L 61 (som fremsat): Forslag til lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af elektronisk handel.

til

§ 1. Loven finder anvendelse på tjenester i informationssamfundet.

Stk. 2. Loven finder ikke anvendelse på forhold, der vedrører:

§ 2. I denne lov forstås ved:

§ 3. En informationssamfundstjeneste, der leveres af en tjenesteyder, som er etableret i Danmark, skal inden for det koordinerede område, jf. § 2, nr. 8, udøves i overensstemmelse med dansk ret. Dette gælder uanset, om tjenesten alene retter sig mod et andet land inden for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

§ 4. En tjenesteyder, der er etableret i et andet land inden for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, og som leverer en informationssamfundstjeneste, er undtaget fra overholdelse af danske regler inden for det koordinerede område, jf. § 2, nr. 8, selv om tjenesten retter sig mod Danmark, jf. dog §§ 5 og 6.

Undtagelser

§ 5. §§ 3 og 4 indebærer ingen ændring i de gældende danske regler på følgende områder:

§ 6. Uanset § 4 kan myndighederne træffe en foranstaltning, som begrænser adgangen til at levere en informationssamfundstjeneste, over for en tjenesteyder, der er etableret i et andet land inden for Den Europæiske Union/Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, hvis foranstaltningen

Stk. 2. Inden foranstaltningen efter stk. 1 træffes, skal myndighederne i etableringslandet opfordres til at gribe ind. Griber etableringslandets myndigheder ikke ind, eller er indgrebet ikke tilstrækkeligt, skal den danske myndighed underrette Kommissionen og etableringslandets myndigheder om foranstaltningen, inden den træffes.

Stk. 3. Myndighederne kan i hastende tilfælde fravige betingelserne i stk. 2. Kommissionen og etableringslandets myndigheder skal i disse tilfælde snarest muligt underrettes om foranstaltningen og om årsagen til dens hastende karakter.

Stk. 4. Procedurerne efter stk. 2 og 3 finder ikke anvendelse på foranstaltninger, der træffes som led i efterforskning og afgørelse af straffesager.

§ 7. En tjenesteyder skal give oplysning om

Stk. 2. En tjenesteyder, der udøver et lovreguleret erhverv, skal desuden give

Stk. 3. Der skal for tjenestemodtageren og myndighederne være en let tilgængelig og vedvarende adgang til de i stk. 1 og 2 nævnte oplysninger.

Prisinformation

§ 8. Når der gives oplysning om pris for en informationssamfundstjeneste, skal prisen angives klart og tydeligt. Det skal fremgå, hvorvidt prisen er inklusive afgifter og leveringsomkostninger.

§ 9. Al kommerciel kommunikation, der er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, skal udformes og præsenteres, så det tydeligt fremgår, at der er tale om kommerciel kommunikation. Det skal tydeligt fremgå, på hvis vegne den kommercielle kommunikation udsendes.

Stk. 2. Når reklametilbud som for eksempel rabatter, tilgift og gaver er tilladt, skal betingelserne for deltagelse i disse foranstaltninger være let tilgængelige og fremlægges klart og tydeligt. Betingelserne i 1. punktum finder tilsvarende anvendelse på salgsfremmende konkurrencer og spil, der er tilladt.

§ 10. Inden en ordre afgives, skal en tjenesteyder klart, forståeligt og tydeligt give tjenestemodtageren oplysning om

Stk. 2. En tjenesteyder skal angive, hvilke relevante adfærdskodekser tjenesteyderen er tilsluttet og den elektroniske adgang til disse.

§ 11. Inden en ordre afgives, skal en tjenesteyder stille hensigtsmæssige, effektive og tilgængelige tekniske hjælpeværktøjer til rådighed for tjenestemodtageren, hvorved denne får mulighed for at finde og rette indtastningsfejl.

Stk. 2. En tjenesteyder skal stille kontraktbetingelser og generelle salgsbetingelser til rådighed på en sådan måde, at en tjenestemodtager har mulighed for at oplagre eller gengive disse.

§ 12. En tjenesteyder skal uden unødig forsinkelse elektronisk bekræfte modtagelsen af en elektronisk ordre.

Stk. 2. En elektronisk ordre og den elektroniske ordrebekræftelse, jf. stk. 1, anses som modtaget, når adressaterne har adgang til disse.

§ 13. Bestemmelserne i § 10, § 11, stk. 1 og § 12, stk. 1, finder ikke anvendelse på kontrakter, som parterne indgår udelukkende ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation.

Stk. 2. Bestemmelserne i § 10, § 11, stk. 1, og § 12 kan fraviges ved aftale mellem parter, der ikke er forbrugere.

§ 14. En tjenesteyder, som på et kommunikationsnet transmitterer information, der leveres af en tjenestemodtager, er ikke ansvarlig for den transmitterede information, hvis tjenesteyderen

Stk. 2. Transmission, som nævnt i stk. 1, omfatter også automatisk, mellemliggende og kortvarig oplagring af information, hvis denne oplagring udelukkende har til formål at gennemføre transmissionen, og hvis oplagringen ikke varer længere end, hvad der med rimelighed kan antages at være nødvendigt for at gennemføre transmissionen.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 gælder også for en tjenesteyder, der leverer adgang til et kommunikationsnet.

Caching

§ 15. En tjenesteyder, som på et kommunikationsnet transmitterer information, der leveres af en tjenestemodtager, er ikke ansvarlig for automatisk, mellemliggende og midlertidig oplagring af denne information eller for indholdet af informationen, hvis oplagringen alene er foretaget med henblik på at gøre senere transmission af informationen til andre tjenestemodtagere efter disses anmodning mere effektiv, og hvis tjenesteyderen

§ 16. En tjenesteyder er ikke ansvarlig for oplagring af information eller for indholdet af den oplagrede information, når oplagringen sker på anmodning af en tjenestemodtager, der har leveret informationen, og hvis tjenesteyderen

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse, når tjenestemodtageren handler under tjenesteyderens myndighed eller kontrol.

§ 17. Økonomi- og erhvervsministeren udpeger efter forhandling med de berørte ministre de myndigheder, der skal være kontaktpunkt for samarbejde efter loven. Økonomi- og erhvervsministeren meddeler Kommissionen og medlemsstaterne i Den Europæiske Union nærmere oplysninger om de udpegede myndigheder.

Stk. 2. Økonomi- og erhvervsministeren udpeger efter forhandling med de berørte ministre de organer, der skal være kontaktpunkt for tjenesteydere og tjenestemodtagere. Kontaktpunktet yder generel rådgivning og klagevejledning om kontraktforhold og henviser til relevante organer for yderligere information og praktisk bistand. Der skal være elektronisk adgang til kontaktpunktet.

Stk. 3. Økonomi- og erhvervsministeren kan efter forhandling med de berørte ministre fastsætte nærmere regler for de i stk. 1 og 2 nævnte kontaktpunkter.

Ikrafttræden

§ 18. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 19. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Lovforslaget gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8. juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk handel, i det indre marked (EF-Tidende nr. L 178 af 17.07.00, s. 1-16) - i det følgende benævnt direktivet eller e-handelsdirektivet - der vedlægges som bilag.

Lovforslaget har til formål at sikre fri bevægelighed i det indre marked for påbegyndelse og udøvelse af informationssamfundstjenester. Det vil sige tjenester, der har et kommercielt sigte, leveres online (ad elektronisk vej over en vis distance) samt foretages på individuel anmodning. En informationssamfundstjeneste kan for eksempel være internetadgangstjenester, søgemaskiner, reklame eller tilbud om salg af en vare på internettet. Det karakteristiske for udbud af tjenester over elektroniske netværk er, at de automatisk og samtidigt kan være tilgængelige i alle medlemsstaterne og derfor er særligt kendetegnet ved deres grænseoverskridende karakter.

Det skal være muligt at udbyde informationssamfundstjenester, uden at medlemsstaternes lovgivning forhindrer etablering og den frie udveksling af tjenesteydelser. For at sikre den frie bevægelighed i det indre marked har det været nødvendigt at fjerne visse retlige hindringer for disse ydelser gennem koordinering af medlemsstaternes lovgivning og at fastsætte visse minimumskrav for informationssamfundstjenester på fællesskabsplan.

Lovforslaget blev fremsat i Folketinget den 24. oktober 2001 (L 53), men bortfaldt ved udskrivning af folketingsvalg den 31. oktober 2001. På baggrund af bl.a. bemærkninger, der blev fremsat af Kommissionen den 25. oktober 2001, er der foretaget visse sproglige justeringer af lovforslaget. I forhold til det tidligere fremsatte L 53 foretages følgende ændringer:

E-handelsdirektivet er vedtaget med hjemmel i Amsterdamtraktatens artikel 42, stk. 2, artikel 45 og artikel 95, hvorefter beslutning træffes af Rådet med kvalificeret flertal efter fælles beslutningstagen med Europa-Parlamentet (artikel 251). Medlemsstaterne er forpligtet til at have gennemført direktivet i national ret senest den 16. januar 2002.

E-handelsdirektivet er et horisontalt direktiv, som supplerer den gældende generelle og sektorspecifikke EU-regulering, der gælder for informationssamfundstjenester. Direktivet indeholder således ikke en selvstændig regulering af informationssamfundstjenester, men fastsætter visse minimumskrav til disse tjenester samt fastlægger de nødvendige grænsedragninger i forbindelse med tjenester, der udbydes online. Direktivet regulerer således informationssamfundstjenester i relation til tjenesteydernes etablering, kommerciel kommunikation, elektroniske kontrakter, formidleransvar, adfærdskodekser, udenretslig bilæggelse af tvister, klageadgang og myndighedssamarbejde.

Direktivets formål er at fjerne en række retlige hindringer som følge af forskelle i nationale lovgivninger og usikkerhed om, hvilke nationale regler der finder anvendelse på informationssamfundstjenester. Direktivet fjerner disse hindringer ved at indføre et afsenderlandsprincip, der giver leverandører mulighed for at tilbyde tjenester overalt i den Europæiske Union på basis af retssystemet i etableringslandet. Direktivet indfører dog ikke ny international privatret og berører ikke domstolenes kompetence.

Direktivets bestemmelser gælder både for erhvervsdrivende og forbrugere. En række af direktivets bestemmelser kan dog fraviges ved aftale mellem erhvervsdrivende, ligesom en række forhold og aktiviteter er holdt uden for direktivets anvendelsesområde. Direktivet indeholder derudover en række definitioner for at præcisere anvendelsesområdet.

I overensstemmelse med traktaten overlades det til medlemsstaterne at bestemme form og midler til gennemførelse af e-handelsdirektivet, for så vidt disse ikke er fastlagt i direktivet.

Som en central bestemmelse indfører direktivet i artikel 3 et afsenderlandsprincip, der bygger dels på et princip om hjemlandskontrol, dels på et princip om gensidig anerkendelse.

Hjemlandskontrol indebærer, at det som udgangspunkt er myndighederne i det land, hvor tjenesteyderen er etableret, der skal overvåge, at tjenesteyderen overholder etableringslandets lovgivning, uanset om informationssamfundstjenesten er rettet helt eller delvist mod en anden medlemsstat inden for den Europæiske Union.

Princippet om gensidig anerkendelse indebærer, at en medlemsstat som udgangspunkt ikke efter medlemsstatens eget retssystem kan begrænse adgangen for informationssamfundstjenester, der leveres af en tjenesteyder, som er etableret i en anden medlemsstat.

Afsenderlandsprincippet gælder kun inden for det såkaldte »koordinerede område«, jf. herom i afsnit C.2.8. Direktivet indeholder endvidere visse generelle undtagelser til afsenderlandsprincippet. Det drejer sig bl.a. om forbrugerkontrakter, ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder. Derudover har myndighederne i en medlemsstat i særlige tilfælde konkret mulighed for at gribe ind over for en informationssamfundstjeneste, der leveres af en tjenesteyder, som er etableret i en anden medlemsstat.

Afsenderlandsprincippet er nærmere omtalt i afsnit C.3.

Direktivet kræver, at medlemsstaterne ikke må stille særlige krav om forudgående godkendelsesordninger eller lignende til tjenesteydere, som ønsker at påbegynde en aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester.

Direktivet stiller endvidere en række minimumskrav til tjenesteydernes oplysningspligt som f.eks. navn, adresse, registreringsnummer m.v. til identifikation af tjenesteyderen. Gives der prisoplysninger, stilles der tillige minimumskrav til disse.

Direktivet sikrer gennemsigtigheden for reklamer m.v. ved at indføre et krav om, at kommerciel kommunikation skal kunne identificeres som sådant, og at det også skal fremgå på vis vegne kommunikationen afsendes. Betingelserne for salgsfremmende foranstaltninger som rabatter, tilgift, konkurrencer m.v. skal, når foranstaltningerne er tilladt i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, være let tilgængelige, klare og utvetydige.

Derudover skal det i de medlemsstater, som tillader uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post, sikres, at den elektroniske post fremtræder som kommerciel, når den modtages, og at tjenesteyderne respekterer og regelmæssigt konsulterer opt out-registre, hvor fysiske personer, der ikke ønsker at modtage sådan kommerciel kommunikation, kan lade sig registrere.

Medlemsstaterne skal endvidere sikre, at det er tilladt medlemmer af et lovreguleret erhverv under overholdelse af bl.a. fagetiske regler at anvende kommerciel kommunikation, der helt eller delvist udgør en informationssamfundstjeneste.

Direktivet kræver, at medlemsstaternes lovgivning ikke hindrer elektronisk kontraktindgåelse. Visse bestemte kategorier af kontrakter kan dog undtages. Dette skal dog meddeles Kommissionen, ligesom der hvert femte år skal aflægges rapport til Kommissionen om begrundelsen for undtagelsen af kontrakter, der kræver medvirken af offentlig myndighed.

Direktivet pålægger som minimum tjenesteyderne en pligt til at oplyse om visse tekniske forhold i forbindelse med kontraktindgåelse og en række andre faktuelle oplysninger af betydning for tjenestemodtageren samt en pligt til at stille visse tekniske midler til rådighed for modtageren. Tjenesteyderen skal give modtageren mulighed for at oplagre og gengive kontraktbetingelser m.v., ligesom denne uden unødig forsinkelse skal bekræfte modtagelsen af en ordre elektronisk. Ordre og bekræftelse anses for modtaget, når adressaterne har adgang til dem. Visse af de nævnte pligter gælder dog ikke for kontrakter, der udelukkende indgås via elektronisk post, lignende individuel kommunikation, eller hvis andet er aftalt mellem parter, der ikke er forbrugere.

Efter direktivets artikel 12-14 skal en formidler af informationssamfundstjenester under visse nærmere betingelser være fri for ansvar for den information, formidleren lagrer eller overfører for sine kunder.

I de situationer, der er omfattet af artikel 12-14, vil formidleren som udgangspunkt også være ansvarsfri efter gældende dansk ret, jf. nedenfor i afsnit C.12.

Medlemsstaterne og Kommissionen skal ifølge direktivet opfordre erhvervs- og forbrugerorganisationer til at udarbejde adfærdskodekser med henblik på gennemførelse af direktivet, ligesom medlemsstaterne skal sikre, at deres lovgivning ikke er til hinder for udenretslig bilæggelse af privatretlige tvister, herunder elektroniske ordninger.

Medlemsstaterne skal derudover sikre, at deres nationale lovgivning giver mulighed for hurtig vedtagelse af forholdsregler til at bringe en påstået ulovlig onlineaktivitet til ophør i forbindelse med anlæggelse af et søgsmål.

Medlemsstaterne er efter direktivet forpligtet til at drage omsorg for, at tjenesteyderne giver dem de nødvendige informationer, ligesom de i relation til informationsudveksling er forpligtet til hurtigst muligt at yde bistand og give oplysninger til Kommissionen eller en anden medlemsstat. Endvidere er medlemsstaterne forpligtet til at udpege et administrativt kontaktpunkt som led i samarbejdet mellem medlemsstaterne og give meddelelse herom til Kommissionen og de andre medlemsstater. Herudover skal medlemsstaterne udpege et eller flere organer af rådgivende karakter, hvor tjenesteydere og -modtagere kan få oplysninger om deres rettigheder og pligter i kontraktforhold, klagevejledning m.v.

Medlemsstaterne fastsætter ifølge direktivet de nødvendige sanktioner for overtrædelse af bestemmelser, som gennemfører direktivet.

Direktivet indeholder en revisionsklausul. Kommissionen skal inden den 17. juli 2003 og derefter hvert andet år forelægge Europa-Parlamentet, Rådet og det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af direktivet med eventuelle forslag til dets tilpasning i lyset af udviklingen navnlig med henblik på kriminalitetsforebyggelse, beskyttelse af mindreårige, forbrugerbeskyttelse og det indre markeds korrekte funktion.

Rapporten skal navnlig analysere behovet for forslag vedrørende det erstatningsansvar, der påhviler tjenesteudbydere af hyperlinks og søgemaskiner, procedure for fjernelse af ulovligt indhold og pålæggelse af ansvar efter nedtagelse af indhold. Endvidere skal rapporten analysere behovet for yderligere betingelser for ansvarsfritagelse og muligheden for at anvende det indre markeds principper på uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post.

E-handelsdirektivet berører en lang række forskellige områder, hvor der allerede findes regulering, og som henhører under flere forskellige myndigheders kompetenceområde. Således gælder der regler om f.eks. etablering, markedsføring, rådgivning, aftaleindgåelse, ansvar og offentlig kontrol. En gennemførelse af direktivet ved ændring i den bestående lovgivning vil derfor være uhensigtsmæssig og meget omstændelig.

Det foreslås derfor, at e-handelsdirektivet som anbefalet i de øvrige nordiske lande gennemføres ved en selvstændig lov. For at sikre en så korrekt implementering som muligt er lovforslagets bestemmelser udformet således, at de lægges tæt op ad direktivteksten.

I forbindelse med forhandlingen af direktivet var det den danske holdning, at der ikke var hjemmel til at vedtage bestemmelser med strafferetligt indhold inden for rammerne af Unionstraktatens 1. søjle. Bestemmelser med strafferetligt indhold hører hjemme i det mellemstatslige samarbejde i 3. søjle. Fra dansk side blev der derfor lagt afgørende vægt på, at der blev fundet en løsning på dette hjemmelsmæssige spørgsmål - en løsning der ikke brød med den klare opgavefordeling mellem det kommunautære samarbejde i 1. søjle og det mellemstatslige samarbejde i søjle 3. Løsningen blev, at repræsentanterne for medlemsstaternes regeringer - på mellemstatsligt grundlag - afgav en erklæring til Rådets mødeprotokol i forbindelse med direktivets vedtagelse. Erklæringen går ud på, at medlemsstaterne vil gennemføre de nødvendige ændringer af den nationale straffelovgivning. En lignende fremgangsmåde blev anvendt i forbindelse med vedtagelsen af det såkaldte hvidvaskningsdirektiv i 1991.

E-handelsdirektivet regulerer bl.a. tjenesteydernes etablering og levering af informationssamfundstjenester i det indre marked. Norge, Island og Liechtenstein er i kraft af EØS-aftalen forpligtet til også at gennemføre direktivet.

Uden for direktivets område falder informationssamfundstjenester, hvor tjenesteyderen er etableret i et land uden for EU og EØS-landene, og informationssamfundstjenester, der alene er rettet til lande, som ikke er medlemmer af EU eller EØS-aftalen, men hvor tjenesteyderen er etableret i EU- eller EØS-området.

Endvidere er undtaget en række områder og aktiviteter fra direktivet, jf. punkt C.1.1.

Lovforslagets anvendelsesområde er udformet i nøje overensstemmelse med direktivet. Forslaget finder anvendelse på informationssamfundstjenester og på påbegyndelsen og udøvelsen af aktiviteter, der vedrører sådanne tjenester, når tjenesteyderen er etableret i Danmark. En tjenesteyder, der er etableret i Danmark, men som alene leverer informationssamfundstjenesten til et land udenfor EU- og EØS-området er ikke omfattet af lovforslaget, jf. i øvrigt bemærkningernes punkt C.3.

Herudover giver lovforslaget i overensstemmelse med direktivet mulighed for i særlige tilfælde at gribe ind over for en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat.

Helt centralt for lovforslagets anvendelsesområde er afgrænsningen af begrebet informationssamfundstjenester. Informationssamfundstjenester er i overensstemmelse med direktivet defineret som enhver tjeneste, der har et kommercielt sigte, og som leveres online (ad elektronisk vej over en vis distance) på individuel anmodning fra en tjenestemodtager. Om den nærmere afgrænsning af begrebet informationssamfundstjeneste henvises til afsnit C.2.

Uden for lovforslagets anvendelsesområde falder således alle elektroniske tjenester, der ikke lever op til nævnte definition, f.eks. fordi den enten ikke kan karakteriseres som kommerciel, online eller som leveret på individuel anmodning.

Offlinetjenester er derfor ikke omfattet af lovforslaget. Når en tjenesteydelse tilbydes online, men varen leveres offline, er det kun online-delen, der omfattes af lovforslaget. Offlinetjenester – f.eks. en levering af en fysisk vare i forbindelse med en onlinebestilling - er derimod undergivet den øvrige gældende lovgivning som f.eks. købeloven, aftaleloven og markedsføringsloven.

