Spm. nr. S 3010

Til justitsministeren (26/8 02) af:

Jørn Dohrmann (FP):

»Finder ministeren det acceptabelt, at firehjulede knallerter indregistreres som biler, og at fører og medpassager kan færdes uden styrthjelm samt har adgang til kørsel på motorveje?«

Begrundelse

TV2 Syd kunne fredag den 23. august berette om firmaet ATV-import fra Horsens, som importerer en firehjulet knallert, der efter dansk lovgivning - og på trods af EU-direktivet - bliver indregistreret som personbil med det formål at kunne beskatte den så højt, at den bliver mindre attraktiv for forbrugerne.

Men importøren, Niels Friis, mente ikke desto mindre, at der stadig er et marked for den i Danmark, hvor den pga. registringen som personbil må befordre to passagerer uden styrthjelm, ligesom den må køre på motorvejene, selv om dens tophastighed kun ligger 5 km. over den tilladte minimumshastighed på 40 km./t.

I samme TV-Syd indslag kunne Færdselsstyrelsen meddele, at den ikke ønskede at gøre noget ved problemet, da man fra styrelsens side vurderede, at det nok kun kom til at dreje sig om et par stykker af denne type køretøj på vejene.

Efter spørgerens opfattelse er det imidlertid yderst farligt, hvis køretøjer af denne type kommer til at køre på de danske motorveje - enten det så drejer sig om et par stykker eller flere hundrede. Med de hastigheder, der køres med på motorvejene i dag, vil man kunne forudse alvorlige uheld som følge af, at last- og personbiler simpelthen ikke kan nå at bremse op for det lille hybridkøretøj, som det tillige kan være sv ært at få øje på.

På den baggrund undrer spørgeren sig over Færdselssstyrelsens passivitet og ønsker derfor oplyst, om ministeren deler styrelsens opfattelse af, at der ikke er tale om noget problem, eller om ministeren vil arbejde for, at denne tvivlsomme praksis ophører øjeblikkeligt, specielt fordi den danske importør oplyser, at der er et marked for den firehjulede knallert på trods af prisen på ca. 45.000 kr.

Spørgeren kan i øvrigt oplyse, at flere bilister alarmerede politiet, da TV2 Syd prøvekørte den på motorvejen. Bilisterne troede nemlig, det var en havetraktor.

Svar (4/9 02)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Trafikministeriet om en udtalelse.

Når denne udtalelse foreligger, vil jeg vende tilbage til sagen.

Supplerende svar (8/10 02)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Trafikministeriet, der har oplyst følgende:

»I henhold til færdselslovens § 2, nr. 2, er en bil et motorkøretøj, der er forsynet med 4 eller flere hjul eller med bælter, valser eller meder eller lignende, samt motorkøretøj på 3 hjul, hvis egenvægt overstiger 400 kg. Da en firhjulet knallert kaldet »quadricykel« har fire hjul er den i færdselslovens forstand en bil.

Quadricykler er omfattet af definitionen i direktiv 92/61. Direktivet er et rammedirektiv, der indfører krav om EF-typegodkendelse af to- og trehjulede knallerter og motorcykler. Direktivet omhandler tillige visse firhjulede køretøjer, der betegnes som »quadricykler«:

»Lette quadricykler, som har en masse ubelastet på under 350 kg, heri ikke medregnet batteriernes masse for elektrisk drevne køretøjer, som har en konstruktivt bestemt maksimal hastighed på 45 km/h eller derunder, og som har en motor med et slagvolumen på ikke over 50 cm3, hvis der er tale om en motor med styret tænding (eller med en maksimal nettoeffekt på 4 kW eller derunder, hvis der er tale om andre motortyper) sidestilles med knallerter.«

Efter definitionen skal en »let quadricykel« sidestilles med en knallert. Dette gælder imidlertid alene de tekniske krav til køretøjet og ikke anvendelsesregler og afgiftsregler. Uanset direktivet efter sin ordlyd alene omhandler typegodkendelse og teknik, fik bl.a. Danmark dette yderligere fastslået i en rådserklæring, der lyder:

»Direktivet hindrer heller ikke medlemsstaterne i at fastsætte afvigende regler inden for rammerne af deres nationale lovgivning, for eksempel vedrørende øvre/nedre aldersgrænse, afgift, kørekort osv., på grundlag af de enkelte køretøjers særlige egenskaber, som f.eks. den konstruktivt bestemte maksimale hastighed.«

Da quadricykler kategoriseres som biler, skal der betales afgift som for person- eller varebil i henhold til Skatteministeriets lov om registreringsafgift.

Da quadricykler blev indført i forbindelse med rammedirektiv 92/61, blev det overvejet, hvorvidt denne definition skulle ændres.

