L 130 (som vedtaget): Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om hjemmeservice og lov om individuel boligstøtte. (Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.).

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 29. maj 2002

Forslag

til

Lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om hjemmeservice og lov om individuel boligstøtte

(Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.)

§ 1

I lov om social service, jf. lovbekendtgørelse nr. 844 af 24. september 2001, som ændret ved lov nr. 273 af 8. maj 2002, foretages følgende ændringer:

1. § 71 affattes således:

»§ 71. Kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde

1) personlig hjælp og pleje og

2) hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.

Stk. 2. Tilbuddene efter stk. 1 gives til personer, som på grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver.

Stk. 3. Tilbuddene efter stk. 1 kan ikke gives som generelle tilbud efter § 65.«

2. § 73 a affattes således:

»§ 73 a. Kommunalbestyrelsen har pligt til at tilbyde genoptræning til afhjælpning af fysisk funktionsnedsættelse forårsaget af sygdom, der ikke behandles i tilknytning til en sygehusindlæggelse.

Stk. 2. Kommunen sørger for tilbud om hjælp til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder til personer, som på grund af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.«

3. Efter § 74 indsættes:

»Kvalitetsstandarder

§ 74 a. Socialministeren fastsætter regler om kvalitetsstandarder, hvori kommunalbestyrelsen bl.a. skal redegøre nærmere for de beslutninger, der er truffet om indhold, omfang og udførelse af hjælp efter §§ 71 og 73 a samt om opfølgningen på disse beslutninger.«

4. § 75 ophæves, og i stedet indsættes:

»Afgørelse m.v.

§ 75. Kommunen træffer afgørelse om tildeling af personlig hjælp og pleje m.v. efter dette kapitel. Kommunen behandler anmodninger om hjælp efter § 71 ved en konkret, individuel vurdering af behovet for hjælp til de opgaver, som modtageren ikke selv kan udføre. Ved vurderingen af behovet for hjælp skal kommunen tage stilling til alle anmodninger om hjælp fra ansøgeren.

Stk. 2. Tilbuddene om hjælp efter § 71 skal bidrage dels til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Tilbuddene skal løbende tilpasses modtagerens behov.

Stk. 3. Tilbud efter § 73 a gives efter en konkret, individuel vurdering af træningsbehovet. Genoptræningstilbud efter § 73 a, stk. 1, gives med henblik på så vidt muligt at bringe personen op på det funktionsniveau, som den pågældende havde inden sygdommen. Tilbud efter § 73 a, stk. 2, gives til personer, som har brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder.

§ 75 a. Afgørelsen skal meddeles ansøgeren skriftligt og skal være ledsaget af en skriftlig begrundelse. Af afgørelsen skal det fremgå, hvilke af ansøgerens anmodninger om hjælp kommunen har kunnet eller ikke har kunnet imødekomme, jf. § 75, stk. 1, samt hvilke krav der stilles til leverancesikkerheden i forbindelse med effektueringen af afgørelsen, jf. § 75 b, stk. 1.

Stk. 2. Til brug for afgørelsen efter stk. 1 udarbejder kommunen et skema. Skemaet skal som minimum indeholde oplysninger om, hvilke opgaver hjælpen omfatter, formålet med hjælpen, og for hvilken periode hjælpen gives. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren og udleveres til ansøgeren som supplement til afgørelsen.

Stk. 3. For beboere i plejehjem m.v., jf. § 140, lejere i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, og lejere i tilsvarende boligenheder skal skemaet efter stk. 2 endvidere indeholde oplysninger om den samlede plan for pleje- og omsorgsindsatsen for ansøgeren. 1. pkt. omfatter alene de beboere og lejere i de nævnte boligformer, der modtager kommunale serviceydelser. Skemaet udfyldes i samarbejde med ansøgeren, nærmeste pårørende eller anden nærtstående og eventuelt ansøgerens egen praktiserende læge. Skemaet udleveres til ansøgeren i forbindelse med afgørelsen.

§ 75 b. Hjælp efter §§ 71 og 73 a skal leveres i overensstemmelse med den afgørelse, kommunen har truffet efter §§ 75 og 75 a. Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at den tildelte hjælp efter § 71 leveres inden for en rimelig frist, hvis leverandøren ikke kan overholde de aftaler, der i forbindelse med afgørelsen efter § 75, stk. 1, er indgået om levering af hjælpen.

Stk. 2. Kommunen skal i forbindelse med afgørelsen om hjælp efter § 71 oplyse modtageren af hjælpen om, hvilken person der på myndighedens vegne kan kontaktes, hvis den tildelte hjælp ikke leveres i overensstemmelse med afgørelsen.

