Den næste sag på dagsordenen var:
11) Første behandling af lovforslag nr. L 74:
Forslag til lov om ændring af lov om renter ved forsinket betaling m.v. (Gennemførelse af EF-direktiv om bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold m.v.). Af justitsministeren (Lene Espersen). (Fremsat 30/1 2002).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Freddy Dam (V):
L 74 drejer sig om renter ved forsinket betaling. Lovforslaget er en implementering af et EF-direktiv om bekæmpelse af forsinket betaling i handelstransaktioner. Direktivet skal regulere spørgsmålet om morarenter ved forsinket betaling, men også kreditors ret til at kræve kompensation fra skyldneren for omkostninger forårsaget af den forsinkede betaling. Medlemsstaterne kan frit fastsætte eller opretholde regler, der giver kreditor endnu bedre beskyttelse end den, der ligger i direktivet. Direktivet finder alene anvendelse i visse handelsforhold, f.eks. betalinger imellem erhvervsdrivende eller mellem erhvervsdrivende og ordregivende offentlig myndighed m.v., når betalingen har karakter af vederlag for varer eller tjenesteydelser. Lovforslaget lægger op til at udvide brugen, således at den ikke kun finder anvendelse i handelsforhold omfattet af direktivet, men i alle handelsforhold og også i forbrugerforhold. Bestemmelserne falder i to dele. For det første ændringer i rentelovens regler om morarente ved forsinket betaling af pengekrav. Morarenten fastsættes til en årlig rente, der svarer til Nationalbankens officielle udlånsrente med et tillæg af 7 pct. I dag udgør renten diskontoen plus 5 pct. Der er efter lovforslaget tale om en forhøjelse på ca. 2,5 pct. i forhold til nu, og ændringen skal gennemføres i handelsforhold omfattet af direktivet. For at undgå differentierede morarentesatser ved forsinket betaling foreslås ændringen gennemført generelt på rentelovens område, det vil sige også i forbrugerforhold. Det foreslås at afskaffe pligten til at afgive et særligt rentepåkrav. En betalingsanmodning, f.eks. i form af en faktura, skal fremtidig være nok til at udløse morarenter ved forsinket betaling. Også dette foreslås indført generelt på rentelovens område for at opnå ensartede regler.

Kl. 13.45

     Det foreslås endvidere, at der ikke længere skal være mulighed for i forbrugerforhold ved handelsbrug eller anden sædvane at fravige rentelovens bestemmelser til skade for forbrugeren. Ændringen vil betyde, at rentelovens § 5 om morarentesatsen ikke vil kunne fraviges til skade for forbrugeren ved aftale eller ved sædvane. Ændringen er ikke påkrævet efter direktivet og går for så vidt videre end direktivet, men det er en god idé.
     For det andet indeholder lovforslaget nye regler om fordringshaverens inddrivelsesomkostninger. Disse regler har følgende indhold:
     Det foreslås, at der indsættes en ny generel regel i renteloven, hvorefter skyldneren har pligt til at betale fordringshaverens rimelige og relevante omkostninger ved udenretlig inddrivelse af fordringen. I dag er spørgsmålet om en fordringshavers ret til at kræve udenretlige inddrivelsesomkostninger dækket af skyldneren ikke lovreguleret, og spørgsmålet beror således på, om der i øvrigt er den fornødne hjemmel hertil, f.eks. i parternes aftale eller de almindelige erstatningsregler.
     Efter lovforslaget skal den foreslåede regel gælde generelt for fordringer på formuerettens område, og det vil navnlig sige i alle handels- og forbrugerforhold. Der vil herved blive skabt en ensartet retlig ramme, der ikke helt overlader spørgsmålet til parternes aftale i det enkelte tilfælde.
     For så vidt angår særlige rykker- og inkassogebyrer, foreslås det at bevare de nugældende bestemmelser om loft for gebyrerne i forbrugerforhold. Bestemmelserne foreslås dog udvidet til at gælde på hele rentelovens område, men uden for forbrugerforhold skal de kunne fraviges ved aftale eller sædvane. Fravigelsen kan dog alene ske med den begrænsning, at fordringshaveren altid skal kunne kræve, at skyldneren betaler rimelige og relevante omkostninger til udsendelse af rykkerskrivelser m.v.
     Som det fremgår, er der tale om et meget teknisk lovforslag, og der er tale om en direktivimplementering, hvorefter forbrugeren i øvrigt opnår en vis forøget beskyttelse, og i det hele kan Venstre støtte dette forslag.

