2001-02, 2. samling - L 74 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold m.v.).

L 74 (som fremsat): Forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold m.v.).

(Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse
af forsinkede betalinger i visse handelsforhold mv.)¹⁾

I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986, som ændret ved § 4 i lov nr. 1098 af 21. december 1994 og lov nr. 462 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

»Stk. 2. § 9 a gælder for alle inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens område, mens § 9 b alene gælder for rykker- og inkassogebyrer vedrørende sådanne fordringer.«

»Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9 a og 9 b.«

»Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Dette gælder ikke for så vidt angår fravigelse til skade for skyldneren, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. Der kan desuden kræves rente efter §§ 3-5, selv om andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, hvis kravet angår vederlag i henhold til aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som led i sit erhverv og en ordregivende myndighed som defineret i direktiverne 92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF om offentlige indkøbskontrakter.«

»Stk. 2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.«

7. I § 3, stk. 5, indsættes som 2. pkt.: »Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene bestemme, at rente skal betales fra et tidligere tidspunkt.«

»§ 5. Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.«

9. I § 5, stk. 2, indsættes efter »ændre renten«: », dog således at det i stk. 1 nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct.«

10. I § 5 stk. 3, indsættes som 2. pkt.: »Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene bestemme, at der skal betales en højere rente.«

»§ 9 a. Fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold.

Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, kan reglen i stk. 1 endvidere ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale.

Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1 med henblik på, at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb.

Stk. 4. For omkostninger ved retslig inddrivelse gælder retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

§ 9 b. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).

Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. inkl. moms for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.

Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. I andre tilfælde kan reglerne i stk. 1-3 fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane i det omfang, som følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.«

Stk. 2. Loven gælder for rente af pengekrav i henhold til aftaler, der er indgået efter lovens ikrafttræden.

Stk. 3. Loven gælder for inddrivelsesomkostninger, hvor det pågældende betalingskrav opstår efter lovens ikrafttræden. Loven gælder endvidere for rykkergebyrer vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, samt for inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Hovedformålet med lovforslaget er at gennemføre Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. Direktivet, der er optrykt som bilag til lovforslaget, skal være gennemført i medlemsstaterne inden den 8. august 2002.

Direktivet regulerer navnlig spørgsmålet om morarente i tilfælde af forsinket betaling, men indeholder bl.a. også regler om kreditors ret til at kræve rimelig kompensation af skyldneren for alle relevante omkostninger ved inddrivelse, der er forårsaget af skyldnerens forsinkede betaling. Efter direktivets artikel 6, stk. 2, kan medlemsstaterne fastsætte eller opretholde regler, der giver kreditor en bedre beskyttelse, end hvad der følger af direktivets regler (minimumsdirektiv).

Direktivets bestemmelser finder alene anvendelse i visse handelsforhold, nemlig betalinger mellem erhvervsdrivende eller mellem en erhvervsdrivende og en ordregivende offentlig myndighed mv., når betalingen har karakter af vederlag for varer eller tjenesteydelser (direktivets artikel 1 og artikel 2, nr. 1).

Med henblik på opfyldelsen af direktivet foreslås der en række ændringer i renteloven. Flere af de direktivbestemte ændringer foreslås gennemført generelt på rentelovens område, dvs. ikke kun i handelsforhold som omfattet af direktivet, men derimod i alle handelsforhold og bl.a. også i forbrugerforhold, jf. nærmere herom nedenfor.

Lovforslaget indeholder for det første forslag til ændringer i rentelovens regler om morarente ved forsinket betaling af pengekrav. Ændringerne går navnlig ud på følgende:

Med henblik på opfyldelse af direktivet foreslås det, at der i visse handelsforhold altid skal kunne kræves rente efter rentelovens §§ 3-5, selv om andet måtte følge af handelsbrug eller anden sædvane på området. Efter lovforslaget skal en fordringshaver således i sådanne tilfælde kunne vælge mellem at støtte sit rentekrav på reglerne i rentelovens §§ 3-5 eller på handelsbrug eller anden sædvane inden for handelsforhold.

Det foreslås endvidere, at rentelovens bestemmelser ikke skal kunne fraviges til skade for skyldneren ved handelsbrug eller anden sædvane, hvis der er tale om forbrugerforhold.

For det andet indeholder lovforslaget nye regler om fordringshaverens inddrivelsesomkostninger:

Det foreslås, at fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold. Efter lovforslaget skal reglen gælde generelt for fordringer på formuerettens område, det vil navnlig sige alle handels- og forbrugerforhold.

Endvidere foreslås det, at de gældende bestemmelser i rentelovens § 9 a, stk. 1-3 (om loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold) udvides til at gælde på hele rentelovens område. Efter lovforslaget skal reglerne uden for forbrugerforhold kunne fraviges ved aftale eller sædvane alene med den begrænsning, at fordringshaveren altid skal kunne kræve, at skyldneren betaler rimelige og relevante omkostninger til udsendelse af rykkerskrivelser mv., jf. ovenfor.

Formålet med direktivet er at styrke kreditorers retsstilling ved forsinket betaling i visse handelsforhold. Direktivet, der er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 95, er et led i gennemførelsen af EU’s indre marked.

Efter direktivet kan medlemsstaterne fastsætte eller opretholde nationale regler, der giver kreditor en videre beskyttelse end efter direktivets bestemmelser (minimumsdirektiv - artikel 6, stk. 2).

Direktivet vedrører navnlig spørgsmålet om morarente i tilfælde af forsinket betaling (artikel 3, stk. 1, litra a-d), men indeholder også regler om kreditors ret til at kræve rimelig kompensation af skyldneren for alle relevante omkostninger ved inddrivelse, der skyldes skyldnerens forsinkede betaling (artikel 3, stk. 1, litra e). Direktivet indeholder desuden regler om indgreb over for vilkår vedrørende betalingsdagen og følgerne af forsinket betaling, der er klart urimelige over for kreditor (artikel 3, stk. 3-5), om retlig anerkendelse af ejendomsforbehold (artikel 4) samt om inddrivelsesprocedurer for ubestridte krav (artikel 5).

Direktivets regler finder kun anvendelse på betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner. Ved »handelstransaktioner« forstås forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og ordregivende offentlige myndigheder mv., som indebærer levering af varer eller tjenesteydelser mod vederlag. Det er ikke defineret i direktivet, hvad der skal forstås ved varer eller tjenesteydelser. Begreberne må dog formentlig skulle fortolkes forholdsvis bredt. Omfattet af tjenesteydelsesbegrebet vil bl.a. være ydelser fra liberale erhverv, jf. direktivets betragtning 14 forudsætningsvis. Også ydelser i form af pengelån må formentlig anses for omfattet af tjenesteydelsesbegrebet. Udtrykket »varer« må i hvert fald skulle forstås som dækkende fysiske løsøregenstande. Det må antages, at aftaler om køb af fast ejendom falder uden for direktivet.

Uden for direktivet falder bl.a. betalinger i forbrugerforhold. Det fremgår endvidere af betragtning 13, at direktivet ikke regulerer betalinger i henhold til lovgivningen om checks og veksler eller betalinger som kompensation for skade, herunder betalinger fra forsikringsselskaber. Direktivet finder således ikke anvendelse på betalingsforpligtelser, der ikke udspringer af et kontraktforhold. I kontraktforhold må direktivet antages kun at omfatte selve betalingsforpligtelsen i henhold til den indgåede aftale om levering af varer eller tjenesteydelser.

Hovedelementet i direktivet er som nævnt regler om morarente i tilfælde af forsinket betaling.

Efter direktivet skal det fastsættes, at kreditor har krav på morarente ved forsinket betaling. Det er dog en forudsætning, at kreditor har opfyldt sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser, og at skyldneren er ansvarlig for forsinkelsen (artikel 3, stk. 1, litra c).

Der skal betales morarenter fra dagen efter sidste rettidige betalingsdag eller efter udløbet af betalingsfristen, hvis en sådan dato er fastsat i parternes aftale (artikel 3, stk. 1, litra a).

Er der ikke fastsat en dato for rettidig betaling i aftalen, påløber der morarenter fra 30 dage efter dagen for skyldnerens modtagelse af en faktura eller en tilsvarende betalingsanmodning. Hvis det er usikkert, hvornår skyldneren har modtaget fakturaen eller den tilsvarende betalingsanmodning, eller hvis fakturaen eller den tilsvarende betalingsanmodning er modtaget før den dag, hvor skyldneren modtager varerne eller tjenesteydelserne, skal 30-dages fristen beregnes fra sidstnævnte dag. Hvis det er aftalt eller bestemt i lovgivningen, at der skal gennemføres en godkendelses- eller kontrolprocedure, hvorved varernes eller tjenesteydelsens overensstemmelse med aftalen skal konstateres, og skyldneren modtager fakturaen eller den tilsvarende betalingsanmodning inden eller på den dato, hvor denne godkendelse eller kontrol finder sted, skal fristen regnes fra 30 dage efter datoen for godkendelse eller kontrol (artikel 3, stk. 1, litra b).

Medlemsstaterne kan i deres lovgivning forlænge 30-dages fristen til en 60-dages frist for bestemte kategorier af aftaler. Det er imidlertid en betingelse herfor, enten at den pågældende frist gøres ufravigelig, eller at der fastsættes en ufravigelig morarentesats, som er væsentlig højere end den rente, der følger af direktivet (artikel 3, stk. 2).

Morarentesatsen skal efter direktivet fastsættes på grundlag af den rentesats, som Den Europæiske Centralbank har anvendt i forbindelse med dens seneste væsentlige refinansieringsaktion inden den første kalenderdag det pågældende halvår (artikel 3, stk. 1, litra d), og hertil skal fastsættes et tillæg på mindst 7 pct. For medlemsstater, der ikke deltager i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, dvs. bl.a. Danmark, skal morarenten svare til det pågældende lands centralbanks tilsvarende rente (+ det nævnte procenttillæg), og renten på den første kalenderdag i det pågældende halvår skal på tilsvarende måde gælde for de næste 6 måneder (artikel 2, stk. 4, og artikel 3, stk. 1, litra d).

Aftalte vilkår om betalingsfristen eller konsekvenserne af forsinket betaling, der efter en konkret bedømmelse må anses for at være klart urimelige over for kreditor, skal enten ikke kunne påberåbes af skyldneren eller give kreditor grundlag for krav om skadeserstatning. I de tilfælde, hvor det pågældende aftalevilkår ikke kan påberåbes af skyldneren, skal aftalen udfyldes med de lovbestemte vilkår, medmindre de nationale domstole fastsætter andre, rimelige betingelser. Der skal i kreditorernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af klart urimelige kontraktvilkår til ophør (artikel 3, stk. 3-5).

Efter direktivet skal det også sikres, at kreditor har krav på en rimelig kompensation for alle relevante inddrivelsesomkostninger, medmindre skyldneren ikke er ansvarlig for forsinkelsen (artikel 3, stk. 1, litra e).

Endvidere fastsætter direktivet, at en sælger skal kunne gøre et ejendomsforbehold gældende, hvis ejendomsforbeholdet er udtrykkeligt aftalt mellem sælgeren og køberen før levering af varen, og hvis ejendomsforbeholdet kan gøres gældende efter det lands regler, som skal anvendes ifølge den pågældende medlemsstats internationalt privatretlige regler. Kravet herom indebærer ikke, at medlemsstaterne skal fastsætte eller ændre nationale bestemmelser om gyldigheden af ejendomsforbehold (artikel 4).

Det skal ligeledes sikres, at der findes hurtige procedurer for inddrivelse af ubestridt gæld på direktivets område. Der skal normalt kunne opnås en eksigibel afgørelse inden for et tidsrum af 90 dage. Den hurtige procedure skal kunne anvendes uanset gældens størrelse, og den skal kunne anvendes af enhver kreditor, der er etableret i en EU-medlemsstat. I fristen på 90 dage skal fraregnes den tid, der medgår til forkyndelse, samt forsinkelser, der skyldes kreditors forhold, f.eks. afhjælpning af mangelfulde stævninger mv. Den hurtige inkassoprocedure gælder ikke, hvis skyldneren fremsætter indsigelser mod kravet eller proceduren, og den berører ikke reglerne i Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager (artikel 5).

Direktivet skal være gennemført i medlemsstaterne inden den 8. august 2002 (artikel 6, stk. 1).

De spørgsmål, direktivet vedrører, er reguleret i renteloven, aftaleloven, markedsføringsloven og retsplejeloven.

Direktivet har navnlig berøringsflade med rentelovens bestemmelser. Det er også med hensyn til spørgsmål om fordringshaverens adgang til at kræve morarenter i tilfælde af forsinket betaling, der er reguleret i renteloven, at direktivet navnlig giver anledning til overvejelser vedrørende behovet for at foretage ændringer i gældende dansk ret, jf. nærmere nedenfor under pkt. 4.

Den følgende beskrivelse af gældende ret er derfor koncentreret om rentelovens almindelige regler om morarente ved forsinket betaling (pkt. 3.1.), men der er også medtaget en omtale af spørgsmålet om fordringshavers adgang til at få dækket sine inddrivelsesomkostninger hos skyldner, idet der på baggrund af direktivet også foreslås gennemført lovregler på dette område (pkt. 3.2.).

For så vidt angår de spørgsmål, der er reguleret i aftaleloven, markedsføringsloven og retsplejeloven henvises til pkt. 4.6.-4.8. nedenfor.

3.1.1. Renteloven gælder for rente af pengekrav på formuerettens område, jf. § 1, stk. 1. Efter loven har kreditor som udgangspunkt krav på morarenter ved forsinket betaling.

Rentelovens regler finder kun anvendelse, hvis andet ikke er aftalt eller følger af handelsbrug eller anden sædvane eller er bestemt ved eller i henhold til lov, jf. § 1, stk. 3. Loven indeholder dog beskyttelsespræceptive regler, der gælder i forbrugerforhold, jf. § 7.

Der er især udviklet sædvaner for så vidt angår morarentens begyndelsestidspunkt og rentesatsen. Desuden findes der sædvaner, der giver fordringshaver ret til at kræve renters rente. Spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger handelsbrug eller anden sædvane vedrørende morarente, er i praksis ofte blevet afgjort på grundlag af en udtalelse fra Det Danske Handelskammer, når sagen vedrører handelsforhold.

Rentelovens almindelige regler er endvidere fraveget i en række lovbestemmelser. Det drejer sig navnlig om bestemmelser, der indeholder en særskilt regulering af spørgsmål om begyndelsestidspunkt og rentesats. Som eksempel herpå kan bl.a. nævnes checklovens §§ 45-46, veksellovens §§ 48-49, forsikringsaftalelovens § 24, erstatningsansvarslovens § 16 og CMR-lovens § 35.

3.1.2. Morarente skal betales fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen, jf. rentelovens § 3, stk. 1.

Ved pengeforpligtelser anses forfaldsdagen for at være den dag, hvor fordringshaveren kan forlange betalingen erlagt (sidste rettidige betalingsdag). Rente kan ikke kræves for selve forfaldsdagen.

Forfaldsdagen anses for at være fastsat i forvejen, hvis den forud er aftalt (i almindelighed ved aftalens indgåelse, men efter omstændighederne også senere), hvis den er fastsat ved lov, jf. f.eks. erhvervslejelovens § 43 (om betalingsfristen for husleje i erhvervsforhold), eller hvis den følger af sædvane.

Forfaldsdagen kan også være fastsat derved, at den f.eks. ifølge en lovregel indtræder samtidig med en anden begivenhed, og tidspunktet for denne begivenhed er aftalt i forvejen – eksempelvis en aftale om leveringstiden for varer sammenholdt med købelovens § 14 om samtidig udveksling af varer og købesum. Går aftalen (eller en sædvane) ud på, at betaling skal ske en vis tid efter leveringen (eller en anden begivenhed, hvis indtræden vil blive skyldner bekendt), er forfaldsdagen også fastsat i forvejen, nemlig ved aftalen i forbindelse med denne begivenheds indtræden.