E-handelsdirektivet opregner i artikel 1, stk. 5, en række forhold, der ikke er omfattet af direktivets anvendelsesområde. Det drejer sig om beskatningsområdet, spørgsmål, der vedrører beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling og udveksling af personoplysninger samt beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren, samt konkurrencelovens regler om virksomheders m.v. konkurrencebegrænsende aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, misbrug af dominerende stilling og om fusionskontrol.

Endvidere er en række aktiviteter undtaget. Det drejer sig om notarvirksomhed eller lignende virksomhed, i det omfang den er direkte og specifikt forbundet med udøvelse af offentlig myndighed, repræsentation af en klient i retten, spil som indebærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, herunder lotteri og væddemål.

Lovforslaget har medtaget de nævnte undtagelser og har lagt sig tæt op af direktivets ordlyd. Der henvises endvidere til bemærkningerne til § 1, stk. 2.

Direktivets artikel 2 indeholder en række definitioner. Det drejer sig om, hvad der i direktivet forstås ved informationssamfundstjenester, tjenesteyder, etableret tjenesteyder, tjenestemodtager, forbruger, kommerciel kommunikation, lovregulerede erhverv samt det koordinerede område. For at lette forståelsen af loven og sikre en korrekt gennemførelse af direktivet, er det fundet hensigtsmæssigt i lovforslagets § 2 at medtage direktivets definitioner med visse mindre justeringer. Der er endvidere medtaget en definition på kommunikationsnet.

Informationssamfundstjenester defineres i lovforslaget som enhver tjeneste, der har et kommercielt sigte, og som leveres online (ad elektronisk vej over en vis distance) på individuel anmodning fra en tjenestemodtager.

Den i lovforslaget anførte definition af en informationssamfundstjeneste svarer indholdsmæssigt til definitionen i direktiv 98/34/EF om informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester, som ændret ved direktiv 98/48/EF om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester og det tilhørende bilag V. Bilag V, der er en vejledende liste, opregner en række tilfælde, som ikke er omfattet af definitionen.

Definitionen på informationssamfundstjenester i direktiv 98/48/EF er gennemført i lov nr. 418 af 31. maj 2000 om konkurrence- og forbrugerforhold på telemarkedet. Lovens definition har i forhold til den foreslåede definition i dette lovforslag en anden ordlyd. Ud over den sproglige ændring er der ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring i lovforslagets definition. Nedenfor gennemgås de enkelte elementer i den foreslåede definition.

Enhver tjeneste, der har et kommercielt sigte skal forstås i overensstemmelse med EU-Traktatens artikel 50, hvor der anvendes begrebet »normalt leveres mod betaling«. EF-domstolen har fortolket dette begreb ganske bredt, således at det omfatter alle aktiviteter, der er af økonomisk art, eller som er udført for betaling. Begrebet refererer ikke til aktuelle måder at betale for en given tjeneste på, og EF-domstolen har præciseret, at definitionen af en tjeneste ikke forudsætter betaling fra en modtager. Tjenesten skal blot have et kommercielt sigte. En tjenesteydelse kan således godt anses for at have et kommercielt sigte, selv om tjenesteyderens virksomhed almindeligvis ikke vil blive betegnet som kommerciel.

Tjenester, der har et kommercielt sigte, er f.eks. internetadgangstjenester, elektronisk post, WAP- og SMS-tjenester samt søgemaskiner, herunder dem som er stillet gratis til rådighed. Ligeledes er reklamering og salg, som finder sted online, også omfattet - også selv om den kommercielle kommunikation alene udgør en del af informationssamfundstjenesten. Generelle oplysninger om en virksomhed, hvor oplysningerne findes online, vil tillige været omfattet, også selv om der ikke er tale om egentlig reklamering eller salg. Tjenester, som derimod ikke er omfattet af bestemmelsen, er f.eks. private personers hjemmesider, hvor der er adgang til personlige fotografier, information m.v.

Der er endvidere tale om tjenester, der skal stilles til rådighed online. I dette er indeholdt, at tjenesteyderen og tjenestemodtageren ikke fysisk er til stede samtidig på det samme sted, og at tjenesten leveres over en vis distance. Parterne må eksempelvis ikke være til stede i samme lokale. Tjenesten skal endvidere være leveret og modtaget ved hjælp af telekommunikationsnetværk såsom tråd, radio, optiske midler og andre elektromagnetiske midler samt elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og dataoplagringsudstyr. Der vil f.eks. være tale om internettjenester i både åbne og lukkede datanet og WAP-tjenester, men ifølge bilag V ikke taletelefoni-, telefax- og telextjenester, og tjenester, der videreformidles via telefon-, telefax- og telex.

De tjenester, som anses for at være stillet til rådighed online via en internetside, kan f.eks. være reservation og køb af rejsebilletter, tjenester, der f.eks. stiller medicinsk information eller råd til rådighed, videospil og tjenester, der f.eks. indbefatter downloading af software. Ifølge bilag V er derimod tjenester, der f.eks. stilles til rådighed i et rejsebureau i en kundes fysiske tilstedeværelse, lægelig undersøgelse i en læges praksis, hvor der bruges elektronisk udstyr, videospil, der er tilgængelige for offentligheden i et forlystelsescenter, og salg af CD-rom eller software på diskette, ikke omfattet.

Ofte vil en tjenesteydelse omfatte både en online-del og en fysisk del. Det er alene online-delen, der er omfattet af lovforslaget – f.eks. bestilling foretaget via en internetside – hvorimod selve udleveringen af den fysiske vare i form af penge, billetter, forbrugsgoder og lignende ikke vil været omfattet.

Derudover dækker definitionen tjenester, der er stillet til rådighed som en reaktion på en individuel anmodning fra en tjenestemodtager. Den individuelle anmodning er udtryk for tjenestemodtagerens ønske om at modtage eller have adgang til en tjeneste. Der er således tale om en individuel anmodning, når f.eks. tjenestemodtageren går ind på en internetside, klikker på et ikon eller henter en elektronisk besked fra sin elektroniske postkasse. Det interaktive element skiller således informationssamfundstjenester fra andre tjenester som TV- og radioudsendelser, der udsendes med henblik på at kunne modtages samtidigt af et ubegrænset antal modtagere uanset en begæring fra en individuel modtager. TV-udsendelser er i stedet omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 97/36/EF om ændring af Rådets direktiv 89/552/EØF om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-spredningsvirksomhed.

Tjenester, der kan betragtes som værende foretaget »på individuel anmodning«, er f.eks. video eller musik på anfordring, hjemmesider, der indeholder information om tv-kanaler og de programmer, som de sender, og kommerciel kommunikation, der er tilgængelig via elektronisk post. For så vidt angår digitalt tv, hvor det i forbindelse med en tv-udsendelse bliver muligt via en set-top boks at bestille en vare eller tjenesteydelse via internettet, vil denne bestilling være at anse som foretaget på individuel anmodning og dermed omfattet af lovforslaget.

Tjenester, der ikke er omfattet, er ifølge bilag V f.eks. tekst-tv, radio- og TV-udsendelser, der er udsendt via kabel eller via satellit, og som for TV-udsendelsers vedkommende er omfattet af TV-direktivet.

En tjenesteyder defineres i direktivet som enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationssamfundstjeneste.

Definitionen omfatter således alle fysiske og juridiske personer, som leverer tjenester, der er nødvendige for, at en modtager kan få adgang til f.eks. internettet og kan søge efter og give oplysninger på åbne netværk. Begrebet omfatter endvidere fysiske og juridiske personer, der stiller tjenesteydelser og produkter til rådighed både gratis eller mod betaling på f.eks. internettet. Der vil f.eks. være tale om internetleverandører, netværksoperatører, serverejere og erhvervsdrivende, der udbyder tjenesteydelser online, ligesom myndigheder eller uddannelsessteder, som tilbyder informationssamfundstjenester på kommerciel basis vil være omfattet.

Da der er tale om et centralt begreb, er direktivets definition medtaget i lovforslagets § 2.

En etableret tjenesteyder er i direktivets definition en tjenesteyder, der udøver erhvervsmæssig virksomhed ved hjælp af en fast indretning i et ikke nærmere angivet tidsrum.

Definitionen skal forstås i overensstemmelse med EU-traktatens regler om retten til fri etablering samt EF-domstolens praksis herom. Det følger bl.a. heraf, at etablering i Traktatens forstand traditionelt skal forstås ved, at der i landet skabes en stabil og permanent indretning, der for den pågældende udgør »det erhvervsmæssige midtpunkt«. Dette kan bl.a. ske ved oprettelse af en ny virksomhed, ved overtagelse af en bestående virksomhed eller ved flytning af en bestående virksomhed. Traktatens etableringsregler omfatter imidlertid også den såkaldte sekundære etablering, der vedrører oprettelse af datterselskaber, filialer og agenturer. Her skabes der også en permanent virksomhed i etableringslandet, men den udgør ikke det pågældende erhvervsmæssige midtpunkt.

Etableringsretten forudsætter derfor en fysisk og vedvarende tilstedeværelse på etableringsstatens område af en sådan art, at den omhandlede økonomiske virksomhed faktisk og reelt kan udøves. Kravet vil også være opfyldt, når en virksomhed er oprettet for en bestemt periode.

For tjenesteydere, der leverer tjenester via f.eks. en internetside, afhænger etableringsstedet derfor ifølge direktivet ikke af, hvor den benyttede teknologi – som f.eks. en server – befinder sig, eller hvor internetsiden er tilgængelig, men af, hvor tjenesteyderen udøver sin erhvervsmæssige virksomhed. At der findes og anvendes teknologi til levering af informationssamfundstjenester medfører derfor ikke i sig selv, at tjenesteyderen er etableret.

Har en tjenesteyder flere etableringssteder, anses tjenesteyderen ifølge direktivet for at være etableret i det land, hvorfra den pågældende tjeneste leveres. I de tilfælde, hvor dette ikke kan afgøres, skal der lægges vægt på, hvor centret for tjenesteyderens aktiviteter for den pågældende tjeneste befinder sig og i sidste ende, hvor tjenesteyderens forretningsmæssige hjemsted er.

Som eksempel på en tjenesteyder, der må antages at være omfattet af lovforslaget i henhold til direktivets definition, kan nævnes et selskab, der er stiftet og registreret som et dansk selskab i overensstemmelse med selskabslovgivningen, og som har sit forretningsmæssige hjemsted i Danmark.

Da spørgsmålet om etablering er af betydning for hvilket lands retssystem, tjenesteyderne er omfattet af, er der medtaget en definition på etableret tjenesteyder i lovforslagets § 2.

Direktivet definerer en tjenestemodtager som enhver fysisk eller juridisk person, der anvender en informationssamfundstjeneste, uanset om det er til erhvervsmæssig eller anden brug.

Definitionen omfatter alle former for benyttelse af informationssamfundstjenester. Det vil sige både personer, der giver oplysninger på åbne netværk som internettet, og personer, der søger oplysninger på internettet af private eller erhvervsmæssige årsager.

Da der er tale om et centralt begreb, er direktivets definition medtaget i lovforlagets § 2.

Direktivet henviser i definitionen af lovregulerede erhverv til ethvert erhverv, som omhandlet i artikel 1, litra d, i Rådets direktiv 89/48/EØF om indførelse af en generel ordning for gensidig anerkendelse af eksamensbeviser for erhvervskompetencegivende videregående uddannelser af mindst tre års varighed, eller i artikel 1, litra f, i Rådets direktiv 92/51/EØF om anden generelle ordning for anerkendelse af erhvervsuddannelser til supplering af direktiv 89/48/EØF. Henvisningerne relaterer sig til lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed, hvorved forstås erhvervsmæssig virksomhed, som i henhold til lov eller administrative bestemmelser kræver en autorisation, registrering eller lignende.

Direktiv 89/48/EØF er gennemført i bekendtgørelse nr. 292 af 8. maj 1991 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark for statsborgere i de europæiske fællesskaber med erhvervskompetencegivende videregående uddannelse af mindst 3 års varighed. Direktiv 92/51/EØF er gennemført i bekendtgørelse nr. 52 af 19. januar 1995 om gensidig anerkendelse af erhvervsuddannelser. Begge bekendtgørelser er udstedt i medfør af lov nr. 291 af 8. maj 1991 om adgang til udøvelse af visse erhverv i Danmark for statsborgere i de europæiske fællesskaber og de nordiske lande.

De to generelle EF-direktiver finder kun anvendelse på erhverv, der ikke er særligt reguleret af sektordirektiver. Der findes 7 sektordirektiver om henholdsvis sygeplejersker, tandlæger, dyrlæger, jordemødre, arkitekter, farmaceuter og læger. Det generelle system bygger i modsætning til sektordirektiverne ikke på en automatisk anerkendelse af medlemsstaternes eksamensbeviser baseret på en harmonisering af uddannelserne. De generelle direktiver samordner ikke medlemsstaternes uddannelser, og de fratager ikke medlemsstaterne retten til at fastsætte deres egne krav til uddannelserne.

De erhverv, der er omfattet af sektordirektiverne, er også omfattet af e-handelsdirektivet. Henvisningen til de to generelle direktiver i definitionen skal derfor ikke fortolkes som om, at disse erhverv ikke er omfattet.

Eftersom lovforslaget alene regulerer informationssamfundstjenester, vil afsenderlandsprincippet få betydning for de tjenester, der kan leveres online. Som eksempel kan nævnes rådgivningsvirksomhed. Såfremt en del af ydelsen ikke kan leveres online, for eksempel udlevering af receptpligtig medicin, gælder lovforslaget ikke for denne del af ydelsen.

Da der ifølge direktivet gælder særlige oplysningskrav til lovregulerede erhverv, er direktivets definition medtaget i lovforslagets § 2.

Begrebet forbruger er i direktivet defineret som en fysisk person, der ikke handler som led i sin handelsmæssige eller erhvervsmæssige virksomhed.

For at sikre en korrekt implementering, er det fundet mest hensigtsmæssigt at medtage direktivets definition uændret i lovforslagets § 2.

I direktivets definition af kommerciel kommunikation henvises der til alle former for kommunikation, der er bestemt til direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer eller tjenesteydelser eller til etablering af et image for en virksomhed, en organisation eller en person, der udøver handels-, industri- eller håndværksvirksomhed eller et lovreguleret erhverv.

Eksempler på kommerciel kommunikation er f.eks. reklame for produkter og tjenesteydelser, herunder bannerreklamer, samt den indirekte reklame som f.eks. salgsfremmende foranstaltninger i form af tilgift, rabatter, spil, konkurrencer, sponsorering m.v. kan være udtryk for.

Information, som muliggør direkte adgang til en virksomheds, organisations eller persons aktiviteter, herunder domænenavn eller en e-postadresse er ifølge direktivet ikke i sig selv kommerciel kommunikation. Tilsvarende gælder ifølge direktivet kommunikation omhandlende en virksomheds, organisations eller persons varer, tjenesteydelser eller image, når kommunikationen foretages og udarbejdes uafhængigt af denne.

Det har været overvejet at anvende udtrykket markedsføring i stedet for kommerciel kommunikation. I markedsføringslovens forstand dækker begrebet markedsføring bredere end begrebet kommerciel kommunikation, idet begrebet markedsføring i modsætning til kommerciel kommunikation f.eks. også omfatter inkassovirksomhed og de oplysningspligter, som artikel 5 i direktivet fastsætter, til identifikation af tjenesteyderen.

Det foreslås derfor at anvende direktivets terminologi i lovforslagets § 2 for at sikre en korrekt gennemførelse.

Det koordinerede område er nærmere defineret i direktivets art. 2, litra h, 1. led, som de krav, der i medlemsstaternes retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, uanset om kravene er generelle eller specifikt fastsat for disse tjenester. Det koordinerede område vedrører krav, som tjenesteyderen skal opfylde, når den pågældende påbegynder og udøver aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester.

Som eksempler på krav, som tjenesteyderen skal opfylde, når aktiviteten påbegyndes, nævner direktivet krav til kvalifikationer, tilladelse og underretningsordninger. Som eksempler på krav til tjenesteyderens udøvelse af aktiviteten er nævnt krav til tjenesteyderens adfærd, krav til kvaliteten eller indholdet af tjenesten, herunder krav, som gælder i forbindelse med reklamer og kontrakter, eller krav vedrørende tjenesteyderens ansvar.

Det fremgår af betragtning 21 i direktivets præambel, at det koordinerede område omfatter krav til onlineaktiviteter som f.eks. onlineinformation, onlinereklame, onlineshopping og onlineindgåelse af kontrakter.

Det koordinerede område omfatter ikke krav som f.eks. krav til varer som sådan, krav til levering af varer eller krav til tjenester, der ikke ydes elektronisk, jf. art. 2, litra h, 2. led. Dette er uddybet i betragtning 21 i præamblen, hvorefter det koordinerede område ikke vedrører medlemsstaternes lovbestemte krav til varer som f.eks. sikkerhedskrav, mærkningskrav eller produktansvar eller medlemsstaternes krav til levering eller transport af varer, herunder distribution af lægemidler.

Det er regeringens opfattelse, at definitionen af det koordinerede område efter ordlyden og sammenhængen med direktivets principper om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse (afsenderlandsprincippet) og artikel 1, stk. 4, i direktivet, jf. herom i afsnit C.3.2., må forstås således, at området er begrænset til krav, som medlemsstaternes myndigheder ifølge de nationale retssystemer kan stille til tjenesteyderen, og som kan håndhæves af medlemsstaternes forvaltningsmyndigheder, f.eks. ved kontrol, forbud, påbud eller strafferetlig forfølgning. Regler eller principper, der regulerer privatretlige, herunder kontraktretlige forhold, er således ikke omfattet af det koordinerede område.

Lovforslagets § 2, nr. 8, hvor det koordinerede område defineres, er udformet i overensstemmelse med den nævnte retsopfattelse.

Et kommunikationsnet defineres i lovforslagets § 2, nr. 9, som et system, der benyttes til transmission af information mellem tilsluttede terminaler. Et kommunikationsnet omfatter enhver form for trådløs eller kabelbaseret infrastruktur, der anvendes til elektronisk transport af information. Alle typer af net er uanset deres geografiske udstrækning og brugerkreds som udgangspunkt omfattet af definitionen.

Direktivet indfører et såkaldt afsenderlandsprincip, der består dels af et princip om hjemlandskontrol, jf. direktivets artikel 3, stk. 1, dels af et princip om gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne, jf. artikel 3, stk. 2.

Efter artikel 3, stk. 1, skal medlemsstaterne påse, at informationssamfundstjenester, der leveres af tjenesteydere etableret i medlemsstaten, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i denne medlemsstat inden for det koordinerede område, jf. herom ovenfor i afsnit C.2.8.

Efter artikel 3, stk. 2, må medlemsstaterne ikke med henvisning til forhold, der hører under det koordinerede område, begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.

Afsenderlandsprincippet indebærer således, at informationssamfundstjenester, der leveres af tjenesteydere etableret i Danmark, skal overholde de regler, der gælder i Danmark inden for det koordinerede område, selv om tjenesten er rettet mod andre medlemsstater. Danske myndigheder skal påse overholdelsen heraf, og de øvrige medlemsstater skal anerkende danske regler inden for det koordinerede område og danske myndigheders kontrol med overholdelsen heraf. Omvendt skal Danmark respektere andre etableringslandes regler inden for det koordinerede område, selv om informationssamfundstjenesten er rettet mod Danmark.

Afsenderlandsprincippet gælder kun inden for det koordinerede område, jf. nærmere i afsnit C.2.8. og C.3.2. Det følger af den forståelse af det koordinerede område, der lægges til grund i disse afsnit, at afsenderlandsprincippet kun har betydning i relation til offentligretlige regler.

Afsenderlandsprincippet finder ikke anvendelse på de områder, der er nævnt i direktivets bilag, jf. artikel 3, stk. 3, og nærmere nedenfor i afsnit 3.5.

I visse tilfælde og under nogle særlige forudsætninger kan en medlemsstat fravige princippet om gensidig anerkendelse og træffe foranstaltninger for en konkret informationssamfundstjeneste, jf. artikel 3, stk. 4, og nærmere i afsnit 3.6.

Det er regeringens opfattelse, at det koordinerede område og dermed afsenderlandsprincippet alene omfatter offentligretlige regler og således ikke privatretten. Denne fortolkning støttes navnlig på direktivets artikel 1, stk. 4, der har følgende ordlyd: »Dette direktiv indfører ikke nye internationale privatretlige regler [dvs. lovvalgsregler] og berører ikke domstolenes kompetence.« Herudover fremgår det af betragtning 23 i direktivets præambel, at »[d]ette direktiv har hverken til formål at opstille yderligere internationale privatretlige regler om lovkonflikter eller at berøre retternes kompetence; bestemmelser om lovvalg i den internationale privatret indskrænker ikke adgangen til at levere informationssamfundstjenester som fastsat i dette direktiv.« Efter regeringens opfattelse er bestemmelsen i artikel 1, stk. 4, til hinder for en udvidet fortolkning af afsenderlandsprincippet til også at omfatte de privatretlige regler. Det skyldes, at en sådan fortolkning ville indebære, at privatretlige tvister vedrørende kontrakter indgået på baggrund af online markedsføring omfattet af e-handelsdirektivet eller tvister vedrørende erstatning uden for kontrakt, f.eks. erstatning for nedsættende omtale af konkurrenters produkter på en hjemmeside, altid ville skulle afgøres i overensstemmelse med afsenderlandets lovgivning. Dermed ville afsenderlandsprincippet - i strid med artikel 1, stk. 4 - i realiteten indføre en lovvalgsregel, dvs. en regel om, hvilket lands lovgivning der finder anvendelse på løsning af en konkret tvist.