Lissa Mathiasen (S):
Når man ser på lovforslaget og sammenholder det med EF-direktivet, som netop går på at bekæmpe forsinkede betalinger mellem erhvervsdrivende eller mellem erhvervsdrivende og en offentlig myndighed, når betalingen ellers har karakter af vederlag for varer eller tjenesteydelser, så vil jeg godt sige, at det synes vi i Socialdemokratiet er utrolig godt. Det er godt at få nogle fælles retningslinjer. Det vil sige, at vi står bag det, der ligger i direktivet. Det ville også være mærkeligt, om ikke vi gjorde, eftersom det jo er noget, der er forhandlet på et tidspunkt, hvor vi havde regeringsmagten.
     Men når man så kigger videre på det her lovforslag, er der jo lagt op til, at man også går ind og tager forbrugerkøb med ind i billedet, og det ligger ikke i direktivet. Det vil sige, at man altså går ind og siger, at af hensyn til, at man gerne vil have nogle ensartede retlige retningslinjer, laver man parallelitet over til forbrugerkøb.
     Lad mig nævne de tre punkter, som jeg kan se virkelig giver nogle problemer.
     For det første går man ind omkring forhøjelse af morarenten, når en forbruger ikke betaler rettidigt. Hvis man går ind og laver en parallelitet, betyder det altså en stigning på over 28 pct. i forhold til, hvordan det er i dag. Det er en alvorlig stigning, når vi taler om forbrugerkøb, og vi finder det faktisk ikke rimeligt. Skal man ind og lave et eller andet, der er mere regelret, må det i hvert fald være med en eller anden form for differentieret sats, således at forbrugerkøb ikke får den her alvorlige stigning.
     For det andet ser vi det også som et problem - hvis vi har forstået det ret - at ét er, at man tager sædvane ud og siger, at det kan man ikke benytte sig af, når det drejer sig om forbrugerkøb, men der er stadig væk mulighed for, at man kan aftale sig til at kunne kræve en højere betaling. Men netop i forbrugerspørgsmål er vi jo typisk i en situation, hvor det er forbrugeren, der er den svage part og har meget svært ved at gennemskue, hvad der måtte ligge i sådan en aftale.
     Et eksempel: Hvis man f.eks. står og gerne vil have en eller anden form for kontokort i en eller anden kontoring eller i en butik eller en butikskæde, så tror jeg ikke, der er så forfærdelig mange, der overvejer, om der står nede i hele den der lange brødtekst, at i øvrigt ligger der som en del af det her koncept, man skriver under på, at hvis ikke man overholder sådan og sådan omkring betalingen, ligger der en helt anden rentesats i forhold til morarenter.

Kl. 13.50

     Jeg tror ikke, folk er klar over, hvad det kommer til at have af konsekvenser, og jeg vil godt sige, at jeg synes, det er dybt bekymrende, at man her går ind og rent faktisk giver en mulighed for, at der kan aftales ringere vilkår. Derfor må det være naturligt at sige: Vi må have en tilføjelse ind om, at det ikke kan gøres ringere for forbrugeren i kraft af aftaler.
     Det sidste, som jeg godt vil tage fat i, og som jeg faktisk har meget svært ved at forstå at man sætter ind her, er, at man også går ind og laver paralleliteten i forhold til at kunne kræve rimelige og relevante omkostninger for inddrivelse af tilgodehavender.
     Lad os se på, hvad der blev vedtaget for relativ kort tid siden herinde i Folketinget. Der gik et flertal ind og lavede en beslutning, som betød, at man som forbruger ikke kunne komme ud for et rykkergebyr på mere end 100 kr. Der var bred enighed om, at det var rigtigt, og at det var godt at sætte den begrænsning på. Hvis man så derefter går ind og lægger det her ved siden af - at man kan blive afkrævet betaling for rimelige og relevante omkostninger ved inddrivelsen - så har man fuldstændig udhulet den grænse, der hedder 100 kr., og så er der ingen forbrugerbeskyttelse mere heller på det område.
     Er det virkelig det, regeringen og justitsministeren vil med det her forslag?
     Som jeg sagde: Omkring handelskøb har vi intet problem. Det er det, der relaterer sig til direktivet, og det vil vi meget gerne støtte. Men til gengæld synes vi nok, at der i den grad er behov for at gå ind og se på, hvad det er for en forbrugerpolitik, vi rent faktisk får lagt an til med det, man lægger ind omkring forbrugerkøb i den her sammenhæng. Ensartede rammer betyder væsentlige forringelser for forbrugerne, og det er vi altså ikke indstillet på at støtte
i Socialdemokratiet.