En aftalt betalingsfrist må således løbe fra en bestemt dag eller fra en for skyldner kendelig begivenhed. Afgørende er, at skyldner har mulighed for i forvejen at indrette sig på betaling til tiden. Hvis der er givet henstand med betalingen i et ubestemt tidsrum indtil den dag, hvor en bestemt begivenhed indtræder, f.eks. et byggeris færdiggørelse, eller den dag, hvor fordringshaveren fremsætter påkrav om betaling, kan forfaldsdagen derimod ikke anses for at være bestemt i forvejen. Skyldneren vil i disse tilfælde ikke have mulighed for at indrette sig på betaling.

3.1.3. Er forfaldsdagen ikke fastsat i forvejen, kan kreditor bringe morarenter til at løbe enten ved at afgive påkrav efter § 3, stk. 2, hvilket normalt medfører, at morarenter begynder at løbe en måned senere, eller ved at iværksætte retsforfølgning, jf. § 3, stk. 4.

Påkravsreglen i rentelovens § 3, stk. 2, går ud på, at der skal betales rente, når der er gået en måned efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling med angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale rente. Det er afsendelsen af betalingsanmodningen, ikke skyldnerens modtagelse heraf, der er udgangspunktet for beregningen af månedsfristen. Denne løsning, der er bevismæssigt nemmere at håndtere for kreditor, er valgt af retstekniske grunde.

Den mest almindelige form for betalingsanmodning fra en erhvervsdrivende er fremsendelse af regning eller faktura. Det har ikke med formuleringen af rentelovens § 3, stk. 2, været tilsigtet at kræve en særlig betalingsanmodning ved siden af regning eller faktura.

En betalingsanmodning kan fremsættes inden forfaldsdagen, men det er en forudsætning, at kravet er forfaldent på månedsdagen, ellers vil påkravet være uden virkning. Fordringshaverens påkrav kan fremsættes mundtligt. Det er dog fordringshaveren, der har bevisbyrden for, at der er fremsat påkrav, der har det foreskrevne indhold.

Påkravet skal som nævnt indeholde angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale rente. Derimod behøver hverken betalingsfristen eller rentens størrelse at være nævnt i betalingsanmodningen.

Det er som nævnt afsendelsen af betalingsanmodningen, ikke skyldnerens modtagelse heraf, der er udgangspunktet for beregningen af månedsfristen. Risikoen for, at påkravet forsinkes, påhviler skyldner, hvis påkravet modtages inden månedsfristens udløb. Hvis påkravet efter afsendelsen forsinkes mere end en måned, f.eks. på grund af poststrejke, skal debitor først betale rente fra modtagelsen. Og afsendelsen kan som udgangspunkt ikke benyttes for beregningen af månedsfristen, hvis debitor slet ikke modtager påkravet.

Fristen på en måned – ikke 30 dage – medfører, at der, uanset hvilket antal dage, der er i den måned, hvor kreditor anmoder om betaling, skal betales rente fra månedsdagen efter påkravet.

3.1.4. Uanset de nævnte regler i rentelovens § 3, stk. 1 og 2, skal der tidligst betales morarente, når der er gået en måned efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de nødvendige oplysninger til bedømmelse af kravets berettigelse og størrelse, jf. § 3, stk. 3.

Reglen bygger på det synspunkt, at det ikke kan bebrejdes skyldneren, at han eller hun ikke betaler, før den pågældende har fået sådanne oplysninger, at det kan bedømmes, hvorvidt og hvor meget der skal betales. Reglen kan navnlig anvendes i tilfælde, hvor kreditor undlader at medvirke til beløbets opgørelse, f.eks. ved at nægte at specificere et regningsbeløb eller ved helt at undlade at fremsende regning eller faktura.

Det er alene mangel på faktiske oplysninger, der kan begrunde en udsættelse i medfør af stk. 3. Bestemmelsen er ikke anvendelig, hvis tvivlen alene angår den juridiske bedømmelse. Praktiske vanskeligheder med udbetalingen kan heller ikke begrunde en udsættelse i medfør af stk. 3.

Tidspunktet for morarentens påløb udsættes – suspenderes – ikke efter reglen i § 3, stk. 3, hvis renteberegningen sker på grundlag af kreditors retsforfølgning mod skyldneren til betaling af gælden, jf. § 3, stk. 4. I givet fald skal der senest betales rente fra den dag, hvor kreditor indleder retsforfølgningen.

Hvor særlige forhold begrunder det, kan domstolene bestemme, at morarente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt end de ovenfor nævnte, jf. herved § 3, stk. 5.

Hvis skyldneren har holdt sig skjult, således at fordringshaveren ikke har haft mulighed for at afgive påkrav efter § 3, stk. 2, vil der efter omstændighederne kunne være grundlag for at bestemme, at rente skal betales fra et tidligere tidspunkt. Omvendt vil undladelse af at minde skyldneren om betalingen og renteforpligtelsen, hvor det i særlige tilfælde kræves af hensyn til skyldneren, kunne anses for et forhold, der medfører, at rente først skal betales fra det tidspunkt, hvor fordringshaveren anmoder skyldneren om betaling. § 3, stk. 5, er kun bragt i anvendelse i få tilfælde.

3.1.5. Hvis fordringshaverens forhold hindrer betaling, skal der ikke betales rente, så længe hindringen varer, jf. rentelovens § 4, stk. 1.

Pligten til at betale morarente suspenderes ikke blot i tilfælde af egentlig fordringshavermora, dvs. hvor kreditor ubeføjet nægter at modtage lovligt tilbudt betaling, eller hvor der er tale om umulighed, der skyldes kreditors forhold, f.eks. at kreditor er flyttet, er ude at rejse eller har lukket sit kontor, men også i tilfælde, hvor fordringshaverens forhold i øvrigt giver skyldneren ret til at undlade betaling. F.eks. vil en køber, hvor der er aftalt betaling til et bestemt tidspunkt, hvor salgsgenstanden samtidig skal leveres, jf. købelovens § 14, kunne undlade at betale uden at skulle betale rente, hvis sælgeren ikke leverer salgsgenstanden som aftalt.

Tvivl hos skyldner om, hvorvidt han skylder beløbet, fritager ikke i almindelighed for at svare morarenter, hvis tvivlen var ubegrundet. Skyldner kan heller ikke frigøre sig ved deponering, men må betale kreditor forskellen mellem morarenter og den indvundne rente af det deponerede beløb.

3.1.6. Efter rentelovens § 5, stk. 1, fastsættes renten efter forfaldsdagen (morarenten) til en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg.

Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet (nu Økonomi- og Erhvervsministeriet) ændre renten, jf. § 5, stk. 2. Det er kun tillægget til diskontoen, der kan ændres, ikke morarentens afhængighed af diskontoen.

Med hjemmel i rentelovens § 5, stk. 2, er tillægget fastsat til 5 procent, jf. Justitsministeriets bekendtgørelse nr. 896 af 21. december 1990 om ændring af morarentesatsen i lov om forsinket betaling, forsikringsaftaleloven m.v., § 1.

Hvor særlige forhold begrunder det, kan domstolene bestemme, at der skal betales en højere eller lavere rente end den lovbestemte morarentesats, jf. rentelovens § 5, stk. 3.

Reglen i § 5, stk. 3, kan anvendes både, hvor renten løber fra en forud fastsat forfaldsdag, jf. § 3, stk. 1, fra et påkrav, jf. § 3, stk. 2, og fra begyndelse af retsforfølgning efter § 3, stk. 4. Reglen kan derimod ikke anvendes, hvor renten følger af aftale eller sædvane, jf. § 1, stk. 3, eller hvor en højere kreditrente løber videre efter forfaldsdagen i medfør af § 6. Bestemmelsen er kun blevet anvendt få gange i praksis.

Hvis en kreditor på andet grundlag kan kræve højere rente end den lovbestemte morarentesats, bevares retten dertil, jf. § 6. Bestemmelsen indebærer navnlig, at kreditor efter skyldnerens misligholdelse bevarer en eventuel ret til at kræve kreditrente, som er højere end rentelovens morarentesats.

Der kan som hovedregel ikke kræves renters rente af morarente, medmindre dette følger af aftale eller sædvane. Foreligger der ingen aftale eller sædvane om renters rente, kan fordringshaveren således hverken løbende, f.eks. hvert kvartal, eller lejlighedsvis, f.eks. i forbindelse med en opgørelse til skyldneren over det samlede aktuelle krav, tilskrive morarente og derefter beregne sig morarente af det således opgjorte beløb.

I dansk ret dækker begrebet »inkassoomkostninger« over flere beløb. I bred forstand forstås ved inkassoomkostninger de udgifter, kreditor har i forbindelse med inddrivelse af en fordring.

Omfanget af udgifterne afhænger af, hvor langt det er nødvendigt at gå for at få kravet indfriet, dvs. om udenretlig inddrivelse er tilstrækkeligt, eller om det er nødvendigt med retlig tvangsfuldbyrdelse af kravet. Ved udenretlig inddrivelse af en fordring omfatter inddrivelsesomkostningerne typisk udgifter til inkasso- og rykkerskrivelser og eventuelt inkassosalær. Som omkostninger, der vedrører kravets gennemførelse ved domstolene, kan ud over mødesalær til fordringshaverens advokat nævnes udgifter vedrørende retsafgift, salær for nødvendig skriftlig rekvisition samt f.eks. udgifter til fogedens befordring og udgifter til låsesmed og auktion.

Det er til dels reguleret i lovgivningen, i hvilket omfang fordringshaveren kan kræve at få betalt sine inddrivelsesomkostninger hos skyldneren.

I renteloven er der således fastsat regler om adgangen til i forbrugerforhold at opkræve rykkergebyr og inkassogebyr, jf. lovens § 9 a.

Bestemmelsen i rentelovens § 9 a indebærer bl.a., at der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. inkl. moms for hver rykkerskrivelse, der er fremsendt med rimelig grund, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der dog højest kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum, jf. stk. 1 og 2. Hvis fordringshaveren anmoder en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, og dette sker med rimelig grund, kan der kræves et inkassogebyr på højst 100 kr. inkl. moms, jf. stk. 1 og 3.

Der er ikke herudover fastsat regler i renteloven (eller anden formueretlig lovgivning) om kreditors ret til at kræve udenretlige inddrivelsesomkostninger dækket af skyldner, og dette spørgsmål beror således på, om der i øvrigt er den fornødne hjemmel hertil, f.eks. i parternes aftale eller i almindelige erstatningsregler.

Efter gældende ret kan kreditor som udgangspunkt kun få sine udgifter i forbindelse med inddrivelsen, herunder et salær til et privat inkassobureau, dækket af skyldner, hvis dette er aftalt mellem kreditor og skyldner.

Den omstændighed, at skyldner har overskredet betalingsfristen for en fordring, medfører således ikke i sig selv, at skyldner efter almindelige erstatningsretlige regler har pligt til at dække enhver udgift, som fordringshaveren afholder til inddrivelse af fordringen, herunder udgifter til inddrivelse af fordringen.

Det er således udgangspunktet, at salær til inkassobureauer mv. kun kan medtages som en del af sagsomkostningerne under en eventuel efterfølgende retssag, hvis der er hjemmel hertil i aftalen mellem skyldneren og kreditor.

Ved lov om inkassovirksomhed (lov nr. 319 af 14. maj 1997) blev der bl.a. indført en autorisationsordning for private inkassobureauer. I forarbejderne til inkassoloven er det anført, at visse udgifter til et autoriseret inkassobureau eventuelt vil kunne anerkendes som nødvendige og rimelige og medtages som en del af sagsomkostningerne i forbindelse med en retssag. Det blev derfor lagt til grund, at det ikke i alle tilfælde vil være i strid med god inkassoskik at kræve visse salærudgifter mv. betalt af skyldneren uden hjemmel hertil i aftalen mellem skyldneren og kreditor.

Ved indenretlig inddrivelse af en fordring kan kreditor tilkendes sagsomkostninger efter retsplejelovens regler herom. Efter retsplejelovens § 312, stk. 2, fastsættes sagsomkostningerne ved byrettens behandling efter rettens skøn under ét til et rundt beløb, således at udgiften til advokatsalær erstattes med et passende beløb og øvrige udgifter ved retssagen så vidt muligt erstattes fuldt ud.

Benytter fordringshaveren sig af advokat i forbindelse med inddrivelsen af fordringen, følger det af retspraksis, at der som en del af sagsomkostningerne kan kræves et inkassosalær, som også i et vist omfang dækker advokatens arbejde før sagsanlægget. Inkassosalæret kan her kræves, uanset om fordringen betales på baggrund af den udenretlige inddrivelse, eller om det viser sig nødvendigt med retlig tvangsfuldbyrdelse af kravet.

Fastsættelse af sagsomkostninger ved fogedrettens inddrivelse af fordringen er reguleret i retsplejelovens § 503, der også åbner mulighed for at lade en advokats inkassosalær indgå som en del af de tilkendte sagsomkostninger.

Med henblik på gennemførelsen af direktivets artikel 3, stk. 1, foreslås der med lovforslaget indsat nye bestemmelser i renteloven om morarentens begyndelsestidspunkt og morarentens størrelse, der omtales nedenfor i henholdsvis pkt. 4.2. og 4.3. I pkt. 4.4. redegøres der for Justitsministeriets overvejelser for så vidt angår den deklaratoriske karakter af rentelovens regler om morarente.

Til gennemførelse af direktivets artikel 3, stk. 1, litra e, foreslås der nye regler om fordringshavers adgang til at få dækket sine inddrivelsesomkostninger hos skyldner. Disse regler omtales nedenfor i pkt. 4.5.

Endelig redegøres der for Justitsministeriets overvejelser vedrørende direktivets bestemmelser om urimelige kontraktvilkår (artikel 3, stk. 3-5), ejendomsforbehold (artikel 4) og inddrivelsesprocedurer for ubestridte krav (artikel 5) i henholdsvis pkt. 4.6., 4.7. og 4.8. Der foreslås ingen nye regler vedrørende de tre sidstnævnte områder, idet dansk ret på disse områder må anses for at være i overensstemmelse med direktivet.

Det følger af direktivets artikel 3, stk. 1, litra a, at medlemsstaterne skal sikre, at kreditor i handelsforhold kan kræve morarente fra dagen efter sidste rettidige betalingsdag eller efter udløbet af betalingsfristen, når en sådan dato er fastsat i aftalen.

Efter rentelovens § 3, stk. 1, kan der kræves rente fra forfaldsdagen, hvis denne er fastsat i forvejen. Forfaldsdagen anses ved pengeforpligtelser for at være den dag, hvor fordringshaveren kan forlange betalingen erlagt (sidste rettidige betalingsdag). Renteloven opfylder således allerede direktivet på dette punkt.

Direktivet berører ikke medlemsstaternes ret til at fastsætte lovbestemte regler om sidste rettidige betalingsdag, efter hvilken der skal betales morarente. Det indeholder dog i artikel 3, stk. 2, en regel om, at en lovbestemt frist ikke må overstige 60 dage, og hvis den er længere end de 30 dage, der er udgangspunktet i artikel 3, stk. 1, skal det sikres, at parterne ikke kan aftale en længere frist, eller at der fastsættes en ufravigelig morarentesats, der er væsentlig højere end den lovbestemte sats.

Der findes ikke i dansk ret lovbestemte betalingsfrister inden for direktivets område, som stiller kreditor ringere end efter direktivets artikel 3, stk. 1, litra b (og stk. 2). Bl.a. indebærer bestemmelsen i erhvervslejelovens § 43 (om betalingsfristen for husleje i erhvervsforhold) en gunstigere retsstilling for udlejer (kreditor), end hvad der som minimum skal gælde efter direktivet. Der er således ikke behov for lovændringer på dette punkt.

