(Kort bemærkning).
Pernille Rosenkrantz-Theil (EL):
Jeg er godt klar over det ønske, der ligger fra forskellig
side omkring det her, og det er et område, der ligger mig
meget på sinde, eftersom vi har en million ufaglærte i den
danske arbejdsstyrke. Jeg ønsker blot, at de kommer
ordentligt fra start.
Når man går ind og etablerer en ny struktur, synes jeg,
at det er meget væsentligt, at man fra start af har de
nødvendige ressourcer til rådighed, for at det kan blive en
god udvikling, og jeg mener ikke, at baggrunden for en
omstrukturering med en nedskæring på 55 mio. kr. inden for
området er en god start. Det synes jeg er en ualmindelig
dårlig start, og jeg synes, det er et dårligt signal at sende
til AMU-verdenen, umiddelbart før man står over for en
omstrukturering, at man skærer så massivt et beløb.
Det er derfor, jeg fisker lidt efter et svar, for hvis
det er sådan, at regeringen har gode intentioner - og det
tror jeg da bestemt at regeringen har - omkring de her
sammenlægninger, vil jeg gerne bede Venstres ordfører
heroppefra bekræfte, at Venstre vil være indstillet på at
stille de midler til rådighed, og der taler vi altså som sagt
om en pulje på minimum 55 mio. kr.