forbrydelse af alvorlig karakter.

2. Hvis en kontraherende stat efter sin egen lovgivning kun må udlevere eller på anden vis overgive en af sine statsborgere på den betingelse, at personen sendes tilbage til den pågældende stat for at afsone den straf, der er resultatet af retsforfølgningen, som anmodningen om udlevering eller overgivelse angår, og denne stat samt den stat, der anmoder om udlevering af personen, er enige om denne betingelse og andre betingelser, som de måtte finde passende, er en sådan betinget udlevering eller overgivelse tilstrækkelig til at opfylde den i stk. 1 nævnte forpligtelse.

Artikel 11

De i artikel 2 nævnte forbrydelser skal i enhver udleveringstraktat mellem de kontraherende stater, som er indgået, før denne konvention træder i kraft, anses for omfattet af de forbrydelser, der ifølge en sådan traktat kan medføre udlevering. De kontraherende stater forpligter sig til i enhver udleveringstraktat, de efterfølgende indgår med hinanden, at optage forbrydelserne blandt de forbrydelser, der kan medføre udlevering.

Hvis en kontraherende stat, som kun foretager udlevering på grundlag af en traktat herom, modtager en anmodning om udlevering fra en anden kontraherende stat, med hvilken den ikke har indgået en udleveringstraktat, kan den anmodede stat betragte denne konvention som det retlige grundlag for udlevering med hensyn til de i artikel 2 nævnte forbrydelser. For udleveringen gælder i øvrigt de bestemmelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

Kontraherende stater, som ikke gør udlevering betinget af, at der består en traktat herom, skal gensidigt anse de i artikel 2 nævnte forbrydelser som forbrydelser, der kan medføre udlevering i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i den anmodede stats lovgivning.

For så vidt angår udlevering mellem de kontraherende stater skal de i artikel 2 nævnte forbrydelser om nødvendigt anses som begået ikke blot der, hvor de fandt sted, men også i de stater, som ifølge artikel 7, stk. 1 og 2, har straffemyndighed med hensyn til forbrydelserne.

Bestemmelserne i samtlige traktater og aftaler om udlevering mellem kontraherende stater vedrørende de i artikel 2 nævnte forbrydelser skal anses for ændret i forholdet mellem de kontraherende stater i det omfang, sådanne bestemmelser er uforenelige med denne konvention.

Artikel 12

De kontraherende stater skal yde hinanden størst mulig bistand i forbindelse med strafferetlig efterforskning, retsforfølgning eller udlevering i anledning af de i artikel 2 nævnte forbrydelser, herunder bistand til at fremskaffe alt bevismateriale i deres besiddelse, som er nødvendigt for retssagen.

De kontraherende stater kan ikke afvise en anmodning om retshjælp med henvisning til bankhemmeligheden.

Den anmodende stat må ikke uden forudgående samtykke fra den anmodede stat videregive eller anvende oplysninger eller beviser, der er leveret af den anmodede stat, til anden efterforskning eller retsforfølgning end den i retsanmodningen anførte.

Enhver kontraherende stat kan overveje at indgå på ordninger med andre kontraherende stater med henblik på at dele oplysninger eller beviser, som er nødvendige for at pålægge strafferetligt, civilretligt eller administrativt ansvar ifølge artikel 5.

De kontraherende stater skal opfylde deres forpligtelser i medfør af stk. 1 og 2 i overensstemmelse med de traktater eller andre aftaler om retshjælp eller udveksling af oplysninger, de måtte have indgået indbyrdes. I mangel af sådanne traktater eller aftaler skal de kontraherende stater yde hinanden bistand i overensstemmelse med deres nationale lovgivning.

Artikel 13

For så vidt angår udlevering eller retshjælp skal ingen af de i artikel 2 nævnte forbrydelser anses for en fiskal lovovertrædelse. En anmodning om udlevering eller retshjælp kan derfor ikke afvises alene med den begrundelse, at den angår en fiskal lovovertrædelse.

Artikel 14

For så vidt angår udlevering eller retshjælp skal ingen af de i artikel 2 nævnte forbrydelser anses for en politisk forbrydelse eller for en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller for en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver. En anmodning om udlevering eller retshjælp på grundlag af en sådan forbrydelse kan derfor ikke afvises alene med den begrundelse, at den angår en politisk forbrydelse eller en forbrydelse, der har forbindelse med en politisk forbrydelse, eller en forbrydelse, der udspringer af politiske motiver.