Med henblik på opfyldelse af direktivet foreslås det, at kreditor inden for direktivets anvendelsesområde i tilfælde, hvor forfaldsdagen alene følger af en sædvane, skal kunne vælge i stedet at kræve morarente efter rentelovens § 3, stk. 2, når dette stiller kreditor bedre. § 3, stk. 2, vedrører tilfælde, hvor forfaldsdagen ikke er fastsat i forvejen, jf. straks nedenfor samt pkt. 3.1.3. ovenfor.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3 (den foreslåede § 1, stk. 4, 3. pkt.).

Som nævnt under pkt. 2, indeholder direktivet (artikel 3, stk. 1, litra b) en række bestemmelser om, fra hvilket tidspunkt der skal betales morarente, hvis forfaldsdagen ikke er fastsat i forvejen.

Udgangspunktet i direktivet er, at der påløber morarenter fra 30 dage efter dagen for skyldnerens modtagelse af en faktura eller en tilsvarende betalingsanmodning. Hvis det er usikkert, hvornår skyldneren har modtaget fakturaen eller den tilsvarende betalingsanmodning, eller hvis fakturaen eller den tilsvarende betalingsanmodning er modtaget før den dag, hvor skyldneren modtager varerne eller tjenesteydelserne, skal 30-dages fristen beregnes fra sidstnævnte dag. Hvis det er aftalt eller bestemt i lovgivningen, at der skal gennemføres en godkendelses- eller kontrolprocedure, hvorved varernes eller tjenesteydelsens overensstemmelse med aftalen skal konstateres, og skyldneren modtager fakturaen eller den tilsvarende betalingsanmodning inden eller på den dato, hvor denne godkendelse eller kontrol finder sted, skal fristen regnes fra 30 dage efter datoen for godkendelse eller kontrol (artikel 3, stk. 1, litra b).

Efter rentelovens § 3, stk. 2, skal der betales rente, når der er gået en måned efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat en betalingsanmodning, f.eks. en faktura, jf. nærmere ovenfor under pkt. 3.1.3.

Det foreslås med henblik på opfyldelse af direktivet at ændre denne frist fra en måned til 30 dage, og det foreslås, at ændringen også skal gælde uden for handelsforhold.

Det forhold, at kreditor kan opnå en bedre retsstilling efter renteloven end efter direktivet, fordi betalingsfristen i medfør af renteloven som udgangspunkt løber fra et tidligere tidspunkt, nemlig fra tidspunktet for afsendelse af betalingsanmodningen og ikke fra modtagelsen, er ikke i strid med direktivet. Medlemsstaterne er således berettigede til at opretholde eller fastsætte regler, der giver kreditor en bedre retsstilling end efter direktivet, jf. minimumsklausulen i artikel 6, stk. 2.

Da direktivet imidlertid anvender alternative begyndelsestidspunkter og i visse tilfælde f.eks. lader det være afgørende, hvornår varerne eller tjenesteydelserne er modtaget, kan der rejses spørgsmål om, hvorvidt der vil kunne forekomme situationer, hvor den gældende ordning i renteloven ikke i tilstrækkeligt omfang sikrer fordringshaverens ret til at kræve morarenter ved forsinket betaling i forhold til de mindstekrav, som stilles efter direktivet.

Der vil bl.a. kunne forekomme situationer, hvor fordringshaveren har afsendt eller fremsat en betalingsanmodning på et så tidligt tidspunkt, at forfaldsdagen først indtræder efter månedsfristens (30-dages fristens) udløb. I dette tilfælde vil betalingsanmodningen i relation til morarenter være uden retsvirkning efter den gældende bestemmelse, og der må således afsendes eller fremsættes ny betalingsanmodning for at opnå morarentebetaling. Hvis varerne eller tjenesteydelserne er modtaget af skyldneren i mellemtiden, vil det kunne anføres, at det ville have været til fordringshaverens fordel, hvis fristen i et sådant tilfælde skulle regnes fra tidspunktet for modtagelsen af varerne eller tjenesteydelserne.

Som et andet eksempel kan nævnes, at en fordringshaver i de tilfælde, hvor en betalingsanmodning fremsendes efter, at varerne eller tjenesteydelserne er modtaget af skyldneren, og der er usikkerhed om, på hvilket tidspunkt betalingsanmodningen er modtaget, efter direktivets regler vil kunne kræve renter fra 30 dage efter varernes eller tjenesteydelsernes modtagelse, hvilket i dette tilfælde er tidligere end efter rentelovens regler.

I begge situationer har kreditor imidlertid mulighed for at opnå en gunstigere retsstilling i medfør af den gældende bestemmelse i renteloven. Fordringshaveren afgør således efter renteloven selv, hvornår der skal afsendes betalingsanmodning til skyldneren, og fordringshaveren kan således ved at afsende en ny betalingsanmodning før eller samtidig med leveringen af varerne eller tjenesteydelserne til skyldneren sikre, at morarente skal betales senest fra 30 dage efter dette tidspunkt. Efter den gældende regel i rentelovens § 3, stk. 2, kan fordringshaveren således gennem afsendelse af betalingsanmodning selv bringe fristen for betaling af morarente til at løbe. Denne regel i renteloven giver endvidere fordringshaveren den fordel i forhold til direktivets regel, at det bevismæssigt er lettere at konstatere, fra hvilket tidspunkt der kan beregnes morarenter.

I lyset heraf finder Justitsministeriet, at det må antages at være foreneligt med direktivets artikel 3, stk. 1, litra b, at opretholde en regel om, at der skal betales morarente, når der er gået (efter forslaget) 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Det må endvidere antages, at der ikke efter direktivet er noget til hinder for at lade 30-dages fristen løbe fra enhver betalingsanmodning, således som det er tilfældet efter rentelovens § 3, stk. 2.

Det foreslås endvidere, at den gældende regel i rentelovens § 3, stk. 2, 3. pkt., tilsvarende skal finde anvendelse, således at skyldneren ikke skal betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af betalingsanmodningen, for så vidt denne forsinkes under forsendelse i mere end 30 dage eller slet ikke kommer frem.

Efter den gældende regel i rentelovens § 3, stk. 2, kan der alene kræves morarenter, hvis betalingsanmodningen indeholder en angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale rente (rentepåkrav). Denne skyldnerbeskyttende regel findes ikke i direktivet, og den kan derfor ikke opretholdes inden for direktivets område. I lyset heraf foreslås reglen ophævet, jf. nærmere straks nedenfor.

Lovforslaget er udformet i overensstemmelse med det anførte, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 5 og 6 (den foreslåede § 3, stk. 2, og ændringen i § 3, stk. 3).

Som nævnt ovenfor er det ikke muligt inden for direktivets område (dvs. i visse handelsforhold) at opretholde den gældende regel i rentelovens § 3, stk. 2, om, at der alene kan kræves morarenter, hvis betalingsanmodningen indeholder en angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale rente (rentepåkrav).

Hvis den gældende bestemmelse alene ændres således, at der ikke er pligt til at afgive rentepåkrav i (visse) handelsforhold, men derimod i alle andre forhold (herunder bl.a. forbrugerforhold), vil det komplicere rentelovens system, fordi de tilfælde, hvor der skal afgives rentepåkrav, bl.a. vil omfatte forholdet mellem to privatpersoner og forholdet mellem en ikke-erhvervsdrivende kreditor og en erhvervsdrivende debitor. Der vil også kunne opstå problemer med behandlingen af inkassosager ved domstolene mv., fordi det i alle sager vil være nødvendigt at tage stilling til, om sagen falder i den ene eller den anden kategori. Der henvises i øvrigt til pkt. 4.3.2. nedenfor.

Det kan endvidere virke urimeligt, at små virksomheder eller privatpersoner helt afskæres fra at kræve morarenter, alene fordi de ikke har været bekendt med pligten til at afgive rentepåkrav – og heroverfor står, at skyldnere i almindelighed må formodes at være klar over, at der er pligt til at betale rente i tilfælde af forsinket betaling. Særskilt oplysning herom må derfor normalt anses for overflødig.

I betænkning nr. 1161/1989 om renteloven, side 56 f., anbefalede et flertal i arbejdsgruppen, at oplysningspligten vedrørende konsekvenserne af manglende betaling helt bør udgå af renteloven.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet, at der ikke længere bør stilles krav om afgivelse af et rentepåkrav som betingelse for, at en fordringshaver kan kræve morarenter ved forsinket betaling. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 (den foreslåede § 3, stk. 2).

I direktivets artikel 3, stk. 1, litra c, fastsættes det, at kreditor har krav på morarente ved forsinket betaling. Det er dog en forudsætning, at kreditor har opfyldt sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser, og at skyldneren er ansvarlig for forsinkelsen.

Bestemmelsen omfatter utvivlsomt den situation, hvor fordringshaverens forhold har hindret betaling, og skyldneren har i så fald ikke efter direktivet nogen pligt til at betale morarente. Direktivet må således antages at give mulighed for at opretholde den gældende regel om såkaldt fordringshavermora i rentelovens § 4, stk. 1.

Direktivet kan heller ikke antages at være til hinder for at opretholde den gældende regel i rentelovens § 4, stk. 2 (om tilfælde, hvor rimelig hensyntagen til kreditor tilsiger, at skyldneren indsætter beløbet i bank eller sparekasse), jf. herved minimumsklausulen i artikel 6, stk. 2.

Efter Justitsministeriets opfattelse kan direktivet endvidere ikke antages at udelukke en opretholdelse af den gældende regel i rentelovens § 3, stk. 3. Efter denne bestemmelse udskydes (suspenderes) pligten til at betale morarente, hvis skyldneren ikke har været i stand til at indhente de nødvendige oplysninger til bedømmelse af kravets berettigelse og størrelse, jf. nærmere ovenfor under pkt. 3.1.4. Det må således antages at være forudsat i direktivet, at reglerne om pligt til at betale morarente alene finder anvendelse, hvis skyldneren (typisk ved den faktura, som skal være modtaget) er i besiddelse af nødvendige grundlæggende oplysninger om betalingskravet.

På den anførte baggrund foreslås der ikke ændringer i de gældende regler i rentelovens § 3, stk. 3, og § 4.

Som nævnt under pkt. 3.1.4., giver renteloven en fordringshaver ret til under alle omstændigheder at kræve rente fra den dag, hvor fordringshaver indleder retsforfølgning mod skyldneren – det vil navnlig sige anlægger retssag – til betaling af gælden (procesrente), jf. lovens § 3, stk. 4.

Bestemmelsen har stor praktisk betydning, og den bør efter Justitsministeriets opfattelse opretholdes. Det bemærkes herved, at direktivet ikke kan antages at nødvendiggøre, at der foretages ændringer i bestemmelsen, jf. minimumsklausulen i artikel 6, stk. 2, hvorefter direktivet ikke er til hinder for en ordning, der giver en bedre kreditorbeskyttelse end direktivet.

Efter renteloven kan domstolene, hvor særlige forhold begrunder det, bestemme, at morarente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt, end hvad der ellers ville følge af de almindelige morarenteregler, jf. lovens § 3, stk. 5. Bestemmelsen er nærmere omtalt ovenfor under pkt. 3.1.4.

Det vil efter Justitsministeriets opfattelse ikke være i overensstemmelse med direktivet fuldt ud at opretholde reglen i rentelovens § 3, stk. 5.

Det vil således ikke være foreneligt med direktivet at opretholde reglen om, at domstolene – også i handelsforhold omfattet af direktivet – kan bestemme, at morarente skal betales fra et senere tidspunkt, end hvad der følger af rentelovens regler. Derimod vil det ikke være i strid med direktivet at opretholde reglen om, at domstolene, hvor særlige forhold begrunder det, kan bestemme, at morarente i handelsforhold skal betales fra et tidligere tidspunkt end fastsat i renteloven, jf. minimumsklausulen i artikel 6, stk. 2.

Den omstændighed, at den gældende regel i rentelovens § 3, stk. 5, ikke fuldt ud kan videreføres i visse handelsforhold, bør efter Justitsministeriets opfattelse ikke føre til, at domstolene fratages muligheden for i det konkrete tilfælde at træffe bestemmelse om betaling af morarente fra et tidligere tidspunkt. Der vil f.eks. efter omstændighederne kunne være grundlag herfor, hvis skyldneren har holdt sig skjult, således at fordringshaveren ikke har haft mulighed for at afgive betalingsanmodning.

Det foreslås på denne baggrund at ændre bestemmelsen således, at domstolene inden for direktivets anvendelsesområde alene kan bestemme, at der skal betales morarente fra et tidligere tidspunkt end efter § 3, stk. 1-4, jf. lovforslagets § 1, nr. 7 (den foreslåede § 3, stk. 5, 2. pkt.).

Med henblik på opfyldelse af direktivet (artikel 3, stk. 1, litra d) foreslås det, at den lovbestemte morarentesats skal fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats skal efter lovforslaget anses den officielle udlånsrente, som Danmarks Nationalbank har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år, jf. lovforslagets § 1, nr. 8 (den foreslåede § 5, stk. 1).

Den foreslåede bestemmelse medfører umiddelbart en højere lovbestemt morarentesats end efter den gældende ordning efter rentelovens § 5 (se om den gældende regel ovenfor under pkt. 3.1.6.). Ændringen går ud på følgende:

Den lovbestemte morarentesats vil dermed ved lovens foreslåede ikrafttrædelse den 1. august 2002 udgøre referencesatsen pr. den 1. juli 2002 med et tillæg på 7 pct., og den således beregnede morarentesats vil så være gældende frem til den 1. januar 2003, hvor der med baggrund i referencesatsen pr. denne dato vil skulle beregnes en ny morarentesats, som skal gælde i det følgende halvår.

Ud over de nævnte ændringer i den lovbestemte morarentesats, som er nødvendige for at opfylde direktivet inden for dettes anvendelsesområde, har Justitsministeriet overvejet, om den gældende bestemmelse i rentelovens § 5, stk. 2, om ændring af procenttillægget ved bekendtgørelse kan opretholdes. Efter Justitsministeriets opfattelse vil dette - med henvisning til minimumsklausulen i artikel 6, stk. 2 - i givet fald kræve, at tillægget ikke i de omfattede handelsforhold kan fastsættes til mindre end de foreskrevne 7 procent efter direktivet.

Justitsministeriet finder, at der fortsat bør være mulighed for at regulere morarentesatsen, hvis udviklingen i det almindelige renteniveau generelt tilsiger en ændret regulering af morarentesatsen. Der foreslås på denne baggrund ikke ændringer i justitsministerens adgang til hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet (nu Økonomi- og Erhvervsministeriet) at ændre tillægget, dog således at tillægget ikke kan fastsættes til mindre end 7 procent, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 (den foreslåede ændring til § 5, stk. 2).

Endvidere foreslås det at begrænse domstolenes mulighed for i handelsforhold at fastsætte en anden morarentesats end den lovbestemte. I de omfattede handelsforhold giver direktivet nemlig ikke mulighed for at opretholde den gældende regel i rentelovens § 5, stk. 3, om fastsættelse af en lavere morarente. Med henvisning til direktivets minimumsklausul vil den særlige regel om, at domstolene, hvis særlige forhold begrunder det, kan bestemme, at der i handelsforhold skal betales en højere morarente end den lovbestemte morarentesats, derimod kunne opretholdes. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 10 (den foreslåede § 5, stk. 3, 2. pkt.).

Lovforslaget ændrer ikke ved en fordringshavers adgang til – uden for forbrugerforhold – på andet grundlag at kræve højere rente end den lovbestemte morarentesats, jf. lovforslagets § 1, nr. 2 og 3 (de foreslåede § 1, stk. 3 og stk. 4, 1. pkt.). Det vil fortsat bero på aftale eller sædvane, om fordringshaver er berettiget til at tilskrive højere morarente og eventuelt beregne sig morarente af det således opgjorte beløb (renters rente). Der henvises til pkt. 3.1.6. ovenfor.

