Spm. nr. S 1760

Til økonomi- og erhvervsministeren (15/4 02) af:

Christian H. Hansen (DF):

»Vil ministeren tage initiativ til at ændre lovgivningen for bevillinger til værtshuse og diskoteker, så unge under 18 år ikke har adgang efter kl. 02 om natten, og at det skal påhvile den pågældende under 18 år, der er kommet ind før kl. 02, at være ude af stedet inden kl. 02?«

Begrundelse

Men henblik på at undgå vold og ballade, når unge bliver alt for berusede og ikke kan styre temperamentet, er flere og flere byer gået over til at forbyde unge under 18 år at komme ind på et værtshus eller et diskotek efter et bestemt klokkeslæt. Det fremgår af BT fredag den 12. april 2002, at politiet i Aalborg med stor succes har indført en ny begrænsning for unge ved at lave ens bevillinger for alle restauratører. Det koster således en restauratør en bøde på 300 kr. pr. person, der opholder sig ulovligt på et diskotek efter kl. 24. Og i Odense vil man stramme kursen. Der skal indføres nye bevillinger, som indebærer, at de unge under 18 år skal være ude af nattestedet senest kl. 02 om natten. Spørgeren støtter de oven for nævnte initiativer for at begrænse volden og balladen og så derfor gerne, at der generelt blev indført ens regler over hele landet. For ikke at ramme restauratørerne urimeligt hårdt ved at pålægge dem bøde alene, når en person befinder sig på nattestedet efter »klokken er slået«, hvilket de af mange gode grunde kan have svært ved at håndhæve, kunne man i tillæg til loven indføre en regel om, at den unge under 18 selv skal drage omsorg for ikke at være på nattestedet, ellers kunne der vanke en bøde på f.eks. 500 kr.

Svar (24/4 02)

Økonomi- og erhvervsministeren (Bendt Bendtsen):

Restaurationsloven indeholder allerede i dag mulighed for, at bevillingsmyndigheden kan betinge og begrænse en alkoholbevilling. Alkoholbevilling udstedes af kommunalbestyrelsen efter indstilling fra politiet. Kommunalbestyrelsen udsteder den enkelte bevilling under hensyn til bl.a. samfundsmæssige, ædruelighedsmæssige og ordensmæssige forhold.

Kommunalbestyrelsen og ikke mindst politiet kan med deres lokalkendskab ofte på et meget tidligt tidspunkt udpege, hvilke restaurationsvirksomheder der kan give anledning til problemer. Finder bevillingsmyndigheden i den konkrete sag, at det vil være betænkeligt at lade unge under 18 år opholde sig i en restauration, kan bevillingsmyndigheden gøre bevillingen betinget af, at dette ikke sker.

Da restaurationsloven allerede giver mulighed for at tage hensyn til ædrueligheds- og ordensmæssige forhold i forbindelse med udstedelse af alkoholbevilling, er der efter min opfattelse ikke behov for at indføre en generel regel, der begrænser unges ophold i restaurationer.