Artikel 15

Intet i denne konvention skal fortolkes som forpligtende til udlevering eller retshjælp, hvis den stat, over for hvilken en anmodning er fremsat, har vægtige grunde til at antage, at anmodningen om udlevering for en i artikel 2 nævnt forbrydelse eller om retshjælp vedrørende en sådan forbrydelse er fremsat med det formål at tiltale eller straffe en person på grund af dennes race, religion, nationalitet, etniske oprindelse eller politiske overbevisning, eller at imødekommelse af anmodningen kunne skade den pågældendes stilling af nogen af disse grunde.

Artikel 16

1. En person, der tilbageholdes eller afsoner en straf på en kontraherende stats område, og hvis personlige fremmøde en anden kontraherende stat anmoder om med henblik på identifikation, vidneforklaring eller anden bistand i forbindelse med fremskaffelse af bevismateriale til efterforskning eller retsforfølgning af en i artikel 2 anført forbrydelse, kan overføres, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a) den pågældende giver frivilligt sit informerede samtykke dertil;

b) de kompetente myndigheder i begge stater er enige derom med forbehold af de betingelser, som disse stater måtte finde passende.

2. Med henblik på denne artikel:

a) skal den stat, hvortil den pågældende overføres, have tilladelse og være forpligtet til at holde den overførte person i forvaring, medmindre den stat, hvorfra den pågældende blev overført, anmoder om eller giver tilladelse til andet;

b) skal den stat, hvortil den pågældende overføres, uden ophold opfylde sin forpligtelse til at sende personen tilbage til forvaring i den stat, hvorfra den pågældende blev overført, som aftalt på forhånd eller på anden vis af begge staters kompetente myndigheder;

c) må den stat, hvortil den pågældende overføres, ikke kræve, at den stat, hvorfra den pågældende blev overført, skal indlede en udleveringssag for at få personen sendt tilbage;

d) skal den overførte person have den tid, der er tilbragt i varetægt i den stat, hvortil den pågældende blev overført, fradraget i afsoningen af den straf, som afsones i den stat, hvorfra den pågældende blev overført.

3. Med mindre den kontraherende stat, hvorfra en person skal overføres i overensstemmelse med denne artikel, indvilliger deri, må den pågældende person uanset nationalitet ikke retsforfølges, tilbageholdes eller underkastes nogen anden indskrænkning i sin personlige frihed i den stat, som den pågældende overføres til, for handlinger eller på grundlag af straffedomme fra tiden før den pågældendes afrejse fra den stat, hvorfra overførelsen sker.

Artikel 17

Enhver person, der tages i forvaring, eller over for hvem der træffes andre foranstaltninger, eller som retsforfølges i henhold til denne konvention, skal sikres en retfærdig behandling, herunder nydelsen af alle de rettigheder og garantier, som er fastsat i lovgivningen i den stat, hvor den pågældende befinder sig, og i gældende bestemmelser i folkeretten, herunder dennes bestemmelser om menneskerettigheder.

Artikel 18

1. De kontraherende stater skal samarbejde med henblik på forebyggelse af de i artikel 2 nævnte forbrydelser ved at træffe alle praktisk gennemførlige foranstaltninger, herunder om nødvendigt tilpasning af deres nationale lovgivning, for at forebygge og modvirke, at der på deres respektive områder træffes forberedelser til at begå sådanne forbrydelser inden eller uden for deres områder, herunder:

a) foranstaltninger til at forbyde, at der på deres områder udøves ulovlig virksomhed af personer og organisationer, der med viden herom opmuntrer til, anstifter, organiserer eller deltager i gennemførelsen af de i artikel 2 nævnte forbrydelser;

b) foranstaltninger, der påbyder pengeinstitutter og andre brancher involveret i økonomiske transaktioner at anvende de mest effektive foranstaltninger til deres rådighed til at identificere deres faste eller lejlighedsvise kunder samt kunder, til fordel for hvem der åbnes konti, samt at være særligt opmærksomme på usædvanlige eller mistænkelige transaktioner og indberette transaktioner, der mistænkes for at stamme fra kriminelle aktiviteter. Med henblik herpå skal de kontraherende stater overveje:

i) at vedtage bestemmelser, der forhindrer åbning af konti, hvis ejere eller begunstigede ikke er eller kan identificeres, samt foranstaltninger til at sikre, at sådanne institutter verificerer identiteten af de faktiske ejere af sådanne transaktioner;