Den direktivbestemte forhøjelse af morarenten i forhold til det gældende niveau efter renteloven skal gennemføres inden for direktivets anvendelsesområde, dvs. i visse handelsforhold. Efter direktivet kan der ikke fastsættes et lavere procenttillæg end 7, og direktivet åbner ikke mulighed for inden for direktivets anvendelsesområde at udforme lovgivningen således, at morarenten så vidt muligt følger udviklingen i den gennemsnitlige udlånsrente. Det er en følge af direktivet, at morarenten efter omstændighederne vil kunne indeholde et vist strafelement over for skyldneren. Den ændring af de gældende regler, som er nødvendig for at opfylde direktivets krav til national ret, rejser spørgsmål om, hvorvidt reglerne bør ændres tilsvarende også uden for direktivets anvendelsesområde, det vil bl.a. sige i forbrugerforhold.

Spørgsmålet om, hvorvidt der bør gælde en ensartet lovbestemt morarente i handelsforhold og forbrugerforhold har tidligere været overvejet af en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, jf. betænkning nr. 1161 fra 1989 om renteloven, side 76-78.

Et mindretal i arbejdsgruppen (repræsentanten fra Det Danske Handelskammer) anbefalede i betænkningen, at der i handelsforhold blev indført et strafelement i morarenten.

Et andet mindretal i arbejdsgruppen (repræsentanten fra Håndværksrådet) anførte, at hvis morarenten var højere i handelsforhold end uden for handelsforhold, ville det få urimelige konsekvenser for detailhandlerne og håndværkerne, idet en sådan ordning ville indebære, at disse erhvervsdrivende som debitorer skulle betale en højere morarente end den, de som kreditorer kunne forlange. I øvrigt tilsluttede dette mindretal sig de øvrige argumenter, som flertallet i arbejdsgruppen anførte mod en differentieret rentesats, jf. straks nedenfor.

Flertallet (de øvrige 6 medlemmer af arbejdsgruppen) anførte bl.a., at en differentieret morarentesats ville medføre betydelige problemer i praksis, bl.a. i forbindelse med behandlingen af inkassosager ved domstolene. En sådan ordning ville desuden komplicere rentelovens system, navnlig fordi de tilfælde, hvor den lavere rentesats skulle anvendes, ikke ville være begrænset til forbrugeraftaler – der i forvejen er undergivet en særregulering – men også ville omfatte forholdet mellem to privatpersoner og forholdet mellem en privat kreditor og en erhvervsdrivende debitor.

Justitsministeriet er enig i, at en differentieret morarentesats bl.a. vil kunne medføre problemer i forbindelse med behandlingen af inkassosager, hvor der som regel ikke foreligger nærmere oplysninger om parternes status og indgåelsen af den aftale, der eventuelt ligger til grund for skyldforholdet.

Hertil kommer, at den foreslåede ændring af morarentesatsens beregningsgrundlag (diskontoen afløses af udlånsrenten) og forhøjelsen af procenttillægget (fra 5 til 7 pct.) vil medføre en ret begrænset forhøjelse af morarentesatsen i forhold til det nuværende niveau.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet, at der ikke bør indføres en differentieret morarentesats. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed og indebærer således, at den ændrede morarentesats vil gælde generelt på rentelovens område, jf. lovforslagets § 1, nr. 8-9 (de foreslåede ændringer til § 5, stk. 1-2).

Justitsministeriet er imidlertid indstillet på at tage initiativ til at nedsætte morarenten i forbrugerforhold, hvis renteudviklingen på et senere tidspunkt skulle medføre, at det lovbestemte tillæg på mindst 7 pct. indebærer et meget betydeligt strafelement.

Som nævnt under pkt. 3.1.1. finder renteloven – når der bortses fra visse beskyttelsespræceptive regler i forbrugerforhold – kun anvendelse, hvis andet ikke er aftalt eller følger af handelsbrug eller anden sædvane eller er bestemt ved eller i henhold til lov, jf. lovens § 1, stk. 3.

Efter Justitsministeriets opfattelse bør denne ordning i videst mulig omfang opretholdes. Herfor taler navnlig hensynet til erhvervslivets muligheder for at regulere egne forhold på anden vis end gennem (præceptiv) lovgivning.

Justitsministeriet har på denne baggrund generelt overvejet, om det vil være forenelig med direktivet at opretholde den gældende retstilstand for så vidt angår fordringshaverens ret til på andet grundlag end renteloven at kræve morarenter ved forsinket betaling uden for forbrugerforhold.

Efter direktivet er der som udgangspunkt ikke noget til hinder for, at det i handelsforhold fortsat overlades til parterne gennem aftale at fastlægge betalingsvilkår i forbindelse med levering af varer eller tjenesteydelser. Dette fremgår udtrykkeligt af direktivets artikel 3, stk. 1, litra a og d, om morarentens begyndelsestidspunkt og størrelse.

Efter direktivets artikel 3, stk. 3, skal aftalte vilkår om bl.a. følgerne af forsinket betaling dog ikke kunne påberåbes af skyldneren (eller skal give kreditor grundlag for krav om skadeserstatning), hvis aftalevilkåret efter en konkret bedømmelse må anses for klart urimeligt over for kreditor, jf. nærmere herom nedenfor under pkt. 4.6.1. Direktivbestemmelsen omfatter kun aftalevilkår, der er klart urimelige over for kreditor, og bestemmelsen ændrer ikke ved, at der som udgangspunkt er aftalefrihed efter direktivet.

På den anførte baggrund foreslås der ikke ændringer i den gældende ordning efter renteloven, hvorefter parterne uden for forbrugerforhold som udgangspunkt kan aftale at fravige reglerne om morarente mv.

Lovforslagets § 1, nr. 2 (den foreslåede § 1, stk. 3) er udformet i overensstemmelse hermed.

Bestemmelsen i direktivets artikel 3 regulerer som nævnt spørgsmål om morarenter i tilfælde af forsinket betaling. Ved udtrykket »forsinket betaling« skal efter direktivets artikel 2, stk. 2, forstås overskridelse af den aftalemæssige eller lovbestemte betalingsfrist.

At direktivet ikke udtrykkelig regulerer spørgsmålet om morarente på grundlag af handelsbrug eller anden sædvane medfører ikke, at direktivet er til hinder for en ordning, hvorefter en fordringshaver under henvisning til en sædvane på området kan kræve et større rentebeløb, end hvad der ellers følger af direktivets regler om begyndelsestidspunktet og størrelsen af morarenten (artikel 3, stk. 1, litra a og d). Det bemærkes herved, at medlemsstaterne kan fastsætte eller opretholde regler, der giver kreditor en videre beskyttelse end efter direktivets bestemmelser, jf. minimumsklausulen i artikel 6, stk. 2.

Derimod vil det efter Justitsministeriets opfattelse være i strid med direktivet, hvis en kreditor som følge af handelsbrug eller anden sædvane stilles dårligere, end hvad der følger af direktivets bestemmelser.

Det foreslås på denne baggrund som nævnt under pkt. 4.2.1., at en fordringshaver, selv om andet måtte følge af handelsbrug eller anden sædvane, skal kunne kræve morarente efter bestemmelserne i rentelovens §§ 3-5, hvis der er tale om forsinket betaling i handelsforhold, som er omfattet af direktivets anvendelsesområde.

Lovforslagets § 1, nr. 3 (den foreslåede § 1, stk. 4, 1. og 3. pkt.) er udformet i overensstemmelse hermed.

Efter direktivet stilles der alene visse mindstekrav til beskyttelsesniveauet for kreditor ved forsinket betaling i handelsforhold. Disse krav tilsigtes efter lovforslaget opfyldt ved gennemførelsen af en række ændringer i de generelle regler i renteloven.

Rentelovens almindelige regler er fraveget i en række lovbestemmelser. Det drejer sig navnlig om bestemmelser, der indeholder en særskilt regulering af spørgsmål om morarentens begyndelsestidspunkt og morarentesatsen, jf. nærmere ovenfor under pkt. 3.1.1. De her nævnte eksempler på særlige rentebestemmelser vedrører områder, som falder uden for direktivets anvendelsesområde.

Således må de særlige renteregler i checkloven, vekselloven, forsikringsaftaleloven, erstatningsansvarsloven samt CMR-loven antages at falde uden for direktivets regulering af forsinket betaling i visse handelsforhold (betaling for levering af varer eller tjenesteydelser), jf. også direktivets betragtning 13. Efter Justitsministeriets opfattelse ses der heller ikke i øvrigt at være behov for som følge af direktivet at ændre reguleringen i anden lovgivning af spørgsmål om morarenter ved forsinket betaling.

Med henblik på opfyldelsen af direktivet (artikel 3, stk. 1, litra d) sker der dog en forhøjelse af morarentesatsen i forhold til det gældende niveau, jf. nærmere ovenfor under pkt. 4.3. Forhøjelsen foreslås som nævnt gennemført generelt på rentelovens område, og den ændrede morarentesats vil således gælde for fordringer på formuerettens område, medmindre morarenten mv. er særligt reguleret i anden lovgivning.

Efter Justitsministeriets opfattelse vil det være i strid med direktivet, hvis en kreditor inden for direktivets anvendelsesområde (dvs. i visse handelsforhold) som følge af handelsbrug eller anden sædvane stilles dårligere, end hvad der følger af direktivets bestemmelser.

Lovforslaget indeholder i lyset af direktivet en række bestemmelser, hvorefter lovens regler ikke kan fraviges til skade for fordringshaveren ved handelsbrug eller anden sædvane, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 og 11 (den foreslåede § 1, stk. 4, 1. og 3. pkt., samt de foreslåede § 9 a, stk. 2, 1. pkt., og § 9 b, stk. 4, 2. pkt.). Der henvises til pkt. 4.4.1. samt pkt. 4.5.1. og 4.5.4.

Justitsministeriet har på denne baggrund endvidere overvejet, om muligheden for at fravige rentelovens regler ved handelsbrug eller anden sædvane til skade for skyldneren bør ophæves generelt i forbrugerforhold.

En sådan ændring vil navnlig indebære, at lovens § 5 (om morarentesatsen) ikke vil kunne fraviges til skade for forbrugeren ved sædvane. Lovforslaget medfører imidlertid en generel forhøjelse af den lovbestemte morarentesats.

På forbrugerområdet gælder der formentlig i praksis meget få sædvaner mv., som bindende fraviger renteloven til skade for skyldneren. I retspraksis synes der generelt at være mindre tilbøjelighed til at anerkende byrdefulde sædvaner, som forbrugerne ikke kan forventes at kende. I forbindelse med høringen over et udkast til lovforslaget er der bl.a. peget på, at den omstændighed, at loven efter sin ordlyd tillader fravigelse ved sædvane, skaber en usikkerhed, som i sig selv er uheldig, og som kan misbruges af kreditorer ved at påberåbe sig sædvaner, som reelt ikke foreligger.

På den anførte baggrund finder Justitsministeriet, at det i forbrugerforhold ikke bør være muligt at fravige rentelovens regler til skade for skyldneren (forbrugeren) ved handelsbrug eller anden sædvane. Lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 3 (den foreslåede § 1, stk. 4, 2. pkt.).

Efter direktivets artikel 3, stk. 1, litra e, er kreditor, medmindre skyldneren ikke er ansvarlig for forsinkelsen, berettiget til at kræve rimelig kompensation af skyldneren for alle relevante omkostninger ved inddrivelse, der skyldes sidstnævntes forsinkede betaling. Det følger endvidere af direktivet, at i forbindelse med omkostningerne ved inddrivelse skal principperne om gennemsigtighed og proportionalitet i forhold til gælden overholdes. Medlemsstaterne kan under overholdelse af de nævnte principper fastsætte et maksimalt beløb for omkostningerne ved inddrivelse for forskellige niveauer af gæld.

Med henblik på opfyldelse af direktivets artikel 3, stk. 1, litra e, foreslås det, at fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold, jf. lovforslagets § 1, nr. 11 (den foreslåede § 9 a, stk. 1).

Den foreslåede bestemmelse tager således alene sigte på spørgsmål om fordringshaverens ret til at kræve betaling for omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen. Spørgsmål om fordringshaverens ret til at kræve udgifter til en indenretlig inddrivelse betalt af skyldneren er allerede reguleret i retsplejelovens regler om sagsomkostninger (§§ 312, stk. 2, og 503 vedrørende fastsættelse af henholdsvis sagsomkostninger i byretten og fogedretten), og lovforslaget ændrer ikke herved, jf. den foreslåede § 9 a, stk. 4.

Det fremgår af direktivet, at kreditors adgang til at kræve betaling hos skyldneren for inddrivelsesomkostninger er underlagt tre betingelser: For det første skal der være tale om et inddrivelsesskridt i direktivets forstand. For det andet kan der alene kræves betaling for »relevante« omkostninger, og for det tredje har kreditor kun krav på »rimelig« kompensation.

Den nærmere afgrænsning af, hvornår der er tale om »inddrivelse« (på engelsk: »recovery«), giver anledning til tvivl. Efter Justitsministeriets opfattelse må direktivet antages at skulle forstås således, at det både omfatter den situation, at kreditor selv forestår inddrivelsen af sin fordring hos skyldneren (egeninkasso), og de tilfælde, hvor kreditor lader en anden, f.eks. et inkassobureau eller en advokat, forestå inddrivelsen af fordringen (fremmedinkasso).

I lyset heraf foreslås det, at fordringshaveren i begge de nævnte situationer skal kunne kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved inddrivelse af fordringen. Der vil bl.a. være tale om inddrivelse (inkasso), når der udsendes inkassoskrivelse til skyldneren, indgås en betalingsaftale (frivilligt forlig) eller foretages andre egentlige inkassoskridt vedrørende den pågældende fordring.

Som nævnt følger det af direktivet, at fordringshaveren skal kunne kræve betaling af rimelige og relevante omkostninger ved inddrivelse af fordringen. Det er ikke nærmere fastsat i direktivet, hvad der skal forstås ved begreberne »rimelig kompensation« og »alle relevante omkostninger«. Det må på den baggrund antages, at der er overladt medlemsstaterne et forholdsvis vidt råderum med hensyn til at fastlægge betingelserne for og omfanget af fordringshaverens krav på betaling af inddrivelsesomkostninger.

Hvad der er relevante omkostninger må vurderes i det konkrete tilfælde, men omkostningerne vil bl.a. ikke være relevante, hvis det stod klart for fordringshaveren, at forsøget på inddrivelse ikke ville lykkes. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis samme eller andre krav inden for kortere tid uden held er forsøgt inddrevet i fogedretten. På samme måde vil der i almindelighed heller ikke være tale om relevante udgifter, hvis en fordring inden for kortere tid er overgivet til flere forskellige inkassobureauer og/eller advokater. Kravet om, at omkostningerne skal være relevante (og rimelige), må endvidere ses i sammenhæng med reglerne i inkassolovens §§ 9-11 om god inkassoskik. Det følger bl.a. af disse regler, at der – medmindre særlige omstændigheder foreligger – ikke må iværksættes yderligere inkassoskridt, før der er sendt en påkravsskrivelse, og en i påkravet angivet frist er udløbet.

Henvisningen til rimelige omkostninger indebærer, at der ikke kan kræves betaling for omkostninger, der ligger ud over, hvad der sædvanligvis er forbundet med det pågældende inddrivelsesskridt, og at der ikke kan kræves betaling for større samlede omkostninger, end hvad der ud fra en konkret vurdering må anses for at være rimeligt.

Justitsministeriet finder, at der ved bekendtgørelse bør fastsættes nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter § 9 a, stk. 1. Med sådanne regler vil der blive skabt en klarere retsstilling på området. Der henvises til den foreslåede § 9 a, stk. 3, der er omtalt nedenfor under pkt. 4.5.3.