Bestemmelsen i artikel 1, stk. 4, blev indsat sent under forhandlingerne i Rådet, idet et stort antal lande ikke kunne acceptere Kommissionens oprindelige forslag, som indeholdt et afsenderlandsprincip, der også skulle gælde på det privatretlige område.

Direktivets afsenderlandsprincip i artikel 3 omhandler desuden hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse af andre medlemsstaters regler inden for det koordinerede område. Det forhold, at der er tale om kontrol med informationssamfundstjenester taler til støtte for, at der alene er tale om offentligretlige regler. Indholdet af direktivets betragtning 22 peger i samme retning.

Det synes imidlertid at være en indbyrdes modstrid mellem visse af direktivets bestemmelser, og afgrænsningen af afsenderlandsprincippet kan på den baggrund rejse en vis fortolkningstvivl.

Direktivet definerer i artikel 2, litra h, »det koordinerede område« som krav, der i medlemsstaternes retssystemer er fastsat for leverandører af informationssamfundstjenester eller for informationssamfundstjenester, herunder krav som tjenesteyderen skal opfylde, når han påbegynder og udøver aktivitet som leverandør. I bestemmelsen er opregnet nogle eksempler på sådanne krav, der for de flestes vedkommende peger i retning af, at der alene er tale om offentligretlige regler. Som eksempler er dog også nævnt krav, som gælder i forbindelse med kontrakter og krav vedrørende tjenesteyderens ansvar, hvilket kunne fortolkes således, at privatretten også omfattes af det koordinerede område. Direktivet indeholder desuden i et bilag tre undtagelser til afsenderlandsprincippet inden for kontraktretten og dele af den internationale privatret, jf. nedenfor i afsnit 3.5., hvilket kunne tale i samme retning.

Embedsmænd fra Kommissionens generaldirektorat for Indre Marked har på et møde den 5. december 2001 givet udtryk for, at afsenderlandsprincippet efter deres foreløbige opfattelse også omfatter privatretten.

Flere andre lande, herunder bl.a. Sverige og Norge, synes derimod at dele regeringens opfattelse af, at afsenderlandsprincippet alene omfatter offentligretlige regler.

På baggrund af den uklarhed, som det må erkendes, at direktivet indeholder, og på grund af bemærkningerne fra Kommissionens generaldirektorat for Indre Marked har regeringen med henblik på en afklaring af de øvrige medlemsstaters holdning til spørgsmålet opfordret Kommissionen til at indkalde medlemsstaterne til et implementeringsmøde.

Den nationale lovgivnings territoriale anvendelsesområde vil ifølge folkeretlige principper som udgangspunkt alene omfatte det pågældende lands territorium.

Danske regler om f.eks. markedsføring finder således anvendelse på udenlandske virksomheder, der markedsfører eller leverer deres varer eller tjenesteydelser her i landet. Det er dog i retspraksis ikke fastlagt, hvornår markedsføring via f.eks. internettet kan siges at være rettet mod det danske marked. Reglerne om markedsføring findes i markedsføringsloven og anden særlovgivning om f.eks. virksomheders markedsføring af lægemidler, levnedsmidler og kemiske stoffer.

En hjemmeside oprettet af en virksomhed, der er etableret i Tyskland, er tilgængelig via internettet fra computere i alle lande, medmindre der ad teknisk vej er indlagt spærringer i forhold til bestemte lande. Selv om en tysk hjemmeside er tilgængelig for danske forbrugere, er det ikke ensbetydende med, at hjemmesiden skal overholde de offentligretlige krav, der stilles efter dansk lovgivning. Det beror på en konkret vurdering, om danske myndigheder med henvisning til varetagelsen af regler vedrørende den kollektive forbrugerbeskyttelse eller almene samfundshensyn har kompetence til at gribe ind.

Udgangspunktet er, at en erhvervsdrivendes markedsføring på en hjemmeside anses for at være rettet mod det danske marked, hvis en helhedsvurdering af forskellige faktorer indikerer dette. Ved vurderingen heraf indgår navnlig faktorer som hvilke sprog, valuta eller andre nationale kendetegn, der anvendes, i hvilket omfang virksomheden eller den pågældende ydelse i øvrigt markedsføres på det danske marked, hvorvidt der er en sammenhæng mellem markedsføring på internettet og andre markedsføringsaktiviteter på det danske marked, og hvorvidt den erhvervsdrivende accepterer at indgå aftaler med forbrugere hjemmehørende i Danmark.

Spørgsmålet om dansk straffemyndighed (jurisdiktion) er reguleret i straffelovens §§ 6-12. Afgørelsen af, om strafbare handlinger i forbindelse med transmission af information på et kommunikationsnet, f.eks. internettet, er undergivet dansk straffemyndighed, skal derfor afgøres på grundlag af disse bestemmelser. Spørgsmålet om rækkevidden af straffelovens §§ 6-12 har for så vidt angår salg og udbredelse af børnepornografi via internettet været gjort til genstand for udførlig behandling i betænkning 1377/1999 om børnepornografi og IT-efterforskning, jf. navnlig s. 22-31. Betænkningens beskrivelse af dansk straffemyndighed vil også være relevant for andre former for strafbare handlinger i forbindelse med transmission af information på et kommunikationsnet. Det følger af disse regler, at der bl.a. kan være dansk straffemyndighed i tilfælde, hvor handlingen ikke er foretaget i Danmark, men målrettet tager sigte på dansk område.

Det er vanskeligt at få udenlandske virksomheder til at overholde danske regler, når de reklamerer via internettet. Dette skyldes, at der ofte ikke findes internationale aftaler om tvangsfuldbyrdelse af domme om offentligretlige spørgsmål på tværs af landegrænserne. E-handelsdirektivet imødegår dette problem ved indførelse af kontrol ved kilden (hjemlandskontrol).

Når det omvendt drejer sig om danske virksomheders handlinger, der alene har virkning på eksportmarkederne, er det uafklaret i hvilket omfang offentligretlig håndhævelse af markedsføringsloven kan ske. Udgangspunktet er dog, at den danske markedsføringslov og anden offentligretlig lovgivning i mangel af særlige holdepunkter ikke finder anvendelse. Den eksisterende EU-regulering har dog betydet, at der på en række områder er indført en udvidet kompetence for myndighederne. For eksempel gælder der allerede for tilsyn med finansielle virksomheder et afsenderlandsprincip.

Direktivets princip om hjemlandskontrol medfører en udvidelse af myndighedernes jurisdiktionskompetence i forhold til gældende regler, idet lovforslaget giver myndighederne mulighed for at gribe ind over for informationssamfundstjenester, der alene har virkning i en anden medlemsstat, med henblik på overholdelse af dansk lovgivning.

De myndigheder, der skal påse overholdelsen af kravene til tjenesteydere etableret her i landet, vil være de myndigheder, hvis tilsynskompetence på et givent område henhører under det koordinerede område. Her i landet findes der således ikke én, men mange forskellige myndigheder, som fører tilsyn med eller administrerer de regler, der gælder for informationssamfundstjenester.

Som eksempler kan nævnes, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med markedsføringsloven og betalingsmiddelloven, Lægemiddelstyrelsen fører tilsyn efter lægemiddellovgivningen, apotekerlovgivningen og lovgivningen om medicinsk udstyr, Sundhedsstyrelsen fører tilsyn efter lovgivningen om sundhedsfaglig virksomhed, der udøves af personer inden for sundhedsvæsenet efter reglerne om reklamering for sundhedsydelser, og Finanstilsynet fører bl.a. tilsyn med lov om banker og sparekasser m.v.

I lovforslagets § 3 er medtaget en regel, der skal sikre myndighederne den nødvendige kompetence til at gribe ind over for virksomheder, der er etableret her i landet, selv om virksomhedens onlineaktivitet alene er rettet mod andre medlemsstater.

Princippet om gensidig anerkendelse i artikel 3, stk. 2, fastslår, at danske myndigheder og domstole som udgangspunkt ikke må begrænse den fri bevægelighed for informationssamfundstjenester, der inden for det koordinerede område udbydes fra andre EU-medlemsstater eller EØS-området. En medlemsstat skal derfor som udgangspunkt acceptere en informationssamfundstjeneste, når blot tjenesteydelsen respekterer etableringslandets regler.

Artikel 3, stk. 2, indebærer derfor med visse undtagelser, jf. afsnit C.3.5. om generelle undtagelser fra afsenderlandsprincippet og afsnit C.3.6. om konkrete indgrebsmuligheder, en begrænsning i danske myndigheders jurisdiktionskompetence over for tjenesteydere, der er etableret i en anden medlemsstat, og som leverer informationssamfundstjenester til det danske marked.

Afsenderlandsprincippet gælder som nævnt kun inden for det koordinerede område. Uden for dette område kan danske myndigheder således – selv om tjenesteyderen ikke er etableret her i landet – håndhæve øvrige offentligretlige regler om f.eks. mærknings- og sikkerhedskrav til varer, hvis tjenesten er rettet mod Danmark.

Lovforslagets § 4 gennemfører princippet om gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne, idet det fastslås i bestemmelsen, at danske myndigheder ikke kan kræve, at tjenesteydere etableret i en anden medlemsstat, skal overholde dansk ret inden for det koordinerede område, selv om tjenesten er rettet mod Danmark.

Afsenderlandsprincippet er som nævnt begrænset til at gælde inden for det koordinerede område. Det koordinerede område omfatter efter regeringens opfattelse, jf. herom ovenfor i afsnit C.2.8. og C.3.2., kun offentligretlige regler, det vil sige regler, der efter deres indhold håndhæves af myndigheder inden for den offentlige forvaltning. Der er således tale om regler, hvis overtrædelse sanktioneres med forbud, påbud eller straf.

At afsenderlandsprincippet alene omfatter offentligretlige regler er ensbetydende med, at princippet ikke har betydning for spørgsmålet om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes på en privatretlig konflikt, eller for spørgsmålet om, ved hvilket lands domstole en sådan konflikt skal afgøres. Sådanne spørgsmål skal således fortsat afgøres efter almindelige internationale privat- og procesretlige regler.

Dette følger som nævnt i afsnit C.3.2. også af bestemmelsen i direktivets artikel 1, stk. 4, som blev indsat under Rådets forhandlinger, og som fastslår, at direktivet ikke indfører nye internationale privatretlige regler og ikke berører domstolenes kompetence.

Det følger af direktivet og dets bilag, at visse områder generelt er undtaget fra artikel 3, stk. 1 og 2, om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse. Dette er sket bl.a. som følge af, at anden EU-regulering er uforenelig med disse principper.

Ifølge artikel 3, stk. 3, der henviser til bilaget til direktivet, omfatter afsenderlandsprincippet ikke følgende:

Lovforslagets § 5 er udformet i overensstemmelse med bilaget – bortset fra, at undtagelserne i bilaget om a) parternes ret til frit at vælge det lands lov, der skal anvendes på deres kontrakt, b) kontraktforpligtelser i forbindelse med forbrugerkontrakter og c) den formelle gyldighed af kontrakter, der etablerer eller overfører rettigheder i fast ejendom, ikke er medtaget i lovforslaget.

At de nævnte undtagelser ikke er medtaget, skyldes, at afsenderlandsprincippet, der antages alene at omfatte offentligretlige regler, jf. herom ovenfor i afsnit C.3.2., jf. afsnit C.2.8., ikke omfatter kontraktretlige regler, herunder international privatret. Når international privatret ikke er omfattet af afsenderlandsprincippet, er det således overflødigt i loven at undtage den fra princippets anvendelsesområde. De i bilaget nævnte undtagelser for så vidt angår visse kontraktretlige regler og dele af den internationale privatret kan under hensyn til direktivets artikel 1, stk. 4, jf. betragtning 23, som er omtalt ovenfor under afsnit C.3.2., alene betragtes som eksempler på forhold, som er undtaget fra afsenderlandsprincippet. For at undgå unødig tvivl om forståelsen og rækkevidden af afsenderlandsprincippet finder regeringen det rigtigst at undlade at medtage de pågældende undtagelser i loven.

Vedrørende de øvrige undtagelser, der er medtaget i lovforslagets § 5, henvises til bemærkningerne til denne bestemmelse. Visse af disse undtagelser omhandler forhold, som ikke er reguleret i den danske lovgivning. Undtagelserne er dog medtaget i lovforslaget, da disse forhold er reguleret i andre medlemsstater og dermed kan få en betydning for de tjenesteydere, der er etableret i Danmark, og som udbyder informationssamfundstjenester til disse lande.

Det følger af direktivets artikel 3, stk. 4, at myndighederne i en medlemsstat ud over de områder, som specifikt er undtaget fra afsenderlandsprincippet i bilaget til direktivet, i særlige tilfælde har mulighed for konkret at gribe ind over for en tjenesteyder, som er etableret i en anden medlemsstat. Artiklen er udtryk for, at princippet om gensidig anerkendelse i artikel 3, stk. 1, konkret kan fraviges.

Artikel 3, stk. 2, er en kodifikation af det EU-retlige princip om gensidig anerkendelse i Traktatens artikel 28. Medlemsstaterne kan i henhold til Traktaten i visse særlige tilfælde foretage begrænsninger i den frie bevægelighed for tjenesteydelser, hvis det eksempelvis er begrundet i hensynet til den offentlige sædelighed, den offentlige orden, den offentlige sikkerhed, beskyttelse af menneskers og dyrs liv og sundhed samt beskyttelse af planter. Derudover skal indgrebet være ikke-diskriminerende, proportionelt og nødvendigt.

Direktivets artikel 3, stk. 4, opregner også en række beskyttelsesinteresser i form af ufravigelige retsgrundsætninger (»den offentlige orden«), beskyttelse af folkesundheden, forbrugerne, herunder investorerne og den offentlige sikkerhed, der kan begrunde et indgreb, hvis de krænkes, eller der består en alvorlig og tungtvejende risiko herfor. Forskellen mellem direktivets indgrebsmulighed og indgrebsmuligheden i Traktatens artikel 28, er, at direktivet via sin definition på en etableret tjenesteyder præcist definerer, hvilken medlemsstat en informationssamfundstjeneste har sit udspring i. Derudover er de hensyn, der kan begrunde et indgreb i henhold til direktivet, kvantitativt mere begrænset end undtagelserne efter Traktaten. Ligeledes forudsætter direktivet, at en medlemsstat skal overholde en bestemt procedure, inden et konkret indgreb kan foretages.

Myndighederne pålægges således efter artikel 3, stk. 4, en pligt til først at opfordre etableringslandets myndigheder til at foretage et indgreb, og hvis dette ikke er tilstrækkeligt at orientere Kommissionen og etableringslandets myndighed om, at myndigheden selv har til hensigt at træffe de nødvendige foranstaltninger. Proceduren kan i hastende tilfælde fraviges, mod at Kommissionen og etableringslandets myndigheder efterfølgende hurtigst muligt orienteres om indgrebet og begrundelsen for at undlade den normale procedure.

Efter direktivet skal Kommissionen efterfølgende hurtigst muligt vurdere, hvorvidt foranstaltningen er i overensstemmelse med fællesskabsretten og i givet fald anmode medlemsstaten om at undlade eller bringe den pågældende foranstaltning til ophør. Direktivet indeholder ikke særlige sanktionsmuligheder for Kommissionen. I tilfælde af uoverensstemmelse om lovligheden af et indgreb kan Kommissionen derfor indbringe medlemsstaten for EF-domstolen efter den almindelige traktatkrænkelsesprocedure.

Medlemsstaternes mulighed for i medfør af artikel 3, stk. 4, at begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat gælder også for foranstaltninger, der træffes som led i behandling af straffesager. Det fremgår således af artikel 3, stk. 4, litra a, at begrænsende foranstaltninger skal være nødvendige bl.a. på grund af ufravigelige retsgrundsætninger. Som eksempel på ufravigelige retsgrundsætninger nævnes »forebyggelse, afsløring og retsforfølgning af lovovertrædelser, herunder beskyttelsen af mindreårige og bekæmpelsen af enhver tilskyndelse til had på grund af race, køn, religion eller nationalitet, og krænkelse af enkeltpersoners værdighed«. Det følger imidlertid samtidig af artikel 3, stk. 4, litra b, sammenholdt med 26. indledende betragtning til direktivet, at medlemsstatens pligt til at sende en opfordring til den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, og til at give meddelelse til Kommissionen ikke gælder ved »retssager, herunder forudgående retsmøder og handlinger, der udføres i forbindelse med efterforskning af kriminalsager«. Den procedure, der følger af artikel 3, stk. 4, litra b, og stk. 5, gælder derfor ikke for sådanne sager. Det følger heraf, at når danske domstole, politiet, anklagemyndigheden og andre myndigheder som led i behandlingen af straffesager her i landet træffer foranstaltninger, der indebærer en begrænsning af adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat, f.eks. fordi den pågældende tjeneste benyttes til at udbrede børnepornografisk materiale i strid med straffelovens § 235, gælder pligten til bl.a. at give meddelelse til Kommissionen ikke. Det fremgår derfor udtrykkeligt af § 6, at bestemmelserne i stk. 2 og 3 ikke finder anvendelse på foranstaltninger, der træffes som led i efterforskning og afgørelse af straffesager.

I overensstemmelse med direktivets artikel 3, stk. 4, indeholder lovforslagets § 6 en bestemmelse om, under hvilke betingelser de danske myndigheder har mulighed for at begrænse den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester.

Det fremgår af direktivets artikel 4, stk. 1, at en tjenesteyder for at påbegynde og udøve aktiviteter som leverandør af informationssamfundstjenester ikke må pålægges krav om forudgående godkendelse eller andre tilsvarende krav. Det fremgår endvidere af stk. 2, at forbudet ikke berører de generelle ordninger, der eksisterer, og som ikke særskilt eller udelukkende vedrører informationssamfundstjenester.

Forbudet i stk. 1 mod forudgående godkendelse omfatter alene obligatoriske autorisationsordninger m.v. og ikke frivillige godkendelsesordninger som f.eks. signaturcertifikationsordninger, der ifølge direktiv 99/93/EF om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer er mulighed for at indføre i relation til udstedelse af elektroniske signaturer. Tjenester, der er omfattet af direktiv 97/13/EF om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester, er heller ikke omfattet af forbudet i stk. 1.

I henhold til stk. 2 berører forbudet i stk. 1 ikke de generelle ordninger, der eksisterer. Dette betyder, at krav som en tjenesteyder skal opfylde, førend tjenesteyderen eksempelvis kan få en autorisation til at udøve et vist erhverv, kan opretholdes. De krav, som en person skal opfylde for at blive autoriseret som statsautoriseret revisor, berøres derfor ikke af direktivet. Derimod betyder forbudet i stk. 1, at en myndighed ikke vil kunne kræve, at en statsautoriseret revisor eller en advokat skal have en forudgående godkendelse alene med henblik på at kunne udbyde sin rådgivning eller tjenester online. Tilsvarende gælder enhver anden erhvervsaktivitet.

Der er ikke i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse påvist obligatoriske autorisationsordninger, der strider mod forbudet i artikel 4. Artiklen giver derfor ikke anledning til lovændringer.

For at styrke retssikkerheden og tilliden til informationssamfundstjenesterne stiller artikel 5 i direktivet en række minimumskrav til tjenesteydernes oplysningspligt. Der stilles krav om oplysning af navn, adresse, registreringsnummer m.v. til identifikation af tjenesteyderen. Desuden stilles der krav til prisoplysninger, hvis sådanne anvendes.

Den gældende lovgivning indeholder på en række områder krav om, at en part skal give bestemte oplysninger i forbindelse med indgåelse af aftaler. Direktivets minimumsbestemmelser supplerer derfor oplysningskravene i den gældende lovgivning, som også har betydning for informationssamfundstjenester.

Forbrugeraftaleloven indeholder således bestemmelser, hvorefter den erhvervsdrivende pålægges en omfattende oplysningspligt, som led i indgåelsen af fjernsalgsaftaler med forbrugere. Den erhvervsdrivende skal bl.a. give oplysninger om navn og adresse, varens eller tjenesteydelsens pris, karakter og væsentligste egenskaber, vilkår for betaling og levering og en eventuel fortrydelsesret.

Kreditaftaleloven indeholder endvidere bestemmelser, som pålægger en erhvervsdrivende ved indgåelse af kreditaftaler i forbrugerforhold at give bestemte oplysninger bl.a. om lånebeløb, udbetaling og kreditomkostninger.

For så vidt angår prisoplysninger for informationssamfundstjenester er disse i et vist omfang reguleret af prismærkningsloven samt diverse bekendtgørelser, når der er tale om annoncering over for forbrugere.

Lovforslagets § 7 indeholder i overensstemmelse med direktivet en generel oplysningspligt for tjenesteydere i informationssamfundet. Det drejer sig bl.a. om tjenesteyderens navn, fysiske adresse, e-post adresse, registreringsnumre og tilhørsforhold til godkendelsesordninger. Forslagets § 8 fastlægger endvidere i overensstemmelse med direktivet, at når der angives priser for informationssamfundstjenester, skal priserne angives præcist og tydeligt samt oplyse, om de er inkluderet f.eks. moms og leveringsomkostninger.

