Spm. nr. S 2073
Til socialministeren (13/5 02) af:
René Skau Björnsson (S):
»Vil ministeren tage initiativ til at socialforvaltninger får anmeldepligt til politiet, når de møder børn, som har været udsat for vold?«
Begrundelse
Vicepolitimester Villy Sørensen, Århus, mener, at en anmeldepligt kunne være en måde at sikre, at politiet får kendskab til de mange voldssager mod børn, og dermed også sikre en bedre forebyggelse af vold over for børn. Politiet får i dag meget få anmeldelser af børnevold i forhold til de registrerede tilfælde på skadestuerne.
Svar (22/5 02)
Socialministeren (Henriette Kjær):
Socialministeriet regulerer primært socialforvaltningernes forpligtelser i forhold til børn, der har været udsat for vold, gennem servicelovens regler om behandling af børn og unge med behov for særlige støtte.
Serviceloven giver for det første kommunen en forpligtelse til at føre tilsyn med børn og unge i kommunen, så kommunen så tidligt som muligt får kendskab til tilfælde, hvor børn og unge har behov for særlig støtte. Støtte til børn og unge skal ydes så tidligt og sammenhængende som muligt, så begyndende problemer så vidt muligt kan afhjælpes i hjemmet eller i det nære miljø. Det er s&a ring;ledes centralt i videst muligt omfang at forebygge alvorlige problemer, herunder forebygge overgreb mod børn og unge.
For det andet giver serviceloven kommunen pligt til at undersøge forholdene nærmere, når det på baggrund af de foreliggende oplysninger må antages, at et barn eller en ung har behov for særlig støtte. Kommunen skal undersøge barnets eller den unges forhold og vurdere hvilke behov for særlig støtte barnet eller den unge har. En kommune, der har mistanke eller viden om overgreb mod et barn eller en ung skal således i den enkelte sag unde rsøge situationen og vurdere om der er risiko for nye overgreb, hvordan disse afværges samt hvilke behov for særlig støtte barnet eller den unge i øvrigt har.
Serviceloven giver ikke en generel pligt til at anmelde forbrydelser til politiet. På den anden side er det som nævnt centralt at forebygge overgreb mod børn og unge. I forbindelse med overgreb mod børn og unge skal der således foretages en konkret vurdering af, hvordan eventuelle nye overgreb bedst kan forebygges, herunder om sagen skal anmeldes til politiet.
Spørgsmålet om forpligtelse til at anmelde sager til politiet er generelt reguleret af Justitsministeriet. Socialministeriet har derfor bedt Justitsministeriet om et bidrag til besvarelsen af spørgsmålet. Justitsministeriet har oplyst følgende:
»Inden for det strafferetlige område findes der ingen almindelig pligt til at anmelde truende eller begåede forbrydelser. Straffelovens § 141 bestemmer imidlertid, at den, som er vidende om, at en forbrydelse, der medfører fare for menneskers liv eller velfærd, tilsigtes begået, har pligt til at gøre, hvad der står i dennes magt for at forebygge forbrydelsen eller dens følger, om fornødent ved anmeldelse. Overtrædelse af denne bestemmelse ka n straffes med indtil 3 års fængsel.
Bestemmelsen medfører ikke en generel anmeldelsespligt for begåede voldsforbrydelser, da bestemmelsen har til hensigt at forebygge truende forbrydelser. Hvis en person har kendskab til en begået forbrydelse, der indicerer konkret fare for gentagelse, vil anmeldelsespligten formentlig også gælde den allerede forøvede forbrydelse, jf. herved Kommenteret Straffelov, Speciel del, 7. udgave (2001), side 82.«
På den baggrund vurderes det, at en generel anmeldepligt ikke vil sikre en bedre forebyggelse af vold mod børn. Serviceloven understreger allerede, at det er centralt at forebygge overgreb mod børn og unge. De sociale myndigheder skal derfor i forbindelse med konkrete sager, hvor børn har været udsat for vold, vurdere, hvordan man bedst forebygger eventuelle nye overgreb og om der bør ske en anmeldelse til politiet. Samtidig indeholder straffeloven en pligt til at gøre, hvad der står i ens magt for at afværge en alvorlig forbrydelse, som man har kendskab til, om nødvendigt ved anmeldelse.
Socialministeriet vil derfor ikke tage initiativ til, at socialforvaltningerne generelt får anmeldelsespligt til politiet, når de møder børn, som har været udsat for vold.