Efter den foreslåede § 9 a, stk. 1, skal inddrivelsesomkostninger som nævnt kun betales, hvis forsinkelsen med betalingen beror på skyldnerens forhold. Bestemmelsen, der er medtaget under hensyntagen til direktivet, medfører ingen ændringer i den gældende retstilstand, hvorefter fordringshaveren ikke kan iværksætte inkassoskridt mod skyldneren, hvis fordringshaveren ikke har opfyldt sine forpligtelser efter kontrakten.

Det bør i lyset af direktivet, som tilsigter at give kreditor en minimumsbeskyttelse, fremgå udtrykkeligt af loven, at den foreslåede § 9 a, stk. 1, ikke kan fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane.

Det foreslås endvidere, at § 9 a, stk. 1, i forbrugerforhold heller ikke skal kunne fraviges til skade for skyldneren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Fordringshaveren vil således ikke kunne kræve betaling ud over, hvad der må anses for at være rimelige og relevante inddrivelsesomkostninger.

Justitsministeriet vil som nævnt ovenfor i medfør af den foreslåede § 9 a, stk. 3, kunne fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter § 9 a, stk. 1.

Som nævnt under pkt. 4.5.1., foreslås der gennemført lovregler om fordringshavers adgang til at få dækket sine inddrivelsesomkostninger hos skyldner.

De foreslåede regler vil som minimum skulle gennemføres for krav på vederlag i henhold til aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som led i sit erhverv og en ordregivende offentlig myndighed mv. Justitsministeriet har imidlertid overvejet, om de nye regler bør gælde generelt på rentelovens område.

En generel gennemførelse af de foreslåede regler indebærer, at fordringshaveren også i forbrugerforhold vil kunne kræve rimelige og relevante inddrivelsesomkostninger betalt af skyldneren. Det vil formentlig betyde, at forbrugeren i en række tilfælde vil komme til at betale den erhvervsdrivendes inddrivelsesudgifter i videre omfang end hidtil.

Heroverfor står imidlertid, at den direktivbestemte regulering på grund af sin brede og generelle udformning (kreditor skal have krav på at få rimelig kompensation for alle relevante omkostninger) forekommer velegnet som grundlag for en generel regulering af spørgsmålet om fordringshaveres dækning for udenretlige inddrivelsesomkostninger. Der vil herved blive skabt en ensartet retlig ramme, der ikke helt overlader spørgsmålet til parternes aftale i det enkelte tilfælde.

Hensynet til at sikre en ensartet adgang til at få dækket inddrivelsesomkostninger hos skyldneren taler således med betydelig vægt for, at reglerne bliver af generel karakter, jf. herved også betænkning nr. 1321/1996 om inkassovirksomhed (side 58), hvor den pågældende arbejdsgruppe bl.a. anbefalede, at kreditors ret til at kræve inkassoomkostninger betalt af skyldner uden hjemmel i aftalen eventuelt blev reguleret generelt og uafhængigt af, om kreditor har benyttet sig af et inkassobureau eller ej.

Det bemærkes, at der i Norge og Sverige er gennemført særlig lovgivning om kreditorers ret til erstatning for inddrivelsesomkostninger, der også finder anvendelse i forbrugerforhold. Der henvises til pkt. 4.5.3. nedenfor.

Justitsministeriet finder på den anførte baggrund, at de foreslåede regler om dækning for inddrivelsesomkostninger bør gælde generelt for fordringer på formuerettens område, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse hermed, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).

Med lovforslagets § 1, nr. 11 (den foreslåede § 9 a, stk. 3) foreslås der indsat en bemyndigelsesbestemmelse i loven, der giver justitsministeren mulighed for ved bekendtgørelse at fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter § 9 a, stk. 1.

Direktivet åbner som nævnt ovenfor under pkt. 4.5.1. mulighed for, at medlemsstaterne under overholdelse af bl.a. proportionalitetsprincippet kan fastsætte et maksimalt beløb for omkostninger ved inddrivelse for forskellige niveauer af gæld. Der findes både i norsk og svensk ret regler for skyldnerens maksimale erstatningspligt ved udenretlig inddrivelse. Der henvises for norsk rets vedkommende til kongelig resolution af 14. juli 1989 (inkassoforskriften – FOR 1989-07-14 nr. 562) og for svensk rets vedkommende til förordning (1981:1057) om ersättning för inkassokostnader m.m. Reglerne er omtalt i betænkning nr. 1321 fra 1996 om inkassovirksomhed, side 32 og 39.

Der vil med bemyndigelsesbestemmelsen kunne fastsættes lignende regler i dansk ret. Disse regler vil efter forslaget kunne fastsættes med henblik på, at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb. Justitsministeriet vil snarest muligt efter fremsættelsen af lovforslaget iværksætte et arbejde, hvor også de berørte organisationer mv. vil blive inddraget, med henblik på udarbejdelse af sådanne regler.

Justitsministeriet agter endvidere – i lyset af de foreslåede regler i §§ 9a og 9 b – at foretage de fornødne justeringer i pantebrevsformularernes bestemmelser om kreditors panteret for omkostninger, der er afholdt ved inddrivelse, og størrelsen af rykkergebyrer.

Efter direktivet skal fordringshaveren som nævnt kunne kræve betaling for rimelige og relevante omkostninger ved inddrivelse af fordringen. Det giver anledning til tvivl, om udsendelse af rykkerskrivelse til skyldneren (både som led i egen- og fremmedinkasso) samt overgivelse af sagen til fremmedinkasso, f.eks. hos en advokat eller et inkassobureau, må anses for at være inddrivelse i direktivets forstand. Med henblik på at sikre, at der ikke kan rejses spørgsmål om gennemførelsen af direktivet på dette punkt, bygger lovforslaget på den forudsætning, at der er tale om inddrivelse, når der udsendes rykkerskrivelser mv.

Der er med virkning fra 1. juli 2001 gennemført regler om rykkergebyrer mv. i renteloven (den nuværende § 9 a), som alene gælder i forbrugerforhold, jf. lov nr. 462 af 7. juni 2001 om ændring af renteloven. Den nuværende § 9 a gælder både med hensyn til rykkerskrivelser udsendt af den erhvervsdrivende selv, og hvor dette er overladt til andre, f.eks. et inkassobureau eller advokat. Der kan højst opkræves et gebyr på 100 kr. pr. rykkerskrivelse og højst for 3 rykkerskrivelser vedrørende samme fordring. Endvidere kan der højst opkræves et inkassogebyr på 100 kr.

Med lovforslaget sker der ikke materielle ændringer i den beskrevne retstilstand i forbrugerforhold, og lovforslaget medfører således på dette punkt alene, at reglerne om loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold indsættes i en ny § 9 b i renteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Efter direktivet kræves det ikke, at der i de af direktivet omfattede handelsforhold fastsættes tilsvarende detaljerede regler som i forbrugerforhold, men alene, at fordringshaveren får krav på »rimelig« kompensation for relevante inddrivelsesomkostninger.

Imidlertid er det nærliggende at anse et rykker- og inkassogebyr på 100 kr. for i almindelighed at være rimeligt også i handelsforhold. Det foreslås derfor at udvide anvendelsesområdet for de gældende gebyrregler i renteloven, således at de også gælder uden for forbrugerforhold. Reglerne bør uden for forbrugerforhold kunne fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane. Under hensyn til direktivet foreslås det dog, at denne mulighed for at fravige lovreglen skal gælde med forbehold for den foreslåede § 9 a, hvorefter kreditor altid har krav på dækning af rimelige og relevante inddrivelsesomkostninger.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 2-3 og 11 (den foreslåede § 1, stk. 3 og stk. 4, 1. pkt., samt § 9 b, stk. 4).

Efter direktivets artikel 3, stk. 3, skal medlemsstaterne sikre, at aftalte vilkår om betalingsfristen eller konsekvenserne af forsinket betaling, der efter en konkret bedømmelse må anses for at være klart urimelige over for kreditor, enten ikke kan påberåbes af skyldneren eller giver kreditor grundlag for krav om skadeserstatning. I de tilfælde, hvor det pågældende aftalevilkår ikke kan påberåbes af skyldneren, skal aftalen udfyldes med de lovbestemte vilkår, medmindre de nationale domstole fastsætter andre, rimelige betingelser.

Den nævnte direktivbestemmelse må efter Justitsministeriets opfattelse forstås således, at medlemsstaterne kan vælge, om virkningen af, at et aftalevilkår er urimeligt over for kreditor, skal være ugyldighed eller pligt til at betale skadeserstatning.

I dansk ret findes der allerede regler, hvorefter kontraktvilkår af den nævnte karakter vil kunne erklæres ugyldige. Af generalklausulen i aftalelovens § 36 følger således, at en aftale eller anden retshandel kan ændres eller tilsidesættes helt eller delvis, hvis det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre den gældende. Ved bedømmelsen af, hvorvidt det vil være urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre en aftale gældende, skal der efter § 36, stk. 2, tages hensyn til forholdene ved aftalens indgåelse, aftalens indhold og senere indtrufne omstændigheder. Der skal således foretages en samlet vurdering af aftalen og forholdet mellem parterne.

Formålet med aftalelovens § 36 er bl.a. at give en civilretlig beskyttelse mod, at en økonomisk stærkere og mere sagkyndig part misbruger sin overlegne stilling, f.eks. ved at bruge standardkontrakter med vilkår, der ensidigt tjener den stærkere parts interesser.

Aftalelovens § 36 gælder generelt på formuerettens område. Aftalelovens § 36 kan ikke tilsidesættes ved parternes aftale.

Generalklausulen i aftalelovens § 36 vil kunne anvendes af domstolene til at ændre eller tilsidesætte aftalevilkår vedrørende betalingsfristen eller konsekvenserne af forsinket betaling, som set i forhold til bestemmelserne i rentelovens §§ 3-5 ud fra en samlet vurdering af den konkrete sags omstændigheder er urimelige over for kreditor. Efter aftalelovens § 36 stilles der således alene krav om, at en aftale skal være urimelig – ikke som efter direktivet »klart urimelig« – for at den kan ændres eller tilsidesættes.

Efter Justitsministeriets opfattelse er der derfor ikke behov for lovændringer for at opfylde direktivet på dette punkt.

Som nævnt under pkt. 2, følger det af direktivet, at der i kreditorernes og konkurrenternes interesse skal findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af klart urimelige kontraktvilkår til ophør, jf. nærmere direktivets artikel 3, stk. 4-5.

Det fremgår ikke nærmere af direktivet, hvilke forpligtelser der påhviler medlemsstaterne med hensyn til at sikre, at der ikke anvendes urimelige standardkontraktvilkår i handelsforhold. Efter Justitsministeriets opfattelse må bestemmelserne formentlig forstås således, at medlemsstaterne er overladt et vist råderum ved den nærmere fastsættelse i de nationale lovgivninger af egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af klart urimelige standardkontraktvilkår til ophør.

Ifølge markedsføringsloven må private erhvervsvirksomheder og offentlige virksomheder, som kan sidestilles hermed, ikke foretage handlinger, som strider mod god markedsføringsskik, jf. lovens § 1. Affattelsen af aftalevilkår såvel i enkeltstående kontrakter som i standardkontrakter er et led i erhvervsdrivendes markedsføring og er som sådan omfattet af bestemmelsen.

Forbrugerombudsmanden fører i medfør af markedsføringslovens § 15 tilsyn med, at loven overholdes. Forbrugerombudsmanden kan bl.a. rejse sager for domstolene om nedlæggelse af forbud mod handlinger i strid med loven. Der kan nedlægges forbud mod anvendelse af urimelige kontraktvilkår, både over for enkeltvirksomheder og sammenslutninger af sådanne, såfremt disse anvender eller opfordrer til anvendelse af urimelige kontraktvilkår.

Forbrugerombudsmandens kompetence er efter markedsføringsloven ikke begrænset til forbrugerforhold. Forbrugerombudsmanden vil således efter loven kunne behandle spørgsmål om lovligheden af de i direktivet nævnte former for standardkontraktvilkår (til skade for mindre virksomheder mv.). Forbrugerombudsmanden vil på baggrund af henvendelser fra små eller mellemstore erhvervsdrivende eller sammenslutninger af sådanne erhvervsdrivende (private brancheorganisationer) kunne rejse sag ved domstolene i overensstemmelse med markedsføringslovens regler.

Muligheden for at anlægge sag efter markedsføringsloven tilkommer ikke kun Forbrugerombudsmanden. Efter loven vil sag om forbud mod anvendelse af urimelige kontraktvilkår som led i markedsføringen således kunne anlægges af enhver med retlig interesse deri, jf. markedsføringslovens § 19, stk. 1. I bemærkningerne til denne bestemmelse er det bl.a. anført, at forbudssag vil kunne anlægges af en sammenslutning af erhvervsdrivende, hvis der foreligger en retlig interesse.

Den enkelte erhvervsdrivende vil desuden selv i de konkrete tilfælde kunne anlægge sag til prøvelse af gyldigheden af et (standard)kontraktvilkår om betalingsfristen og konsekvenserne af forsinket betaling. En erhvervsdrivende vil i den forbindelse kunne støttes af vedkommendes brancheorganisation, der – som mandatar – vil kunne føre sagen på den erhvervsdrivendes vegne.

Lovforslaget indeholder på denne baggrund ikke forslag til særlige regler om håndhævelse af direktivets forbud mod klart urimelige (standard)kontraktvilkår over for kreditorer. Det bemærkes, at spørgsmålet om en eventuel ændring af retsplejelovens bestemmelser om søgsmålskompetence, herunder i hvilket omfang sammenslutninger af private erhvervsdrivende eventuelt selvstændigt bør kunne føre sag ved domstolene med virkning for de enkelte erhvervsdrivende, indgår i Retsplejerådets igangværende overvejelser om en reform af den civile retspleje, og således her vil blive gjort til genstand for en generel vurdering.

Som nævnt under pkt. 2, følger det af direktivets artikel 4, at medlemsstaterne i overensstemmelse med de nationale bestemmelser, der skal anvendes i henhold til de internationalt privatretlige regler, skal sørge for, at sælger bevarer ejendomsretten til varer, indtil de er fuldstændig betalt, dersom der udtrykkeligt er indgået en aftale mellem køber og sælger om ejendomsforbehold, inden varerne leveres.

Formålet med artikel 4 er at sikre, at sælgere skal kunne gøre et ejendomsforbehold gældende overalt i Fællesskabet, hvis ejendomsforbeholdet er gyldigt i henhold til det lands lovgivning, som lovvalgsreglerne peger på. Bestemmelsen indebærer ikke, at medlemsstaterne skal fastsætte eller ændre nationale bestemmelser om gyldigheden af ejendomsforbehold. Der henvises herved til direktivets betragtning 21.

Dansk ret indeholder ikke regler, der hindrer en sælger i at gøre et (gyldigt) ejendomsforbehold gældende. Det vil derfor ikke kræve lovgivning at gennemføre den nævnte direktivbestemmelse i dansk ret. Det bemærkes i den forbindelse, at der i tilfælde, hvor dansk ret finder anvendelse, stilles krav om, at parterne har aftalt ejendomsforbehold senest ved overgivelsen af varen til køberen, jf. kreditaftalelovens § 50, stk. 1, jf. § 34, stk. 1, nr. 1.

Direktivets artikel 5 forpligter medlemsstaterne til at indrette effektive inkassoprocedurer, der normalt giver mulighed for at tilvejebringe et grundlag for tvangsfuldbyrdelse inden 90 dage. Bestemmelsen er nærmere omtalt ovenfor under pkt. 2.