(Kort bemærkning). Freddy Dam (V):
Jeg er da enig i, at en forhøjelse med 2,5 pct. fra det, der svarer til diskontoen plus 5 pct. til Nationalbankens udlånsdiskonto plus 7 pct., selvfølgelig er en stor forhøjelse. Omvendt er jo altså lovens formål at bekæmpe forsinkelse af betalinger, og da renteniveauet i øvrigt har været faldende igennem de senere år, synes jeg, det er helt uproblematisk, om end forhøjelsen angives at være 28 pct.
     Jeg vil godt sige, at så vidt jeg kan se af lovforslaget, er der ikke nogen hjemmel til i forbrugerkøb at aftale en højere rente, tværtimod. Der er i forbrugerforhold en maksimal rente på Nationalbankens udlånsrente plus 7 pct. uden mulighed for at aftale en højere rente. Det er i erhvervsforhold, der er mulighed for at aftale en højere rente eller lade en rente gælde, der baserer sig på sædvane.
     Endelig gælder loftet over gebyrerne fortsat i forbrugerforhold.

(Kort bemærkning). Lissa Mathiasen (S):
Vedrørende det sidste spørgsmål, der blev rejst her: Hvis det er tilfældet, at det ikke kun er sådan, at man tager spørgsmålet omkring sædvane ud, men også tager muligheden ud for at gå ind og lave en aftale, som går videre end det, der ligger her, er det jo godt, men sådan som det er beskrevet, kan det i hvert fald opfattes sådan. Det glæder mig, hvis det ikke er tilfældet, men det må vi så spørge om under udvalgsarbejdet, så vi kan få det afklaret, for jeg synes da, det er væsentligt, at man ikke kan lave en aftale, der væsentligt forringer forbrugernes interesser.
     Det andet: Jeg håber, at Venstres ordfører er enig med mig i, at når man foretager beregningen set i forhold til, hvordan det er i dag, så vil der være tale om godt 28 pct.s forhøjelse.

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Hr. Per Dalgaard som ordfører.

Kl. 13.55

Per Dalgaard (DF):
L 74 er baseret på et EF-direktiv fra den 29. januar år 2000. Trods sin oprindelse i EU, som Dansk Folkeparti jo ikke er så vild med blander sig i detaljer i dansk lovgivning, finder vi forslaget fornuftigt. Det stadfæster de morarenter, en kreditor må tage af en debitor ved for sen betaling enten af en vare eller en tjenesteydelse. Det oprindelige EF-direktiv tager kun højde for handel mellem erhvervsdrivende og handel mellem erhvervsdrivende og det offentlige. Justitsministeren har udvidet loven til at omfatte alle handelsforhold; det finder jeg fornuftigt og rigtigt. Forbrugerne opnår en større beskyttelse, idet der ikke mere kan fraviges rentelovens bestemmelser til skade for forbrugeren. Morarenten sættes ganske vist op til 7 pct., men på basis af Nationalbankens udlånsrente. Ligeledes er der en 30-dages-betalingsfrist fra modtagelse af varen eller ydelsen, hvis ikke andet er aftalt. Alt i alt et forslag, som Dansk Folkeparti kan støtte.