Tilrettelæggelse og levering af hjælpen

§ 75 c. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre de kvalitets- og prismæssige krav, der stilles til leverandører af personlig og praktisk hjælp efter § 71, jf. § 74 a, herunder hvilket beredskab der, jf. § 75 b, stk. 1, kræves af leverandørerne for at sikre, at de afgørelser, der er truffet efter § 71, kan effektueres.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen har pligt til at godkende og indgå kontrakt med enhver leverandør, der opfylder kravene i stk. 1, jf. dog stk. 7.

Stk. 3. En privat leverandør, der har indgået kontrakt med en eller flere kommuner, jf. stk. 1 og 2, anses som udgangspunkt for generelt kvalificeret til at udføre opgaver efter § 71. Kommunalbestyrelsen kan dog afvise at indgå kontrakt med leverandøren, hvis dennes kvalifikationer ikke opfylder den pågældende kommunalbestyrelses kvalitetskrav m.v., jf. stk. 1. Kommunalbestyrelsen skal skriftligt informere leverandørerne om baggrunden for, at der ikke kan indgås kontrakt.

Stk. 4. En person, der er berettiget til hjælp eller støtte efter § 71, jf. § 75, stk. 1, skal vælge, hvilken af de efter stk. 2 godkendte leverandører der skal udføre hjælpen. Til brug herfor skal kommunalbestyrelsen i samarbejde med de godkendte leverandører udarbejde informationsmateriale om leverandørerne. Det udarbejdede informationsmateriale skal i forbindelse med afgørelsen, jf. § 75, stk. 1, udleveres til de personer, der er tilkendt hjælp efter § 71. Når informationsmaterialet i forbindelse med indgåelse eller opsigelse af kontrakter med leverandører, jf. stk. 2, udarbejdes eller revideres, skal personer, der modtager hjælp efter § 71, have det nye informationsmateriale udleveret.

Stk. 5. Kommunalbestyrelsen skal indgå skriftlig aftale med den valgte leverandør om udførelsen af den hjælp, der er truffet afgørelse om efter § 75, stk. 1, om leverancesikkerhed efter § 75 b, stk. 1, samt om betaling m.v.

Stk. 6. En person, som er berettiget til hjælp eller støtte efter § 71, kan vælge selv at udpege en person til at udføre opgaverne. Den udpegede person skal godkendes af kommunen, som herefter skal indgå kontrakt med den pågældende om omfang og indhold af opgaverne, leverancesikkerhed, jf. § 75 b, stk. 1, samt om betaling m.v.

Stk. 7. Socialministeren fastsætter regler for opgørelse, offentliggørelse m.v. af de kommunale kvalitets- og priskrav efter stk. 1, samt regler for, hvornår kommunalbestyrelsen kan undtages fra pligten til at indgå kontrakt, jf. stk. 2.

§ 75 d. Bestemmelserne i § 75 c omfatter ikke beboere i plejehjem m.v., jf. § 140, lejere i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, og lejere i tilsvarende boligenheder.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen skal fastsætte og offentliggøre de kvalitetskrav, der stilles til leverandører af kommunale serviceydelser til de i stk. 1 nævnte persongrupper, jf. § 74 a. Hvis kommunalbestyrelsen har ansvaret for andre dele af driften af de i stk. 1 nævnte boliger, skal kommunalbestyrelsen endvidere fastsætte og offentliggøre de kvalitetskrav, der stilles i forbindelse med varetagelsen af disse opgaver.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler for opgørelse, offentliggørelse m.v. af de kommunale kvalitetskrav efter stk. 2.

§ 75 e. Den kommunale myndighed kan fravige bestemmelserne i § 75 c, stk. 1-5, jf. stk. 7, og § 75 d, hvis kommunalbestyrelsen på anden måde, under hensyntagen til de konkurrenceretlige regler, sikrer valgfrihed mellem forskellige leverandører af hjælp efter § 71. Socialministeren fastsætter nærmere regler herom.

§ 75 f. Personer, der modtager hjælp efter § 71, kan vælge en helt eller delvis anden hjælp end den, der er truffet afgørelse om, jf. §§ 75 og 75 a. En tilkendt ydelse, der fravælges efter 1. pkt., kan ikke efterfølgende kræves leveret efter § 75 b, stk. 1.

Klage, opfølgning og tilsyn

§ 75 g. En klage over en afgørelse om hjælp efter §§ 71 og 72 kan først indbringes for det sociale nævn, når

1) klagen har været behandlet af klagerådet, jf. § 34, stk. 1, nr. 1, i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, og

2) kommunalbestyrelsen har taget stilling til klagerådets indstilling.