Retsplejeloven indeholder ikke regler om en særlig inkassoproces. I praksis afgøres inkassosager, dvs. sager om ubestridt gæld, dog væsentligt hurtigere end sager, hvor sagsøgers krav bestrides. Typisk afsiges der dom allerede efter første retsmøde, fordi sagsøgte enten har anerkendt gælden eller er udeblevet, herunder ikke har fremsendt skriftligt svarskrift i sagen.

I praksis vil der således i inkassosager kunne opnås tvangsfuldbyrdelsesgrundlag (dom) inden for kort tid og i hvert fald normalt inden for et tidsrum af 90 dage.

Kravet i direktivets artikel 5 om hurtige inkassoprocedurer for ubestridt gæld kan på denne baggrund ikke antages at kræve lovændringer. Det bemærkes herved, at direktivet ikke stiller krav om, at medlemsstaterne vedtager en særlig procedure eller ændrer deres eksisterende retsprocedurer på en bestemt måde, jf. direktivets betragtning 23.

Et udkast til lovforslag har været til høring hos følgende organisationer mv.:

Præsidenten for Østre Landsret, Præsidenten for Vestre Landsret, Præsidenten for Sø- og Handelsretten, Præsidenten for Københavns Byret, Præsidenterne for retterne i Århus, Odense, Aalborg og Roskilde, Den Danske Dommerforening, Foreningen af dommerfuldmægtige i Danmark, Advokatrådet, Akademikernes Centralorganisation, Amtsrådsforeningen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Brancheorganisationen for Forbrugerelektronik, Butikshandelens Fællesråd, Byggeriets Firkant, Danmarks Fiskeindustri- og Eksportforening, Danmarks Nationalbank, Dansk Annoncørforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Automobilforhandler Forening, Dansk Detail Kreditråd, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Handel og Service, Dansk Industri, Dansk Inkassobrancheforening, Dansk Kreditchefforening, Dansk Markedsføringsforbund, Dansk Organisation af Detailhandelskæder, Dansk Postordreforening, Danske Dagblades Forening, Danske Entreprenører, Danske Finansieringsselskabers Forening, De Samvirkende Købmandsforening, Den Danske Boghandlerforening, Det Danske Handelskammer, Elinstallatørernes Landsforening, Erhvervssammenslutningen G-1930, FEHA, Finansrådet, Finansstyrelsen, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede Danske Motorejere, Foreningen af Pantefogeder, Formanden for Forbrugerklagenævnet, Formanden for Pengeinstitutankenævnet, Formanden for Realkreditankenævnet, Forsikring og Pension, Frederiksberg Kommune, Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger, HK-Landsklubben, Håndværksrådet, Kommunernes Landsforening, Konkurrencestyrelsen, Københavns Kommune, Landbrugsraadet, Landsforeningen Loyal Handel, Landsorganisationen i Danmark, Liberale Erhvervs Råd, Oliebranchens Fællesrepræsentation, Politiforbundet i Danmark, Radiobranchen, Realkreditrådet, Rigspolitichefen og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforening.

Lovforslaget vil have direkte betydning for offentlige myndigheder, hvor disse optræder som privatretlige subjekter i visse handelsforhold mv., som er omfattet af lovforslaget. Offentlige myndigheders retsstilling som kreditor vil således her blive styrket.

For så vidt angår offentligretlige krav er der i visse dele af lovgivningen henvist til § 5 i lov om renter ved forsinket betaling m.v. I det omfang dette er tilfældet, vil lovforslaget betyde en højere forrentning, og dette vil således medføre en vis merindtægt for det offentlige. Det er imidlertid ikke på nuværende tidspunkt muligt at opgøre størrelsen heraf.

Lovforslaget indeholder en styrkelse af kreditors retsstilling ved forsinket betaling i såvel erhvervsforhold som i forbrugerforhold. Dette vil samlet set medføre positive erhvervsøkonomiske konsekvenser.

Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner.

Et udkast til bekendtgørelse om, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter den foreslåede § 9 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, vil blive forelagt for Økonomi- og Erhvervsministeriets testpanel.

Det foreslås, at § 9 a (den foreslåede almindelige regel om inddrivelsesomkostninger) og § 9 b (den foreslåede særlige regel om rykkergebyrer mv.) skal gælde for fordringer på formuerettens område. Denne afgrænsning svarer til rentelovens almindelige anvendelsesområde, jf. lovens § 1, stk. 1, og er endvidere i overensstemmelse med området for den gældende § 9 a (om rykkergebyrer mv.).

I bestemmelsen fastsættes det, at renteloven ikke finder anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9 a og 9 b. Bestemmelsen svarer til, hvad der følger af den gældende regel i rentelovens § 1, stk. 3. I bestemmelsen er der dog foretaget en konsekvensændring som følge af de foreslåede nye regler i § 9 a og § 9 b.

Spørgsmålet om fravigelse af renteloven ved handelsbrug eller anden sædvane er reguleret i lovforslagets § 1, nr. 3.

I bestemmelsens 1. pkt. fastsættes det, at renteloven ikke finder anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Bestemmelsen svarer herved til, hvad der følger af den gældende regel i rentelovens § 1, stk. 3. Med henvisningen til §§ 9 a (stk. 2) og 9 b (stk. 4) er det dog præciseret, at disse regler ikke vil kunne fraviges til skade for fordringshaveren ved handelsbrug eller anden sædvane.

Bestemmelsens 2. pkt. er nyt. Det foreslås, at renteloven ikke i forbrugerforhold skal kunne fraviges ved handelsbrug eller anden sædvane til skade for skyldneren. Bestemmelsen indebærer navnlig, at det udtrykkeligt fastslås, at den lovbestemte morarentesats (den foreslåede § 5, stk. 1) ikke vil kunne fraviges til skade for forbrugeren ved handelsbrug eller anden sædvane. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 4.4.2.

Bestemmelsens 3. pkt. er ligeledes nyt. Efter reglen kan der, selv om andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, altid kræves rente efter rentelovens §§ 3-5, hvis kravet angår vederlag i henhold til aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som led i sit erhverv og en ordregivende myndighed som defineret i direktiverne 92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF om offentlige indkøbskontrakter.

Udtrykket »erhvervsdrivende« er anvendt med henblik på at tilpasse ordlyden af de foreslåede regler til den almindelige civilretlige sprogbrug.

Ved en »ordregivende myndighed« skal i overensstemmelse med de nævnte direktiver forstås statslige, amtskommunale eller kommunale myndigheder, offentligretlige organer eller sammenslutninger bestående af en eller flere af disse myndigheder eller offentligretlige organer. Ved offentligretligt organ forstås ethvert organ, der er oprettet specielt med henblik på at imødekomme almenhedens behov, dog ikke behov af industriel eller kommerciel karakter, som er en juridisk person, og hvis drift enten for mere end halvdelens vedkommende finansieres af staten, regionale eller lokale myndigheder eller andre offentligretlige organer, hvis drift er underlagt disses kontrol eller hvortil staten, de lokale myndigheder eller andre offentligretlige organer kan udpege mere end halvdelen af medlemmerne i administrations-, ledelses- eller tilsynsorganet.

Bestemmelsen gælder som nævnt kun for pengekrav i henhold til en aftale om levering af varer eller tjenesteydelser. Omfattet af bestemmelsen er således alene selve betalingsforpligtelsen med hensyn til de leverede varer eller tjenesteydelser.

Det er ikke fastlagt i direktivet, hvad der skal forstås ved »varer« eller »tjenesteydelser«. Det må dog formentlig antages, at begreberne skal forstås i en meget vid betydning, jf. lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.

Tjenesteydelsesbegrebet omfatter her således bl.a. lejeaftaler (brugsrettigheder), såkaldt værksleje, dvs. aftaler, der indebærer frembringelse af et arbejdsresultat, og andre arbejdsaftaler (bortset fra ansættelsesforhold), herunder serviceydelser, undervisning, ydelser fra liberale erhverv, forvaring og transportaftaler.

Udtrykket »varer« er anvendt i betydningen løsøre. I øvrigt har det ingen praktisk betydning at sondre mellem de nævnte begreber, idet de foreslåede regler generelt finder anvendelse på varer og tjenesteydelser. Køb af fast ejendom omfattes ikke af de nye regler.

Den foreslåede bestemmelses 3. pkt. tilsigter at gennemføre direktivets artikel 1 og artikel 2, stk. 1, samt dele af artikel 3, stk. 1.

Bestemmelsens 1. pkt. er en delvis videreførelse af den gældende regel i 1. pkt. i rentelovens § 3, stk. 2. Efter den foreslåede bestemmelse skal der – hvis forfaldsdagen ikke er fastsat i forvejen – som hidtil betales rente, når der er gået 30 dage (efter de nugældende regler en måned) efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Derimod stilles der ikke længere krav om, at betalingsanmodningen skal angive, at manglende betaling medfører pligt til at betale rente. Det vil således ikke efter forslaget være en betingelse for at kunne kræve rente, at der er afgivet et såkaldt rentepåkrav.

Som følge af den nævnte ændring af betalingsfristen fra en måned til 30 dage er den gældende regel i rentelovens § 3, stk. 2, 2. pkt. (om den situation, hvor fordringshaveren har afsendt eller fremsat betalingsanmodning på en månedsdag, som ikke findes i den følgende måned) ikke medtaget i lovforslaget.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved, at en betalingsanmodning kan fremsættes inden forfaldsdagen, men det er som hidtil en forudsætning for, at der kan beregnes rente, at den seneste rettidige betalingsfrist (forfaldsdagen) er overskredet senest ved udløbet af 30-dages fristen. I modsat fald må der fremsendes en ny betalingsanmodning.

2. pkt. viderefører den gældende regel i rentelovens § 3, stk. 2, 3. pkt. Skyldneren vil således fortsat ikke skulle betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af en betalingsanmodning, for så vidt betalingsanmodningen forsinkes under forsendelse i mere end 30 dage eller slet ikke kommer frem.

Den foreslåede bestemmelses 1. pkt. skal ses i lyset af direktivets artikel 3, stk. 1, litra b.

Der er tale om en konsekvensændring, jf. den foreslåede § 3, stk. 2 (lovforslagets § 1, nr. 5).

Bestemmelsen finder kun anvendelse på krav angående vederlag i henhold til aftaler om levering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som led i sit erhverv og en ordregivende myndighed som defineret i direktiverne 92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF om offentlige indkøbskontrakter, jf. henvisningen til den foreslåede nye § 1, stk. 4, 3. pkt.

For sådanne krav vil domstolene efter det foreslåede nye 2. pkt. ikke længere kunne bestemme, at morarente skal betales fra et senere tidspunkt (end efter § 3, stk. 1-4). Derimod vil domstolene, hvor særlige forhold begrunder det, som hidtil kunne bestemme, at morarente skal betales fra et tidligere tidspunkt.

Den foreslåede bestemmelse skal ses på baggrund af direktivets artikel 6, stk. 2.

Det foreslås, at renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.

Bestemmelsen medfører en forhøjelse af den gældende lovbestemte morarentesats. Den forhøjede morarentesats skal generelt finde anvendelse på rentelovens område, og skal således gælde for fordringer på formuerettens område, jf. lovens § 1, stk. 1.

Den lovbestemte morarentesats vil ved lovens ikrafttrædelse udgøre referencesatsen pr. den 1. juli 2002 med et tillæg på 7 pct., og den således beregnede morarentesats vil så være gældende frem til den 1. januar 2003, hvor der med baggrund i referencesatsen pr. denne dato vil skulle beregnes en ny morarentesats, som skal gælde det følgende halvår.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 3, stk. 1, litra d.

Bestemmelsen viderefører til dels den gældende regel i rentelovens § 5, stk. 2.

Det foreslås, at justitsministeren hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og Økonomiministeriet (nu Økonomi- og Erhvervsministeriet) skal kunne ændre rentetillægget til morarentesatsen, dog således at tillægget ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct.

Med bestemmelsen vil der fortsat være mulighed for at regulere morarentesatsen, hvis udviklingen i det almindelige renteniveau generelt tilsiger en ændret regulering af morarentesatsen. Det er kun tillægget – og ikke rentens afhængighed af referencesatsen – som kan ændres.

Den foreslåede bestemmelse skal ses på baggrund af direktivets artikel 3, stk. 1, litra d, og artikel 6, stk. 2.

For sådanne krav vil domstolene efter det foreslåede nye 2. pkt. ikke længere kunne bestemme, at der skal betales en lavere morarente end den lovbestemte morarentesats. Domstolene vil derimod fortsat – også i de nævnte handelsforhold – kunne bestemme, at der skal betales en højere morarente.

Den foreslåede bestemmelse skal ses på baggrund af direktivets artikel 3, stk. 1, litra d, og artikel 6, stk. 2.

Det foreslås, at der fastsættes en række regler om fordringshaverens adgang til at kræve betaling hos skyldneren af omkostninger til udenretlig inddrivelse. Reglerne skal gælde generelt for fordringer på formuerettens område, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 (den foreslåede § 1, stk. 2).

Som en ny § 9 a indsættes en almindelig regel om, at fordringshaveren har krav på betaling af rimelige og relevante inddrivelsesomkostninger. Den foreslåede § 9 a omfatter alle inddrivelsesomkostninger, alene med den begrænsning, at spørgsmålet om adgangen til at kræve rykker- og inkassogebyrer reguleres i den foreslåede § 9 b. I § 9 b gøres der således udtømmende op med, hvad der kan kræves i rykker- og inkassogebyr.

Af bestemmelsens stk. 1 følger, at fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold.

Bestemmelsen omfatter kun udenretlige inddrivelsesomkostninger, og griber således ikke ind i retsgrundlaget for domstolenes fastsættelse af sagsomkostninger i forbindelse med indenretlig inddrivelse af fordringer, jf. herved også stk. 4.

Bestemmelsen omfatter både den situation, at kreditor selv forestår inddrivelsen af sin fordring hos skyldneren (egeninkasso), og de tilfælde, hvor kreditor lader en anden, f.eks. et inkassobureau eller en advokat, forestå inddrivelsen af fordringen (fremmedinkasso). I begge de nævnte situationer vil fordringshaveren således kunne kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved inddrivelse af fordringen. Der vil bl.a. være tale om inddrivelse (inkasso), når der udsendes inkassoskrivelse til skyldneren, indgås en betalingsaftale (frivilligt forlig) eller foretages andre egentlige inkassoskridt vedrørende den pågældende fordring. Derimod tager bestemmelsen ikke sigte på kreditors almindelige administrationsudgifter og lignende, herunder bl.a. udgifter til fakturering. Hvad særligt angår omkostninger til udsendelse af rykker- og inkassoskrivelser henvises til den foreslåede § 9 b.

Bestemmelsen i den nye § 9 a vil bl.a. indebære, at fordringshaverens udgifter til autoriserede inkassobureauers inddrivelse af fordringen som udgangspunkt kan kræves betalt af skyldneren. Dette gælder, uanset om der foreligger en aftale mellem fordringshaveren og skyldneren herom.

Det, der efter bestemmelsen kan kræves betalt af skyldneren, er rimelige og relevante udgifter til inddrivelsen.

Hvad der er relevante udgifter må vurderes i det konkrete tilfælde, men udgifterne vil bl.a. ikke være relevante, hvis det stod klart for fordringshaveren, at forsøget på inddrivelse ikke ville lykkes. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis samme eller andre krav inden for kortere tid uden held er forsøgt inddrevet i fogedretten. På samme måde vil der i almindelighed heller ikke være tale om relevante udgifter, hvis en fordring inden for kortere tid er overgivet til flere forskellige inkassobureauer og/eller advokater. Kravet om, at udgifter skal være relevante (og rimelige), må endvidere ses i sammenhæng med reglerne i inkassolovens §§ 9-11 om god inkassoskik. Det følger bl.a. af disse regler, at der – medmindre særlige omstændigheder foreligger – ikke må iværksættes yderligere inkassoskridt, før der er sendt en påkravsskrivelse, og en i påkravet angivet frist er udløbet.