Lars Barfoed (KF):
Også Det Konservative Folkeparti kan støtte lovforslaget. Det er efter vores opfattelse sådan, at effektive og rettidige betalinger er noget, som er vigtigt og med til at styrke det indre markeds funktion. Derfor mener vi også ud fra en betragtning omkring nærhedsprincippet, at det er helt fornuftigt og rigtigt, at der er et EF-direktiv på det her område, og under alle omstændigheder skal vi selvfølgelig så også implementere det i dansk lovgivning.
     Det giver en tryghed for, at varer normalt bliver betalt, og hvis ikke de bliver det, så er der også nogle sanktioner, der kan mærkes. Så vi synes, det er rigtigt, at der er nogenlunde fælles regler på EU-plan, og også at sanktionerne er således, at der lægges et pres på debitor for at betale varerne til tiden.
     For så vidt angår de danske regler, som nu bliver ændret, sker der jo en skærpelse i forhold til rentelovens nugældende bestemmelser, og det er vi for så vidt også tilfredse med. Jeg synes, det er ganske fornuftigt, at man, som jeg også sagde tidligere, lægger et vist pres på debitor
i denne her sammenhæng. Det, man selvfølgelig kan diskutere, er, om den skærpelse, der sker, også skal gælde ud over det nødvendige, altså om den ud over i handelsforhold også skal gælde i forbrugerforhold. Dér synes jeg nok for det første, at hensynet til, at der er en så enkel regulering som muligt, tilsiger, at det også gælder i forbrugerforhold. Man kan vel også sige, at i forbrugerforhold ligesom i handelsforhold er det da vigtigt, at vi sikrer, at der er et vist pres på debitor til at betale varerne til tiden. Så vi kan godt støtte det, at vi implementerer direktivet, men ud over at implementere direktivet så også foretager den yderligere regulering, der sikrer ensartede regler i handelsforhold og forbrugerforhold. Jeg lyttede meget til fru Lissa Mathiasens bemærkninger med hensyn til netop det spørgsmål om rentelovens virkning på forbrugerforhold, og fru Lissa Mathiasen nævnte, at der var tale om en stigning på 28 pct. på morarentesatsen. Det kan man selvfølgelig sige at der er, men det er trods alt ikke procentpoint. Det lyder så dramatisk, når man siger 28 pct., men vi taler jo ikke om rentestørrelser på 28 pct., men om at den stiger 2½ procentpoint i forhold til det, der havde været nødvendigt, og det synes jeg så er fornuftigt nok og rimeligt. Men fru Lissa Mathiasens bemærkninger i øvrigt om, at vi nærmest ophæver maksimumgrænsen på de 100 kr. og mulighederne for, at man i forbrugerforhold skulle kunne fravige de her aftaler, må jeg sige at jeg ikke helt forstod, og jeg synes ikke helt, det er i overensstemmelse med det, jeg læser ud af bemærkningerne om, at der kan ske fravigelse ved aftaler i handelsforhold, og ud fra at der jo udtrykkelig stadig væk i loven vil være en 100-kroners-grænse, som tidligere vedtaget af Folketinget. Men jeg synes da, det er noget, fru Lissa Mathiasen og vi skulle få afklaret i udvalgsarbejdet. Vi er naturligvis fra konservativ side parat til at se på, hvis det er sådan, at der er nogle helt urimelige virkninger i forbrugerforhold. Det vil vi gerne diskutere i udvalgsarbejdet.

Kl. 14.00

Anne Baastrup (SF):
Som hr. Freddy Dam så rigtigt sagde, er det ikke et af de mest simple lovforslag, vi har til behandling i dag.
     SF støttede oprindelig direktivet omkring bekæmpelse af forsinkede betalinger i visse handelsforhold, men vi har altså ikke støttet, at det også skulle udvides til at omfatte forbrugerkøb.
     Selvfølgelig har vi respekt for de overvejelser, der har været i Justitsministeriet om, at det er nemmest og smartest og mest enkelt osv. at udvide det til at omfatte alle typer af køb, der er omfattet af renteloven, men vi finder simpelt hen, at det er en forvridning af den diskussion, vi i øvrigt har haft gennem de sidste år, om, hvordan man kan forbedre forholdene for forbrugere.
     Nu er der en diskussion mellem hr. Barfoed og fru Lissa Mathiasen omkring 100-kroners-reglen. Der er også forskellige andre typer af diskussioner her fra talerstolen om, hvad det egentlig er, lovforslaget omfatter, hvad er konsekvensen af lovforslaget, Forbrugerrådets henvendelse til os anfægtes med hensyn til, i hvilket omfang den er tilstrækkelig alvorlig.
     Så jeg tror, at vi må indstille os på relativt grundige spørgsmål/svar, og så må vi se, om vi kan komme frem til en enighed.
     SF vil kun støtte spørgsmålet, når det drejer sig om handelsforhold. Vi ønsker ikke at få det udvidet til også at dreje sig om forbrugerforhold.