ii) for så vidt angår identifikation af juridiske personer, at påbyde pengeinstitutterne at træffe foranstaltninger til om nødvendigt at verificere kundens juridiske eksistens og opbygning ved at fremskaffe registreringsbevis enten fra et offentligt register eller fra kunden eller begge, herunder oplysninger om kundens navn, selskabsform, adresse, bestyrelse og bestemmelser vedrørende tegningsret for foretagenet;

iii) at vedtage bestemmelser, der pålægger pengeinstitutterne en forpligtelse til omgående til de kompetente myndigheder at indberette alle komplicerede og usædvanlige, store transaktioner og usædvanlige transantionsmønstre, som ikke har noget tilsyneladende økonomisk eller indlysende lovligt formål, uden frygt for at pådrage sig et strafferetligt eller civilretligt ansvar for at overtræde forbudet mod videregivelse af oplysninger, såfremt de indberetter deres mistanke i god tro;

iv) at påbyde pengeinstitutterne at opbevare de nødvendige optegnelser om både nationale og internationale transaktioner i mindst fem år.

2. De kontraherende stater skal endvidere samarbejde med henblik på at forebygge de i artikel 2 anførte forbrydelser ved at overveje:

a) foranstaltninger med henblik på, at der føres tilsyn med alle pengeoverførselsbureauer, f.eks. ved tildeling af licens;

b) gennemførlige foranstaltninger med henblik på at opdage eller overvåge fysisk grænseoverskridende transport af kontanter og omsættelige ihændehaverinstrumenter, dog med strenge sikkerhedsforanstaltninger for at sikre behørig brug af oplysningerne og uden på nogen måde at forhindre kapitalens frie bevægelighed.

3. De kontraherende stater skal yderligere samarbejde med henblik på at forhindre de i artikel 2 anførte forbrydelser ved at udveksle nøjagtige og verificerede oplysninger i overensstemmelse med deres nationale lovgivning og ved at samordne gennemførelsen af administrative og andre foranstaltninger, der er egnede til at forebygge, at der begås forbrydelser som nævnt i artikel 2, især ved:

a) at oprette og vedligeholde kommunikationskanaler mellem deres kompetente styrelser og kontorer for at lette sikker og hurtig udveksling af oplysninger vedrørende alle aspekter af de i artikel 2 anførte forbrydelser;

b) at samarbejde med hinanden ved gennemførelsen af undersøgelser af forbrydelser som nævnt i artikel 2 med hensyn til:

i) identiteten af, opholdsstedet for samt aktiviteter udført af personer, som med rimelig grund mistænkes for at være involveret i sådanne forbrydelser;

ii) bevægelser af midler, der har sammenhæng med, at sådanne forbrydelser begås.

4. De kontraherende stater kan udveksle oplysninger gennem Interpol.

Artikel 19

Den kontraherende stat, hvor en formodet gerningsmand retsforfølges, skal i overensstemmelse med sin lovgivning eller gældende regler give underretning om sagens endelige udfald til De forenede Nationers generalsekretær, som skal videresende oplysningerne til de øvrige kontraherende stater.

Artikel 20

De kontraherende stater skal opfylde deres forpligtelser i henhold til denne konvention på en måde, der er forenelig med principperne om staternes suveræne lighed og territoriale integritet samt om ikke-indblanding i andre staters indre anliggender.

Artikel 21

Intet i denne konvention skal påvirke staternes og enkeltpersoners øvrige rettigheder, forpligtelser og ansvar i henhold til folkeretten, især formålene i De forenede Nationers pagt, den humanitære folkeret og andre relevante konventioner.

Artikel 22

Intet i denne konvention berettiger en kontraherende stat til på en anden kontraherende stats område at påtage sig udøvelse af straffemyndighed og udførelse af funktioner, der udelukkende er forbeholdt myndighederne i denne anden kontraherende stat ifølge dens lovgivning.

Artikel 23

1. Bilaget kan ændres ved tilføjelse af relevante traktater, der

er åbne for alle staters deltagelse;

er trådt i kraft;

er blevet ratificeret, accepteret, godkendt eller tiltrådt af mindst 22 stater, som også er kontraherende stater i forhold til denne konvention.

2. Efter denne konventions ikrafttræden kan enhver kontraherende stat foreslå en sådan ændring. Ændringsforslag skal skriftligt meddeles depositaren. Depositaren skal udsende forslag, der overholder de i stk. 1 anførte betingelser, til alle kontraherende stater og anmode om deres synspunkter vedrørende vedtagelse af ændringsforslaget.