Henvisningen til rimelige omkostninger indebærer, at der ikke kan kræves betaling for omkostninger, der ligger ud over, hvad der sædvanligvis er forbundet med det pågældende inddrivelsesskridt, og at der ikke kan kræves betaling for større samlede omkostninger, end hvad der ud fra en konkret vurdering må anses for at være rimeligt.

Inddrivelsesomkostninger skal som nævnt kun betales, hvis forsinkelsen med betalingen beror på skyldnerens forhold. Bestemmelsen, der er medtaget under hensyntagen til direktivet, medfører ingen ændringer i den gældende retstilstand, hvorefter fordringshaveren ikke kan iværksætte inkassoskridt mod skyldneren, hvis fordringshaveren ikke har opfyldt sine forpligtelser efter kontrakten.

Af bestemmelsens stk. 2 følger, at reglen i stk. 1 ikke kan fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane.

Reglen i stk. 1 skal efter lovforslaget heller ikke kunne fraviges i forbrugerforhold til skade for skyldneren ved aftale, jf. § 9 a, stk. 2, eller ved handelsbrug eller anden sædvane, jf. den foreslåede § 1, stk. 4, 2. pkt. Det betyder, at der – ligesom det i dag er tilfældet med hensyn til gebyrer for rykkerskrivelser mv. – fastsættes loft for, hvad fordringshaveren kan kræve betalt af skyldneren. Fordringshaveren vil således ikke kunne kræve yderligere betaling, end hvad der er rimelige og relevante inddrivelsesomkostninger.

Efter stk. 3 bemyndiges justitsministeren til at fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1. Sådanne regler vil efter forslaget kunne fastsættes med henblik på, at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb.

Den foreslåede bestemmelse tilsigter at gennemføre direktivets artikel 3, stk. 1, litra e.

Bestemmelsen medfører ikke materielle ændringer i de gældende regler om rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold. De foreslåede regler, der efter forslaget indsættes i loven som en ny § 9 b, viderefører således den retstilstand, som følger af den gældende § 9 a i renteloven (om loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold), og der kan således i forbrugerforhold fortsat ikke kræves mere end 100 kr. i rykker- og inkassogebyr. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.2. og 4.5.4.

I modsætning til den gældende retstilstand er den foreslåede bestemmelse ikke begrænset til at gælde for forbrugerforhold. Det foreslås således som noget nyt, at de gældende regler om rykkergebyrer mv. skal finde tilsvarende anvendelse for fordringshaverens adgang til at kræve gebyr for rykker- og inkassoskrivelser uden for forbrugerforhold.

Reglerne i stk. 1-3 skal imidlertid uden for forbrugerforhold, kunne fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane.

Med bestemmelsen lægges der således alene op til, at fordringshaveren – i samme omfang som i forbrugerforhold – skal have ret til at kræve gebyr for rykker- og inkassoskrivelser, selv om parterne ikke har indgået aftale herom. Er der derimod indgået aftale om rykkergebyrer mv. mellem parterne, eller foreligger der handelsbrug eller anden sædvane, skal reglerne i stk. 1-3, som nævnt ikke finde anvendelse. Dette gælder dog kun i det omfang, som følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt., jf. den foreslåede § 9 b, stk. 4, 2. pkt. Heraf følger, at fordringshaveren – uanset anden aftale eller sædvane – altid vil kunne kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger til udsendelse af rykkerskrivelse mv.

Det følger af det foreslåede stk. 4, at reglerne om rykker- og inkassogebyr i stk. 1-3 ikke vil kunne fraviges alene med henvisning til den generelle hjemmel i den foreslåede § 9 a til at kræve betaling for rimelige og relevante inddrivelsesomkostninger, dvs. uden henvisning til en konkret aftale eller sædvane mv., der fraviger § 9 b.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af direktivets artikel 3, stk. 1, litra e.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. august 2002, jf. stk. 1. Dette skal navnlig ses på baggrund af, at direktivet skal være gennemført i dansk ret inden den 8. august 2002, jf. artikel 6, stk. 1.

Efter stk. 2 skal de foreslåede regler om morarenter ved forsinket betaling finde anvendelse, hvis den pågældende misligholdte kontrakt er indgået efter lovens ikrafttræden.

Efter stk. 3 kan der kræves inddrivelsesomkostninger (i henhold til den foreslåede § 9 a), hvis det pågældende betalingskrav opstår efter lovens ikrafttræden.

Der kan kræves rykkergebyr vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, samt inkassogebyr, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden, jf. den foreslåede § 9 b. Dette svarer til den ikrafttrædelsesordning, som gjaldt ved gennemførelsen af de gældende regler i § 9 a (om loft over rykkergebyrer mv. i forbrugerforhold).

Bilag 2

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF
af 29. juni 2000
om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR –

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 95,

under henvisning til forslag fra Kommissionen⁽²⁾,

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg⁽³⁾,

i overensstemmelse med fremgangsmåden i traktatens artikel 251⁽⁴⁾, på grundlag af Forligsudvalgets fælles udkast af 4. maj 2000, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I Europa-Parlamentets beslutning om det integrerede program til fordel for små og mellemstore virksomheder (SMV) og håndværksfagene⁽⁵⁾blev det understreget, at Kommissionen burde fremsætte forslag vedrørende problemerne i forbindelse med betalingsforsinkelser.

(2) Den 12. maj 1995 vedtog Kommissionen en henstilling om betalingsfrister i handelsforhold⁽⁶⁾.

(3) I Europa-Parlamentets beslutning om Kommissionens henstilling om betalingsfrister i handelsforhold⁽⁷⁾blev Kommissionen anmodet om at overveje at ændre henstillingen til et forslag til rådsdirektiv og fremsætte dette hurtigst muligt.

(4) Den 29. maj 1997 vedtog Det Økonomiske og Sociale Udvalg en udtalelse⁽⁸⁾om Kommissionens grønbog »Offentlige indkøb i EU: overvejelser for fremtiden«.

(5) Den 4. juni 1997 offentliggjorde Kommissionen en handlingsplan for det indre marked, hvori det understreges, at betalingsforsinkelser udgør en stadig større hindring for et velfungerende indre marked.

(6) Den 17. juli 1997 offentliggjorde Kommissionen en rapport om betalingsforsinkelser i handelsforhold⁽⁹⁾; rapporten sammenfatter resultaterne af en evaluering af virkningerne af Kommissionens henstilling af 12. maj 1995.

(7) Virksomhederne, især de små og mellemstore, pålægges store administrative og finansielle byrder som følge af uforholdsmæssigt lange betalingsfrister og overskridelse af betalingsfrister. Disse problemer er også en vigtig årsag til insolvens, der kan føre til virksomhedslukning og tab af mange arbejdspladser.

(8) I visse medlemsstater afviger de aftalemæssige betalingsfrister betydeligt fra fællesskabsgennemsnittet.

(9) Forskellene mellem betalingsregler og –praksis i medlemsstaterne udgør en hindring for et velfungerende indre marked.

(10) Dette resulterer i en betydelig begrænsning af handelstransaktioner mellem medlemsstaterne. Dette er i strid med traktatens artikel 14, idet virksomheder bør være i stand til at drive handel inden for hele det indre marked, uden at transaktioner på tværs af grænserne indebærer større risici end salg på hjemmemarkedet. Det fører til konkurrenceforvridning, hvis der gælder væsentlig forskellige regler for henholdsvis transaktioner på hjemmemarkedet og transaktioner på tværs af grænserne.

(11) De seneste statistikker viser, at der, i bedste fald, i mange medlemsstater ikke er sket en forbedring med hensyn til forsinket betaling siden vedtagelsen af henstillingen af 12. maj 1995.

(12) Det tilsigtede mål, bekæmpelse af forsinket betaling inden for det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne hver for sig. Det kan derfor bedre gennemføres på fællesskabsplan. Nærværende direktiv går ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de tilsigtede mål. Dette direktiv opfylder derfor i sin helhed de krav, der følger af subsidiaritetsprincippet og proportionalitetsprincippet, jf. traktatens artikel 5.

(13) Dette direktiv er begrænset til betalinger, der sker som vederlag for handelstransaktioner, og regulerer ikke transaktioner med forbrugere, renter i forbindelse med andre betalinger, f.eks. betalinger i henhold til lovgivningen om checks og veksler, eller betalinger som kompensation for skade, herunder betalinger fra forsikringsselskaber.

(14) Det forhold, at liberale erhverv er omfattet af dette direktiv, betyder ikke at medlemsstaterne skal behandle dem som virksomheder eller handelsforetagender på andre områder end dem, der er omfattet af dette direktiv.

(15) Dette direktiv definerer udelukkende udtrykket »tvangsfuldbyrdelsesgrundlag«, men vedrører ikke de forskellige procedurer for tvangsfuldbyrdelse af et sådant grundlag og fastsætter ikke, på hvilke betingelser tvangsfuldbyrdelse af et sådant grundlag kan standses eller suspenderes.

(16) Forsinket betaling udgør et kontraktbrud, som er blevet finansielt tiltrækkende for skyldnere i de fleste medlemsstater som følge af lave morarenter og/eller langsomme inddrivelsesprocedurer. En afgørende ændring, herunder kompensation til kreditorer for påløbne omkostninger, er nødvendig for at vende denne tendens og sikre, at konsekvenserne af forsinket betaling bliver af en sådan art, at de er et incitament til ikke at betale for sent.

(17) Passende kompensation for omkostningerne ved inddrivelse anfægter ikke de nationale bestemmelser, hvorefter en national dommer kan tilkende kreditor yderligere kompensation for lidt skade som følge af skyldners forsinkede betaling, ligesom det må tages i betragtning, at der kan være ydet kompensation for de påløbne omkostninger i form af betalte renter for forsinket betaling.

(18) Direktivet tager hensyn til spørgsmålet om lange aftalemæssige betalingsfrister, og navnlig, at der kan forekomme visse kategorier af kontrakter, hvor en længere betalingsperiode i forbindelse med en begrænsning af aftalefriheden eller en højere rente kan være berettiget.

(19) Direktivet bør forebygge misbrug af aftalefriheden til skade for kreditor. Der kan være tale om misbrug, hvis hovedformålet med en aftale er, at skyldner får yderligere likviditet på kreditors bekostning, eller hvis hovedentreprenøren pålægger leverandørerne eller underleverandørerne betalingsvilkår, som ikke er rimelige i forhold til de vilkår, der gælder for ham selv. Direktivet griber ikke ind i nationale bestemmelser om kontraktindgåelse eller om gyldigheden af kontraktbestemmelser, der er urimelige for skyldneren.

(20) Konsekvenserne af forsinket betaling vil kun have præventiv virkning, hvis de ledsages af hurtige og effektive retsprocedurer, der kun medfører små omkostninger for kreditor. I overensstemmelse med forbuddet mod forskelsbehandling i traktatens artikel 12 bør disse procedurer være tilgængelige for alle kreditorer, der er etableret i Fællesskabet.

(21) Kreditorer bør kunne gøre et ejendomsforbehold gældende på et ikke-diskriminatorisk grundlag overalt i Fællesskabet, hvis ejendomsforbeholdet er gyldigt i henhold til de nationale bestemmelser, der skal anvendes på forholdet i henhold til den internationale privatret.

(22) Dette direktiv skal indeholde bestemmelser om alle handelstransaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder i betragtning af, at sidstnævnte foretager et stort antal betalinger til virksomhederne. Direktivet skal derfor også indeholde bestemmelser om alle handelstransaktioner mellem hovedentrepenører og deres leverandører og underleverandører.

(23) I følge dette direktivs artikel 5 skal inddrivelsesproceduren for ubestridte krav afsluttes hurtigt i overensstemmelse med national lovgivning, men den kræver ikke, at medlemsstaterne vedtager en særlig procedure eller ændrer deres eksisterende retsprocedurer på en bestemt måde –

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

Artikel 1
Anvendelsesområde

Dette direktiv finder anvendelse på alle betalinger, der foretages som vederlag for handelstransaktioner.

Artikel 2
Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1) »handelstransaktioner«: forretningsmæssige transaktioner mellem virksomheder eller mellem virksomheder og offentlige myndigheder, som indebærer levering af varer eller tjenester mod vederlag

»ordregivende myndigheder«: enhver ordregivende myndighed eller andre ordregivere, som er defineret i direktiverne om offentlige indkøbskontrakter (92/50/EØF⁽¹⁰⁾, 93/36/EØF⁽¹¹⁾, 93/37/EØF⁽¹²⁾og 93/38/EØF⁽¹³⁾)

»virksomhed«: enhver enhed der handler som led i selvstændig økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet, uanset om den kun udøves af en enkelt person

2) »forsinket betaling«: overskridelse af den aftalemæssige eller lovbestemte betalingsfrist

3) »ejendomsforbehold«: et aftalevilkår, ifølge hvilket sælger bevarer ejendomsretten til de pågældende varer, indtil købesummen er betalt

4) »rentesats, der anvendes af Den Europæiske Centralbank i forbindelse med dens væsentligste refinansieringstransaktioner«: den rentesats, der anvendes ved transaktioner af denne art i forbindelse med licitationer til fast rente. Hvis en væsentlig refinansieringstransaktion gennemføres efter en licitationsprocedure med variabel rente, er denne rentesats den marginale rentesats, der er resultatet af den pågældende licitation. Dette gælder for auktioner til både fast og variabel rente

5) »tvangsfuldbyrdelsesgrundlag«: alle former for afgørelser, domme eller betalingspålæg fra en domstol eller anden kompetent myndighed, uanset om de vedrører omgående betaling eller betaling i rater, som sætter kreditor i stand til at inddrive sit krav på skyldneren ved tvangsfuldbyrdelse; de omfatter afgørelser, domme eller betalingspålæg, som kan fuldbyrdes på et foreløbigt grundlag, selv om skyldneren appellerer dem.

Artikel 3
Morarenter i tilfælde af forsinket betaling

1. Medlemsstaterne sikrer følgende:

a) Morarenter som omhandlet i litra d) betales fra dagen efter sidste rettidige betalingsdag eller efter udløbet af betalingsfristen som fastsat i aftalen.

b) Hvis der ikke er aftalt en sidste rettidig betalingsdag eller betalingsfrist, skal der automatisk betales morarenter, uden at det er nødvendigt at fremsende en rykkerskrivelse:

i) fra 30 dage efter skyldnerens modtagelse af en faktura, eller en tilsvarende betalingsanmodning, eller

ii) fra 30 dage efter den dato, hvor varerne eller tjenesteydelserne er modtaget, hvis det er usikkert, på hvilken dato fakturaen eller den tilsvarende betalingsanmodning er modtaget, eller

iii) fra 30 dage efter at varerne eller tjenesteydelserne er modtaget, hvis skyldneren modtager fakturaen eller den tilsvarende betalingsanmodning tidligere end varerne eller tjenesteydelserne, eller

iv) fra 30 dage efter datoen for godkendelse eller kontrol, hvis lovgivningen eller aftalen indeholder krav om en godkendelses- eller kontrolprocedure, hvorved varernes eller tjenesteydelsens overensstemmelse med aftalen skal konstateres, og skyldneren modtager fakturaen eller den tilsvarende betalingsanmodning inden eller på den dato, hvor denne godkendelse eller kontrol finder sted.

c) Kreditor er berettiget til morarenter ved forsinket betaling, forudsat at

i) han har opfyldt sine aftalemæssige og lovbestemte forpligtelser, og

ii) han ikke har modtaget det skyldige beløb rettidigt, medmindre skyldneren ikke er ansvarlig for forsinkelsen.

d) Rentesatsen for morarenter (den »lovbestemte sats«), som skyldneren skal betale, svarer til summen af den rentesats, som Den Europæiske Centralbank har anvendt i forbindelse med dens seneste væsentlige refinansieringsaktion inden den første kalenderdag det pågældende halvår (»referencesatsen«), plus mindst 7 procentpoint (margenen), medmindre andet er fastsat i aftalen. For så vidt angår en medlemsstat, der ikke deltager i tredje fase af Den Økonomiske og Monetære Union, er referencesatsen den tilsvarende sats fastsat af medlemsstatens centralbank. Også her fastsættes referencesatsen på det niveau, der var gældende på første kalenderdag det pågældende halvår, med virkning for de følgende seks måneder.

e) Medmindre skyldneren ikke er ansvarlig for forsinkelsen, er kreditor berettiget til at kræve rimelig kompensation af skyldneren for alle relevante omkostninger ved inddrivelse, der skyldes sidstnævntes forsinkede betaling. I forbindelse med omkostningerne ved inddrivelse skal principperne om gennemsigtighed og proportionalitet i forhold til gælden overholdes. Medlemsstaterne kan under overholdelse af de nævnte principper fastsætte et maksimalt beløb for omkostninger ved inddrivelse for forskellige niveauer af gæld.