Artikel 6 opstiller nogle supplerende minimumsbetingelser for at sikre gennemsigtighed generelt i relation til kommerciel kommunikation, og specifikt i forhold til visse salgsfremmende foranstaltninger, når disse er tilladt i en medlemsstat. Direktivet sikrer gennemsigtighed ved at kræve, at kommerciel kommunikation skal kunne identificeres som sådant, og at det skal fremgå, på hvis vegne kommunikationen afgives. Er reklametilbud i form af f.eks. rabatter, præmier og tilgift samt salgsfremmende konkurrencer og spil tilladt i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret, foreskriver direktivet, at disse foranstaltninger klart skal kunne identificeres som sådant, og at betingelserne for at opnå disse skal være let tilgængelige og fremlægges klart og utvetydigt.

Som det fremgår af direktivets definition under afsnit C.2.7. forstås kommerciel kommunikation som alle former for kommunikation bestemt til direkte eller indirekte at fremme afsætningen af varer og tjenester eller til etablering af et image. Uden for falder information, der muliggør direkte adgang til den erhvervsdrivendes aktiviteter, herunder domænenavn eller en e-postadresse, og de i artikel 5 nævnte generelle oplysninger. Endvidere er kommunikation vedrørende en erhvervsdrivendes varer, tjenesteydelser eller image undtaget, når den er udarbejdet uafhængigt af den erhvervsdrivende, og der ikke indgår en kommerciel modydelse.

Markedsføringsloven indeholder en generalklausul om god markedsføringsskik, et vildledningsforbud samt nogle specialforbud om tilgift, rabatkuponer og købsbetingede konkurrencer m.v. Der findes imidlertid ingen bestemmelser i markedsføringsloven, som eksplicit stiller krav om identifikation af kommerciel kommunikation og afsenderbetegnelse samt krav til gennemsigtighed vedrørende betingelserne for deltagelse i visse salgsfremmende foranstaltninger.

I speciallovgivningen findes der dog visse bestemmelser om reklameidentifikation. Det gælder § 64 i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed og § 1 i bekendtgørelse nr. 8 af 5. januar 2000 om reklame for lægemidler. Af sidstnævnte fremgår, at reklame over for offentligheden for et lægemiddel skal udformes således, at det tydeligt fremgår, at der er tale om reklame, og at reklamen omhandler et lægemiddel. Efter bekendtgørelsen skal såvel reklame rettet mod offentligheden som reklame over for medicinalpersoner indeholde en række nærmere opregnede pligtoplysninger. For lægemiddelreklame, der alene retter sig mod medicinalpersoner, stilles der bl.a. krav om, at reklamen skal indeholde oplysninger om navnet på indehaveren af markedsføringstilladelsen.

Markedsføringslovens §§ 1 og 2 antages at kunne anvendes over for reklamer, der ikke klart kan identificeres. Det har været overvejet, om direktivets krav om identifikation af kommerciel kommunikation og afsenderbetegnelse kan anses for at være gennemført ved markedsføringslovens §§ 1 og 2. Retspraksis efter §§ 1 og 2 i relation til skjult reklame er imidlertid sparsom. Endvidere beskytter vildledningsforbudet i markedsføringslovens § 2 med sikkerhed kun mod angivelser, der kan betegnes som urigtig, vildledende eller urimeligt mangelfuld, og angivelser, der kan betegnes som utilbørlig på grund af sin form eller fremgangsmåde. Desuden skal den vildledende angivelse være egnet til at fremme omsætningen. Direktivets krav om reklame- og afsenderidentifikation kan derfor ikke med den fornødne klarhed, der er påkrævet, anses for gennemført ved de to bestemmelser.

På baggrund heraf er der i lovforslagets § 9, stk. 1, foreslået en selvstændig bestemmelse om reklame- og afsenderidentifikation for at sikre en korrekt gennemførelse af direktivet. Bestemmelsen foreslås ikke indsat i markedsføringsloven, da bestemmelsen er begrænset til et bestemt medie og kommunikationsform.

Direktivets artikel 6, litra c og d, omhandler salgsfremmende foranstaltninger. Salgsfremmende foranstaltninger som tilgift, rabat forud for køb, rabatmærker til efterfølgende indløsning og købsbetingede konkurrencer er reguleret i markedsføringslovens §§ 6, 8 og 9. Det følger heraf, at nogle af de i artikel 6, litra c og d, nævnte salgsfremmende foranstaltninger efter dansk ret ikke er tilladt eller kun tilladt i begrænset omfang over for forbrugere og erhvervsdrivende. F.eks. kan nævnes, at ydelse af tilgift af ubetydelig størrelse efter retspraksis er tilladt, ligesom prisrabatter er tilladt, så længe brugen af prisudtryk ikke anvendes på en måde, hvorved forbrugeren kan blive vildledt. Endvidere indeholder artikel 6, litra c, en ikke udtømmende eksemplifikation af salgsfremmende foranstaltninger, og det må antages, at f.eks. også loyalitetsprogrammer og sponsorering er omfattet af bestemmelsen.

Inden for speciallovgivningen kan nævnes, at § 8 i bekendtgørelse om reklame for lægemidler indeholder et forbud mod at yde medicinalpersoner økonomiske fordele, herunder rabatter eller naturalier, for at fremme salget af et lægemiddel. Forbudet omfatter dog ikke naturalier af ubetydelig værdi, som står i forbindelse med udøvelsen af den pågældende medicinalpersons erhverv. Det er desuden forbudt at afholde konkurrencer for og udlodde præmier til medicinalpersoner.

Det har været overvejet om betingelserne for deltagelse i de salgsfremmende foranstaltninger kan anses for gennemført ved markedsføringslovens §§ 1 og 2. Betingelserne skal som nævnt være let tilgængelige og fremlægges klart og tydeligt. De opregnede kriterier kan ikke anses for gennemført alene ved vildledningsforbudet i markedsføringslovens § 2. Endvidere skønnes den retspraksis, der kan udledes af god markedsføringsskik efter generalklausulen i markedsføringslovens § 1 ikke at være så præcis og dækkende til, at betingelserne kan anses for gennemført i medfør af generalklausulen.

Da de i artikel 6, litra c og d, omhandlede salgsfremmende foranstaltninger ofte vil være tilladte her i landet, er der medtaget en bestemmelse i lovforslagets § 9, stk. 2, som kræver, at betingelserne for opnåelse af disse skal være let tilgængelige og fremlægges klart og tydeligt. Af samme årsager som for reklame- og afsenderidentifikationsbestemmelsen foreslås bestemmelsen ikke gennemført i markedsføringsloven.

Direktivets bilag indeholder en generel undtagelse fra artikel 3, stk. 1 og 2, om hjemlandskontrol og gensidig anerkendelse i relation til tilladeligheden af uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post. Samtidig kræver direktivets artikel 7, at i medlemsstater, som tillader uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post, skal det sikres, at den elektroniske post fremtræder som kommerciel, når den modtages, og at tjenesteyderne respekterer og regelmæssigt konsulterer opt out-registre, hvor fysiske personer, der ikke ønsker at modtage sådan kommerciel kommunikation, kan lade sig registrere.

Efter markedsføringslovens § 6 a er det ikke tilladt for erhvervsdrivende i markedsføringsøjemed at rette uopfordret henvendelse via elektronisk post til en fysisk eller en juridisk person. Der opstår derfor ikke spørgsmål om indførelse af regler om konsultation af opt out-registre i forbindelse med anvendelse af elektronisk post.

Direktivets artikel 7 giver ikke anledning til indførelse af en bestemmelse i lovforslaget, men den i bilaget til e-handelsdirektivets artikel 3 nævnte undtagelse for tilladeligheden af uanmodet elektronisk post foreslås medtaget i lovforslagets § 5, nr. 5.

Artikel 8, stk. 1, i direktivet indeholder krav om, at medlemsstaterne skal sikre, at anvendelsen af kommerciel kommunikation er tilladt for medlemmer af lovregulerede erhverv, når kommunikation er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste. Anvendelsen skal ske under overholdelse af faglige regler om især uafhængighed, værdighed, faglig etik samt tavshedspligt og loyalitet over for klienter og fagfæller.

Ifølge artiklens stk. 2 og 3 skal medlemsstaterne og Kommissionen opfordre faglige sammenslutninger og organisationer til udarbejdelse af adfærdskodekser på fællesskabsplan, der fastslår, hvilke oplysninger der skal gives for at leve op til disse krav. Som modstykke hertil foreskriver direktivet, at på områder, hvor der er udarbejdet sådanne adfærdskodekser, skal Kommissionen ved udarbejdelse af fællesskabsinitiativer tage behørigt hensyn til disse og handle i tæt samarbejde med de relevante faglige sammenslutninger og organisationer.

E-handelsdirektivet supplerer de gældende direktiver om adgang til og udøvelse af lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed. Artiklen 8, stk. 1, har således til formål at sikre, at lovgivningen ikke indeholder unødige begrænsninger i den frie udveksling af kommerciel kommunikation for medlemmer af lovregulerede erhverv, medmindre dette sagligt kan begrundes i hensyn som uafhængighed, værdighed, faglig etik m.v.

Der er ikke i forbindelse med lovforslagets udarbejdelse påvist regler i lovgivningen, der forbyder de lovregulerede erhverv at anvende kommerciel kommunikation i strid med artikel 8.

Artiklen må antages også at have betydning for lovregulerede erhverv, hvor branchen er forpligtet til at vedtage adfærdskodekser, der kan indeholde begrænsninger i medlemmernes anvendelse af kommerciel kommunikation for det elektroniske medie. Sådanne begrænsninger er i overensstemmelse med direktivets artikel 8, hvis de er sagligt begrundet i hensyn om især uafhængighed, faglig etik, tavshedspligt og loyalitet. Som eksempel kan nævnes Advokatsamfundets fagetiske regler, der bl.a. indeholder begrænsninger i advokaters adgang til reklamering.

Brancheetiske kodekser og erhvervsdrivendes handlinger i overensstemmelse hermed kan forbydes ved dom, hvis de er i strid med lovgivningen. Det har været overvejet, om de i artiklen tilladte begrænsninger for medlemmer af lovregulerede erhverv giver anledning til medtagelse af en generel bestemmelse herom i lovforslaget som supplement til den eksisterende lovgivning for udøvelse af lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed. Der er dog ikke fundet behov herfor, da Konkurrencerådet som led i sit generelle tilsyn efter konkurrenceloven har mulighed for at gribe ind over for adfærdskodekser m.v. inden for en branche, der har en mærkbar konkurrencebegrænsende effekt eller på anden måde er skadelig for konkurrencen.

Artikel 8 giver derfor ikke anledning til at medtage en særlig bestemmelse i lovforslaget.

Direktivets artikel 9 kræver, at medlemsstaternes lovgivning ikke hindrer elektronisk kontraktindgåelse.

Der er således tale om, at der ikke i lovgivningen må være formkrav, som hindrer elektronisk indgåelse af kontrakter. Derimod omfatter bestemmelsen ikke bevisspørgsmålet. Det vil sige, hvordan der kan opnås tilstrækkelig sikkerhed for, at en meddelelse faktisk stammer fra den angivne udsteder, og at meddelelsens indhold ikke er ændret efter, at den er afsendt. Dette spørgsmål er reguleret i lov nr. 417 af 31. maj 2000 om elektronisk signatur, der trådte i kraft den 1. oktober 2000.

Medlemsstaterne kan dog helt eller delvist undtage bestemte kategorier af kontrakter. Det gælder kontrakter om rettigheder over fast ejendom, kontrakter, der kræver medvirken af offentlige myndighed, kontrakter om kaution og sikkerhedsstillelse fra personer, der handler uden for deres erhvervsmæssige virksomhed, samt familieretlige og arveretlige aftaler. Medlemsstaterne skal meddele Kommissionen, hvilke af de nævnte undtagelser, der udnyttes, samt hvert femte år aflægge rapport til Kommissionen om begrundelse for undtagelsen af kontrakter, der kræver medvirken af offentlig myndighed.

I forbindelse med fastlæggelsen af lovgivningen om elektroniske signaturer besluttede Justitsministeriet i samråd med Forskningsministeriet i november 1998 at nedsætte et udvalg om retsvirkningerne af digital signatur m.v. Udvalget fik bl.a. til opgave at overveje behovet for at lovgive om anvendelsen af digital kommunikation og elektronisk signatur i forbindelse med formkrav om skriftlighed m.v. i lovgivningen. E-handelsdirektivets artikel 9 har endvidere været inddraget i udvalgets arbejde.

Udvalget har i februar 2001 afgivet en delbetænkning om e-signatur og formkrav i lovgivningen. Udvalget har foretaget en nærmere gennemgang af lovgivningen inden for Justits-, Sundheds-, Indenrigs- og Erhvervsministeriets ressort, og har herudfra fundet det nødvendigt, at lovgivningen systematisk gennemgås for at finde frem til de bestemmelser, som udgør en hindring for en hensigtsmæssig IT-anvendelse. Denne gennemgang vil efter udvalgets opfattelse skulle foretages af de enkelte ministerier ved anvendelse af en model, hvorefter de enkelte regler som udgangspunkt ændres ved traditionelle ændringsforslag.

Regeringen har i forlængelse heraf besluttet at iværksætte et tværgående lovmoderniseringsarbejde. Moderniseringen skal tage sigte på at ændre eller ophæve formkrav m.v. i lovgivningen, som unødigt hindrer brugen af digital kommunikation. Hvert ministerium vil gennemgå sin egen lovgivning med henblik på at finde frem til de relevante bestemmelser og fastsætte en nærmere plan for lovmoderniseringen.

Da dette arbejde foregår i andet regi, indeholder lovforslaget i relation til artikel 9 ikke ændringsforslag, der fjerner hindringer i den gældende lovgivning for indgåelse af kontrakter ad elektronisk vej. For så vidt angår undtagelsesmulighederne, der er nævnt i artikel 9, stk. 2, tilsigtes der ikke ændringer i den gældende retstilstand i det omfang, der er regler, der hindrer den elektroniske kontraktsindgåelse.

Tjenesteyderne pålægges i direktivets artikel 10 som minimum inden ordreafgivelse at oplyse om de tekniske led i forbindelse med kontraktindgåelse, om kontrakten opbevares af tjenesteyder og adgangen til kontrakten, om tekniske midler til fejlsøgningsprocedure, og om de sprog kontrakten kan indgås på. Endvidere skal tjenesteyderne oplyse, hvilke relevante adfærdskodekser de er tilknyttet, samt hvordan tjenestemodtagerne kan gøre sig bekendt med disse. Denne oplysningspligt for tjenesteyder gælder dog ikke for kontrakter, der udelukkende indgås via elektronisk post, lignende individuel kommunikation eller hvis andet er bestemt i handelskøb. Endelig skal tjenestemodtagere altid have mulighed for at oplagre og gengive kontraktbetingelser m.v. Sidstnævnte bestemmelse gælder også for elektronisk post og kan ikke fraviges ved aftale i handelskøb.

Bestemmelserne indfører dels en oplysningspligt for tjenesteyderen om visse tekniske forhold og faktuelle oplysninger dels en pligt til at stille visse tekniske midler til rådighed. Artiklerne omhandler alene selve den teknik, som brugen af elektroniske medier muliggør ved tilblivelse af en kontrakt og fastlægger ikke, hvornår en kontrakt eller aftale civilretligt kan anses for at være indgået. Bestemmelserne er således aftaleretlige neutrale.

Bestemmelserne, der er minimumskrav, supplerer andre informationskrav, der er fastsat i lovgivningen, herunder markedsføringslovens og forbrugeraftalelovens regler om erhvervsdrivendes oplysningspligt.

I overensstemmelse med direktivet indeholder lovforslaget derfor en række minimumsforpligtelser for tjenesteyderen forud for ordreindgåelse. Forslagets § 10 fastsætter, hvilke oplysninger en tjenesteyder skal stille til rådighed, inden tjenestemodtageren afgiver en ordre, og § 11 indeholder bestemmelser om, hvad tjenesteyderen teknisk skal stille til rådighed i forbindelse med tilblivelse af kontrakten. En tilsidesættelse af bestemmelserne medfører ikke aftalemæssig ugyldighed, ligesom det ikke griber ind i aftalelovens regelsæt.

Forslagets § 13 præciserer, at de foreslåede bestemmelser i visse situationer ikke finder anvendelse på kontrakter, der indgås udelukkende ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation, ligesom de kan fraviges ved aftale mellem parter, der ikke er forbrugere. Reglerne vil som følge heraf ikke kunne fraviges ved forbrugeraftaler, jf. definitionen af forbrugere i forslagets § 2, medmindre kontrakten indgås ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation.

Der henvises til bemærkningerne til §§ 10, 11 og 13.

Ifølge direktivets artikel 11 skal tjenesteyderen elektronisk uden unødig forsinkelse bekræfte modtagelsen af en ordre. Ordre og ordrebekræftelse anses i direktivet for modtaget, når adressaterne har adgang til dem. Endelig kræver direktivet, at tjenesteyderne stiller hensigtsmæssige, effektive og tilgængelige tekniske midler til at finde og rette indtastningsfejl til rådighed for modtageren inden ordreafgivelse. Tjenesteyderens pligt til at bekræfte en ordre og til at stille tekniske midler til rådighed for tjenestemodtager finder ikke anvendelse på kontrakter, der indgås udelukkende ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation, eller hvis andet er aftalt i handelskøb.

I overensstemmelse med ordlyden af direktivet foreslås indsat en bestemmelse i lovforslagets § 11 om pligten for tjenesteyder til at stille tekniske hjælpeværktøjer til rådighed for tjenestemodtager inden dennes ordreafgivelse. Endvidere foreslås en bestemmelse om ordrebekræftelse, og hvornår en sådan kan anses for modtaget, indført i forslagets § 12. Ligeledes angiver forslagets § 13, i hvilke situationer oplysningerne ikke skal gives eller stilles til rådighed.

Der henvises til bemærkningerne til §§ 11-13.

Direktivet indeholder i artikel 12-15 regler om formidleransvar for tjenesteydere, herunder navnlig regler, der angiver de betingelser, hvorunder en formidler af en informationssamfundstjeneste er fri for ansvar, jf. artikel 12-14.

Er direktivets betingelser for ansvarsfrihed ikke opfyldt, kan den pågældende gøres ansvarlig. Det er dog en forudsætning herfor, at betingelserne for ansvar i den enkelte medlemsstats lovgivning er opfyldt. Dette spørgsmål reguleres ikke af direktivet.

Artikel 12, 13 og 14 sondrer mellem forskellige situationer afhængig af karakteren af tjenesteyderens (formidlerens) virksomhed. Artikel 12 vedrører tilfælde, hvor tjenesteyderens virksomhed består i ren videreformidling (»mere conduit«). Artikel 13 vedrører tilfælde, hvor der som led i tjenesteyderens virksomhed indgår »caching«. Artikel 14 vedrører tilfælde, hvor tjenesteyderens virksomhed består i oplagring (»hosting«).

Det er karakteristisk for de former for virksomhed, som artikel 12-14 omfatter, at der er tale om transmission og/eller oplagring af information, der leveres af en anden end formidleren.

Direktivets bestemmelse om ansvarsfrihed for »ren videreformidling« (artikel 12) skal ses i lyset af den måde, hvorpå transmission på et netværk som f.eks. internettet foregår.

Transmissionen på internettet sker ved, at informationen deles op i »pakker«, således at de forskellige dele af informationen kan transmitteres hver for sig med den virkning, at transmissionen sker hurtigere. Pakkerne vil under transmissionen passere forskellige netværk og kommunikationslinier for til sidst at blive sat sammen til en hel datafil igen. Under transmissionen vil der automatisk blive foretaget flygtige kopier alene med det formål at gennemføre transmissionen. Uden disse kopier vil transmissionen ikke kunne finde sted.

Direktivets bestemmelse om ansvarsfrihed for »caching« (artikel 13) vedrører navnlig den form for tjeneste, der kaldes »servercaching« (også kaldet proxycaching). Mens den lagring, som omfattes af artikel 12, sker automatisk i forbindelse med selve transmissionen, sker den lagring, som omfattes af artikel 13, med det formål at effektivisere transmissionen af information.

Servercaching fungerer – meget forenklet beskrevet – således, at hjemmesider, som har mange besøgende, lagres som kopier på tjenesteyderens lokale server (såkaldte cache-kopier). Den, der kalder en »cached« hjemmeside, modtager således ikke informationerne fra hjemmesidens egen server, men fra kopierne på tjenesteyderens proxyserver. På den måde mindskes belastningen på nettet, således at man hurtigere kan få adgang til den ønskede information. Under forudsætning af bl.a., at opdateringen af information sker i samme takt på cache-kopien som på den oprindelige hjemmeside, vil brugeren ikke kunne se forskel på de forskellige sider.

Direktivets artikel 14 om ansvarsfrihed for »værtstjenester« (»hosts«) vedrører en række forskellige former for oplagringstjenester.

Som eksempel på en oplagringstjenester kan nævnes udbydere af de såkaldte »web-hoteller«, der er karakteriseret ved, at de stiller serverplads til rådighed for private eller virksomheder. Ved anskaffelse af en permanent opkobling til internettet følger der typisk serverplads med, men denne kan ligeledes anskaffes separat. Ud over web-hoteller, der primært målrettes det professionelle marked, er der en lang række udbydere af gratis serverplads på internettet. Flere portaler tilbyder private serverplads enten til brug for hosting af hjemmeside eller til brug for opbevaring af data i form af f.eks. musik eller billeder.