3. Ændringsforslaget anses for vedtaget, medmindre en tredjedel af de kontraherende stater ved skriftlig meddelelse protesterer mod det senest 180 dage efter udsendelse deraf.

4. Den vedtagne ændring af bilaget træder i kraft 30 dage efter deponering af det 22. ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument vedrørende ændringen for de kontraherende stater, der har deponeret et sådant instrument. For enhver stat, der ratificerer, accepterer eller godkender ændringen efter deponeringen af det 22. instrument, træder ændringen i kraft den 30. dag efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrument.

Artikel 24

1. Enhver uoverensstemmelse mellem to eller flere kontraherende stater om fortolkningen eller anvendelsen af denne konvention, der ikke inden for en rimelig tid kan afgøres ved forhandling, skal efter en af disse staters anmodning henvises til voldgift. Såfremt der ikke inden for seks måneder fra datoen for anmodningen om voldgift kan opnås enighed om voldgiftsrettens sammensætning, kan hver af parterne henvise tvisten til Den internationale Domstol ved en anmodning herom i overensstemmelse med domstolens statutter.

2. En stat kan ved undertegnelsen, ratifikationen, acccepten eller godkendelsen af denne konvention eller ved sin tiltrædelse af konventionen erklære, at den ikke anser sig for bundet af bestemmelsen i stk. 1. De øvrige kontraherende stater skal ikke være bundet af stk. 1 over for en kontraherende stat, der har taget et sådant forbehold.

3. En stat, der har taget forbehold i medfør af stk. 2, kan når som helst trække dette forbehold tilbage ved meddelelse herom til De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 25

1. Denne konvention står åben for undertegnelse for alle stater i De forenede Nationers hovedsæde i New York fra den 10. januar 2000 til den 31. december 2001.

2. Denne konvention skal ratificeres, accepteres eller godkendes. Ratifikations-, accept- eller godkendelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

3. Denne konvention står åben for tiltrædelse af enhver stat. Tiltrædelsesinstrumenterne skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær.

Artikel 26

1. Denne konvention træder i kraft den 30. dag efter datoen for deponeringen af det 22. ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument hos De forenede Nationers generalsekretær.

For enhver stat, der ratificerer, accepterer, godkender eller tiltræder konventionen efter deponeringen af det 22. ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument, træder konventionen i kraft den 30. dag efter, at den pågældende stat har deponeret sit ratifikations-, accept-, godkendelses- eller tiltrædelsesinstrument.

Artikel 27

1. Enhver kontraherende stat kan opsige denne konvention ved skriftlig meddelelse derom til De forenede Nationers generalsekretær.

2. Opsigelsen får virkning et år efter den dato, hvor De forenede Nationers generalsekretær modtager meddelelsen.

Artikel 28

Originaleksemplaret af denne konvention, hvor den arabiske, kinesiske, engelske, franske, russiske og spanske tekst har samme gyldighed, skal deponeres hos De forenede Nationers generalsekretær, der skal sende bekræftede kopier deraf til alle stater.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har undertegnede, der har behørig fuldmagt dertil fra deres respektive regeringer, underskrevet denne konvention, der blev åbnet for undertegnelse i De forenede Nationers hovedsæde i New York den 10. januar 2000.

Bilag

Konvention til bekæmpelse af ulovlig bemægtigelse af luftfartøjer, udfærdiget i Haag den 16. december 1970.

Konvention til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, udfærdiget i Montreal den 23. september 1971.

Konvention om forebyggelse af og straf for forbrydelser mod internationalt beskyttede personer, herunder diplomatiske repræsentanter, vedtaget af De forenede Nationers generalforsamling den 14. december 1973.

International konvention imod gidselstagning, vedtaget af De forenede Nationers generalforsamling den 17. december 1979.

Konvention om fysisk beskyttelse af nukleare materialer, vedtaget i Wien den 3. marts 1980.

Protokol til bekæmpelse af ulovlige voldshandlinger i lufthavne, der betjener den internationale civile luftfart. Tillæg til konventionen til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod den civile luftfarts sikkerhed, udfærdiget i Montreal den 24. februar 1988.

Konvention til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden i maritim navigation, udfærdiget i Rom den 10. marts 1988.

Protokol til bekæmpelse af ulovlige handlinger mod sikkerheden for faste platforme på kontinentalsoklen, udfærdiget i Rom den 10. marts 1988.

International konvention til bekæmpelse af terrorbombning, vedtaget af De forenede Nationers generalforsamling den 15. december 1997.