Af bemærkningerne til lovforslag L 90 om ændring af færdselsloven m.m. fremgår, at direktivets definition af »quadricykler« ikke er medtaget i lovforslaget, da det er indeholdt i den eksisterende definition i færdselsloven af en bil, og da der ikke foreslås særlige anvendelsesforskrifter for disse køretøjer. Lovforslaget er vedtaget af Folketinget ved lov nr. 98 af 9. februar 1994.

Baggrunden for, at Danmark ikke ønskede at kategorisere denne type køretøjer som knallert, var en færdselssikkerhedsmæssig vurdering, idet disse køretøjer efter vurdering af Justitsministeriet, senere Trafikministeriets Færdselssikkerhedsafdeling, ikke var færdselssikkerhedsmæssige forsvarlige i trafikken som knallerter.

Disse køretøjer er meget brede, og vil derfor ikke kunne køre på cykelstien, hvor de derudover - hvis cykelstierne blev dimensioneret anderledes – ville kunne køre for hurtigt, med deraf følgende færdselssikkerhedsmæssige problemer for langsomkørende cyklister, som f.eks. børn og ældre, samt for kørestole.

Hvis de blev defineret som registreringspligtige knallerter (knallert 45) skulle de køre på vejen, men ville i så fald på grund af deres bredde være til gene for trafikken på grund af deres langsomme hastighed, hvor quadricyklerne – i modsætning til den registreringspligtige knallert – vanskeligt ville kunne overhales på grund af deres bredde.

Såfremt »quadricykler« blev kategoriseret som knallerter, ville det medføre, at der ville befinde sig mange af disse køretøjer på vejene, idet de ville være langt billigere at købe, eftersom der ikke betales registreringsafgift af knallerter. Det skal i den forbindelse bemærkes, at quadricyklerne ikke opfylder de sikkerhedskrav, der stilles til biler.

Ved at kategorisere »quadricykler« som biler opnås, at der skal betales registreringsafgift svarende til en personbil, hvilket medfører en højere indkøbspris for køretøjet. De mange år, der er forløbet siden lovforslagets vedtagelse, samt det faktum, at der så vidt Trafikministeriet er bekendt ikke er blevet registreret »quadricykler« i den periode, vidner om, at denne kategorisering har medført, at disse køretøjer ikke er i ndført i Danmark.

Problematikken omkring »quadricykler« og forskellen til tre-hjulede knallerter blev drøftet senest i 1999, jf. vedlagte notat, og førte til, at trafikministeren foreslog skatteministeren at indføre registreringsafgift på de trehjulede knallerter.

Samlet kan det derfor oplyses, at det er korrekt at quadricykler defineres som biler, og at dette er begrundet i færdselssikkerhedsmæssige hensyn. Hvis denne køretøjstype skulle defineres som andet, vil det kræve ændring af færdselslovens § 2, nr. 2, vedrørende definition af bil.

For så vidt angår spørgsmålet om kørsel med quadricykler uden hjelm kan det oplyses, at quadricykler ikke er omfattet af kravet i færdselslovens § 81 om lovpligtig brug af hjelm, idet bestemmelsen alene omfatter knallerter og motorcykler. Krav om brug af hjelm vil enten kræve en ændring af definitionen i § 2, nr. 2, eller en ændring af § 81. Det skal i den forbindelse bemærkes, at langt de fleste quadricykler har et lukket karrosseri som sm&ar ing; biler, jf. vedlagte kopi af brochurer.

For så vidt angår spørgsmålet om kørsel med quadricykler på motorvej synes der at være tale om et færdselssikkerhedsmæssigt problem. Da der så vidt Trafikministeriet er bekendt ikke er registreret sådanne køretøjer i Danmark, er det et problem, der er mere af teoretisk karakter.

Det kan overvejes at ændre færdselslovens § 44, stk. 1, således at den generelle minimumshastighed på motorvej hæves til 60 km/t. Så længe undtagelserne i stk. 2-4 opretholdes skulle det efter ministeriets opfattelse ikke skabe praktiske problemer.

Til orientering kan det oplyses, at den i TV/Syd viste »quadricykel«, der af medtrafikanter meget betegnende er kaldt en »havetraktor«, typisk er beregnet til off-road-brug og ikke til brug på vej, jf. vedlagte kopi af MC-årbog 1989.«

Justitsministeriet skal tilføje, at ministeriet – under hensyn til det forventelige meget lille antal registrerede quadricykler - ikke finder anledning til på nuværende tidspunkt at ændre færdselslovens bestemmelser.

Justitsministeriet vil dog følge udviklingen med hensyn til udbredelsen af quadricykler på vejene.

En kopi af de bilag, som der refereres til i Trafikministeriets udtalelse, er samtidig med denne besvarelse sendt direkte til spørgeren.