Af andre typer oplagringstjenester kan nævnes »chat-rooms«, hvor man kan føre dialog over internettet (»chatte«), og andre fora, hvor information i form af meddelelser eller filer kan indlægges direkte af den enkelte bruger, således at informationen gøres tilgængelig for andre (elektroniske opslagstavler).

Ved ren videreformidling forstås levering af en informationssamfundstjeneste i form af transmission på et kommunikationsnet af informationer, der leveres af en tjenestemodtager, eller levering af adgang til et kommunikationsnet, jf. artikel 12, stk. 1. Ren videreformidling omfatter også automatisk, mellemliggende og kortvarig oplagring af transmitteret information, forudsat at denne oplagring udelukkende tjener til udførelse af transmission på kommunikationsnettet, og dens varighed ikke overstiger den tid, der med rimelighed kan antages at være nødvendig til transmissionen, jf. artikel 12, stk. 2.

Det fremgår af artikel 12, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at tjenesteyderen i tilfælde af ren videreformidling ikke er ansvarlig for den transmitterede information. Efter bestemmelsen er det dog en betingelse, at tjenesteyderen ikke selv iværksætter transmissionen (stk. 1, litra a), ikke udvælger modtageren af transmissionen (stk. 1, litra b), og ikke udvælger eller ikke ændrer den transmitterede information (stk. 1, litra c).

Ved caching forstås levering af en informationssamfundstjeneste, der består i transmission på et kommunikationsnet af information, som leveres af en tjenestemodtager, og hvor der foretages automatisk, mellemliggende og midlertidig oplagring af denne information alene med det formål at gøre senere transmission af informationen til andre tjenestemodtagere efter disses anmodning mere effektiv, jf. artikel 13, stk. 1.

Det fremgår af artikel 13, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at en tjenesteyder ikke pådrager sig ansvar for den oplagrede information i tilfælde af caching. Efter bestemmelsen er det dog en betingelse, at tjenesteyderen ikke ændrer informationen (stk. 1, litra a), at tjenesteyderen overholder betingelser for adgang til informationen (stk. 1, litra b), at tjenesteyderen overholder reglerne om ajourføring af informationen, angivet på en måde, der er almindelig anerkendt og anvendt af industrien (stk. 1, litra c), at tjenesteyderen ikke foretager indgreb i den lovlige anvendelse af teknologi, som er almindelig anerkendt og anvendt af industrien, med det formål at skaffe sig data om anvendelsen af informationen (stk. 1, litra d), og at tjenesteyderen straks tager skridt til at fjerne den information, han har oplagret, eller til at hindre adgangen til den, når han får konkret kendskab til, at informationen er blevet fjernet fra nettet eller adgangen til den hindret, eller at en domstol eller en administrativ myndighed har krævet informationen fjernet eller adgangen til den hindret (stk. 1, litra e).

Ved oplagring (»hosting«) forstås levering af en informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information leveret af en tjenestemodtager, jf. artikel 14, stk. 1.

Det fremgår af artikel 14, stk. 1, at medlemsstaterne skal sikre, at tjenesteyderen ikke pådrager sig ansvar for information oplagret på anmodning af tjenestemodtageren. Efter bestemmelsen er det dog en betingelse, at tjenesteyderen ikke har konkret kendskab til den ulovlige aktivitet eller information og for så vidt angår erstatningskrav ikke har kendskab til forhold eller omstændigheder, hvoraf den ulovlige aktivitet eller information fremgår (stk. 1, litra a), eller at tjenesteyderen fra det øjeblik, hvor han får et sådant kendskab, straks tager skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den (stk. 1, litra b). Det fremgår af artikel 14, stk. 2, at bestemmelsen i stk. 1 ikke finder anvendelse, når tjenestemodtageren handler under tjenesteyderens myndighed eller kontrol.

De indledende betragtninger til direktivet indeholder en vis vejledning med hensyn til fortolkningen af direktivets bestemmelser om, under hvilke betingelser formidleren (tjenesteyderen) er ansvarsfri.

Det følger således af betragtning 42 i direktivets præambel, at de fritagelser for ansvar, der er fastlagt i direktivet, kun omfatter de tilfælde, hvor en informationssamfundstjenesteyders aktivitet er begrænset til den tekniske drift af og indrømmelse af adgang til et kommunikationsnet, hvor informationer, som er stillet til rådighed af tredjemand, transmitteres eller oplagres midlertidigt med det ene formål at gøre transmissionen mere effektiv. Det fremgår endvidere heraf, at denne aktivitet udelukkende er teknisk, automatisk og passiv, hvilket indebærer, at leverandøren af informationssamfundstjenesten hverken har kendskab til eller kontrol over de informationer, der transmitteres eller oplagres.

Det fremgår af betragtning 43, at en tjenesteyder kan fritages for ansvar for ren videreformidling og for caching, hvis den pågældende på ingen måde er involveret i de informationer, der transmitteres. Dette forudsætter bl.a., at den pågældende ikke ændrer de informationer, der transmitteres. Dette krav omfatter ikke tekniske ændringer (»manipulationer«), der finder sted i løbet af transmissionen, i det omfang disse ikke ændrer de transmitterede informationers indhold (»integritet«).

Det fremgår af betragtning 44, at en tjenesteyder, der bevidst samarbejder med en tjenestemodtager om at begå ulovlige handlinger, overskrider grænserne for ren videreformidling eller caching, og den pågældende kan som følge heraf ikke omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat for denne form for aktiviteter.

Ansvarsfrihedsreglerne i artikel 12-14 berører ikke en domstols eller en administrativ myndigheds mulighed for i overensstemmelse med medlemsstaternes retssystemer at kræve, at en tjenesteyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den, jf. artikel 12, stk. 3, artikel 13, stk. 2, og artikel 14, stk. 3. Bestemmelsen i artikel 14 berører endvidere ikke medlemsstaternes muligheder for at fastlægge procedurer for at fjerne information eller hindre adgangen til den, jf. artikel 14, stk. 3.

I betragtning 45 i direktivets præambel anføres det, at de begrænsninger i formidleransvaret, der følger af direktivet, ikke påvirker muligheden for at anvende forskellige former for foreløbige retsmidler. Sådanne foreløbige retsmidler kan navnlig bestå i afgørelser fra domstole eller administrative myndigheder, hvori det kræves, at eventuelle overtrædelser bringes til ophør eller forhindres, herunder at ulovlige informationer fjernes, eller adgangen til dem hindres.

Der må ikke pålægges formidleren en generel forpligtelse til at overvåge den information, der fremsendes eller oplagres, eller en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig virksomhed, jf. artikel 15, stk. 1.

Medlemsstaterne kan derimod kræve, at formidleren straks underretter de kompetente offentlige myndigheder om påståede ulovlige aktiviteter, der udøves, eller information, der leveres af tjenestemodtageren, eller at formidleren på anmodning giver de kompetente myndigheder oplysninger, som gør det muligt at identificere de tjenestemodtagere, formidleren har oplagringsaftaler med, jf. artikel 15, stk. 2.

Det må i lyset af ordlyden af direktivets ansvarsfrihedsregler og deres baggrund antages, at der med reglerne sigtes dels til ansvarsfrihed for den lagring af information, der sker i forbindelse med de aktiviteter, der er omfattet af direktivets artikel 12-14, dels til ansvarsfrihed for indholdet af den information, som transmitteres og/eller oplagres.

Direktivet kan derimod ikke antages at regulere spørgsmål om formidlerens ansvar for forhold, der ikke har at gøre med oplagringen eller indholdet af den pågældende information. Som eksempel kan nævnes spørgsmålet om, hvorvidt formidleren kan pådrage sig erstatningsansvar over for en kontraktspart som følge af, at informationen på grund af driftsforstyrrelser ikke er transmitteret rettidigt.

I direktivets artikel 12-14 er angivet, under hvilke betingelser en formidler ikke er ansvarlig for den transmitterede og/eller oplagrede information. Det angives dog ikke udtrykkeligt, hvilket retligt ansvar der sigtes til.

Ud fra ordlyden er der imidlertid ikke tvivl om, at direktivet regulerer såvel spørgsmålet om frihed for strafansvar som spørgsmålet om frihed for erstatningsansvar.

Med hensyn til spørgsmålet om erstatningsansvar må det antages, at direktivets regler i første række omfatter formidlerens ansvarsfrihed i forhold til tredjemand, herunder den tredjemand, der har lidt et formuetab som følge af indholdet af den pågældende information, f.eks. ved, at tredjemandens ophavsret er blevet krænket.

Ud fra ordlyden må det endvidere antages, at reglerne også sigter til ansvarsfrihed over for formidlerens kontraktspart, dvs. tjenestemodtageren, hvis denne lider et tab som følge af indholdet af den pågældende information.

Der er i dansk ret ikke fastsat regler om ansvarsfrihed for en formidler af informationssamfundstjenester. Der er heller ikke fastsat særlige regler om, under hvilke betingelser en formidler pådrager sig strafansvar. Spørgsmålet om en formidlers strafansvar skal derfor afgøres efter de regler, der i øvrigt gælder om en persons strafansvar.

Efter de gældende regler vil formidlerens strafferetlige ansvar bero på en konkret vurdering af, om de objektive og de subjektive betingelser for at straffe er opfyldt. Det vil i den forbindelse være af betydning, om der er tale om en forbrydelse, der alene er strafbar, hvis der foreligger en forsætlig overtrædelse, eller om uagtsomhed ligeledes er kriminaliseret.

Som eksempel på overtrædelser, der alene kan straffes, hvis der foreligger forsæt, kan nævnes brud på tavshedspligt (straffelovens §§ 152-152 f), udbredelse af børnepornografi (straffelovens § 235), fremsættelse af trusler (straffelovens § 266), fremsættelse af racediskriminerende udtalelser (straffelovens § 266 b), og fremsættelse af æreskrænkende udtalelser (straffelovens § 267).

Som eksempel på overtrædelser, der tillige kan straffes, hvis der foreligger uagtsomhed, kan nævnes krænkelse af forbudet mod vildledende reklamering i markedsføringslovens § 2, stk. 1, jf. § 22, stk. 3. Som et andet eksempel kan nævnes krænkelse af eneretten til eksemplarfremstilling af litterære og kunstneriske værker i ophavsretslovens § 2, jf. §§ 76-78, der omfatter grov uagtsomhed.

Ved formidlerens transmission eller lagring af information, som leveres af andre, er det navnlig relevant at overveje, om formidleren kan straffes for medvirken efter straffelovens § 23. Det følger af denne bestemmelse, at den for en lovovertrædelse givne straffebestemmelse omfatter alle, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har medvirket til gerningen.

Spørgsmålet er særligt, om de subjektive betingelser for at straffe for medvirken er opfyldt, dvs. om formidleren har udvist forsæt eller uagtsomhed. Spørgsmålet om formidlerens medvirken ved uagtsomhed er dog kun relevant i relation til lovovertrædelser, der tillige kan straffes, hvis der foreligger uagtsomhed, hvilket ikke er tilfældet med hensyn til f.eks. straffelovens regler om udbredelse af børnepornografi.

For at kunne straffe for forsætlig medvirken er det en forudsætning, at formidleren har kendskab til indholdet af den transmitterede og/eller oplagrede information. I de her omhandlede tilfælde er det imidlertid andre end formidleren, der bestemmer indholdet af den information, der transmitteres eller lagres. Formidleren yder alene teknisk bistand og får ikke som led heri kendskab til den pågældende information. Dette indebærer, at straf for forsætlig medvirken som udgangspunkt ikke kan komme på tale.

Som eksempel på et tilfælde, hvor der imidlertid efter de gældende regler efter omstændighederne vil kunne straffes for forsætlig medvirken (ved passivitet), kan nævnes den situation, at en formidler, der oplagrer information leveret af en kunde, ikke fjerner hjemmesider eller links til hjemmesider med ulovligt indhold – f.eks. æreskrænkelser, trusler, racediskrimination og børneporno – når formidleren bliver gjort opmærksom på forholdet.

Det kan ikke udelukkes, at formidleren efter omstændighederne kan ifalde ansvar for uagtsom medvirken i det omfang, det tillige er strafbart at overtræde en bestemmelse ved uagtsomhed. Som eksempel kan nævnes den situation, at formidleren undlader at stoppe kundens adgang til nettet og fjerne det oplagrede materiale efter, at formidleren burde have fået kendskab til, at kunden har transmitteret og oplagret materiale, der indebærer en overtrædelse af markedsføringslovens § 2, stk. 1, om forbud mod vildledende reklamering. Som et andet eksempel kan nævnes den situation, at formidleren ved indgåelsen af aftalen med kunden burde vide, at kunden ville overtræde markedsføringslovens § 2, stk. 1, uden at formidleren gjorde tilstrækkeligt for at forhindre en sådan overtrædelse.

Der ses ikke at foreligge trykt retspraksis vedrørende formidlerens ansvar, der kan belyse straffereglernes betydning på dette punkt.

Der er i dansk ret ikke fastsat regler om ansvarsfrihed for en formidler af en informationssamfundstjeneste. Der er heller ikke fastsat særlige regler om, under hvilke betingelser en formidler er erstatningsansvarlig. Spørgsmålet om en formidlers erstatningsansvar skal derfor afgøres efter de regler, der i øvrigt gælder om en persons erstatningsansvar.

Der kan i den forbindelse sondres mellem a) erstatning uden for kontrakt, b) erstatning og godtgørelse for krænkelse af ophavsret og c) erstatningsansvar i kontrakt. Disse regler beskrives i det følgende, og beskrivelsen er som udgangspunkt begrænset til spørgsmålet om ansvarsgrundlag (f.eks. culpa eller objektivt ansvar), idet det er dette spørgsmål, som direktivets ansvarsfrihedsregler berører.

Det kan dog nævnes, at det – ud over, at der skal foreligge et ansvarsgrundlag – navnlig er en betingelse for, at formidleren skal betale erstatning til en tredjemand, at tredjemanden har lidt et økonomisk tab, at der er årsagssammenhæng mellem tabet og formidlerens ansvarspådragende adfærd, at tabet er påregneligt (adækvat), at tredjemandens tab er værnet af de erstatningsretlige regler, og at tredjemanden ikke har udvist egen skyld i et sådant omfang, at formidlerens erstatningspligt bortfalder.

Der ses ikke at foreligge trykt retspraksis, der kan belyse erstatningsreglernes betydning på dette område.

Spørgsmålet om formidlerens erstatningsansvar over for tredjemand skal afgøres efter dansk rets almindelige erstatningsregel, culpareglen. Afgørende for, om formidleren er erstatningsansvarlig, er herefter, om formidleren har handlet forsætligt eller uagtsomt i forhold til indholdet af informationen.

Som nævnt i afsnit C.12.2.1.1. ovenfor er det i de her omhandlede tilfælde andre end formidleren, der bestemmer indholdet af den information, der transmitteres eller lagres. Formidleren yder alene teknisk bistand og får ikke som led heri kendskab til den pågældende information. Dette indebærer, at formidleren som udgangspunkt ikke kan anses for at have handlet forsætligt og dermed blive erstatningsansvarlig.

Når det skal vurderes, om en formidler har handlet uagtsomt, må der først ses på, hvordan formidleren kunne have handlet. Hvis det herefter lægges til grund, at formidleren kunne have handlet anderledes, må det vurderes, om han burde have handlet på en anden måde.

Det kan ikke udelukkes, at formidleren efter omstændighederne kan anses for at have handlet uagtsomt og dermed blive erstatningsansvarlig. Som eksempel kan nævnes den situation, at formidleren ikke griber ind og fjerner den skadeforvoldende information, efter at formidleren burde have fået kendskab til, at informationen påfører tredjemand et økonomisk tab. Som et andet eksempel kan nævnes den situation, at formidleren ved indgåelsen af aftalen med kunden burde vide, at kunden ville påføre tredjemand et tab, uden at formidleren gjorde tilstrækkeligt for at forhindre dette.

Hvis der transmitteres eller oplagres æreskrænkende udtalelser om en tredjemand, kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt formidleren – ud over erstatning for det tab, der er forårsaget herved – skal betale tortgodtgørelse til tredjemanden.

Dette spørgsmål skal afgøres efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, hvorefter den, der er ansvarlig for en retsstridig krænkelse af en andens frihed, fred, ære eller person, skal betale den forurettede godtgørelse for tort. Udtrykket »retsstridig« indebærer, at der skal foreligge en culpøs krænkelse, og at denne skal være af en vis grovhed.

Spørgsmålet om formidlerens erstatningsansvar for krænkelse af ophavsretten skal besvares efter reglerne i ophavsretsloven.

Efter disse regler kan der blive tale om erstatningsansvar, hvis der – objektivt set - foreligger en krænkelse af ophavsretten, jf. ophavsretslovens § 2, og hvis formidleren ved forsæt eller uagtsomhed er ansvarlig herfor, jf. ophavsretslovens § 83, stk. 1, jf. §§ 76 og 77. Selv om krænkelsen af ophavsretten er begået i god tro, kan der tilkendes den forurettede erstatning m.v., i det omfang det skønnes rimeligt, jf. § 83, stk. 2. En ophavsmand, fotograf eller udøvende kunstner, hvis ret er krænket ved retsstridigt forhold, har endvidere krav på godtgørelse for ikke-økonomisk skade, jf. § 83, stk. 3.

Ophavsretten indebærer bl.a., at den pågældende har eneret til at fremstille eksemplarer af værket, herunder i digital form, jf. ophavsretslovens § 2, stk. 1-2. En lignende eneret til eksemplarfremstilling tilkommer udøvende kunstnere, fonogram- og filmproducenter, radiofonier, fotografer og fremstillere af kataloger, databaser m.v., jf. ophavsretslovens §§ 65, 66, 67, 69, 70 og 71. I forbindelse med transmission/oplagring af et ophavsretligt beskyttet værk og andre frembringelser over internettet er spørgsmålet derfor, om den kopiering, der finder sted under transmissionen/oplagringen, har karakter af eksemplarfremstilling i ophavsretslovens forstand, således at kopieringen udgør en krænkelse af ophavsretten.

Dette vil som udgangspunkt ikke være tilfældet. Det antages således, at rent flygtige og tilfældige fikseringer, der finder sted som led i en sammenhængende teknisk proces, og som er accessoriske i forhold til det endelige resultat, f.eks. skærmvisning af et digitalt værk, normalt ikke kan anses for eksemplarfremstilling, jf. Folketingstidende 1997-98, 2. samling, Tillæg A, side 999 f., og Tillæg B, side 178.

Efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet er ophavsmandens ret til reproduktion begrænset således, at den ikke omfatter midlertidige reproduktionshandlinger, 1) som er flygtige eller tilfældige, 2) som udgør en integreret og væsentlig del af en teknisk proces, der udelukkende har til formål at muliggøre bl.a. en mellemmands transmission i et netværk mellem tredjemænd af et værk eller en anden frembringelse, og 3) som ikke har selvstændig økonomisk værdi.

I en af de indledende betragtninger til direktivforslaget (betragtning 33) er det om begrænsningen i eneretten til reproduktion anført, at begrænsningen bl.a. omfatter handlinger, som muliggør lagringer i cache-hukommelsen, herunder lagringer, som bidrager til, at transmissionssystemerne fungerer effektivt, forudsat at mellemmanden ikke ændrer informationen og ikke foretager indgreb i den lovlige anvendelse af teknologi, som er almindelig anerkendt og anvendt af industrien, med det formål af skaffe sig data om anvendelsen af informationen.

Direktivet skal være gennemført i dansk ret senest den 22. december 2002.

Spørgsmålet om, hvilket ansvarsgrundlag der gælder i den situation, hvor en kontraktspart ønsker at gøre formidleren erstatningsansvarlig, må i første række bero på, om spørgsmålet (gyldigt) er reguleret i parternes aftale.

Har f.eks. formidleren stillet kontraktsparten en gyldig garanti for det tab, kontraktsparten lider ved, at cache-kopierne indeholder forkerte oplysninger, hæfter formidleren for det tab, som kontraktsparten lider herved.

Indeholder parternes aftale ikke nogen (gyldig) regulering af ansvarsgrundlaget, må spørgsmålet afgøres efter det almindelige grundlag for erstatningsansvar i kontraktsforhold, som er culpareglen. Hovedspørgsmålet bliver i den forbindelse, om formidleren forsætligt eller uagtsomt har tilsidesat en af de forpligtelser, som den pågældende har efter parternes aftale - f.eks. en forpligtelse til at ajourføre cache-kopierne.

Som det fremgår af afsnit C.12.2.1.1. ovenfor vil der i praksis normalt ikke opstå spørgsmål om at straffe en formidler for overtrædelser, som forudsætter, at formidleren har handlet forsætligt. Det gælder f.eks. reglerne om udbredelse af børnepornografi og fremsættelse af racediskriminerende og æreskrænkende udtalelser. Det skyldes, at formidleren ikke gennem sit formidlingsarbejde vil få kendskab til indholdet af den transmitterede eller oplagrede information.

I det omfang uagtsomhed med hensyn til indholdet af transmitteret eller oplagret information er kriminaliseret, vil der af samme grund i praksis normalt ikke opstå spørgsmål om at straffe en formidler for at have handlet uagtsomt.