---

---

Bilag 3

Resolution 1373 (2001)
Tiltrådt af Sikkerhedsrådet på dets 4358. møde den 28. september 2001

Sikkerhedsrådet, som

genbekræfter sin resolution nr. 1269 (1999) af 19. oktober 1999 og nr. 1368 (2001) af 12. september 2001,

ligeledes genbekræfter sin utvetydige fordømmelse af de terrorangreb, der fandt sted den 11. september 2001 mod New York, Washington, D.C., og Pennsylvania, og udtrykker sin faste beslutning om at hindre alle sådanne handlinger,

yderligere genbekræfter, at sådanne handlinger udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed ligesom enhver anden international terrorhandling,

genbekræfter den medfødte ret til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som det anerkendes af FN-pagten som gentaget i resolution nr. 1368 (2001),

genbekræfter behovet for i overensstemmelse med FN-pagten og med alle midler at bekæmpe den trussel mod den internationale fred og sikkerhed, som terrorhandlinger udgør,

er dybt bekymret over stigningen i terrorhandlinger i forskellige regioner i verden motiveret af intolerance eller ekstremisme,

opfordrer staterne til uopsætteligt at arbejde sammen om at forebygge og forhindre terrorhandlinger, herunder ved forøget samarbejde og fuld gennemførelse af de relevante internationale konventioner vedrørende terrorisme,

anerkender staternes behov for at supplere det internationale samarbejde ved at træffe yderligere foranstaltninger til i deres territorier og ved alle lovlige midler at forebygge og forhindre finansiering og forberedelse af terrorhandlinger,

genbekræfter det princip, som Generalforsamlingen fastslog i sin erklæring fra oktober 1970 (resolution nr. 2625 (XXV)), og som Sikkerhedsrådet gentog i sin resolution nr. 1189 (1998) af 13. august 1998, nemlig at enhver stat har pligt til at undlade at organisere, anspore, bistå eller deltage i terrorhandlinger i en anden stat samt pligt til at protestere mod organiserede aktiviteter på dens område, der er rettet mod udførelse af sådanne handlinger,

handler i overensstemmelse med FN-pagtens kapitel VII,

beslutter, at alle stater skal:

forebygge og forhindre finansiering af terrorhandlinger,

kriminalisere forsætlig, direkte eller indirekte, tilvejebringelse eller indsamling af midler foretaget på enhver måde af egne statsborgere eller på statens område i den hensigt, at midlerne skal anvendes, eller med viden om, at de vil blive anvendt, til at udføre terrorhandlinger,

uden forsinkelse indefryse penge og andre finansielle midler eller økonomiske ressourcer tilhørende personer, der begår terrorhandlinger eller forsøg derpå eller deltager i eller fremmer udførelse af terrorhandlinger; tilhørende foretagender, der ejes eller kontrolleres direkte eller indirekte af sådanne personer; og tilhørende personer og foretagender, der handler på vegne af eller efter ordre fra sådanne personer og foretagender, herunder midler, der hidrører fra eller er frembragt af formuegoder ejet eller kontrolleret direkte eller indirekte af sådanne personer og af tilknyttede personer og foretagender,

forbyde deres egne statsborgere og personer eller foretagender på deres territorium direkte eller indirekte at stille penge, finansielle midler, økonomiske ressourcer og finansielle eller andre lignende ydelser til rådighed for personer, der begår terrorhandlinger eller forsøg derpå eller fremmer eller deltager i udførelse af terrorhandlinger, for foretagender ejet eller kontrolleret direkte eller indirekte af sådanne personer eller for personer og foretagender, der handler på vegne af eller efter ordre fra sådanne personer;

beslutter ligeledes, at alle stater skal:

undlade at yde nogen form for aktiv eller passiv støtte til foretagender eller personer, der er involveret i terrorhandlinger, herunder ved at forhindre, at der rekrutteres medlemmer til terroristgrupper, og at terrorister forsynes med våben,

tage de nødvendige skridt til at forhindre udførelse af terrorhandlinger, herunder ved tidlig varsling af andre stater gennem informationsudveksling,

nægte tilflugtssted til dem, der finansierer, planlægger, støtter eller begår terrorhandlinger eller stiller tilflugtssteder til rådighed,

forhindre personer, der finansierer, planlægger, fremmer eller begår terrorhandlinger, i at anvende staternes respektive territorier til disse formål mod andre stater eller deres statsborgere,