2. For bestemte kategorier af aftaler, som defineres i den nationale lovgivning, kan medlemsstaterne fastsætte fristen, efter hvilken der skal betales morarenter, til højst 60 dage, hvis de sikrer, at aftalens parter ikke aftaler en længere frist, eller hvis de fastsætter en ufravigelig rentesats, der er væsentligt højere end den lovbestemte sats.

3. Medlemsstaterne træffer bestemmelse om, at aftalen vedrørende betalingsdagen eller følgerne af forsinket betaling, der ikke er i overensstemmelse med stk. 1, litra b)-d), og stk. 2, enten ikke er bindende eller giver grundlag for krav om skadeserstatning, hvis aftalen, når alle sagens omstændigheder, herunder god handelspraksis og produktets art, tages i betragtning, er klart urimelig over for kreditor. Ved afgørelsen af, om en aftale er klart urimelig over for kreditor, tages der bl.a. hensyn til, om skyldneren har en objektiv grund til at fravige bestemmelserne i stk. 1, litra b)-d), og stk. 2. Hvis en sådan aftale fastslås at være klart urimelig, finder de lovbestemte vilkår anvendelse, medmindre de nationale domstole fastsætter andre og rimelige betingelser.

4. Medlemsstaterne sikrer, at der i kreditorernes og konkurrenternes interesse findes egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af klart urimelige kontraktvilkår i den i stk. 3 omhandlede betydning til ophør.

5. De i stk. 4 nævnte midler skal omfatte bestemmelser om, at organisationer, der er officielt anerkendt som repræsentant for eller har lovlig interesse i at repræsentere små og mellemstore virksomheder, i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning kan indbringe en sag for domstolene eller for de kompetente administrative myndigheder, hvis de kontraktvilkår, der er udarbejdet til generel anvendelse, er klart urimelige i den i stk. 3 omhandlede betydning, således at disse kan anvende egnede og effektive midler til at bringe anvendelsen af sådanne kontraktvilkår til ophør.

Artikel 4
Ejendomsforbehold

1. Medlemsstaterne skal i overensstemmelse med de gældende nationale bestemmelser, der skal anvendes i henhold til de internationalt privatretlige regler, sørge for, at sælger bevarer ejendomsretten til varer, indtil de er fuldstændig betalt, dersom der udtrykkeligt er indgået en aftale mellem køber og sælger om ejendomsforbehold, inden varerne leveres.

2. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde bestemmelser om delbetalinger, som skyldneren allerede har foretaget.

Artikel 5
Inddrivelsesprocedurer for ubestridte krav

1. Medlemsstaterne sikrer, at der normalt inden 90 kalenderdage efter indgivelse af stævning eller anmodning fra kreditor til retten eller en anden kompetent myndighed uanset beløbets størrelse kan opnås et tvangsfuldbyrdelsesgrundlag, så længe gælden eller aspekter af proceduren ikke bestrides. Denne forpligtelse skal opfyldes af medlemsstaterne i overensstemmelse med deres respektive nationale love og administrative bestemmelser.

2. Efter de respektive nationale love og administrative bestemmelser skal samme betingelser gælde for alle kreditorer, der er etableret i Fællesskabet.

3. Der skal i den i stk. 1 omhandlede frist på 90 kalenderdage ikke medregnes følgende tidsrum:

a) den tid der medgår til forkyndelse

b) alle forsinkelser, som kreditor er skyld i, som f.eks. den tid, der kræves til at berigtige anmodninger.

4. Denne artikel berører ikke bestemmelserne i Bruxelles-konventionen om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager⁽¹⁴⁾.

Artikel 6
Gennemførelse

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv inden den 8. august 2002. De underretter straks Kommissionen herom.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne kan opretholde eller vedtage love og bestemmelser, der er gunstigere for kreditor end de love og bestemmelser, der er påkrævede for at efterkomme dette direktiv.

3. Ved gennemførelsen af dette direktiv kan medlemsstaterne udelukke:

a) gæld, der er genstand for insolvensbehandling, der er indledt mod en skyldner

b) aftaler, der er indgået inden den 8. august 2002, og

c) morarentefordringer på under 5 EUR.

4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste love og administrative bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

5. To år efter den 8. august 2002 foretager Kommissionen en undersøgelse af bl.a. den lovbestemte rentesats, betalingsfristen og forsinket betaling for at vurdere virkningen på handelstransaktionerne, og lovgivningens anvendelse i praksis. Resultaterne af denne og andre undersøgelser meddeles Europa-Parlamentet og Rådet, i givet fald ledsaget af passende forslag til en forbedring af dette direktiv.

Artikel 7
Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Artikel 8
Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Luxembourg, den 29. juni 2000.

På Europa-Parlamentets vegne

På Rådets vegne

N. FONTAINE

M. MARQUES DA COSTA

Formand

Indholdsfortegnelse

1.	Indledning			4

2.	Direktivet om bekæmpelse af forsinkede betalinger i handelstransaktioner			4

3.	Gældende ret			6
	3.1.	Rente ved forsinket betaling (morarente)		6
	3.2.	Inkassoomkostninger		8

4.	Lovforslagets udformning			9
	4.1.	Oversigt		9
	4.2.	Morarentens begyndelsestidspunkt		9
		4.2.1.	Forfaldsdagen er fastsat i forvejen	9
		4.2.2.	Forfaldsdagen er ikke fastsat i forvejen	10
		4.2.3.	Udskydelse af tidspunktet for betaling af morarenter	11
		4.2.4.	Rente fra tidspunktet for retsforfølgning	12
		4.2.5.	Særlige forhold, der taler for andet begyndelsestidspunkt	12
	4.3.	Morarentens størrelse		12
		4.3.1.	Ændringer som følge af direktivet	12
		4.3.2.	Generel anvendelse af de foreslåede nye regler om morarentesatsen på rentelovens område	13
	4.4.	Fravigelse af lovens regler		14
		4.4.1.	Muligheden for at fravige lovens regler om morarente i handelsforhold	14
		4.4.2.	Fravigelse ved sædvane mv. i forbrugerforhold	15
	4.5.	Inddrivelsesomkostninger		15
		4.5.1.	Ændringer som følge af direktivet	15
		4.5.2.	Generel anvendelse af de foreslåede regler om betaling for inddrivelsesomkostninger på rentelovens område	16
		4.5.3.	Bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter der kan kræves betalt efter § 9 a, stk. 1	17
		4.5.4.	Særligt om rykker- og inkassogebyrer	17
	4.6.	Urimelige kontraktvilkår		18
		4.6.1.	Aftalelovens § 36	18
		4.6.2.	Retsmidler ved urimelige kontraktvilkår	18
	4.7.	Retlig anerkendelse af ejendomsforbehold		19
	4.8.	Inddrivelsesprocedurer for ubestridte krav		19

5.	Høring			19

6.	Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser			20

	Positive konsekvenser/ mindre udgifter	Negative konsekvenser/ merudgifter
Økonomiske og administrative konsekvenser for stat, kommuner og amtskommuner	Visse merindtægter for det offentlige	Ingen
Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet	Bedre mulighed for at inddrive fordringer	Ingen
Miljømæssige konsekvenser	Ingen	Ingen
Administrative konsekvenser for borgerne	Ingen	Ingen
Forholdet til EU-retten	Lovforslaget indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/35/EF af 29. juni 2000 om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner

Gældende ret		Lovforslaget
		§ 1
		I lov om renter ved forsinket betaling m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 583 af 1. september 1986, som ændret ved § 4 i lov nr. 1098 af 21. december 1994 og lov nr. 462 af 7. juni 2001, foretages følgende ændringer:

§ 1. ….		1. § 1, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. § 9 a gælder for gebyrer vedrørende fordringer på formuerettens område.		»Stk. 2. § 9 a gælder for alle inddrivelsesomkostninger vedrørende fordringer på formuerettens område, mens § 9 b alene gælder for rykker- og inkassogebyrer vedrørende sådanne fordringer.«

		2. § 1, stk. 3, affattes således:
Stk. 3. Loven finder kun anvendelse, hvis andet ikke er aftalt eller følger af handelsbrug eller anden sædvane eller er bestemt ved eller i henhold til lov, jf. dog § 7 og § 9 a.		»Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet er bestemt ved eller i henhold til lov, eller hvis andet er aftalt, jf. dog §§ 7, 9 a og 9 b.«
		3. I § 1 indsættes som stk. 4:
		»Stk. 4. Loven finder ikke anvendelse, hvis andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, jf. dog §§ 9 a og 9 b. Dette gælder ikke for så vidt angår fravigelse til skade for skyldneren, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. Der kan desuden kræves rente efter §§ 3-5, selv om andet følger af handelsbrug eller anden sædvane, hvis kravet angår vederlag i henhold til aftale om levering af varer eller tjenesteydelser, som er indgået mellem erhvervsdrivende som led i deres erhverv eller mellem en erhvervsdrivende som led i sit erhverv og en ordregivende myndighed som defineret i direktiverne 92/50/EØF, 93/36/EØF, 93/37/EØF og 93/38/EØF om offentlige indkøbskontrakter.«

§ 2. Der skal ikke betales rente for det tidsrum, der ligger forud for forfaldsdagen, jf. dog § 1, stk. 3.		4. I § 2 ændres »stk. 3« til: »stk. 3 og stk. 4, 1. og 2. pkt.«.

§ 3. ….		5. § 3, stk. 2, affattes således:
Stk. 2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået en måned efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling med angivelse af, at manglende betaling medfører pligt til at betale rente. Har fordringshaveren afsendt eller fremsat anmodningen på en månedsdag, som ikke findes i den følgende måned, skal skyldneren betale rente fra denne måneds sidste dag. Skyldneren skal dog ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.		»Stk. 2. I andre tilfælde skal der betales rente, når der er gået 30 dage efter den dag, da fordringshaveren har afsendt eller fremsat anmodning om betaling. Skyldneren skal ikke betale rente for det tidsrum, der ligger forud for modtagelsen af anmodningen.«

Stk. 3. Uanset stk. 1 og 2 skal der tidligst betales rente, når der er gået 1 måned efter den dag, hvor skyldneren var i stand til at indhente de oplysninger, som må anses for nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse.		6. I § 3, stk. 3, ændres » 1 måned« til: »30 dage«.

Stk. 5. Hvor særlige forhold begrundet det, kan retten bestemme, at rente skal betales fra et tidligere eller senere tidspunkt.		7. I § 3, stk. 5, indsættes som 2. pkt.: »Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene bestemme, at rente skal betales fra et tidligere tidspunkt.«

		8. § 5, stk. 1, affattes således:
§ 5. Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den til enhver tid fastsatte officielle diskonto med et tillæg på 5 pct.		»§ 5. Renten efter forfaldsdagen fastsættes til en årlig rente, der svarer til den fastsatte referencesats med et tillæg på 7 pct. Som referencesats anses i denne lov den officielle udlånsrente, som Nationalbanken har fastsat henholdsvis pr. den 1. januar og den 1. juli det pågældende år.«

Stk. 2. Justitsministeren kan hvert andet år efter forhandling med Danmarks Nationalbank og økonomiministeriet ændre renten.		9. I § 5, stk. 2, indsættes efter »ændre renten«: », dog således at det i stk. 1 nævnte tillæg ikke kan fastsættes til mindre end 7 pct.«

Stk. 3. Hvor særlige forhold begrundet det, kan retten bestemme, at der skal betales en højere eller lavere rente.		10. I § 5, stk. 3, indsættes som 2. pkt.: »Ved fordringer i henhold til aftaler som nævnt i § 1, stk. 4, 3. pkt., kan retten dog alene bestemme, at der skal betales en højere rente.«

		11. § 9 a ophæves og i stedet indsættes:
		»§ 9 a. Fordringshaveren kan kræve, at skyldneren betaler fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen, medmindre forsinkelsen med betalingen ikke beror på skyldnerens forhold.
		Stk. 2. Stk. 1 kan ikke fraviges til skade for fordringshaveren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane. Hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, kan reglen i stk. 1 endvidere ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale.
		Stk. 3. Justitsministeren kan fastsætte nærmere regler for, hvilke udgifter fordringshaveren kan kræve betalt efter stk. 1 med henblik på, at udgifterne skal være gennemsigtige og stå i passende forhold til fordringen, herunder regler om, at der ved fordringer inden for bestemte beløbsgrænser alene kan kræves betaling op til visse maksimumsbeløb.
		Stk. 4. For omkostninger ved retslig inddrivelse gælder retsplejelovens regler om sagsomkostninger.

§ 9 a. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1, kan den erhvervsdrivende kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Den erhvervsdrivende kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på den erhvervsdrivendes vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).		§ 9 b. For rykkerskrivelser vedrørende fordringer kan fordringshaveren kræve et gebyr, jf. stk. 2, såfremt skrivelsen er fremsendt med rimelig grund (rykkergebyr). Fordringshaveren kan endvidere kræve et gebyr, jf. stk. 3, for at anmode en anden om at inddrive fordringen på fordringshaverens vegne, såfremt dette er sket med rimelig grund (inkassogebyr).
Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. inkl. moms for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.		Stk. 2. Der kan kræves et rykkergebyr på højst 100 kr. inkl. moms for hver rykkerskrivelse, dog højst for 3 skrivelser vedrørende samme ydelse. Har skyldneren inden for en sammenhængende periode til stadighed været i restance vedrørende samme skyldforhold, kan der uanset 1. pkt. højst kræves rykkergebyr for 3 skrivelser vedrørende restancerne i den pågældende periode. Der kan kun kræves gebyr for rykkerskrivelser, som er sendt med mindst 10 dages mellemrum.
Stk. 3. Der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr. inkl. moms.		Stk. 3. Der kan kræves et inkassogebyr på højst 100 kr. inkl. moms.
Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale eller ved handelsbrug eller anden sædvane.		Stk. 4. Reglerne i stk. 1-3 kan ikke fraviges til skade for skyldneren ved aftale, hvis der er tale om en fordring i henhold til en aftale som nævnt i § 7, stk. 1. I andre tilfælde kan reglerne i stk. 1-3 fraviges ved aftale eller handelsbrug eller anden sædvane i det omfang, som følger af § 9 a, stk. 1 og stk. 2, 1. pkt.«

		§ 2
		Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. august 2002.
		Stk. 2. Loven gælder for rente af pengekrav i henhold til aftaler, der er indgået efter lovens ikrafttræden.
		Stk. 3. Loven gælder for inddrivelsesomkostninger, hvor det pågældende betalingskrav opstår efter lovens ikrafttræden. Loven gælder endvidere for rykkergebyrer vedrørende rykkerskrivelser, der sendes efter lovens ikrafttræden, samt for inkassogebyrer, hvor det pågældende gebyrkrav opstår efter lovens ikrafttræden.

		§ 3
		Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.