Med hensyn til spørgsmålet om erstatningsansvar vil udgangspunktet som nævnt i afsnit C.12.2.1.2. i praksis også være, at der ikke vil opstå spørgsmål om at gøre en formidler erstatningsansvarlig, idet det er en forudsætning herfor, at formidleren har handlet forsætligt eller uagtsomt. En formidler vil i praksis normalt heller ikke ifalde ansvar for krænkelse af ophavsretten, idet den kopiering, som finder sted i forbindelse med formidling, som udgangspunkt ikke udgør en krænkelse af ophavsretten.

Som det fremgår af afsnit C.12.1., er det karakteristisk for de betingelser, hvorunder en formidler af en informationssamfundstjeneste efter direktivet kan undgå straf- og erstatningsansvar for den information, der transmitteres eller oplagres, at formidleren ikke har kendskab til eller kontrol over indholdet af informationen. Formidlerens opgave består alene i at stille tekniske faciliteter til rådighed for andre.

Det må derfor antages, at en formidler, der er ansvarsfri efter direktivet, i praksis ikke vil kunne straffes efter gældende ret, hvis det - som f.eks. ved udbredelse af børnepornografi og fremsættelse af racediskriminerende eller æreskrænkende udtalelser – er en betingelse for at straffe, at formidleren har handlet forsætligt. Det skyldes, at formidleren i den situation, hvor direktivets betingelser for ansvarsfrihed foreligger, i praksis ikke vil have handlet forsætligt.

Det må endvidere antages, at en formidler, der opfylder direktivets betingelser for ansvarsfrihed, i praksis som udgangspunkt heller ikke vil kunne pådrage sig straf- eller erstatningsansvar for uagtsomhed efter de gældende danske regler herom.

Det kan imidlertid ud fra en teoretisk betragtning ikke på forhånd udelukkes, at de gældende regler om straf- eller erstatningsansvar for uagtsomhed i helt særlige tilfælde vil kunne føre til, at formidleren kan blive ansvarlig i en situation, hvor direktivets regler vil føre til ansvarsfrihed.

Som et eksempel kan for så vidt angår strafansvar nævnes den situation, at formidleren – efter at han burde have fået kendskab til, at kunden har transmitteret og oplagret materiale, der indebærer en overtrædelse af markedsføringslovens § 2, stk. 1 – undlader at stoppe kundens adgang til nettet og fjerne det oplagrede materiale. Endvidere kan nævnes den situation, at formidleren ved indgåelsen af aftalen med kunden burde vide, at indholdet af informationen ville indebære en overtrædelse af markedsføringslovens § 2, stk. 1, uden at formidleren gjorde tilstrækkeligt for at forhindre overtrædelsen.

For så vidt angår erstatningsansvar kan som et eksempel nævnes den situation, at formidleren ved indgåelsen af aftalen med tjenestemodtageren burde vide, at den pågældende ville fremsætte æreskrænkende udtalelser eller kopiere et ophavsretligt beskyttet værk, uden at formidleren gjorde tilstrækkeligt for at forhindre dette.

Direktivets regler om ansvarsfrihed for formidleren indebærer, at formidleren ikke kan straffes eller pådrage sig erstatningsansvar, hvis betingelserne for ansvarsfrihed er til stede. Der er tale om væsentlige rettigheder for formidleren, og reglerne berører også retsstillingen for den tredjemand eller kontraktspart, som lider en skade som følge af indholdet af den transmitterede information m.v.

Som det fremgår ovenfor, må det antages, at formidleren i praksis ikke vil pådrage sig strafansvar efter de gældende danske regler herom, hvis direktivets betingelser for ansvarsfrihed er opfyldt.

Med hensyn til spørgsmålet om formidlerens straf- eller erstatningsansvar for uagtsomhed, kan det imidlertid ud fra en teoretisk betragtning ikke på forhånd udelukkes, at de gældende regler i helt særlige tilfælde vil kunne føre til, at formidleren kan pådrage sig ansvar i en situation, hvor direktivets regler vil føre til ansvarsfrihed.

På denne baggrund er det nødvendigt at gennemføre reglerne om ansvarsfrihed i dansk ret ved udtrykkelige lovbestemmelser herom.

Direktivets regler om formidleransvar opregner de betingelser, hvorunder en formidler kan undgå et retligt ansvar for indholdet af den transmitterede og oplagrede information. Reglerne er forholdsvis detaljerede, og i reglerne indgår tekniske udtryk, der beskriver den virksomhed, som formidleren udøver. I lyset heraf er det fundet rigtigst, at de bestemmelser, der tager sigte på at gennemføre direktivets ansvarsfrihedsregler, udformes således, at de – med visse redaktionelle ændringer - lægges tæt op af direktivteksten. Herved undgås, at der rejses spørgsmål om, hvorvidt ansvarsfrihedsreglerne er korrekt implementeret. Der henvises til lovforslagets §§ 14-16.

I retsplejeloven findes der regler om foreløbige retsmidler, der kan anvendes for at forhindre eller bringe en retsstridig adfærd til ophør eller for at efterforske eller undersøge, om en sådan adfærd har fundet sted.

Som et eksempel herpå kan nævnes nedlæggelse af fogedforbud, jf. retsplejelovens kapitel 57 (§§ 641-652). Fogedretten kan herunder beslaglægge rørligt gods, såfremt det anvendes eller har været anvendt ved overtrædelse af fogedforbudet, jf. nærmere retsplejelovens § 645, stk. 2. Den, som forsætligt overtræder et fogedforbud eller forsætligt bistår hermed, kan idømmes straf i form af bøde eller fængsel og i forbindelse hermed dømmes til at betale erstatning, jf. retsplejelovens § 651.

Ved lov nr. 216 af 28. marts 2001 er der endvidere med virkning fra 1. april 2001 indsat et nyt kapitel i retsplejeloven – kapitel 57 a (§§ 653-653 d) - om bevissikring ved krænkelse af immaterialrettigheder m.v. Efter retsplejelovens § 653 kan fogedretten under visse betingelser bestemme, at der hos den, der påstås at have krænket en immaterialret eller at have begået visse nærmere bestemte overtrædelser af immaterialretslovene, skal foretages en undersøgelse med henblik på at sikre bevis for krænkelsen eller overtrædelsen og dennes omfang. I det omfang det må anses for nødvendigt med henblik på sikring af bevis, kan fogedretten beslaglægge genstande eller dokumenter, ligesom fogedretten bl.a. kan fremstille kopier af dokumenter, oplysninger på edb-anlæg, edb-programmer og andet materiale, jf. § 653 b, stk. 1.

Som andre eksempler på foreløbige retsmidler kan nævnes indgreb i meddelelseshemmeligheden, jf. retsplejelovens kapitel 71 (§§ 780-791 a), og beslaglæggelse, jf. retsplejelovens kapitel 74 (§§ 801-807 d).

Også uden for retsplejeloven findes der regler om foreløbige retsmidler. Forbrugerombudsmanden har - hvis der er øjensynlig fare for, at formålet ellers ville forspildes – mulighed for at nedlægge et foreløbigt forbud. Stadfæstelsessag skal i så fald anlægges senest næste hverdag, jf. nærmere markedsføringslovens § 21.

Som det fremgår af afsnit C.12.1.5. og C.12.1.7., omfatter direktivets ansvarsfrihedsregler ikke de foreløbige retsmidler, der kan anvendes for at forhindre eller bringe en retsstridig adfærd til ophør eller for at efterforske eller undersøge, om en sådan adfærd har fundet sted.

Det betyder, at de gældende danske regler om foreløbige foranstaltninger kan opretholdes. Dette gælder også for det straf- og/eller erstatningsansvar, der kan pålægges den, som forsætligt overtræder et fogedforbud eller forsætligt bistår hermed, jf. retsplejelovens § 651.

Direktivets ansvarsfrihedsregler, der foreslås gennemført ved lovforslagets §§ 14-16, berører ikke de gældende danske regler om foreløbige retsmidler.

Der findes derfor ikke behov for at indføre regler svarende til direktivets artikel 12, stk. 3, artikel 13, stk. 2, og artikel 14, stk. 3.

Der findes ikke i dansk ret regler, der pålægger formidlere, der er omfattet af direktivets artikel 12-14, en generel pligt til at overvåge den information, der fremsendes eller oplagres, eller en generel pligt til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig aktivitet.

Der er heller ikke regler, der pålægger formidlere en almindelig pligt til at anmelde ulovlig aktivitet m.v., men i lovgivningen er der fastsat regler om anmeldelsespligt i særlige tilfælde. Efter straffelovens § 141 har således den, herunder en formidler, som er vidende om, at en forbrydelse mod statens sikkerhed, borgernes liv og velfærd eller mod betydelige samfundsværdier tilsigtes begået, pligt til at forebygge forbrydelsen – om nødvendigt ved anmeldelse til politiet.

Der er endvidere fastsat regler om oplysningspligt i bl.a. retsplejelovens kapitel 18, hvorefter enhver, herunder en formidler, som udgangspunkt har pligt til at afgive forklaring i retten som vidne. Endvidere kan nævnes retsplejelovens §§ 804 ff. om editionspålæg.

Gældende ret er i overensstemmelse med direktivets artikel 15, stk. 1, idet der ikke i dansk ret er regler, der pålægger tjenesteydere en generel overvågnings- eller undersøgelsespligt.

Efter artikel 15, stk. 2, er det overladt til medlemsstaterne, om de vil indføre og/eller opretholde gældende regler om pligt for en formidler til at underrette myndighederne om påståede ulovlige aktiviteter og om pligt til på anmodning at give myndighederne oplysninger, som gør det muligt at identificere de tjenestemodtagere, formidleren har oplagringsaftaler med.

Det betyder bl.a., at anmeldelsespligten i straffelovens § 141 og vidnepligtsreglerne i retsplejelovens kapitel 18 ikke berøres af direktivet. Det samme gælder f.eks. reglerne om editionspålæg i retsplejelovens kapitel 74.

Da gældende ret er i overensstemmelse med direktivets artikel 15, stk. 1, findes der ikke behov for at indføre en regel svarende til denne direktivbestemmelse.

Lovforslaget indeholder derfor ingen bestemmelse om, at en formidler skal underrette myndighederne om påståede ulovlige aktiviteter eller på anmodning skal give myndighederne oplysninger, som gør det muligt at identificere de tjenestemodtagere, formidleren har oplagringsaftaler med. Spørgsmålet skal i stedet afgøres efter de gældende regler herom.

Ifølge direktivets artikel 16 skal medlemsstaterne og Kommissionen opfordre erhvervs- og forbrugerorganisationer til at udarbejde adfærdskodekser med henblik på gennemførelse af direktivets bestemmelser i artikel 5-15. Det drejer sig således om, at bestemmelserne om generel oplysningspligt, kommerciel kommunikation, indgåelse af elektroniske kontrakter og formidleransvar skal suppleres og udfyldes ved hjælp af selvregulering, hvor dette findes hensigtsmæssigt på nationalt og internationalt plan. Der bør være elektronisk adgang til adfærdskodekserne på fællesskabssprogene, og udkast hertil bør frivilligt sendes til Kommissionen. Tilsvarende gælder organisationernes evalueringer af adfærdskodeksers indvirkning på elektronisk handel. Artiklen anbefaler, at der særligt bør udarbejdes kodekser vedrørende beskyttelse af mindreårige og den menneskelige værdighed, og at organisationer bør inddrages i udarbejdelsen og iværksættelsen af adfærdskodekser nationalt og på fællesskabsplan i relation til deres interesseområder og i overensstemmelse med artikel 5-15. Endelig indeholder artiklen en opfordring til, at synshandicappede og andre handicappede høres i behørigt omfang.

Markedsføringslovens § 16 indeholder en adgang for Forbrugerombudsmanden til efter forhandling med de relevante erhvervs- og forbrugerorganisationer at udarbejde og offentliggøre retningslinier for markedsføring på nærmere angivne områder, der navnlig ud fra hensynet til forbrugerne må anses for væsentlige. Der er ikke tale om adfærdskodekser i direktivets forstand.

Selvregulering, herunder ICC-kodekser om god handelsskik vedrørende reklame m.v., indgår dog i Forbrugerombudsmandens vurdering af, om en virksomhed handler i overensstemmelse med god markedsføringsskik, jf. markedsføringslovens § 1.

Selvregulering eller frivillige kodekser karakteriseres ved, at der er tale om retningslinier, som er udformet af virksomheder eller en branche eventuelt i samarbejde med forbrugerorganisationer eller andre interessenter. Kodekserne bliver ligeledes håndhævet af virksomhedssammenslutninger eller brancher gennem selvjustits, og myndighederne er ikke involveret i arbejdet med reglerne. Myndighederne kan bl.a. initiere selvregulering ved at opfordre de berørte parter til at udforme retningslinier på et område, hvor der er behov for regulering.

Det kan bl.a. i relation til direktivets bestemmelser være relevant for brancheorganisationer at fastsætte retningslinier til udfyldning af reglerne om kommerciel kommunikation og ansvarsfrihedsreglerne – f.eks. ved anvendelse af et »notice-and-take-down-system«.

Selvregulering er også genstand for opmærksomhed i nordisk regi, hvor der er nedsat en embedsmandsgruppe på opfordring fra de nordiske erhvervs-, handels- og forbrugerministre. Gruppen har bl.a. set på, hvordan der gennem selvregulering kan skabes fælles brancheregler for e-handel. Endvidere har Europa-Kommissionen i relation til eEurope-handlingsplanen, der blev godkendt i juni 2000 på Det Europæiske Rådsmøde i Feira, for at styrke forbrugernes tillid til elektronisk handel bl.a. set på muligheden for at udfærdige adfærdskodekser og e-mærkningsordninger. I den forbindelse er der nedsat en »eConfidence-gruppe« bestående af repræsentanter fra industrien og forbrugerorganisationerne. Gruppen samarbejder med Europa-Kommissionen om at udfærdige generelle principper for adfærdskodeks i relation til elektronisk handel og e-mærkningsordninger.

Artikel 16 giver ikke anledning til indførelse af regler i lovforslaget, men der vil blive opmuntret til udarbejdelse af adfærdskodekser på nationalt plan og på fællesskabsniveau gennem det allerede eksisterende nordiske arbejde samt ved støtte til EU-Kommissionens eConfidence-gruppe.

Direktivets artikel 17, stk. 1, fastslår, at lovgivningen i medlemsstaterne ikke må indeholde bestemmelser, som i tilfælde af tvister mellem en leverandør af en informationssamfundstjeneste og en tjenestemodtager hindrer, at der - bl.a. ad hensigtsmæssig elektronisk vej - kan anvendes ordninger for udenretlig bilæggelse af tvister (klagenævn m.v.). Det fastslås endvidere i direktivets artikel 17, stk. 2, at medlemsstaterne skal tilskynde til, at de udenretlige tvistløsningsorganer har en passende proceduremæssig sikkerhed. Endelig skal medlemsstaterne efter artikel 17, stk. 3, tilskynde de nævnte organer til at underrette Kommissionen om væsentlige afgørelser m.v., der har betydning for elektronisk handel.

Artiklens stk. 1 indeholder ingen pligt for medlemsstaterne til at oprette nye udenretlige tvistbilæggelsesordninger. Bestemmelsen betyder primært, at lovgivningen ikke må indeholde regler, som kan hindre, at der findes eller etableres udenretlige online tvistløsningsordninger. Den danske lovgivning indeholder ingen bestemmelser, som hindrer anvendelse af elektroniske tvistløsningsordninger, eller som hindrer brugen af elektronisk kommunikation i allerede eksisterende ordninger.

I relation til artiklens stk. 2 fremkom Kommissionen i 1998 med en meddelelse om udenretlig bilæggelse af tvister for forbrugerområdet sammen med en henstilling om, hvilke principper der bør finde anvendelse på de relevante organer (98/257/EF). De principper, det drejer sig om, er uafhængighed, åbenhed, kontradiktion, effektivitet, lovlighed, frihed og repræsentation.

Det følger af stk. 4, at procedurerne efter § 6, stk. 2 og 3, ikke finder anvendelse på foranstaltninger, der træffes som led i efterforskning og afgørelse af straffesager. Der henvises til punkt C.3.6. i de almindelige bemærkninger.

Til § 7

Bestemmelsen fastlægger endvidere, at tjenestemodtageren skal have oplysning om, hvordan der elektronisk kan skaffes adgang til disse adfærdskodekser. Dette kan f.eks. opfyldes ved, at tjenesteyderen på sin internetside angiver en web-adresse, eventuelt ved et hyperlink, til det organ, der administrerer eller har udstedt de pågældende adfærdskodekser. Bestemmelsen indebærer således, at de omhandlede kodekser skal foreligge i elektronisk form. Set i forhold til stk. 1 er der ingen betingelse om, at tjenesteyderen skal give denne oplysning inden ordreafgivelsen. Det må dog i praksis antages, at oplysningen vil være umiddelbar tilgængelig på tjenesteyderens internetside sammen med andre generelle informationer om tjenesteyderen.

Til § 11

(1) Den Europæiske Union har som mål at skabe stadig tættere bånd mellem de europæiske stater og folk for at sikre økonomiske og sociale fremskridt; i henhold til traktatens artikel 14, stk. 2, indebærer det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt fri etableringsret; udviklingen af informationssamfundstjenester i et område uden indre grænser er afgørende for fjernelsen af de barrierer, der deler de europæiske folk.

(2) Udviklingen af den elektroniske handel i informationssamfundet indebærer store muligheder for beskæftigelsen i Fællesskabet, især i de små og mellemstore virksomheder, og vil stimulere den økonomiske vækst og de europæiske virksomheders investeringer i innovation, samtidig med at den også kan øge den europæiske industris konkurrenceevne, hvis Internettet gøres tilgængeligt for alle.

(3) Fællesskabsretten og Fællesskabets retsorden har stor betydning for at gøre det muligt for Europas borgere og aktører fuldt ud og uden hensyn til grænser at udnytte de muligheder, der er forbundet med elektronisk handel; dette direktiv har således til formål at sikre et højt lovgivningsmæssigt integrationsniveau i Fællesskabet på området, så der opstår et reelt område uden indre grænser for informationssamfundstjenester.

(4) Det er vigtigt at sikre, at elektronisk handel kan udnytte det indre marked fuldt ud og derfor, at der opnås et højt integrationsniveau i Fællesskabet, således som det er tilfældet i forbindelse med Rådets direktiv 89/552/EØF af 3. oktober 1989 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i medlemsstaterne vedrørende udøvelse af tv-radiospredningsvirksomhed⁵⁾ .

(5) Udviklingen af informationssamfundstjenester i Fællesskabet hæmmes af en række retlige hindringer for et velfungerende indre marked, hvilket gør udøvelsen af etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser mindre attraktiv; hindringerne skyldes, at de nationale lovgivninger et forskellige, og at der hersker retsusikkerhed med hensyn til, hvilke nationale regler der finder anvendelse på sådanne tjenester; da lovgivningerne på de pågældende områder ikke er koordineret eller tilpasset hinanden, kan hindringerne efter De Europæiske Fællesskabers Domstols retspraksis være berettigede; der hersker retsusikkerhed med hensyn til, i hvilket omfang medlemsstaterne kan føre kontrol med tjenester fra en anden medlemsstat.

(6) Af hensyn til Fællesskabets mål og på baggrund af traktatens artikel 43 og 49 og den afledte fællesskabsret bør disse hindringer fjernes gennem koordinering af visse nationale lovgivninger og præcisering på fællesskabsplan af visse juridiske begreber, i det omfang det er nødvendigt for et velfungerende indre marked; da dette direktiv kun vedrører visse specifikke spørgsmål, som giver anledning til problemer for det indre marked, overholder direktivet fuldt ud kravet i traktatens artikel 5 overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet.

(7) For at sikre retssikkerhed og forbrugernes tillid er det nødvendigt, at dette direktiv fastsætter en klar og generel ramme for visse retlige aspekter af elektronisk handel i det indre marked.

(8) Formålet med dette direktiv er at skabe en retlig ramme for at sikre fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne og ikke at harmonisere det strafferetlige område som sådant.

(9) Den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester kan i mange tilfælde i fællesskabsretten også være et særligt udtryk for et mere generelt princip, nemlig ytringsfriheden som defineret i artikel 10, stk. 1, i konventionen til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, der er ratificeret af alle medlemsstaterne; derfor må direktiver om levering af informationssamfundstjenester sikre, at denne virksomhed kan udøves frit i lyset af nævnte artikel og kun med forbehold af de begrænsninger, der er omhandlet i nævnte artikels stk. 2 og i traktatens artikel 46, stk. 1; det er ikke hensigten med dette direktiv at anfægte nationale grundlæggende regler og principper for ytringsfriheden.

(10) I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet begrænses dette direktiv til de foranstaltninger, som er strengt nødvendige for at opnå et velfungerende indre marked; hvor det er nødvendigt, at foranstaltninger træffes på fællesskabsplan, og for at sikre et område reelt uden indre grænser for elektronisk handel, skal direktivet sikre en høj grad af beskyttelse af almene hensyn og især beskyttelse af mindreårige, den menneskelige værdighed, forbrugerne og folkesundheden; i henhold til traktatens artikel 152 indgår sundhedsbeskyttelse som et væsentligt led i Fællesskabets politik på andre områder.