Elisabeth Arnold (RV):
Det Radikale Venstres umiddelbare reaktion på det her lovforslag er positiv.
     Vi har støttet direktivet om bekæmpelse af forsinkede betalinger i handelsforhold m.v., og vi synes, det er nogle fornuftige regler, der er givet udtryk for her i teksten.
     Men vi har ikke kunnet få øje på de samme vanskeligheder, som Socialdemokratiets ordfører åbenbart har gjort, og derfor vil vi sige her ved denne lejlighed, at det jo er det, vi har udvalgsarbejdet til at få afgjort.
     Det Radikale Venstre vil selvfølgelig ikke medvirke til, at forbrugerne bliver dårligt stillede, men jeg opfatter den tekst her, som at man ikke kan fravige rentelovens bestemmelser til skade for forbrugerne. Det kan så være selve de grupper af aftaler, som skal omfattes af det her forslag, som vi skal kigge på.
     Under alle omstændigheder mener jeg, at der er brug for, at vi giver os tid i udvalget til at spørge grundigt og få nogle grundige svar og også meget gerne få ministeren i samråd nogle gange, men vores udgangspunkt er naturligvis positivt.

Pernille Falcon (EL):
Lovforslaget indeholder flere elementer, hvoraf nogle forbedrer forbrugernes forhold, og andre forringer dem, og vi vil derfor afvente udvalgsarbejdet, før vi tager endelig stilling til, om vi kan støtte forslaget, som det kommer til at ligge.
     Lovforslaget indebærer bl.a., at morarenten forhøjes fra diskontoen plus 5 pct. til Nationalbankens udlånsrente plus 7 pct., og Justitsministeriet anfører i sine bemærkninger til høringssvarene, at det er nødvendigt i handelsforhold som følge af EF-direktivet, og at det vil give problemer at have en differentieret morarente.
     Vi støtter høringssvar fra bl.a. Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet om, at morarenten ikke bør hæves i forbrugerforhold, særlig set i lyset af det nuværende lave renteniveau. Der er på en lang række andre områder særlige regler for forbrugerforhold, og det kan godt fungere i praksis.
     En differentieret rente vil naturligvis også kunne fungere.
     Kravet om rentepåkrav foreslås afskaffet. Det er ikke noget stort problem i den første rykkerskrivelse at anføre, at manglende betaling fører til, at der skal betales rente. Vi mener derfor, at rentepåkravet skal opretholdes i forbrugerforhold.

Jann Sjursen (KRF):
Kristeligt Folkepartis tilgang til lovforslaget er positiv, men jeg vil sige, som andre ordførere allerede har været inde på, at nogle af de høringssvar, vi har fået, bl.a. fra Forbrugerrådet her senest, giver anledning til, at vi under udvalgsarbejdet må have uddybet nogle af elementerne yderligere med hensyn til lovforslagets virkninger, sådan at vi kan være sikre på, at forbrugernes stilling ikke forværres, men tværtimod forbedres med lovforslaget som sådan. Det vil være det, vi synes, at udvalgsarbejdet skal bruges til.

Kl. 14.05

     I hvert fald vil jeg sige, at det høringssvar, vi har fået fra Forbrugerrådet, rejser for os nogle nye spørgsmål, som gør, at vi ikke definitivt kan melde positivt ud på lovforslaget i dag, selv om det altså var vores umiddelbare udgangspunkt, da vi så det først.