sikre, at enhver, der deltager i finansiering, planlægning, forberedelse eller udførelse af terrorhandlinger eller i støtte til terrorhandlinger, strafforfølges, samt sikre, at det – ud over andre foranstaltninger mod dem – fastsættes, at terrorhandlinger er en alvorlig forbrydelse efter nationale love og forskrifter, og at straffen behørigt afspejler terrorhandlingernes alvorlige karakter,

yde hinanden størst mulig bistand i forbindelse med strafferetlig efterforskning eller retsforfølgning vedrørende finansiering af eller støtte til terrorhandlinger, herunder bistand til at fremskaffe alt bevismateriale i deres besiddelse, som er nødvendigt for retssagen,

forhindre terroristers eller terroristgruppers færden ved effektiv grænsekontrol og kontrol ved udstedelse af identitetspapirer og rejsedokumenter og gennem foranstaltninger til forebyggelse af efterligning, forfalskning eller svigagtig brug af identitetspapirer og rejsedokumenter;

Opfordrer alle stater til:

at finde fremgangsmåder til at intensivere og fremme udvekslingen af operationelle oplysninger, især vedrørende terroristers eller terroristnetværkers handlinger eller færden, falske eller forfalskede rejsedokumenter, ulovlig handel med våben, sprængstoffer eller følsomme materialer, terroristgruppers brug af kommunikationsteknologi samt den trussel, der består i terroristgruppers besiddelse af masseødelæggelsesvåben,

at udveksle oplysninger i overensstemmelse med international og national ret samt samarbejde i administrative og retslige sager for at forhindre udførelse af terrorhandlinger,

at samarbejde, især gennem bilaterale og multilaterale ordninger og overenskomster, for at forebygge og forhindre terrorangreb og gribe ind over for personer, der begår sådanne handlinger,

snarest muligt at tiltræde de relevante internationale konventioner og protokoller vedrørende terrorisme, herunder den Internationale konvention til bekæmpelse af finansiering af terrorisme af 9. december 1999,

at forøge samarbejdet og fuldt ud gennemføre de relevante internationale konventioner og protokoller vedrørende terrorisme samt Sikkerhedsrådets resolution nr. 1269 (1999) og nr. 1368 (2001),

at træffe passende foranstaltninger i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i national og international ret, herunder internationale menneskerettighedsstandarder, før de meddeler flygtningestatus med henblik på at sikre, at asylansøgeren ikke har planlagt, fremmet eller deltaget i udførelse af terrorhandlinger,

i overensstemmelse med international ret at sikre, at flygtningestatus ikke misbruges af personer, der har begået, organiseret eller fremmet terrorhandlinger, og sikre, at påstande om politiske motiver ikke anerkendes som grundlag for at nægte retsanmodninger om udlevering af påståede terrorister;

Noterer sig med bekymring den tætte forbindelse mellem international terrorisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet, ulovlige stoffer, hvidvaskning af penge, ulovlig våbenhandel og ulovlige bevægelser af nukleare, kemiske, biologiske og andre potentielt dødbringende materialer og understreger i den forbindelse behovet for at forbedre koordineringen af bestræbelserne på nationalt, underregionalt, regionalt og internationalt plan på at styrke en global reaktion på denne alvorlige udfordring og trussel mod den internationale sikkerhed;

Erklærer, at terrorhandlinger, -metoder og -fremgangsmåder er i modstrid med De forenede Nationers mål og principper, og at bevidst finansiering og planlægning af samt ansporing til terrorhandlinger ligeledes er i modstrid med De forenede Nationers mål og principper;

Beslutter i overensstemmelse med sin foreløbige forretningsorden, § 28, at nedsætte en komite under Sikkerhedsrådet bestående af alle Sikkerhedsrådets medlemmer til at overvåge gennemførelsen af denne resolution med passende ekspertbistand og opfordrer alle staterne til senest 90 dage efter datoen for vedtagelse af denne resolution og derefter i overensstemmelse med en tidsplan, der skal foreslås af komiteen, at aflægge rapport til komiteen om de skridt, som de har taget for at gennemføre resolutionen;

Pålægger komiteen at skildre sine opgaver, forelægge et arbejdsprogram inden 30 dage efter resolutionens vedtagelse og i samråd med generalsekretæren overveje den støtte, som den har brug for;

Udtrykker sin faste beslutning om at tage alle de nødvendige skridt for at sikre den fulde gennemførelse af denne resolution i overensstemmelse med sit ansvar ifølge FN-pagten;

Beslutter fortsat at ville informeres om denne sag.«

---