(11) Dette direktiv berører ikke det niveau for beskyttelse af især folkesundheden og forbrugernes interesser, som er fastlagt ved Fællesskabets retsakter; bl.a. Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår⁶⁾  og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF af 20. maj 1997 om forbrugerbeskyttelse i forbindelse med aftaler vedrørende fjernsalg⁷⁾  indeholder væsentlige regler om forbrugerbeskyttelse i kontraktforhold; disse direktiver finder også fuldt ud anvendelse på informationssamfundstjenester; denne gældende fælleskabsret, som fuldt ud finder anvendelse på informationssamfundstjenester, omfatter navnlig også Rådets direktiv 84/450/EØF af 10. september 1984 om vildledende og sammenlignende reklame⁸⁾ , Rådets direktiv 87/102/EØF af 22. december 1986 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om forbrugerkredit⁹⁾ , Rådets direktiv 93/22/EØF af 10. maj 1993 om investeringsservice i forbindelse med værdipapirer¹⁰⁾ , Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure¹¹⁾ , Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/6/EF af 16. februar 1998 om angivelse af priser på forbrugsvarer¹²⁾ , Rådets direktiv 92/59/EØF af 29. juni 1992 om produktsikkerhed i almindelighed¹³⁾ , Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/47/EF af 26. oktober 1994 om beskyttelse af køber i forbindelse med visse aspekter ved kontrakter om brugsret til fast ejendom på timesharebasis¹⁴⁾ , Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser¹⁵⁾ , Rådets direktiv 85/374/EØF af 25. juli 1985 om tilnærmelse af medlemsstaternes administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om produktansvar¹⁶⁾ , Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af forbrugerkøb og garantier i forbindelse hermed¹⁷⁾ , Europa-Parlamentets og Rådets kommende direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne og Rådets direktiv 92/28/EØF af 31. marts 1992 om reklame for lægemidler¹⁸⁾ ; nærværende direktiv bør ikke berøre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/43/EF af 6. juli 1998 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse¹⁹⁾ , der er vedtaget inden for rammerne af det indre marked, og heller ikke direktiver om beskyttelse af folkesundheden; nærværende direktiv supplerer de informationskrav, der er fastlagt i ovennævnte direktiver og navnlig i direktiv 97/7/EF.

(12) Det er nødvendigt at holde visse former for aktiviteter uden for dette direktivs anvendelsesområde, da den frie bevægelighed for tjenesteydelser ikke på nuværende tidspunkt kan sikres i henhold til traktaten eller gældende afledt ret; dette berører ikke eventuelle retsakter, som vil være nødvendige for et velfungerende indre marked; skatter og afgifter, især moms, som pålægges en stor del af de tjenesteydelser, der er omhandlet i dette direktiv, skal holdes uden for direktivets anvendelsesområde.

(13) Dette direktiv tager ikke sigte på at fastlægge bestemmelser om afgiftsmæssige forpligtelser og foregriber ikke udarbejdelsen af fællesskabsinstrumenter om de afgiftsmæssige aspekter af elektronisk handel.

(14) For beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger gælder alene bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger²⁰⁾  og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/66/EF af 15. december 1997 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred inden for telesektoren²¹⁾ , som fuldt ud finder anvendelse på informationssamfundstjenester; disse direktiver opstiller allerede en fællesskabsretlig ramme inden for personoplysninger, og det er derfor ikke nødvendigt at behandle dette spørgsmål i nærværende direktiv for at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, især med hensyn til den frie bevægelighed for personoplysninger mellem medlemsstaterne; nærværende direktiv bør gennemføres og anvendes i fuld overensstemmelse med principperne om beskyttelse af personoplysninger, især hvad angår uopfordret kommerciel kommunikation og reglerne om formidleransvar; direktivet kan ikke forhindre anonym brug af åbne netværk som f.eks. Internettet.

(15) Fortrolig behandling af meddelelser er sikret ved artikel 5 i direktiv 97/66/EF; medlemsstaterne skal i medfør af nævnte direktiv forbyde enhver form for opfangning eller overvågning af sådanne meddelelser af andre end afsenderen og modtageren, bortset fra tilfælde, hvor det er tilladt ifølge loven.

(16) Udelukkelsen af spil fra anvendelsesområdet for dette direktiv gælder kun hasardspil, lotteri og væddemål, som indebærer, at der gøres en indsats med penge; dette omfatter ikke salgsfremmende konkurrencer eller spil, hvor formålet er at fremme salget af varer eller tjenesteydelser, og hvor der i givet fald kun skal ske betaling i tilfælde af køb af de varer eller tjenesteydelser, som der reklameres for.

(17) En definition af informationssamfundstjenester findes allerede i fællesskabsretten i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF af 22. juni 1998 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske standarder og forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester²²⁾  og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester²³⁾ ; denne definition omfatter enhver tjeneste, der normalt leveres mod betaling, og som teleformidles ved hjælp af elektronisk databehandlingsudstyr (herunder digital komprimering) og dataoplagringsudstyr på individuel anmodning af en tjenestemodtager; de tjenester, der henvises til i den vejledende liste i bilag V til direktiv 98/34/EF, og som ikke indebærer databehandling og -oplagring, er ikke omfattet af denne definition.

(18) Informationssamfundstjenester omfatter en lang række økonomiske aktiviteter, som finder sted online; disse aktiviteter kan navnlig bestå i onlinesalg af varer; aktiviteter som levering af varer som sådan eller af tjenesteydelser offline er ikke omfattet; informationssamfundstjenester er ikke kun begrænset til tjenester, der giver mulighed for onlineindgåelse af kontrakter, men omfatter også, når der er tale om erhvervsmæssig virksomhed, tjenester, som modtageren ikke yder vederlag for, f.eks. tjenester som består i at tilbyde onlineinformation eller kommerciel kommunikation, eller tjenester, som leverer redskaber til at søge, få adgang til og hente data; informationssamfundstjenester omfatter også tjenester, der består i at udsende information via kommunikationsnetværk, give adgang til et kommunikationsnetværk eller være vært for information, som leveres af tjenestemodtageren; tv-radiospredning i den betydning, hvori ordet anvendes i direktiv 89/552/EØF, og radiospredning er ikke informationssamfundstjenester, da de ikke leveres på individuel anmodning; derimod er tjenester, som udsendes punkt til punkt, som f.eks. video on demand eller fremsendelse af kommerciel kommunikation via elektronisk post, informationssamfundstjenester; f.eks. er fysiske personers anvendelse af elektronisk post eller tilsvarende individuel kommunikation uden for deres handelsmæssige eller erhvervsmæssige virksomhed, herunder anvendelse til indgåelse af kontrakter mellem sådanne personer, ikke nogen informationssamfundstjeneste; kontraktforholdet mellem en arbejdstager og dennes arbejdsgiver er ikke nogen informationssamfundstjeneste; aktiviteter, der ifølge deres natur ikke kan udføres på afstand og ved hjælp af elektroniske midler såsom lovpligtig revision af selskabsregnskaber eller lægelige vurderinger, der kræver fysisk undersøgelse af patienten, er ikke informationssamfundstjenester.

(19) Tjenesteyderens etableringssted skal fastlægges i overensstemmelse med Domstolens retspraksis, ifølge hvilken begrebet etableringssted forudsætter, at der rent faktisk udøves erhvervsmæssig virksomhed ved hjælp af en fast indretning i et ikke nærmere angivet tidsrum; dette krav er også opfyldt, når en virksomhed er oprettet for et bestemt tidsrum; etableringsstedet for en virksomhed, der leverer tjenester via en Internet-hjemmeside (website), er ikke det sted, hvor den benyttede teknologi befinder sig, eller det sted, hvor Internet-hjemmesiden er tilgængelig, men det sted, hvor virksomheden udøver sin erhvervsmæssige virksomhed; når en tjenesteyder har flere etableringssteder, er det vigtigt at få fastlagt, fra hvilket etableringssted den pågældende tjeneste leveres; når det er vanskeligt at afgøre, fra hvilket af etableringsstederne en given tjeneste leveres, er det det sted, hvor centret for tjenesteyderens aktiviteter vedrørende denne bestemte tjeneste befinder sig.

(20) Definitionen på en »tjenestemodtager« omfatter alle former for benyttelse af informationssamfundstjenester både af personer, der giver oplysninger på åbne netværk som f.eks. Internettet, og af personer, der søger oplysninger på Internettet af private eller erhvervsmæssige årsager.

(21) Anvendelsesområdet for det koordinerede område berører ikke fremtidig fællesskabsharmonisering af informationssamfundstjenester og fremtidig lovgivning, der vedtages på nationalt plan i overensstemmelse med fællesskabsretten; det koordinerede område omfatter kun krav til onlineaktiviteter som f.eks. onlineinformation, onlinereklame, onlineshopping og onlineindgåelse af kontrakter og vedrører ikke medlemsstaternes lovbestemte krav til varer som f.eks. sikkerhedskrav, mærkningskrav eller produktansvar eller medlemsstaternes krav til levering eller transport af varer, herunder distribution af lægemidler; det koordinerede område omfatter ikke offentlige myndigheders udøvelse af forkøbsret til visse varer som f.eks. kunstværker.

(22) Informationssamfundstjenester bør kontrolleres på det sted, hvor tjenesterne udføres, for at sikre en effektiv beskyttelse af almene hensyn; der skal derfor være sikkerhed for, at den kompetente myndighed yder denne beskyttelse ikke alene for borgerne i det pågældende land, men for alle Fællesskabets borgere; for at fremme den gensidige tillid mellem medlemsstaterne er det absolut nødvendigt, at det klart præciseres, at ansvaret påhviler oprindelseslandet; for effektivt at sikre den frie udveksling af tjenesteydelser og for at skabe retssikkerhed for tjenesteyderne og -modtagerne bør informationssamfundstjenester principielt være underlagt retssystemet i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er etableret.

(23) Dette direktiv har hverken til formål at opstille yderligere internationale privatretlige regler om lovkonflikter eller at berøre retternes kompetence; bestemmelser om lovvalg i den internationale privatret indskrænker ikke adgangen til at levere informationssamfundstjenester som fastsat i dette direktiv.

(24) I forbindelse med dette direktiv er det til trods for princippet om kontrol ved kilden af informationssamfundstjenester tilladt, at medlemsstaterne under de omstændigheder, der er fastlagt i dette direktiv, iværksætter foranstaltninger til begrænsning af den frie bevægelighed for informationssamfundstjenester.

(25) Nationale domstole, herunder civile domstole, der behandler privatretlige tvister, kan træffe foranstaltninger med henblik på at fravige adgangen til at levere informationssamfundstjenester i overensstemmelse med dette direktiv.

(26) Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med betingelserne i dette direktiv anvende deres nationale strafferet og strafferetspleje, når de træffer efterforskningsforanstaltninger og andre foranstaltninger, der er nødvendige for afsløring og retsforfølgning af lovovertrædelser, uden at det er nødvendigt at meddele Kommissionen disse foranstaltninger.

(27) Nærværende direktiv bidrager sammen med Europa-Parlamentets og Rådets kommende direktiv om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne til at etablere en retlig ramme for onlinelevering af finansielle tjenesteydelser; nærværende direktiv foregriber ikke fremtidige initiativer inden for finansielle tjenesteydelser navnlig med hensyn til harmonisering af adfærdsregler på området; medlemsstaternes mulighed ifølge nærværende direktiv for under visse omstændigheder at indskrænke adgangen til at levere informationssamfundstjenester for at beskytte forbrugerne dækker også foranstaltninger vedrørende finansielle tjenesteydelser, navnlig foranstaltninger der tager sigte på at beskytte investorer.

(28) Medlemsstaternes forpligtelse til ikke at underlægge adgangen til aktiviteten »leverandør af informationssamfundstjenester« krav om forudgående godkendelse gælder ikke posttjenester, som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/67/EF af 15. december 1997 om fælles regler for udvikling af Fællesskabets indre marked for posttjenester og forbedring af disse tjenesters kvalitet²⁴⁾ , og som består i fysisk levering af en udskrift af en elektronisk postmeddelelse, og berører ikke frivillige godkendelsesordninger især for ydere af signaturcertifikationstjenester.

(29) Kommerciel kommunikation er af afgørende betydning for finansieringen af informationssamfundstjenester og for udviklingen af et stort udbud af nye gratis tjenester; af hensyn til forbrugerne og god forretningsskik skal kommerciel kommunikation, herunder rabatter, tilbud og salgsfremmende konkurrencer eller spil, overholde en række krav om gennemskuelighed; disse krav berører ikke direktiv 97/7/EF; nærværende direktiv berører ikke gældende direktiver om kommerciel kommunikation, navnlig direktiv 98/43/EF.

(30) Fremsendelse af uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post kan være uønsket af forbrugerne og leverandørerne af informationssamfundstjenester og kan være en hindring for, at interaktive netværk kan være velfungerende; spørgsmålet om modtagerens samtykke i visse tilfælde af uopfordret kommerciel kommunikation behandles ikke i dette direktiv, men er allerede behandlet, især i direktiv 97/7/EF og 97/66/EF; i medlemsstater, som tillader uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post, bør industriers passende filtreringsinitiativer (industry filtering initiatives) fremmes og lettes; derudover er det nødvendigt, at uopfordret kommerciel kommunikation under alle omstændigheder klart kan identificeres som sådan for at forbedre gennemskueligheden og gøre det lettere for sådanne initiativer at fungere; uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post bør ikke resultere i ekstra udgifter for modtageren.

(31) Medlemsstater, som tillader, at tjenesteydere, der er etableret på deres område, sender uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post til en modtager uden dennes forudgående samtykke, skal sikre, at tjenesteyderne regelmæssigt konsulterer og respekterer »opt-out«-registre, hvor fysiske personer, der ikke ønsker at modtage sådan kommerciel kommunikation, kan registrere sig.

(32) For at fjerne barrierer for udviklingen af grænseoverskridende tjenester i Fællesskabet, som udøvere af lovregulerede erhverv kan tilbyde på Internettet, er det nødvendigt, at det på fællesskabsplan sikres, at de faglige regler, der er fastsat for at beskytte bl.a. forbrugerne eller folkesundheden, overholdes; adfærdskodekser på fællesskabsplan er det bedste middel til opstilling af etiske regler for kommerciel kommunikation; der bør tilskyndes til udarbejdelse eller i givet fald til tilpasning af sådanne regler med forbehold af faglige organisationers og sammenslutningers uafhængighed.

(33) Dette direktiv supplerer fællesskabslovgivningen og den nationale lovgivning om lovregulerede erhverv, hvorved der opretholdes et samlet regelsæt på dette område.

(34) Hver medlemsstat skal tilpasse sin lovgivning om krav, især formkrav som kan hindre elektronisk indgåelse af kontrakter; der bør foretages en systematisk gennemgang af de lovgivninger, hvor en sådan tilpasning er påkrævet, og gennemgangen skal omfatte alle de nødvendige etaper og led i aftaleindgåelsen, herunder opbevaring af kontrakten; tilpasningen bør resultere i, at det bliver muligt at indgå kontrakter elektronisk; retsvirkningen af elektroniske signaturer er reguleret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/93/EF af 19. december 1999 om en fællesskabsramme for elektroniske signaturer²⁵⁾ ; en tjenesteyders modtagelsesbekræftelse kan bestå i onlinelevering af den tjeneste, der leveres mod vederlag.

(35) Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at opretholde eller fastsætte generelle eller specifikke juridiske krav til kontrakter, der kan indgås elektronisk, især krav til sikre elektroniske signaturer.

(36) Medlemsstaterne kan opretholde begrænsninger for anvendelse af elektroniske kontrakter i forbindelse med kontrakter, der ifølge loven kræver medvirken af domstole, offentlige myndigheder eller erhverv, som udøver offentlig myndighed; denne mulighed omfatter også kontrakter, der kræver medvirken af domstole, offentlige myndigheder eller erhverv, som udøver offentlig myndighed, for at få virkning over for tredjemand, samt kontrakter, der ifølge loven kræver en notars certifikation eller attestering.

(37) Medlemsstaternes forpligtelse til at fjerne hindringer for anvendelse af elektroniske kontrakter vedrører kun hindringer, som skyldes juridiske krav, og ikke praktiske hindringer, som skyldes, at det i visse tilfælde er umuligt at anvende elektroniske midler.

(38) Medlemsstaternes forpligtelse til at fjerne hindringer for anvendelse af elektroniske kontrakter skal opfyldes i overensstemmelse med de juridiske krav, der ifølge fællesskabsretten gælder i forbindelse med kontrakter.

(39) Undtagelser fra bestemmelserne vedrørende kontrakter i forbindelse med oplysninger eller ordreafgivelse, der udelukkende indgås med elektronisk post eller med tilsvarende individuel kommunikation som fastsat i dette direktiv, bør ikke give leverandører af informationssamfundstjenester mulighed for at omgå disse bestemmelser.

(40) Både eksisterende og nye forskelle i medlemsstaternes lovgivning eller retspraksis med hensyn til tjenesteydernes ansvar, når de optræder som formidlere, er til hinder for et velfungerende indre marked, især fordi de hindrer udviklingen af grænseoverskridende tjenester og medfører konkurrencefordrejning; tjenesteyderne har i visse tilfælde pligt til at handle for at forhindre ulovlig virksomhed eller bringe den til ophør; dette direktivs bestemmelser bør udgøre det rette grundlag for at udarbejde hurtige og pålidelige ordninger, som gør det muligt at fjerne ulovlig information og at hindre adgangen til den; sådanne ordninger bør udarbejdes ved frivillige aftaler mellem alle berørte parter og fremmes af medlemsstaterne; alle de parter, som deltager i levering af informationssamfundstjenester, har interesse i at vedtage og anvende sådanne ordninger; ansvarsbestemmelserne i dette direktiv bør ikke være til hinder for, at de forskellige berørte parter udvikler og faktisk gennemfører tekniske beskyttelses- og identifikationssystemer samt tekniske overvågningsinstrumenter, som er muliggjort af den digitale teknik, inden for de grænser, der er fastsat i direktiv 95/46/EF og 97/66/EF.

(41) Dette direktiv skaber balance mellem de berørte interesser og indfører principper, som aftaler og normer inden for denne sektor kan baseres på.

(42) De fritagelser for ansvar, der er fastlagt i dette direktiv, omfatter kun de tilfælde, hvor en informationssamfundstjenesteyders aktivitet er begrænset til den tekniske drift af og indrømmelse af adgang til et kommunikationsnet, hvor informationer, som er stillet til rådighed af tredjemand, transmitteres eller oplagres midlertidigt med det ene formål at gøre transmissionen mere effektiv; denne aktivitet er udelukkende teknisk, automatisk og passiv, hvilket indebærer, at leverandøren af informationssamfundstjenesten hverken har kendskab til eller kontrol over de informationer, der transmitteres eller oplagres.

(43) En tjenesteyder kan fritages for ansvar for ren videreformidling (»mere conduit«) og for caching (automatisk, mellemliggende og midlertidig oplagring), hvis den pågældende på ingen måde er involveret i de informationer, der transmitteres; dette forudsætter bl.a., at den pågældende ikke ændrer de informationer, der transmitteres; dette krav omfatter ikke tekniske manipulationer, der finder sted i løbet af transmissionen, da disse ikke ændrer de transmitterede informationers integritet.

(44) En tjenesteyder, der bevidst samarbejder med en tjenestemodtager om at begå ulovlige handlinger, overskrider grænserne for ren videreformidling eller caching, og den pågældende kan som følge heraf ikke omfattes af de ansvarsfritagelser, der er fastsat for denne form for aktiviteter.

(45) De begrænsninger i formidleransvaret for tjenesteydere, der fastsættes i dette direktiv, påvirker ikke muligheden for at anvende forskellige former for foreløbige retsmidler; sådanne foreløbige retsmidler kan navnlig bestå i afgørelser fra domstole eller administrative myndigheder, hvori det kræves, at eventuelle overtrædelser bringes til ophør eller forhindres, herunder at ulovlige informationer fjernes, eller at adgangen til dem hindres.

(46) For at blive omfattet af en ansvarsbegrænsning skal en leverandør af en informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information, når han har fået konkret kendskab til ulovlige aktiviteter, straks tage skridt til at fjerne informationen eller hindre adgangen til den; fjernelsen af informationen eller hindringen af adgangen til den skal foretages under overholdelse af ytringsfriheden og de procedurer, der er fastlagt på nationalt plan med henblik herpå; dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at fastsætte specifikke krav, som skal opfyldes straks, inden informationen fjernes, eller adgangen til den hindres.

(47) Kun i forbindelse med generelle forpligtelser kan medlemsstaterne ikke pålægge tjenesteyderne overvågningsforpligtelser; dette vedrører ikke overvågningsforpligtelser i særlige tilfælde og berører navnlig ikke de nationale myndigheders bekendtgørelser i henhold til national lovgivning.

(48) Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at pålægge tjenesteydere, som oplagrer oplysninger, der er fremsendt af modtagere af deres tjeneste, pligt til en sådan agtpågivenhed, som med rimelighed kan forventes af dem, og som der er fastsat bestemmelser om i den nationale lovgivning, med henblik på at afsløre og forhindre visse former for ulovlige aktiviteter.

(49) Medlemsstaterne og Kommissionen tilskynder til, at der udarbejdes adfærdskodekser; dette ændrer ikke ved sådanne kodeksers frivillige karakter og de berørte parters mulighed for frit at afgøre, om de vil tilslutte sig dem.