Justitsministeren (Lene Espersen):
Jeg vil gerne med hensyn til det her lovforslag takke for den forholdsvis positive behandling, lovforslaget har fået her ved førstebehandlingen.
     Det, som har optaget flest af ordførerne, har været forbrugerforhold og eventuelle misforståelser i den anledning. Til det vil jeg sige - jeg tror, det var fru Elisabeth Arnold, der nævnte det - at jeg fuldstændig kan bekræfte, at § 7 om, at der ikke kan fraviges bestemmelser til skade for en skyldner, jo fortsat gælder, men at vi naturligvis under udvalgsarbejdet vil besvare de spørgsmål, der måtte være, så vi får fuldstændig klarhed over det her. Det er teknisk temmelig kompliceret, så jeg kan godt forstå, hvis der er nogle, der har stillet spørgsmål for at få fuldstændig klarhed over det.
     Desværre sker der det nogle gange, når man modtager høringssvar, at der er misforståelser hos nogle af de personkredse, som forslaget har været i høring hos. En af de misforståelser, som så desværre også får lov at florere her i Folketingssalen i dag, har været omkring det her loft på de
100 kr. For så vidt angår den del af lovforslaget, er der altså tale om at lave en klar forbrugerforbedring, for loftet på de 100 kr. eksisterer fortsat. Men det loft på 100 kr. gælder jo kun i visse tilfælde. Det, vi gør nu, er sådan set, at vi skaber lovhjemmel til at sikre, at der bliver loft over alle typer gebyrer, så man har en sikkerhed for, at de her inddrivelsesomkostninger kommer til at ligge på et rimeligt niveau. At det rent faktisk er til gavn for forbrugerne, at man gennemfører det her. Det synes jeg er værd at få præciseret. Men naturligvis er det muligt at få det her fuldstændig bekræftet under udvalgsarbejdet. Endelig vil jeg komme ind på en mere generel ting, for der er flere af ordførerne, der har været inde på, hvorfor vi ikke bare kan lade det her gælde i handelsforhold, og hvorfor skal forbrugerforhold være ombefattet af det. Vi behandlede for kort tid siden forbrugerkøbsloven, og
i den havde vi valgt at sige, at der skulle være en sammenhæng i den måde, vi lovgav på, således at der ikke var nogen, der kom i en såkaldt reklamationsklemme, altså at der var forskellige frister, for så vidt angik forbrugere, og for så vidt angik erhvervsdrivende. Regeringen har skønnet, at det var bedst og mest fornuftigt, hvis vi ikke her, hvor vi går ind og regulerer rentesatser osv., begynder at køre med forskellige systemer og forskellige satser. Jeg kan godt forstå, at her, hvor man ser på det fra et forbrugersynspunkt, kunne man have den opfattelse, at det, lovforslaget lægger op til, var temmelig vidtgående. Men man sikrer i hvert fald, at der er en parallelitet i den måde, vi indretter vores lovgivning på, og det synes jeg faktisk er et godt formål, så jeg håber, at de ordførere, der her under førstebehandlingen har stillet sig forholdsvis skeptiske over for at inddrage også forbrugerne på det her område, vil genoverveje, hvorvidt det ikke er muligt at støtte lovforslaget i dets nuværende udformning. Det kan nemlig af mange årsager være hensigtsmæssigt ud fra et samfundsmæssigt sigte, at der er ensartethed i den måde, vi regulerer det her område på.

(Kort bemærkning). Lissa Mathiasen (S):
Nu drog ministeren parallellen mellem forbrugerkøbsloven og så den her lovgivning, der er lagt an til.
     Jeg har lidt svært ved at se sammenhængen, for man kan sige, at i forbrugerkøbsloven var der en naturlig sammenhæng,
i og med at hvis jeg kommer og reklamerer over en vare, som reelt har en defekt, så har den butik, jeg har købt den i, naturligvis et behov for at kunne have de samme regresmuligheder, også tidsmæssigt. Hvis vi så kigger på det her, vil jeg egentlig godt spørge, om ministeren kan give nogle eksempler på den sammenhæng, ministeren mener er nødvendig mellem handelskøb og forbrugerkøb: Hvor er det, det vil komme til at kunne give nogle problemer? Jeg kan faktisk ikke se, hvor man typisk vil opleve, at et forbrugerkøb vil gå ind og give vanskeligheder set i forhold til et handelskøb, og hvorfor det vil være naturligt, at man havde den her sammenhæng. Specielt kan jeg slet ikke se det i forhold til det typiske, at hvis man har penge sat ind et sted, får man en relativt lav forrentning, men skylder man penge, så må man sige, at med de 7 pct. er det jo ikke ligefrem nogen lav forrentning, der er lagt an til. Men hvad er det for eksempler, ministeren tænker på vil gøre det væsentligt bedre, hvis vi har den her sammenhæng?

Kl. 14.10

Hermed sluttede forhandlingen, og lovforslaget overgik derefter til anden behandling.

Afstemning

Anden næstformand (Poul Nødgaard):
Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget. (Ophold). Det er vedtaget.