§ 75 h. Ud over pligten til løbende at følge op på enkeltsager, jf. § 113, har kommunalbestyrelsen pligt til at føre tilsyn med, at de kommunale opgaver efter §§ 71 og 73 a løses i overensstemmelse med de afgørelser, kommunen har truffet efter disse bestemmelser og i henhold til kommunalbestyrelsens vedtagne kvalitetsstandarder, jf. § 74 a.

Stk. 2. Som led i tilsynsforpligtelsen efter stk. 1 skal kommunalbestyrelsen hvert år foretage mindst ét anmeldt og ét uanmeldt tilsynsbesøg i plejehjem m.v., jf. § 140, i plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. eller lov om boliger for ældre og personer med handicap, og i andre tilsvarende boligenheder i kommunen. Tilsynet omfatter indsatsen over for de beboere og lejere, der modtager kommunale serviceydelser. Tilsynet skal ligesom de øvrige kommunale myndighedsopgaver på området udføres af personer, der alene varetager kommunale myndighedsopgaver. Tilsynet må ikke varetages af leverandører eller personer, der udfører opgaver på området.

Stk. 3. Efter hvert tilsynsbesøg udarbejder kommunalbestyrelsen en tilsynsrapport til brug for opfølgningen på tilsynsbesøget. Tilsynsrapporterne offentliggøres og sendes til høring i bruger- og pårørenderådet, jf. § 112 a, samt i det kommunale ældreråd, jf. § 30 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område. Den enkelte bruger eller pårørende skal endvidere have tilbud om løbende at få tilsendt tilsynsrapporterne. Kommunalbestyrelsen har pligt til på anmodning fra bruger- og pårørenderådet eller det kommunale ældreråd at tilbyde det pågældende råd en mundtlig præsentation og drøftelse af tilsynsrapporterne.

Stk. 4. Mindst én gang årligt udarbejder og offentliggør kommunalbestyrelsen en samlet redegørelse om tilsynet efter stk. 2 og 3 samt om det sundhedsfaglige tilsyn efter § 6 a i lov om embedslægeinstitutioner m.v. Redegørelsen skal endvidere indeholde en opgørelse over, hvad der i forbindelse med tilsynet er blevet afdækket om sammenhængen mellem de ydelser, der er truffet afgørelse om, og de faktisk leverede ydelser. Redegørelsen offentliggøres og sendes til høring i bruger- og pårørenderådet, jf. § 112 a, samt i det kommunale ældreråd. Kommunalbestyrelsen drøfter herefter redegørelsen på et møde med henblik på opfølgning af tilsynet.«

5. § 81, stk. 1, affattes således:

»Amtskommunen yder hjælp efter §§ 71-73 a, 74, 75, 78, 79 og 86 til personer, der har ophold i amtskommunale boformer efter §§ 92-94 eller boliger efter § 115, stk. 4, jf. § 105, stk. 2, i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., såfremt boligen er oprettet af eller efter aftale med amtskommunen.«

6. § 92, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Personer, som modtager tilbud efter stk. 1, og som ønsker at flytte til en anden amtskommune, har ret til et tilsvarende tilbud i en anden amtskommune. Det er en forudsætning, at den pågældende opfylder betingelserne for at blive optaget i både fraflytningsamtskommunen og tilflytningsamtskommunen.«

7. I § 92 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Retten til frit valg efter stk. 3 omfatter ret til, at ens ægtefælle, samlever eller registrerede partner fortsat kan indgå i husstanden. Hvis en person ønsker, at en ægtefælle, samlever eller registreret partner fortsat skal indgå i husstanden, skal det tilbud, der gives efter stk. 1, være egnet til to personer. Hvis den pågældende person med handicap eller sindslidelse, jf. stk. 3, dør, har den efterlevende person ret til at blive boende.«

Stk. 4 bliver herefter stk. 5.

8. § 110 ophæves, og før § 110 a indsættes følgende overskrift:

»Kvalitetsstandarder«.

9. § 113 a ophæves.

10. Efter § 128 indsættes:

»§ 128 a. For personer, der er fyldt 67 år, og som har ophold i boformer efter § 92 eller § 140 eller efter § 5 i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v., afholdes opholdskommunens udgifter til hjælp efter denne lov af den tidligere opholdskommune, jf. § 9 a i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.«

11. § 149 affattes således:

»§ 149. Forslag om revision af § 75 g og § 81, stk. 2, fremsættes for Folketinget senest i folketingsåret 2003-04.«

12. Efter § 149 indsættes som ny paragraf:

»§ 150. Forslag til revision af §§ 71, 73 a, 75-75 f og 75 h fremsættes for Folketinget i første halvdel af folketingsåret 2004-05.«

§ 2

I lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000, som ændret senest ved § 52 i lov nr. 145 af 25. marts 2002, foretages følgende ændring:

1. § 9 a, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Opholdskommunen har ret til refusion efter stk. 1, jf. § 128 a i lov om social service, når en person er flyttet til et tilsvarende tilbud i en anden kommune eller amtskommune efter følgende bestemmelser:

1) § 92, stk. 3, i lov om social service,

  1. § 58 a i lov om almene boliger samt støttede private andelsboliger m.v. eller

3) § 140 i lov om social service.«

§ 3

I lov om individuel boligstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 62 af 31. januar 2001, som ændret ved § 5 i lov nr. 285 af 25. april 2001 og lov nr. 147 af 25. marts 2002, foretages følgende ændringer:

1. § 76, stk. 1, affattes således:

»Hvis en person i medfør af § 58 a i lov om almene boliger og støttede private andelsboliger m.v. får anvist en bolig med kommunal anvisningsret eller en bolig anvist efter lovens § 143 e i en anden kommune, kan opholdskommunen kræve sin nettoudgift til boligstøtte refunderet af den tidligere opholdskommune.«

2. § 76, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Hvis en person i medfør af § 58 a i lov om almene boliger og støttede private andelsboliger m.v. får anvist en bolig med amtskommunal anvisningsret i en anden kommune, kan den amtskommune, hvor boligen er beliggende, kræve sin nettoudgift til boligstøtte, jf. § 75 a, refunderet af den tidligere opholdsamtskommune.«

§ 4

I lov om hjemmeservice, jf. lovbekendtgørelse nr. 158 af 1. marts 2000, som ændret ved lov nr. 120 af 18. marts 2002, foretages følgende ændring:

1. § 8, stk. 4, ophæves.

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2002. §§ 75 c-75 e i lov om social service, jf. denne lovs § 1, nr. 4, træder dog først i kraft den 1. januar 2003. Kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune kan beslutte, at bestemmelserne nævnt i 2. pkt. skal have virkning fra et tidligere tidspunkt end den 1. januar 2003.

Stk. 2. En kommunalbestyrelse, der senest dagen efter denne lovs bekendtgørelse i Lovtidende har indgået kontrakt med en privat leverandør om hel eller delvis levering af personlig og praktisk hjælp efter § 71 i lov om social service, kan, for så vidt angår de ydelser, der er omfattet af kontrakten, fravige bestemmelserne i § 75 c, stk. 1-5, jf. stk. 7, i lov om social service, jf. denne lovs § 1, nr. 4, indtil kontraktperiodens udløb, dog senest indtil den 1. juli 2004.

L 130

Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om individuel boligstøtte. (Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.).

Af socialministeren (Henriette Kjær).

Dokument

Lov nr 399 af 6. juni 2002.

Ordførere: (1.beh) Flemming Oppfeldt (V), Grete Schødts (S), Pia Kristensen (DF), Lars Barfoed (KF), Villy Søvndal (SF), Margrethe Vestager (RV), Line Barfod (EL) og Tove Videbæk (KRF).

Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Resume:

Loven indeholder følgende 4 elementer: - Kommunalbestyrelserne pålægges at fastsætte og offentliggøre mål for kvalitet og pris på personlig og praktisk hjælp (hjemmehjælp) og forpligtes til at indgå kontrakt om levering af hjemmehjælp med private virksomheder, der opfylder kommunens kvalitetskrav. Modtageren af hjemmehjælp vælger selv leverandør blandt de af kommunen godkendte. - Der indføres en ret for den ældre til i højere grad selv at tilrettelægge udførelsen af hjælpen. - Kommunalbestyrelsernes pligt til at levere den hjælp, der er truffet afgørelse om, tydeliggøres ved at indføre regler om erstatningshjælp. - Der indføres frit valg af plejehjem eller beskyttet bolig på tværs af kommunegrænserne. Baggrund: Hensigten med lovforslaget var at give ældre mere indflydelse på hjemmehjælpen ved at indføre frit valg af leverandør af hjemmepleje og at styrke kvaliteten af hjemmeplejen ved at indføre en adgang for konkurrerende privat virksomhed til at levere hjælpen. Sigtet med loven var desuden at indskærpe kommunernes ansvar over for de borgere, der benytter sig af hjemmeplejen, og at styrke de ældres retssikkerhed ved aflysning. Lovforslaget var et led i udmøntningen af finanslovaftalen for 2002 mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Afstemning:

Lovforslaget vedtaget med 100 stemmer (V, S, DF, KF, RV (ved en fejlafstemning) og KRF) mod 9 (SF og EL).

Søgning Bogmærke Forside Lovbutik Leksikon Systemhjælp Om FtWeb Arkiv Om Folketinget Nyheder og aktuel information Sager i folketingssamlingen