(50) Det er vigtigt, at forslaget til direktivet om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet og nærværende direktiv træder i kraft nogenlunde samtidig med henblik på at opstille et klart regelsæt for spørgsmålet om formidleransvar for overtrædelser af ophavsret og beslægtede rettigheder på fællesskabsplan.

(51) Hver medlemsstat bør i givet fald tilpasse lovgivning, som kan hindre anvendelsen af regler om udenretslig bilæggelse af tvister ad elektronisk vej; resultatet af denne tilpasning skal være, at det reelt og faktisk bliver muligt retligt og i praksis at få sådanne regler til at fungere, også på tværs af grænserne.

(52) Den faktiske udøvelse af frihederne i det indre marked kræver, at de, det har lidt skade, sikres reel adgang til instrumenter til bilæggelse af tvister; de skader, der kan opstå i forbindelse med informationssamfundstjenester, er kendetegnet både ved det hurtige tempo, hvori de opstår, og ved deres geografiske udstrækning; som følge af disse særlige kendetegn og nødvendigheden af at påse, at de nationale myndigheder ikke bringer den gensidige tillid i fare, som de skal have til hinanden, opstilles der i dette direktiv det krav, at medlemsstaterne skal sikre, at der er adgang til passende former for søgsmål; medlemsstaterne bør undersøge, om der er behov for at give hensigtsmæssig elektronisk adgang til søgsmål.

(53) Direktiv 98/27/EF, som finder anvendelse på informationssamfundstjenester, omfatter en mekanisme vedrørende foranstaltninger med henblik på forbud, der tager sigte på beskyttelse af forbrugernes kollektive interesser; denne mekanisme vil bidrage til fri bevægelighed for informationssamfundstjenester ved at sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau.

(54) Sanktionerne i henhold til dette direktiv berører ikke andre mulige sanktioner eller retsmidler i medfør af national lovgivning; medlemsstaterne er ikke forpligtet til at fastsætte strafferetlige sanktioner for overtrædelse af nationale bestemmelser, der er udstedt i henhold til dette direktiv.

(55) Dette direktiv berører ikke den lov, der finder anvendelse på kontraktlige forpligtelser i forbindelse med forbrugeraftaler; dette direktiv kan derfor ikke berøve forbrugeren den beskyttelse, som ydes gennem de ufravigelige regler for kontraktmæssige forpligtelser, der findes i lovgivningen i den medlemsstat, hvor forbrugeren har sin sædvanlige bopæl.

(56) Hvad angår undtagelsen i dette direktiv, bør kontraktforpligtelser i forbrugeraftaler fortolkes som omfattende oplysninger om de væsentlige elementer i aftaleindholdet, herunder forbrugerrettighederne, som har afgørende betydning for beslutningen om at indgå en aftale.

(57) Ifølge Domstolens faste retspraksis bevarer en medlemsstat retten til at træffe foranstaltninger over for en tjenesteyder, der er etableret i en anden medlemsstat, men hvis aktivitet udelukkende eller hovedsagelig er rettet mod førstnævnte medlemsstats territorium, såfremt etableringen har fundet sted med det formål at omgå den lovgivning, som tjenesteyderen ville være underlagt, hvis han var etableret på førstnævnte medlemsstats territorium.

(58) Direktivet bør ikke finde anvendelse på tjenester, der leveres af tjenesteydere etableret i tredjelande; henset til den elektroniske handels globale dimension bør det imidlertid sikres, at Fællesskabets bestemmelser er i overensstemmelse med de internationale regler; dette direktiv berører ikke resultaterne af drøftelser om retlige aspekter i internationale organisationer (bl.a. WTO, ØCD og Uncitral).

(59) Til trods for den elektroniske kommunikations globale karakter er det nødvendigt at koordinere de nationale regulerende foranstaltninger inden for Den Europæiske Union for at undgå en opsplitning af det indre marked og for at få etableret en hensigtsmæssig regulerende ramme på europæisk plan; en sådan koordinering bør også bidrage til at fastlægge en stærk, fælles forhandlingsposition i internationale fora.

(60) For ikke at hindre udviklingen af elektronisk handel er det nødvendigt, at den retlige ramme er klar, enkel og konsekvent og i overensstemmelse med de regler, som gælder internationalt, så den europæiske industris konkurrenceevne ikke skades, og så innovationen i denne sektor ikke hindres.

(61) Hvis markedet skal fungere effektivt elektronisk i en global sammenhæng, er det påkrævet, at Den Europæiske Union og de vigtigste områder uden for Europa konsulterer hinanden med henblik på at tilpasse deres lovgivninger og procedurer.

(62) Samarbejdet med tredjelande om elektronisk handel bør styrkes, især med ansøgerlandene, udviklingslandene og Den Europæiske Unions andre handelspartnere.

(63) Vedtagelsen af dette direktiv hindrer ikke, at medlemsstaterne tager hensyn til de forskellige sociale, samfundsmæssige og kulturelle virkninger af informationssamfundets opståen; den bør især ikke gribe ind i de foranstaltninger, som medlemsstaterne måtte vedtage i henhold til fællesskabsretten for at nå sociale, kulturelle og demokratiske mål under hensyn til deres sproglige mangfoldighed, de nationale og regionale særpræg samt deres kulturarv og for at sikre og opretholde offentlig adgang til så mange informationssamfundstjenester som muligt; udviklingen af informationssamfundet skal under alle omstændigheder sikre Fællesskabets borgere adgang til den europæiske kulturarv i et digitalt miljø.

(64) Medlemsstaterne råder med elektronisk kommunikation over et glimrende middel til at levere offentlige tjenester på det kulturelle, uddannelsesmæssige og sproglige område.

(65) Rådet understregede i sin resolution af 19. januar 1999 om forbrugerdimensionen i informationssamfundet²⁶⁾ , at forbrugerbeskyttelse fortjener særlig opmærksomhed i denne forbindelse; Kommissionen vil undersøge, hvorvidt beskyttelsen i henhold til gældende lovgivning om forbrugerbeskyttelse er utilstrækkelig i forbindelse med informationssamfundet, og vil i givet fald identificere eventuelle mangler i denne lovgivning og de aspekter, hvor supplerende foranstaltninger måtte vise sig nødvendige; Kommissionen bør i givet fald udarbejde specifikke supplerende forslag med henblik på afhjælpning af de mangler, den måtte have påvist.

KAPITEL I

1. Dette direktiv har til formål at bidrage til et velfungerende indre marked ved at sikre fri bevægelighed for informationssamfundstjenester mellem medlemsstaterne.

2. Ved dette direktiv foretages der, i det omfang det er nødvendigt for at nå det i stk. 1 omhandlede mål, en tilnærmelse af visse nationale bestemmelser om informationssamfundstjenester, som vedrører det indre marked, tjenesteydernes etablering, kommerciel kommunikation, elektroniske kontrakter, formidleransvar, adfærdskodekser, udenretslig bilæggelse af tvister, klageadgang og samarbejde mellem medlemsstaterne.

3. Dette direktiv supplerer den fællesskabsret, der finder anvendelse på informationssamfundstjenester, uden at det berører det niveau for beskyttelse af især folkesundheden og forbrugernes interesser, der er fastlagt ved Fællesskabets retsakter og den nationale lovgivning til gennemførelse heraf, forudsat at det ikke begrænser adgangen til at levere informationssamfundstjenester.

4. Dette direktiv indfører ikke nye internationale privatretlige regler og berører ikke domstolenes kompetence.

5. Dette direktiv finder ikke anvendelse på:

6. Dette direktiv berører ikke foranstaltninger, som er truffet på fællesskabsplan eller på nationalt plan i overensstemmelse med fællesskabsretten, for at fremme kulturel og sproglig mangfoldighed og for at sikre pluralismen.

I dette direktiv forstås ved:

1. Hver medlemsstat påser, at de informationssamfundstjenester, som leveres af en tjenesteyder etableret på medlemsstatens territorium, er i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der finder anvendelse i denne medlemsstat inden for det koordinerede område.

2. Medlemsstaterne må ikke af grunde, der henhører under det koordinerede område, begrænse adgangen til at levere informationssamfundstjenester fra en anden medlemsstat.

3. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på de områder, der er nævnt i bilaget.

4. Medlemsstaterne kan træffe foranstaltninger til fravigelse af stk. 2 for en bestemt informationssamfundstjeneste, hvis følgende betingelser er opfyldt:

5. Medlemsstaterne kan i hastende tilfælde fravige betingelserne i stk. 4, litra b). Foranstaltningerne skal i så fald snarest muligt meddeles Kommissionen og den i stk. 1 omhandlede medlemsstat med angivelse af grundene til, at medlemsstaten finder, at der er tale om et hastende tilfælde.

6. Uden at dette berører medlemsstatens mulighed for at anvende de pågældende foranstaltninger, skal Kommissionen hurtigst muligt undersøge, om de anmeldte foranstaltninger er i overensstemmelse med fællesskabsretten; kommer Kommission til den konklusion, at foranstaltningerne ikke er i overensstemmelse med fællesskabsretten, skal den anmode den pågældende medlemsstat om at undlade at træffe de påtænkte foranstaltninger eller om straks at bringe allerede trufne foranstaltninger til ophør.

KAPITEL II

1. Medlemsstaterne sikrer, at en tjenesteyder for at påbegynde og udøve aktivitet som leverandør af informationssamfundstjenester ikke skal opfylde noget krav om forudgående godkendelse eller noget andet tilsvarende krav.

2. Stk. 1 berører ikke godkendelsesordninger, som ikke specifikt og udelukkende vedrører informationssamfundstjenester, eller som er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/13/EF af 10. april 1997 om ensartede principper for generelle tilladelser og individuelle tilladelser for teletjenester29).

1. Ud over andre informationskrav, som er fastlagt i fællesskabsretten, sikrer medlemsstaterne, at tjenesteyderen giver tjenestemodtagerne og de kompetente myndigheder let, umiddelbar og vedvarende adgang til som minimum følgende oplysninger:

2. Ud over andre informationskrav, som er fastlagt i fællesskabsretten, sikrer medlemsstaterne som minimum, at priser angives klart og utvetydigt, når der i forbindelse med informationssamfundstjenester angives priser, og især at det anføres, om de er inklusive afgifter og leveringsomkostninger.

Ud over andre informationskrav, som er fastlagt i fællesskabsretten, sikrer medlemsstaterne, at kommerciel kommunikation, som er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, mindst overholder følgende betingelser:

1. Ud over andre krav, som er fastlag i fællesskabsretten, sikrer medlemsstater, som tillader uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post, at sådan kommerciel kommunikation fra en tjenesteyder, der er etableret på deres område, klart og utvetydigt er angivet som sådan, når modtageren modtager den.

2. Med forbehold af direktiv 97/7/EF og direktiv 97/66/EF træffer medlemsstaterne foranstaltninger for at sikre, at tjenesteydere, som fremsender uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post, respekterer og regelmæssigt konsulterer »opt-out«-registre, hvor fysiske personer, der ikke ønsker at modtage sådan kommerciel kommunikation, kan registrere sig.

1. Medlemsstaterne sikrer, at anvendelsen af kommerciel kommunikation, der er en del af eller udgør en informationssamfundstjeneste, som leveres af et medlem af et lovreguleret erhverv, er tilladt under overholdelse af faglige regler om især uafhængighed, værdighed, faglig etik samt tavshedspligt og loyalitet over for klienter og fagfæller.

2. Med forbehold af faglige sammenslutningers og organisationers uafhængighed tilskynder medlemsstaterne og Kommissionen faglige sammenslutninger og organisationer til at udarbejde adfærdskodekser på fællesskabsplan for nærmere at fastslå, hvilke oplysninger der kan gives med henblik på kommerciel kommunikation i overensstemmelse med stk. 1.

3. Ved udarbejdelsen af forslag til fællesskabsinitiativer, som måtte blive nødvendige for at sikre, at det indre marked fungerer tilfredsstillende med hensyn til de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, skal Kommissionen tage behørigt hensyn til de adfærdskodekser, der gælder på fællesskabsplan, og handle i tæt samarbejde med de relevante faglige sammenslutninger og organisationer.

4. Dette direktiv supplerer Fællesskabets direktiver om adgang til og udøvelse af lovreguleret erhvervsmæssig virksomhed.

1. Medlemsstaterne sikrer, at deres retssystem gør det muligt at indgå kontrakter elektronisk. Medlemsstaterne sikrer bl.a., at de juridiske krav, der gælder for aftaleindgåelsen, hverken er til hinder for anvendelsen af elektroniske kontrakter eller fører til, at sådanne kontrakter på grund af den omstændighed, at de er indgået elektronisk, mister deres retlige virkning og gyldighed.

2. Medlemsstaterne kan bestemme, at stk. 1 ikke finder anvendelse på alle eller nogle af de kontrakter, der hører ind under følgende kategorier:

3. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen, hvilke af de i stk. 2 omhandlede kontraktkategorier de ikke lader stk. 1 finde anvendelse på. Medlemsstaterne forelægger hvert femte år Kommissionen en rapport om anvendelsen af stk. 2, hvori de forklarer, hvorfor de anser det for nødvendigt at opretholde den i stk. 2, litra b), omhandlede kategori, som de ikke lader stk. 1 finde anvendelse på.

1. Foruden anden information, der kræves ifølge fællesskabslovgivningen, sikrer medlemsstaterne, medmindre andet er aftalt i handelskøb, at tjenesteyderen mindst oplyser nedenstående klart, forståeligt og utvetydigt, inden ordren afgives af tjenestemodtageren:

2. Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteydere, medmindre andet er aftalt i handelskøb, angiver, hvilke relevante adfærdskodekser de følger, samt hvordan disse kodekser kan konsulteres elektronisk.

3. Kontraktbetingelser og generelle betingelser skal stilles til rådighed for modtageren på en sådan måde, at vedkommende kan oplagre og gengive dem.

4. Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på kontrakter, der indgås udelukkende ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation.

1. Medlemsstaterne sikrer, at nedenstående principper finder anvendelse, når tjenestemodtageren afgiver sin ordre elektronisk, medmindre andet er aftalt i handelskøb:

2. Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteyderen, medmindre andet er aftalt i handelskøb, stiller hensigtsmæssige, effektive og tilgængelige tekniske midler til at finde og rette indtastningsfejl til rådighed for tjenestemodtageren, inden ordren afgives.

3. Stk. 1, første led, og stk. 2 finder ikke anvendelse på kontrakter, der indgås udelukkende ved udveksling af elektronisk post eller lignende individuel kommunikation.

1. Ved levering af en informationssamfundstjeneste i form af transmission på et kommunikationsnet af information, der leveres af en tjenestemodtager, eller levering af adgang til et kommunikationsnet sikrer medlemsstaterne, at tjenesteyderen ikke er ansvarlig for den transmitterede information, forudsat at tjenesteyderen:

2. Den i stk. 1 omhandlede transmission og levering af adgang omfatter automatisk, mellemliggende og kortvarig oplagring af transmitteret information, forudsat at denne oplagring udelukkende tjener til udførelse af transmission på kommunikationsnettet, og dens varighed ikke overstiger den tid, der med rimelighed kan antages at være nødvendig til transmissionen.

3. Denne artikel berører ikke en domstols eller en administrativ myndigheds mulighed for i overensstemmelse med medlemsstaternes retssystem at kræve, at en tjenesteyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

1. Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteyderen i tilfælde af levering af en informationssamfundstjeneste, der består i transmission på et kommunikationsnet af information, som leveres af en tjenestemodtager, ikke pådrager sig ansvar for automatisk, mellemliggende og midlertidig oplagring af denne information foretaget alene med det formål at gøre senere transmission af informationen til andre tjenestemodtagere efter disses anmodning mere effektiv, forudsat:

2. Denne artikel berører ikke en domstols eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med medlemsstaternes retssystem at kræve, at en tjenesteyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

1. Medlemsstaterne sikrer, at tjenesteyderen i tilfælde af levering af en informationssamfundstjeneste, som består i oplagring af information leveret af en tjenestemodtager, ikke pådrager sig ansvar for information oplagret på anmodning af en tjenestemodtager, forudsat:

2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, når tjenestemodtageren handler under tjenesteyderens myndighed eller kontrol.

3. Denne artikel berører ikke en domstols eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med medlemsstaternes retssystemer at kræve, at en tjenesteyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den, eller medlemsstaternes muligheder for at fastlægge procedurer for at fjerne information eller hindre adgangen til den.

1. Med hensyn til levering af de i artikel 12, 13 og 14 omhandlede tjenester må medlemsstaterne ikke pålægge tjenesteyderne en generel forpligtelse til at overvåge den information, de fremsender eller oplagrer, eller en generel forpligtelse til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig virksomhed.

2. Medlemsstaterne kan kræve, at leverandører af informationssamfundstjenester straks underretter de kompetente offentlige myndigheder om påståede ulovlige aktiviteter, der udøves, eller information, der leveres af deres tjenestemodtagere, eller at de på anmodning giver de kompetente myndigheder oplysninger, som gør det muligt at identificere de tjenestemodtagere, de har oplagringsaftaler med.

KAPITEL III

1. Medlemsstaterne og Kommissionen tilskynder til:

2. Medlemsstaterne og Kommissionen opfordrer til, at forbrugersammenslutningerne eller -organisationerne inddrages i udarbejdelsen og iværksættelsen af adfærdskodekser, der vedrører deres interesseområder, og som udarbejdes i overensstemmelse med stk. 1, litra a). Foreninger, der repræsenterer synshandicappede og andre handicappede, bør i behørigt omfang høres, så der kan tages hensyn til deres særlige behov.

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at deres lovgivning i tilfælde af uenighed mellem en leverandør af en informationssamfundstjeneste og en tjenestemodtager ikke er til hinder for anvendelsen af ordninger for udenretslig bilæggelse af tvister i henhold til national lovgivning, herunder ad hensigtsmæssig elektronisk vej.

2. Medlemsstaterne tilskynder organerne for udenretslig bilæggelse af tvister, navnlig tvister i forbrugerforhold, til at handle på en måde, der giver parterne passende proceduremæssig sikkerhed.

3. Medlemsstaterne tilskynder organerne for udenretslig bilæggelse af tvister til at holde Kommissionen underrettet om de væsentlige afgørelser, de træffer vedrørende informationssamfundstjenester, og om alle andre oplysninger om praksis, brug og sædvaner i forbindelse med elektronisk handel.

1. Medlemsstaterne drager omsorg for, at indgivelse af søgsmål i henhold til national ret vedrørende aktiviteter i forbindelse med informationssamfundstjenester kan føre til hurtig vedtagelse af forholdsregler, herunder foreløbige forholdsregler, for at bringe den påståede overtrædelse til ophør og hindre, at der opstår yderligere skade for de berørte interesser.

2. I bilaget til direktiv 98/27/EF tilføjes følgende punkt:

1. Medlemsstaterne sørger for at råde over tilstrækkelige kontrol- og undersøgelsesmidler til en effektiv iværksættelse af dette direktiv, og de drager omsorg for, at tjenesteyderne giver dem de nødvendige oplysninger.

2. Medlemsstaterne samarbejder med de øvrige medlemsstater; de udpeger med henblik herpå et eller flere kontaktpunkter, og nærmere oplysninger om disse meddeles de øvrige medlemsstater og Kommissionen.

3. Medlemsstaterne yder hurtigst muligt og i overensstemmelse med national lovgivning den bistand og giver de oplysninger, som en anden medlemsstat eller Kommissionen anmoder om, herunder ad hensigtsmæssig elektronisk vej.

4. Medlemsstaterne opretter kontaktpunkter, hvortil der som et minimum er elektronisk adgang, og til hvilke tjenestemodtagere og tjenesteydere kan henvende sig:

5. Medlemsstaterne tilskynder til, at Kommissionen underrettes om alle væsentlige administrative eller retlige afgørelser på deres område i tvister om informationssamfundstjenester samt om praksis, brug og sædvaner i forbindelse med elektronisk handel. Kommissionen meddeler de øvrige medlemsstater disse afgørelser.

Medlemsstaterne fastsætter de sanktioner, der skal finde anvendelse ved overtrædelse af de nationale bestemmelser, der udstedes i henhold til dette direktiv, og træffer alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre gennemførelsen af dem. De således fastsatte sanktioner skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

KAPITEL IV

1. Inden den 17. juli 2003 og derefter hvert andet år forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af dette direktiv tillige med eventuelle forslag til dets tilpasning til den retlige, tekniske og økonomiske udvikling inden for informationssamfundstjenester, navnlig med henblik på kriminalitetsforebyggelse, beskyttelse af mindreårige, forbrugerbeskyttelse samt på, at det indre marked fungerer korrekt.

2. Rapporten skal i sin undersøgelse af behovet for tilpasning af dette direktiv navnlig analysere behovet for forslag vedrørende det erstatningsansvar, der påhviler tjenesteudbydere af hyperlinks og søgemaskiner, procedurer for fjernelse af ulovligt indhold (»notice and take down procedures«) og pålæggelse af ansvar efter nedtagelse af indhold. Rapporten skal også analysere behovet for yderligere betingelser for fritagelse for ansvar, som omhandlet i artikel 12 og 13, i lyset af den tekniske udvikling og muligheden for at anvende det indre markeds principper på uopfordret kommerciel kommunikation via elektronisk post.

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 17. januar 2002. De underretter straks Kommissionen herom.

2. De i stk. 1 nævnte love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxemburg, den 8. juni 2000.

N. Fontaine

G. d'Oliveira Martins